fredag den 4. december 2009

Vågner

Du vågner tidligt. Lyset er lige brudt igennem, det røde skær hænger i disen. Der er dug på bregnens blade. Bregnen står på altanen, på den anden side af ruden.
Nej, du vågner sent. Nu kan du mærke det. Du er for sent på den. Du burde være på vej til arbejde allerede, det fornemmer du. Det er fandens med det vækkeur. Du rejser dig halvt op i sengen og kigger efter vækkeuret på natbordet. Du vil se, hvor megen tid du har mistet, hvad klokken er. Du vil vide, om du endnu kan nå det.
Men så er uret der ikke. Måske er det faldet på gulvet. Du har raget det ned i søvne. Du har prøvet at slukke for det, og så er det endt på gulvet, tænker du. Bare du ikke har slået det i stykker. Det plejer at ringe mere end den ene gang, gør det ikke? Du har smadret uret. Sådan må det være. Du er stadig fortumlet efter søvnen, efter den voldsomme drøm. Du er forpustet, som om du har løbet. Det er, som om du har drukket tæt og løbet. Du er ør af den drøm. Du kan aldrig huske dine drømme.

*

Nu må du se at komme af sted. Hvad er klokken?
Du krænger overkroppen over sengekanten, men uret er ikke på gulvet, heller ikke under sengen. Nu bliver du urolig. For fanden da! Du burde være der allerede.
Det slår dig, at du måske ikke bruger vækkeur. Hvordan skulle uret kunne forsvinde, og hvorfor kan du ikke huske, om du plejer at bruge snooze-knappen?
Nej, du er sådan en, der ikke bruger vækkeur. Ja, naturligvis. Så hysterisk har du aldrig været. Du har den ro i dig, at du vågner, når du skal vågne. Og skulle du komme et kvarter for sent, ville det ikke stresse dig det mindste. Ingen ville sige noget til det. For en mand i din stilling betyder det ingenting.
Du falder til ro. Din vejrtrækning er normal. Du kan dufte det friskbagte brød fra bageren ved siden af. Måske skulle du tænke på noget morgenmad.
Nej, hvem skulle stille dig til ansvar for femten minutter? Din chef ved, at dit arbejde er mere værd, end hvad der kan måles i minutter. Chefen giver dig den plads, som en mand af dit format har behov for. Du kan slet ikke huske, hvornår du sidst har set din chef.
Om du nogensinde har set ham.

*

Det er den drøm, der forvirrer dig. Du vil gerne huske drømmen. Du husker et glimt, tvinger det frem. Det er sort og violet. En skinger lyd. Pludselig ved du, at du har slået en mand ihjel. Så er det væk igen. Så voldsom en drøm har du aldrig haft. Det er ikke en drøm.
Naturligvis har du ingen chef.
Du har din egen virksomhed. Det er derfor, du ikke behøver noget vækkeur. Du skal bare være ved telefonen klokken ti. Eller åbner butikken klokken ni? Værkstedet? Du smiler. Næ, de her hænder har aldrig holdt en skiftenøgle. Det ser man straks, tænker du. Du kan godt sætte en ny pære i loftlampen, du kan myrde, men en skiftenøgle? Nej, du skal være på kontoret klokken ti.
Nu er solen helt fremme på himlen. Duggen hviler stadig på bregnens blade, men horisontens rødmen er borte. Du sveder. Det bliver tidligt lyst på denne årstid. På denne årstid?
Du rejser dig fra sengen og finder kalenderen på væggen. Det kan ikke passe, at du ikke kan huske, hvilken dag det er i dag. Hvilken årstid. Kalenderen viser andet halvår af 2009. Det kan være juli, men også december, fortæller kalenderen. På engelsk. Men en solsort synger udenfor.
Hvorfor er din kalender engelsk, når du er dansker? Du tænker på dansk. Du er dansker. Du har et dansk navn, Jensen. Jensen eller Nielsen. Du er dansker.
Skuldrene synker ned. Du taber hovedet på brystet, dine muskler mister spænding. Lydene forsvinder i en hvirvelvind, som sluger den fjerne brummen af biler og en cisterne, som ikke er i orden. Hvirvlen opløser sig, den fuser ud. Det kilder lidt i underarmene. Så forsvinder det ud gennem fingerspidserne.

*

Du sidder på gulvet. Der dufter ikke længere af morgenbrød fra opgangen. Fra døren. Du rejser dig, men går i stå to meter fra den. Hvordan kan du blive bange for en dør?
Du vil åbne døren for at kigge på navneskiltet, men nu tør du ikke. Du ved ikke, hvad der er derude, men du ved, at dit navn ikke står på skiltet. Den ubeskrevne kalender på væggen fortæller dig, at du ikke er hjemme. Du er bange for at finde ud af, at du ikke har noget hjem, at du ikke har noget navn.
Du kan ikke huske, om du har en bror eller en søster.
Du er en mand. Hvis du forstår ordet rigtigt, er du en mand.
Det er en dør. Eller et gat.
Du frygter, at min stemme vil forsvinde, hvis du åbner og lukker andre lyde ind.
Nu åbner du døren. Lyskilen springer i støvet. Betontrappen brøler.

søndag den 29. november 2009

Kig på damen

Til januar udkommer min næste bog. Det er en novellesamling under titlen Kig på damen.

Hvad novellerne handler om, vil jeg ikke sige. Til gengæld vil jeg ovenfor bringe en af de noveller, som er definerer bogen, men som faktisk ikke kom med alligevel. Den første bid af novellen kommer nu:

søndag den 4. oktober 2009

Sky sol

Lystens værk holder pause, mens jeg sunder mig under en sky sol over Sundet.

mandag den 10. august 2009

Hemingway har også skrevet en hest

"De gav den hvide hest adskillige rap over benene, og den kom op på knæ og op at stå. Picadoren rettede stigbøjlerne ud og trak i dem og svang sig op i sadlen. Hestens indvolde hang ned i et blåt bundt og svingede frem og tilbage, da den begyndte at løbe i kort galop, mens los monos slog den bag på benene med deres stænger. Den galoperede stødvis langs barrieren. Så standsede den brat, og en mono greb tøjlen og ledte den frem. Picadoren sparkede med sporerne og lænede sig frem og rystede sin lanse foran tyren. Blodet pumpede taktfast ud mellem hestens forben. Den slingrede nervøst. Tyren kunne ikke beslutte sig til at angribe."

Ernest Hemingway

fredag den 26. juni 2009

KU-toppen bekender kulør som antidemokrater

"Fattige må hjertens gerne stemme. De, der lader staten forsørge dem, er omvendt ganske oplagt inhabile, og kan passende fratages deres stemmeret", skriver Martin Seebach, som er medlem af Konservativ Ungdoms øverste ledelse på KU's debatforum.

Folkepensionister, SU-modtagere, invalidepensionister, bistandsklienter, kunstnere på stipendier eller livsvarige ydelser ... I er ikke subjekter for landets ledelse, men umælende undersåtter, hvis det står til denne del af højrefløjen. Husk det!

onsdag den 24. juni 2009

Uden skygger

Også Grosso vil være derude et sted. Grosso er akademiets hvide fyrste.
Grosso er for stærk for dig i den tilstand. Om lidt vil du finde ham svøbt i lagenlærred.
Jeg ved, hvad han vil sige, hvad han vil lokke med.
– Du vælger selv, om du vil dø. Der er intet tvingende logisk argument for, at ingen lever evigt.
Det vil han sige til dig, og du vil ikke kunne modstå hans sirener nu.
– Så bliver du som en gas, vil han sige. Vi hører ham så tit.
Så går det løs.
Hooo! Og jeg skal ligge ned, ja, ligge ned på ryggen. Peruvianere med panfløjter og filthatte løfter mig på flade hænder. Nu kan jeg se dig. Hvor er din hånd? Der bliver så langt mellem os. Ja, du bliver så lille.
Der står han allerede, Grosso. Han har ret, du er en gas nu, en partikulær gas, du er netop denne gas. Du er konkret, selvom din krop er forandret, som den er. Selvom din krop ikke længere er afgrænset af hud, en hud med fejl og revner. Den flyder sammen med de andre gasser, dine partikler spredes. De driver væk fra mig, de fjerner sig fra dit centrum. De stiger opad og ud som af en tragt.
Han giver dig evigt liv, men uden skygger.
Du troede, at dine tanker ville svimle ud og svulme op, at dine følelser ville. Du troede, du ville høre Dvoráks 9., men hører Bent Fabricius Bjerre.
Lad mig svæve op og drysse ned, lad det være mig, der sner igennem dig, lad det være mig, der tynger dig mod jorden. Tænk på værdien af at kende farverne. Tænk på, hvor meget lyset blænder over skyerne.
Du har ingen tarm, ingen tunge eller hud. Du kunne savne det at fjerte, at drikke mælk, savne den læskede kalks ætsen i dine blege arme.
Du tror ikke, du vil være i stand til at tænke logisk og konsistent med en krop af denne form. Men det vil du. Dine tanker er en difuserende vilje til orden og logik, jeg kender dig. Det er den renhed, en renset røg. Du er en kølig vilje i gas. Dine partikler fjerner sig fra hinanden nu. Dine tanker slipper deres række, som hvedemel slipper dej uden væde. Du vil ikke kunne tænke sammenhængende i en krop uden hud ret meget længere.
Jamen, kæreste, du har hverken trommehinde eller ambolt. Hvordan skal du nogensinde kunne høre Pepe spille Up Up And Away?

torsdag den 18. juni 2009

FJERDE AFSNIT AF "Hypnofred"

bliver skrevet af den første, der henvender sig for at deltage i udarbejdelsen af denne fælles novelle/kortroman.

Afsnittet er vel på 300-500 ord og begynder, hvor afsnit 3 slutter.

Send mig en mail på snubby2@ofir.dk, så giver jeg besked om det praktiske.

/Jens

onsdag den 17. juni 2009

TREDJE AFSNIT AF "Hypnofred"

Klokken 23.23 var vi, som ved et trylleslag, atter os selv. Vi havde i cirka seks og en halv time kollektivt været hypnotiseret til tro, at vi hver især havde drukket treogtyve pilsnere af en gennemsnitlig styrke på 4,6 procent. Pigen, som forrettede gennem vinduet, havde aldrig tidligere drukket mere end syv øl på en aften og var ude af kontrol. Du virkede mere fattet, men netop nu står det klart for mig, at det fik langt alvorligere følger for dig end for hende.
Aftalen indebar, at vi, som deltog i Hypnopiloten, skulle kunne huske alt, hvad vi havde oplevet og foretaget os under rusen. Det var den sikkerhedsklausul, som den feministiske fraktion havde insisteret på. De havde hørt rygterne om Peli, at han tidligere havde udnyttet kvindelige klienters manglende erindring om, hvad der var sket under konsultationerne. Feministerne tog ingen chancer.
Det lykkedes. Vi var i det store hele enige om, hvad der var sket i løbet af aftnen. De fleste mente, at det var godt at tale om det, det fik skammen til at forsvinde. Vi havde alle gjort ting, vi ikke måtte. Vi mærkede denne uro, der kommer af at have overtrådt et forbud. Langt de fleste af os mente, at vi ikke blot havde haft vores sjoveste fest nogensinde, men også havde lært noget om os selv. Noget, som ville accelerere den kunstneriske og personlige udvikling, netop fordi vi kunne huske det hele. Det var en sejr, det vil jeg holde fast i. Og lørdag morgen var alle så friske, at vi næsten ikke kunne tro, vi havde svimlet rundt i en balstyrisk rus aftnen forinden.

Pilot 2 blev sat i værk den følgende fredag med samme hold. Det nye var doseringen. Peli skruede ned for antallet af pilsnere, men blandede til gengæld en betragtelig mængde extacy i kuren.
Der opstod nu det nye, at kun syv af deltagerne de facto havde prøvet at indtage extacy, og kun fire havde taget det i blanding med alkohol, så resten af os blev påført en rus af en type, som vi aldrig havde oplevet, og derfor selv havde opfundet. Vi digtede os hver især til, hvordan sådan en rus ville være. Peli kaldte os fantasipiloter. Vi fantaserede os til en rus så frisættende, at de fire realpiloter, som faktisk vidste, hvordan blandingen af extacy og øl virkede, og derfor måtte nøjes med denne mere begrænsede virkning, blev jaloux. Vi drillede dem. Pludselig var syrehovederne festens stivstikkere.

Pilot 3 fordoblede deltagerantallet, skiftede extacy ud med coke og LSD, og øl med absint. Denne blanding fremviste en eksplosiv effekt, fordi kun to ud af 46 deltagere havde afprøvet den i Realia. Resten af os var fantasipiloter og rablede løs i vores maksimale drømmerus gennem hele aftnen. Måske derfor husker de fleste Pilot 3 som den mest skelsættende oplevelse overhovedet.

tirsdag den 16. juni 2009

ANDET AFSNIT AF "Hypnofred"

Hypnopiloten blev sat i gang fredag eftermiddag den 23. marts. Der er stadig en vis uenighed om, hvad der skal regnes for starttidspunktet. Er det øjeblikket, hvor dørene til atelieret blev låst udefra, eller er det der, hvor Peli indledte sin fælleshypnose?
De fleste er dog enige om, at Hypnopiloten først for alvor gik i gang, da Peli var færdig med seancen. Man ved, at dette indtraf mellem 16.46 og 17.09.
Vi begyndte uden varsel at træde de danse, som vi aldrig tidligere havde vovet os ud i. Det gav den søde ømhed i muskler, vi ikke vidste, vi havde. Men det gav os også ny magt over egne kroppe. Det gav et større liv. Hvem var det, der formulerede det på den måde? Vi fortalte vores nye bedste venner, hvad vi i virkeligheden syntes om dem. Der blev ryddet op i falske forbindelser.
To af akademiets mest hæmmede piger gav sig til at æde den helstegte kalkun uden at bruge hænderne. De skreg af fryd, mens de kradsede kinderne til blods på fuglens splintrede brystben. Den ene trådte op på en stol og sked gennem vinduets tremmer bagefter.
Du var lykkelig.
Der var sex, det er klart, og på måder og mellem mennesker, som ikke anede, at de ønskede sig det sådan. Også du var gæst i fremmede lyster, det glemmer vi ikke.
Nogle begyndte at male med de pensler, der var stillet frem. I hvert fald fire af malerne slap ved den lejlighed af med angsten for det hvide lærred. Der er tale om varig helbredelse, har jeg forstået. Jeg ved, det var dig, der begyndte at male med lærrederne.

Det ligger fast, at klokken var 23.23, da stereoanlægget begyndte at spille Up Up And Away. Det var det signal, vi havde aftalt.

mandag den 15. juni 2009

FØRSTE AFSNIT AF "Hypnofred"

– Jeg fatter ikke, at ingen har gjort det før, at vi ikke selv har, siger du.
Jeg tror, vi alle har det sådan nu. Der er ikke gået mere end et par måneder, men ingen af os husker klart, hvordan livet var, inden vi begyndte, ingen kan forestille sig nogen anden måde at feste på. Ingen vil vende tilbage til den gamle. Enkelte hævder, at enhver forestilling om livet inden Hypnofred er illusorisk, en religiøs indbildning.
Med Hypnofred holder Kunstakademiet de mest animerede fester hver fredag. Det har vi gjort forårssemesteret igennem uden et eneste efterfølgende anfald af tømmermænd. Det koster ikke noget. I hvert fald er det billigere end den sprut og de stoffer, vi plejede at frådse i. Hypnofred sætter ingen spor i leveren, vi kan arbejde for fuld kraft lørdag morgen. Der er ingen afhængighedsskabende abstinenser, ingen skygger i ansigtet.

Der er heller ikke mangel på studerende, som mener, at Hypnofred var deres ide, at netop de havde fået tanken, hvisket den til en studiekammerat, skitseret den i et for længst slettet indlæg på en blog, givet den videre i forbifarten, men blot ikke haft tid til at følge den til dørs. Men alle I, der har været med fra begyndelsen, ved, at det var mig, der den 23. februar rejste mig i kantinen og erklærede, at jeg havde en ide, som ville revolutionere vores weekendliv.
Vores weekendliv, sagde jeg. Jeg kunne ikke forestille mig, hvor meget større det ville blive, hvor omfattende en forandring der ville blive tale om.
Jeg tror, du husker, hvor mange møder jeg indkaldte til i festudvalget, hvor længe jeg holdt ved, før det lykkedes mig at få samlet treogtyve unge mennesker, der var parate til at gøre det første eksperiment, deltage i den fest, vi i dag refererer til som Hypnopiloten. Jo, jeg var stædig.

fredag den 29. maj 2009

Den pinlige lov

Det er så forpulet pinligt, at vi har et kongehus, at vi formelt set lever i et monarki. Jeg vil gerne være stolt over at være dansk (hvorfor egentlig?), men det er svært, når man møder en tysker, og det skyldes ikke kun, at tyskerne tager alvorligt, at de er en af de fremmeste bærere af europæisk kultur og filosofi, at de gør så meget for at udbrede den litteratur, der skrives i landet, mens vi i Danmark intet gør, at tyskerne vinder i fodbold. Nen nej nej, det er sidespring! Spring tilbage igen.

Det er svært at være stolt dansker, når en tysker skoser vores fundamentalt udemokratiske forfatning. Det gør det ondt. Den udøvende magt er hos Kongen, og den lovgivende magt er hos Kongen og Folketinget i forening. Sådan står der i vores forfatning. Det er, skal vi tro, grundlaget for forvaltningen af den danske stat. Hvordan stemmer det overens med menneskerettighedernes forestillinger om, at alle er født frie og lige i rettigheder og værdighed? spørger tyskeren. Altså tyskeren! Hvad er en tronfølgelov? En angivelse af, hvor ulige vi er født i rettigheder og værdighed. Ja. Sådan er det.

Men det betyder ikke noget, siger jeg, siger danskeren. Det betyder ikke en skid, for Kongen, som er dronning, er bare et gummistempel. Hun er et gummistempel! Det er Folketinget, der bestemmer, der rationerer stemplets sværte. Grundloven er bare en ceremoniel tekst, som vi fejrer en gang om året. Så skal man altså ikke, tage jeres forfatning alvorligt, spørger tyskeren. Nej nej nej! Nej, da, det betyder ikke noget, siger man så. Nej da.

Men når I så kan holde forpligtende folkeafstemninger om EU magtbeføjelser, fordi jeres forfatning giver jer den mulighed, som andre landes forfatninger ikke gør, den beskyttelse af borgerne mod Folketingets magtfuldkommenhed, så skal man heller ikke tage det alvorligt? spørger tyskeren. Nej ... jo jo jo, for satan da! Det er helt alvorlig, helt afgørende med den magtspredning, den beskyttelse, som vi har i vores forfatning. Det kan man godt tage for gode varer. Lurpak, ren lurpak, det lover jeg dig!

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stemme til folkeafstemningen om tronfølgeloven. Jeg har heller ikke fået noget valgkort, så formodentlig skal jeg slet ikke stemme. Vi skal ikke have noget kongehus. Vi skal ikke have noget monarki, nogen tronfølgelov. Om det er en pige eller en dreng, der skal have lov til at lege monark, er uendeligt ligegyldigt. Ingen skal kunne arve magt. Man skal slet ikke kunne eje så megen magt, som Grundloven tilskriver monarken.

onsdag den 27. maj 2009

Min kære, kloge Matilde

Skrevet af Lars Bo Nørgaard


Jeg har været tilbageholdende med at lægge tekster ud på bloggen. Årsagen er den, at ”l’homme-qui-crie” hurtigt begyndte at udvikle sig til en større tekstur, som jeg syntes det var vanskeligt, at plukke enkelttekster ud af. Men min kære, kloge Matilde har læst mine ting igennem, og overbevist mig om at noget af det godt kunne lægges ud, selvom der er tale om skitser. Det har jeg valgt, at stole på. To tekster er lagt ud i dag, og – hvem ved? – måske når jeg endda lidt mere, inden måneden er omme.

(Appendix til ”Rotten”: Som læseren kan se, har vi fået adgang til internettet på en anden café, som er god og dejlig, og som sjovt nok hedder ’Au Chat Noir’ (’Hos den sorte kat’) – tag dig i agt bette Rotte, tag dig i agt!)

Nattevandring

Skrevet af Lars Bo Nørgaard



Den nat jeg mødte Råbemanden, havde jeg kort forinden fundet en hvid læderlænestol som stod under et stort, nyligt udsprunget træ, hvis blade en gadelampe gennemlyste. Jeg sad lidt i stolen, tænkte på noget, jeg nu har glemt, mens jeg drak af den dåseøl jeg kort forinden havde købt. Ved siden af lænestolen stod en bil parkeret, jeg mener det var en Lancia, ligeledes hvid, højre fordør bulet. I dens bagrude lå en fransk udgave af ’Labyrinter’ af den argentinske forfatter Jorge Louis Borges, meget gulnet og krøllet, og der lå en stor, hvid muslingeskal, en grøn, kunstig vandplante, sandsynligvis fra et akvarium, og ’Der Neue Grosse Shell Atlas’. På ruden sad et klistermærke fra Corsican Ferry Lines. Jeg fik en følelse – formentlig fremkaldt af de suggestive omgivelser; mennesketomme, gennem grønne, spæde blade oplyste gader – af, at alt dette var arrangeret for min skyld, eller at det kun var i mit hoved det eksisterede.

Et ubehag havde fyldt mig ved denne følelse, og jeg måtte hurtigt videre, over på den anden side af vejen, og op ad den lille gade Rue Léchevin (jeg har få øjeblikke inden skrivende stund fundet det på kortet), for at ryste den virkelige, konkrete verden tilbage i kroppen. – Men ak! som læseren måske allerede har anet, skulle det ikke gå sådan: Først faldt mit blik på en lille, robust bygning på hvis mur hang et billede af et par muskuløse, halvnøgne mænd i gang med noget hårdt, manuelt arbejde. Under tagryggen stod ordene: ’maconnerie béton armé’ med kraftfulde, svungne typer. Mine tanker fløj hurtigt omkring sovjetiske og nazistiske propagandaplakater, Pantzerarmeer, det tredje riges megalomane atlanterhavsvold. Det var ikke tanker, jeg ønskede at forfølge denne nat, så jeg skyndte mig videre, mens jeg forsøgte at beskæftige mig med noget så fornuftigt som arkitektonisk stilbestemmelse af bygningerne omkring mig. Men det er yderst begrænset, hvad jeg besidder af viden om arkitektur, så da jeg stødte på en besynderlig bygning som tilsyneladende ikke havde nogen indgang, men til gengæld adskillige store ruder som så ud som var de dækket af lammeskyer, var jeg igen fortabt:

Der var lys derinde, men ingen former trængte gennem skydækket. På en af ruderne stod der: ’Ménagerie de verre’ – jeg vidste at ’verre’ betyder ’glas’, men ’ménagerie’ forstod jeg ikke; den eneste association ordet vakte, var til det ’Ménagerie’ som ligger i Jardin des Plantes, og som er en zoologisk have – Paris’ første. Det var dyrene fra denne zoo, man spiste under hungersnøden, forårsaget af den prøjsiske belejring af byen i vinteren 1870-71. De eneste dyr som ikke blev spist, var aberne, som man følte mindede for meget om mennesker, og elefanterne, som var for dyre. For dyre? – Jeg finder det ufatteligt, at nogen har været så grådig, at vedkommende ville tjene penge på denne desperate nødsituation. Det siger sig selv, at de mange fattige i Paris ikke havde den fjerneste mulighed for at sætte tænderne i en zebra- eller girafbøf – de var henvist til at spise rotter og rødder fra byens træer (som også blev brugt til brænde i de kolde vintermåneder), mens overklassen kunne mæske sig i eksotisk vildt. Det har også undret mig en del, at man tilsyneladende kunne finde foder til elefanterne og aberne, mens størstedelen af byens befolkning var henvist til rotter og rødder – for man lod vel ikke de nuttede aber og de kostbare elefanter dø af sult?

Nuvel, det var ikke just social indignation der fyldte mit hoved den nat, men forestillinger om hvordan der kunne se ud inde i sådan en zoologisk have beboet af eksotiske dyr af glas. Meget stille måtte der være derinde, og lugtfrit. Jeg så for mig, hvordan natdyrene – slanger, edderkopper, flagermus – var udstillet i mørke rum, kun oplyst af en lampe under hvert dyr; deres smukke, enigmatiske farver, og deres store, tomme og alligevel gennemtrængende blikke.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod der og lod hjernen fantasere løs, men pludselig var jeg ude på gaden igen, meget bevidst om fortovet under mine fødder og trafikkens lyde omkring mig. Jeg drak resten af min øl, og satte dåsen fra mig på et summende elskab, og besluttede at det var bedst at komme hjem i seng, for at lade hjernen rydde op i nattens – for en provinsknøs som mig – overload af indtryk.

Rotten

Skrevet af Lars Bo Nørgaard


Så sker det; jeg møder fandme det møgsvin igen, røven fra Al Taglio, jeg vidste jo at det måtte ske før eller siden: Jeg er ude at gå en tur, og bedst som jeg står og tænder mig en cigaret, ser jeg ham stå på den anden side af Rue Oberkampf, ligeledes i gang med at tænde sig en cigaret. Han har hætten godt trukket op over hovedet, det spidse, rotteagtige ansigt, med de smalle blå læber, dumme, onde øjne, og det ser ud som om han har grå skægstubbe i hele fjæset. Jeg kan virkelig ikke lide ham. Men vi får øjnekontakt, og han genkender mig. Så står vi der i finregnen og nidstirrer hinanden, puster røg ud, er stille. Men så kommer hun, og lægger sin arm ind under hans, og de går. Det knuser mit hjerte. Hvad laver hun sammen med ham? Hun er jo sød. Og han er jo ulidelig.

Mine udgydelser kræver vist en forklaring: For nogle dage siden var Matilde og jeg nede på Al Taglio, som er et pizzasted med wifi. Rotten ejer Al Taglio. Det er ren rutine for os; vi har ofte været nede på Al Taglio for at benytte os af deres wifi, da vi ikke har internet i lejligheden. Hidtil har det været fint, vi bliver behandlet godt dernede, de er så småt begyndt at kende os. Især hende som i dag viste sig at danne par med Rotten. Hun har tit været behjælpelig, når jeg ikke har kunnet få internettet til at fungere, og hun har været tålmodig med mit gebrokne franske, ligesom jeg har været med hendes gebrokne engelsk. Det er gået fint. Vi nød at komme der og drikke kaffe, være på internet, sommetider spise noget af deres pizza, som er virkelig lækker. Ingen problemer. Indtil altså for nogle dage siden, hvor Rotten stod bag disken. Han har været i butikken før, men ikke bag disken; normalt står han udenfor og ryger, eller i et hjørne, verdensfjernt kiggende (eller, nærmere: ondt skulende) ud af vinduet. Jeg har undret mig over hvem han mon var. Det skulle vi finde ud af: han er ejeren, ham der bestemmer:

Først forstår jeg ikke hvad der sker; Matilde har bestilt to café créme som sædvanlig, og så har han sagt noget; og nu står hun og kigger fortabt på mig, som er i gang med at rigge computeren til. Hun siger at vi skal købe pizza, jeg svarer: nå, ok. Så siger hun, at det vil hun ikke, når han skal være sådan et røvhul. Tilsyneladende har han som svar på hendes bestilling spurgt, om hun syntes det lignede en bar? Hun har svaret; undskyld? Og han har sagt, at man skal købe pizza. Det har vi ikke hørt om før. Det har ingen sagt, det står ingen steder. Og fair nok, at man har en politik, der siger sådan, men man behøver vel ikke være nedladende. Gør man? Den nar. Så blander den søde sig; hun siger til Rotten, at vi kommer her tit, at det er ok. Men han snerrer, at det rager ham en skid. Så pakker vi sammen og går. Han ønsker os en god dag.

Vi er rasende, taler meget om, hvad vi skulle have sagt og gjort, for at sætte ham på plads. Men det er svært når man sådan er blevet overrumplet, og så på et fremmed sprog. Han skulle stopfodres med sit pizza, skulle han, have kaffe hældt i øjnene, han skulle bede om nåde. Nej, vi skulle have haft vandpistoler med som vi kunne sprøjte ham i fjæset med. Man skulle altid gå med vandpistol.

Og kære læser, vi vil også anbefale dig at holde dig væk fra Al Taglio, vi vil gerne skade Rotten, og skåne dig for lignende lidelser (mennesker bør hjælpe hinanden, mener vi). Egentlig er det synd for rotterne, at kalde ham Rotten (de har været så meget igennem; spist under Paris’ belejring 1870-71 etc.). Den eneste ægte rotte jeg har set hernede så ganske sød og tilforladelig ud; den ville vist lege med nogle ællinger som lå og dovnede; men straks de fik øje på den kære rotte, skræppede de op og jog den væk.

Skulle du alligevel, kære læser, være drejet ind op Rue Nueve Popincourt fra Rue Oberkampf, så sørg for at smile sødt og forstående til de kvindelige ansatte, som måske står udenfor Al Taglio og holder rygepause. Og skulle du se en mager rotte stå samme sted, så glem ikke at stirre ondt på ham, ræk eventuelt tunge. Og drej så umiddelbart efter Al Taglio til højre ned ad Rue Ternaux. Her vil du, knap hundrede meter nede, på hjørnet af samme Rue Ternaux og Rue Jaquard finde et fantastisk sted: Paris Féni. – En lille bengalsk café som laver noget af det bedste kaffe, vi har fået i Paris. Og så er det tilmed billigt. Man kan også nyde en af deres lækre risretter, som tilsyneladende alle indeholder ristede løg. Det er meget overraskende, jeg forbinder almindeligvis ristede løg med remouladedækkede spegepølsemadder eller hotdogs (som begge er glimrende retter, især hvis man har tømmermænd), men i disse risretter virker de ristede løg pludselig helt eksotiske og utroligt delikate. Prøv det. Og drik en af deres hjemmelavede juicer til, der er mange lækre varianter: fx én med gulerod, ingefær og appelsin. Mens man indtager sit festmåltid, kan man sidde og nyde facaden på det overfor beliggende Hotel Luna-Parc: den er så grå og krakeleret at man må tro, at det er design; den ligner nemlig en månepark, et stilhedens hav. Og, nåja, betjeningen er venlig og høflig, og ofte ser man de to bengaler i køkkenet stå og danse og synge med på den musik de har på anlægget; det kan være alt fra PJ Harvey til herlig sitarpop.

fredag den 22. maj 2009

Flyskræk

Du er bange for at flyve, men du flyver hele tiden. Du skal til internationale forskerkongresser i Helsinki eller Wellington. På refugieophold i Damaskus. Du skal ud at flyve med din lille dødsangst. Så er det mig, du ringer til. Jeg skal tale din puls ned i normalområdet. Det kan jeg godt. Vi snakker om heste med rolige muler eller om koalabjørne. Det er også godt med fugle, når blot de ikke er for store. Fugle falder ikke ned.
Det hjælper, mens vi snakker, men bagefter er angsten der endnu. Der er det så, jeg skal love dig at gøre noget bestemt, mens du er i luften. Jeg skal holde håndfladerne op mod himlen som for at bære flyvemaskinen sikkert hjem. Jeg skal sørge for, at den ikke falder ned. Det er vanskeligt for mig. Jeg er ikke særligt overtroisk. Jeg tror ikke på den slags. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at gøre den lille dramatiske gestus en gang i kvarteret, mens du hænger deroppe. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg gør det, fordi jeg alligevel tror, det hjælper. Det håber jeg ikke. Eller om det bare er, fordi jeg ved, du tror, det hjælper. At det gør dig mere tryg, at du ved, jeg gør det. Og så bliver jeg nødt til at gøre det. Sådan noget kan man ikke lyve om.
Måske gør jeg det i virkeligheden for min egen skyld. Fordi jeg ikke ville kunne holde ud at tænke på, at det måske var min skyld, hvis du faktisk faldt ned. Blot mistanken. Er jeg så alligevel overtroisk?
Men på det sidste er det kommet til at handle om noget andet end blot det almindelige flystyrt. Du er blevet bange for terrorisme. Det er ikke så underligt, når man flyver fra Danmark. Den muslimske verdens fjende nummer tre. Efter Israel og USA. Værst er det, hvis du flyver fra Danmark med en maskine fra England. Fjende nummer fire. Hvis en terrorist sprængte flyet i luften, ville det være lige meget, om jeg holdt hånden under. Du ville dø alligevel. Det er derfor, jeg skal krumme hænderne, folde dem som for at pakke flyvemaskinen ind i dem, holde sammen på den, hvis den skulle sprænges. Det er værre. Jeg føler mig narret. Hvis nogen så mig, ville de tro, jeg bad til Gud, og det er vi ellers enige om, at du ikke kan forvente af mig.

tirsdag den 19. maj 2009

Om Råbemanden

Lars Bo og jeg er via sms for længst blevet enige om, at Råbemanden blev væk, fordi han havde fået et godt måltid mad, han havde fået kylling, havde han. Hvem råber med maven fuld af kylling?

Vi har alle en råbemand, om ikke i os, så uden for vores vindue, eller for mit vedkommende på vej til den økologiske bager, hvor min råber sværmer.

Råbemanden har fået sin genkomst i byernes liv herhjemme i Danmark, efter distriktspsykiatrien slog igennem. Vi spærrer ikke folk inde i samme udstrækning, som vi gjorde tidligere i det tyvende århundrede, før firserne (?). Jeg husker det ikke præcis.

Jeg tror, det er godt, at vi ikke afskærer 'den anden fornuft' fra at møde 'den sædvanlige', at der er en udveksling mellem dem. Det betyder ikke, at 'den anden' i reglen giver os lige så kvalificeret et bud på, hvordan man bedst forvalter sit liv i et samfund, som 'den sædvanlige' gør. Det gør den ikke. Jeg tror ikke, at den gale er fri eller i kontakt med en højere fornuft, som vi skal eller kan overtage.

Men med ujævne mellemrum lykkes det alligevel 'den anden fornuft' at pege på ufriheder, absurditeter og selvbedrag hos 'den sædvanlige fornuft' på en måde, som denne ikke selv kunne gøre – heller ikke gennem kunsten, som sjældent bliver helt så modig som 'den anden fornuft'. Kunsten, eller kunstneren, har næsten altid noget at tabe.

Vi har brug for Råbemanden, og Råbemanden har så sandelig også brug for 'den sædvanlige fornuft' for at kunne støde imod, men også for at kunne overleve i praksis.

Men hvordan undgår vi at blive gæster i en safaripark, belurere? Hvordan undgår vi at tolerere ihjel?

tirsdag den 12. maj 2009

l'Homme-Qui-Crie

Skrevet af Lars Bo Nørgaard



Det er nogle dage siden, lidt over midnat. Jeg er alene hjemme på værelset på 79, Avenue Parmentier. I Paris. Men værelset er en anden verden, det ligger ikke i Paris. Sådan føles det. Jeg bliver en smule overrasket hver gang jeg træder ud af hoveddøren og står midt i en storby.

Værelset er vores helle. Det minder om et sommerhus. Meget lille. En seng, et bord, et par stole, tekøkken, bruseniche, toilet på gangen. Træloftet bølger, det er damp fra badet der har gjort det. Der er sommerhuslitteratur, efterladt af tidligere beboere, på reolen: Agatha Christie, romantiske romaner, ingen spil dog. Alt er holdt i hvidt; væggene, loftet, bordet, sengen. Et rullegardin af sammenbundne, tørrede siv gemmer varmtvandsbeholderens funktionalistiske grimhed.

Men: der hænger et stort kort over Paris’ metro over sengen. Det fletter sig ind i vores drømme: underjordiske haller, mørke gange, stationernes navne: Parmentier, Arts et Métiers, République, Place d’Italie, Gare du Nord, Gambetta, Châtelet. Og linjernes farver: Rød, grøn, gul, brun, orange, blå, lilla etc. Fjorten i alt. Og jernbanelinjerne, sporvognene, busserne, Seines blå bue, de grønne skove, beboelsesområdernes sandfarvede plamager, og Périphérique-motorvejens hvide, tosporede cirkel som følger den gamle bymur, og deler det historiske centrum fra forstæderne. Vi drømmer om rejser, togskift, perroner, perroner, rulletrapper, mumlen fra tusinder af munde, skygger, tasker som bliver væk, fundet igen. Vi kommer frem og skal videre. Og så vågner vi, og drømmen kan fortsætte. Men først kaffe, først yoghurt med müesli, og et bad, og kys og kram.

Jeg er alene hjemme denne nat. Matilde er ude at danse med nogle veninder. Jeg venter. Men ikke på hende, hun skal nok komme hjem, ingen grundt til at vente, intet at være nervøs for. – Jeg venter på ham vi kalder l’Homme-Qui-Crie; Råbemanden. Han er et pejlemærke, plejer at komme på dette tidspunkt, denne lokale galning, én af dem. Vi mener at han må have en fast rute, nat efter nat gennem labyrinten. Han er harmløs, men vred. Rasende. Og ligesom han har sin faste rute, sine faste tidspunkter, spyer han galde ud i en fast rytme: da-damdam-DA, da-damdam-DA. Sommetider svarer folk ham fra caféerne, den anden side af gaden, vinduerne. Som et kor, et ekko. Han er kendt, ventet, har sit publikum. Men med vores begrænsede franskfærdigheder (og Matildes er bedre end mine) forstår vi ikke et ord af hvad han siger. Og dog: for et par uger siden mødte jeg ham tilfældigt på en af mine nattevandringer, og det lykkedes mig at opsnappe et ord, en frase: racistes … perdue la tête. Det var sådan jeg hørte det. Og det kunne jeg så oversætte med sådan noget som, at racister skulle have hovedet kappet af. I Paris kapper man jo gerne hovedet af folk, man ikke kan lide. Men jeg kunne jo have misforstået eller fejloversat. Og de tre punktummer repræsenterer en passage jeg ikke forstod. – I vores fransk-dansk-ordbog (fra 1960) står der under ’tête’ ikke noget med ’perdue la tête’, men man kan sige: ’avoir qc. par-dessus la tête’; det betyder at ’sidde i n. til op over Ørerne', eller at ’have fuldt op af n.’. Og det gør han i hvert fald, og det har han i hvert fald. Det vidste jeg sådan set godt i forvejen. – I Råbemandens tilfælde siger det ikke så meget, hvilken galde han spyer ud, men mere hvordan han gør det. De ord han sætter på sin vrede, kan sikkert skifte hver aften, måske ved han ikke engang hvad han er vred på, det kan være hvad som helst, alt, han er for længst forsvundet for sig selv. Blevet ren form. Måske. Jeg ved det jo ikke. Et sted i mig er der noget, der vil sige, at han er fri. Men det kan jeg ikke få mig selv til at sige er sandt. – Da jeg mødte ham den nat, ænsede han mig ikke, selvom vi gik tæt forbi hinanden, i hver sin retning. Men hans råben satte sig dybt i mig, og blandede sig senere med mine drømmes underjordiske togrejser. Hele den næste eftermiddag måtte jeg bruge på at gå ham ud af mig. Så vidt muligt.

Fordi jeg venter på Råbemanden, kan jeg ikke tage hovedtelefoner på, ikke gemme mig i musik, og jeg kan ikke lukke vinduet. Derfor vælter byen ind i mig, fulde, syngende mennesker, trafik, udrykninger. Jeg vil have fred. Men jeg venter. Og tiden går. Klokken bliver to. Kvart over. Han kommer ikke. I aften udebliver han. Skal jeg være bekymret? Hvad skal jeg bruge det til? Jeg gør ingen forskel i hans liv. Måske er han blevet slået ned, måske har han valgt en anden rute, er kommet i godt humør, måske sover han. En enkelt gang har jeg ud gennem vinduet set Råbemanden tabe en baguette, uden at han opdagede det; men en forbipasserende samlede det op og gav det tilbage til ham. Råbemanden samlede sine hænder som til bøn, for at vise sin taknemmelighed, og bagefter sad han lang tid i stilhed på en bænk, mens han ufravigeligt betragtede baguetten, som var den et uudgrundeligt mysterium.

Jeg kommer overens med, at Råbemanden ikke kommer denne nat. Og jeg er træt. Jeg vil gå i seng. Når Matilde kommer hjem, vil hun lægge sig ind til mig, og måske vågner jeg kort, og vi giver hinanden et kys. Hun lugter sikkert af alkohol og cigaretrøg, og det vil sikkert irritere mig. Men nogen katastrofe er det ikke. Og i morgen vågner vi, og jeg vil lave morgenmad til os. Og så må vi se, hvor vi har lyst til at tage hen.

søndag den 10. maj 2009

Orddelinger

Jeg samler på orddelinger. Her er 13 rigtige:

træ-kvinde
par-klamper
læges-tab
bi-lejer
farvel-and
majs-ole
lærebogs-ide
tredjes-tørst
i-skagen
søge-lænder
vindue-spolering
liv-snyder
meta-larm

fredag den 8. maj 2009

Spanden

Det er dit lille trick med at lade spanden med det skidne gulvvand stå fremme, så ingen er i tvivl om, at du har vasket gulvet.

mandag den 4. maj 2009

Godt nok knap

Hvis en ny måde at bruge et sprogligt udtryk på i praksis fungerer sideløbende med en gammel, gør Dansk Sprognævn det typisk valgfrit at bruge den ene eller anden måde. Dansk Sprognævn forholder sig pragmatisk til fejlagtig anvendelse af danske ord og udtryk.

Det er for sent at redde ’bjørnetjeneste’, så lad os i stedet tage et af de udtryk, som er i akut fare for at lide samme skæbne:

”Godt tre meter” betyder ”lidt mere end tre meter”. ”Knap tre meter” betyder ”lidt mindre end tre meter”. Men der er en del yngre danskere, som ikke har lært, at det er sådan, de to udtryk bruges. Måske fordi, ingen har turdet rette dem, når de har brugt udtrykkene forkert. Måske fordi, de aldrig har haft brug for at save et bræt ud på godt tre meter.

Uanset hvorfor, så er en del danskere begyndt at bruge ordet ”godt” i betydningen ”lidt mindre end”, altså som erstatning for ordet ”knap”.

Det er vigtigt, at man i stedet for at sige, at ”godt” kan betyde enten "mere end" eller "mindre end" efter forgodtbefindende, retter børn, når de bruger udtrykket forkert. Hvis ordet kan betyde begge dele, betyder det ingenting. Det bliver uanvendeligt i den evige kamp for at overføre præcis betydning fra en bevidsthed til en anden.

Fodboldspiller

Du sparker til bøtten, den får god højde på.
Det fortryder du, når du mærker de slimede nudler sjaske op fra China-boxen, tænker jeg. Dine bare ben. Du sparker til den tre gange, mens du tager Rådhuspladsen med skridt, som ikke må blive længere i den nederdel.
Første gang ligger boxen i vejen. Du sparker den væk. Du skal ind på rådhuset. Det er en hvid nederdel, så du har travlt. Anden gang er det tydeligt, at du spiller fodbold. Du accelererer frem mod den og nyder din tåhyler.
Resten af selskabet er der allerede. De venter på plateauet foran indgangen. Det er dig, de venter på. Jeg kan se, det er dig. Nogen begynder at hviske. Du ser dem hviske.
Så vender du dig, griner fortroligt til mig og sparker boxen op mod vinden, så sojasovsen støvregner ind over din overstadige dans.

tirsdag den 28. april 2009

Farvel, farvel

Et farvel er ikke et farvel, eller det er det, det er et ønske om at gid du må fare vel, min ven, men ikke et farvel forstået som definitiv afsked. En sådan er vi ikke i stand til at udtale. Et farvel udsiges, idet gensynet eller genkomsten forventes i det alment kommende. Vi er ikke i stand til at mene et farvel som en endelig afsked, end ikke til et menneske man hader. Kun til den døende eller døde kan vi sige et sidste farvel, og da er det underforstået: den døde skal huskes. Det er ikke definitivt. Vi kan ikke sige farvel. Vi kan ikke tage afsked.

mandag den 27. april 2009

Du fortæller

Nu går du videre til den næste bænk. Du sætter dig helt tæt på det unge par, læner dig ind over manden og taler fortroligt til kvinden ved hans side. Du griner ad det, du fortæller hende, hæ hæ, men morer dig ikke. Du har for travlt med at fortælle det hele. Først skal hun have historien om dengang, du praktisk talt redede en ung dame fra at fryse ihjel. Du ved, du ikke har mere end tre minutter, før manden rejser sig og trækker kæresten væk.

Er der nogen der kender nogen?

Du vil gerne ha fingre i en bolig og ringer
til en mand du tror er advokat
men det var en skoledreng med filipenser
og du sku nok ha henvist til Iron Maiden
eller noget mere moderne måske
aldrig ha sagt således ifølge for så vidt
og slet ikke nævne Mozart
du skulle aldrig ha undskyldt men åbent erkendt
din hang til folkedans og nøgne damer
og Formel 1, sådan er det hele vejen igennem
slingrende i sæbekassebil gennem verden
og mennesker og ord og asfalt
til det som pludselig viser sig
regnen
føles kold under den åbnede himmel
men aldrig som før og væggene forandres
hurtigere end man troede det muligt
og den langsomhed hvormed vandet slider
det her rør er vanskeligst at følge
indefra og du fryser som en svamp
henvist til dit eget stabile bidé
i store lyse april blandt andre
behårede engle.

fredag den 24. april 2009

Cees Nooteboom-finten

"Der er paver der ser ud som professionelle svindlere, og ludere hvis øjne ser ud som om de aldrig havde begrebet noget af denne verden, men Kajs og Lucias impressario, der hed Reier, så ud som en impressario. Han røg tykke, sorte cigarer, håndrullede af enfoldige mennesker i fjerne lande, så hans ansigt var altid lettere tilsløret. Godt det samme, for han havde en uren hud, der hang slap omkring hans store ansigt, hvis øjne i modsætning til de ægte rovdyrs direkte undgik deres bytte. Byttet var altid den, der sad foran ham."

Fra Cees Nooteboom: I de hollandske alper

onsdag den 22. april 2009

Nåde

Jeg har været under kniven. Jeg er blevet opereret. Det er så banalt, at det knap er værd at nævne, men når man på hospitalet føler sig hjælpeløs, eller i det mindste ganske overladt til personalets ekspertise og venlighed, så forekommer det mig at denne samlede omsorg, hvor professionel den end er, får en ny betydning. Eller mening. Omsorgen kommer samlet set et andet sted fra, jeg mener, den kommer fra et andet sted end fra den dagligdags hjælpsomhed, som vi forventer uden videre. Der er tale om noget større. Der er tale om en større omsorg, der hverken tilhører det offentlige eller det private eller nogen anden meta-instans for den sags skyld, i sig selv. Omsorgen er noget et system eller et væsen kan aktivere, afhængigt af dets styring, af de værdier, der ligger bag det og ikke mindst af de mennesker, der arbejder i det. I væsenet. Måske er min oplevelse af denne omsorg for den hjælpeløse, der nærmer sig kærlighed, en oplevelse af nåde.

tirsdag den 21. april 2009

Anekdote om hjerneblødning

Jeg tror det var i sommer i svedige trøjer, sejlende kroppe styrter rundt i gangene på dæk 5, jeg er strimet af sved, passagerer skal af og andre skal på, nogle af dem skal af, nogle skal blive, ja, velkommen ombord, hr., jeg er skam ansat, jeg har hvide saltstriber på ryggen som en strandet delfin, det er bare for sjov, vi er løbet tør for asfalt, skal jeg sige Dem, ja, jeg er en rigtig spøgefugl og i dagens anledning stinker jeg af gnu, en gnu i løbetid, fik De den, nå, De skal af, javel, det er der ingen der forhindrer Dem i. Det kan også være det er oktober i svedige trøjer, vi har travlt, der er ingen forskel, min hjerne består af suppe, der skvulper i min vom, jeg har sovet dårligt, selv om det ikke vipper og ikke har vippet, min vom vipper og søvn og drømme vil blive i kroppen i timer, i timer endnu, du må vågne, makker, VÅGN OP for helvede, hvad sker der, nogle skal af, andre skal på, men hvem, vi har bookinglister og vi er i havn om et stykke tid, vi er ikke inde endnu, og der er returgæster, det hedder det, returgæster, de skal med tilbage fra Hirtshals til enten Stavanger eller Bergen, de skal med tilbage til det norske igen, når vi sejler nogle timer senere og på vores lister er de markeret med lyserødt, lyserødt er returer, det er ligesom på m/s Håbet, hvor jeg var skibsdreng i det meste af 1912, hvem taler om papirmåner i den farve, koncentrer dig, fjols, deres kabiner skal ikke ryddes, de pågældende kabiner skal ikke strippes og gøres klar, for de passagerer skal jo med tilbage, så de efterlader som regel bagage, men de vil gerne have lov at gå i land, ja, så gerne frue, kabine nr. 5217, 5. dæk, ja, men disse to kvinder står ikke på vores liste, deres kabinenummer gør ikke, så de skal vel bare af og ikke på igen, I står altså ikke på listen, frue, HVORFOR GØR DE IKKE DET, eller gør de, nå, jo, det gør I da vist alligevel, hæhæ, og det må De rigtig nok rundstykke, beklager, og I kan sagtens gå i land, men så skal I aflevere boardingkortene enten til mig eller i receptionen og straks protesterer den ene af de to kvinder, det kan hun virkelig ikke forstå, næ, det kan De måske ikke, men jeg bliver nødt til på det allerbestemteste at bede Dem om at komme herut af min kahut, temmelig lige nu, for vi har travlt, hvis De skulle være i tvivl, og jeg får dem høfligt og uforskammet, men på den søde arrogante måde gelejdet dem ud af den kahut, skrid. Og dét var faktisk på høje tid. Men fem et halvt nøjagtigt, bum, præcis sekunder senere, standser jeg op som flækket af lynet: Jeg, dvs. den halvdel af mig, der har nået at standse, stirrer ind i en lyseblå dør, der er lukket. Jeg kommer til vished, jeg er sikker på at jeg husker forkert, den anden halvdel af mig er allerede styrtet fremad, den enes ord om at det er menneskeligt at ævle, hvormed jeg mener fejle, kunne være sagt i Vejle, hvad rager det ham, han hører intet, jeg følger efter idioten, og vi bliver atter én, vi er igen én idiot, skudt igennem kaskettens skygge eller bare snotforvirret, nu er jeg i det mindste VÅGEN, det kan ikke nægtes, for jeg tog jo fejl, oh stakkels kvinder hvad må de ikke tro, for det er jo for syvsytten sådan at det er folk, der BLIVER ombord, der skal aflevere deres boardingkort, thi teknisk set er de af hensyn til toldreglerne gået i land, for ellers kan man ikke købe toldfrit, men i næste uge laver bookingen reglerne, altså ikke toldreglerne, det står trods alt ikke i deres magt, om, det gør de hele tiden, de skiderikker, og jeg styrter fra blålilla zone som lige nu er mit ansvar over til dækkets grønne zone (her er dørene grønne, det er simpelthen så smart), som det her zigzaggende lyn jeg absolut ikke er, løber jeg, og jeg udtaler højt og tydeligt til min kollega, som jeg ser på vej til at fjerne et par genstridige passagerer med en kran, hun er simpelthen i gang med en kran inde i kabinen, hun har løftet en passager op i kraven, han brokker sig noget, man ser det for sig, nå ikke, men jeg siger altså højt, at jeg lige har fået en hjerneblødning. Min kollega mener ikke, at passagerne overhovedet må gå i land, der er et vist mål af forvirring blandt os og også blandt passagerne, da vi er forsinkede, hvilket betyder en ankomsttid omkring kl. 10 i stedet for som normalt kl. 8, panik, siger jeg til min kollega, som forsøger at få brokrøven af en passager til at holde kæft, det er den kran, hvor hun så end har den fra, det må et af vores nye redskaber, hun hører ordet hjerneblødning, og det er rystende, hun ser på mig, hun stirrer, hun stirrer på mig, der åbenbart ligner en der lige er faldet ned fra månen, chokeret, men jeg er inde i en drøm af hvide måger, der padler rundt i den suppe i den vom i den hjerne etc, det er i hvertfald noget rod, ligesom det med kranen, det hører ingen steder hjemme, og min kollega siger øjeblikketligt at jeg skal kalde en styrmand over walkien og det forstår jeg ingenting af, oppe på broen har de intet med booking eller detaljer vedrørende passagerer at gøre overhovedet, men min kollega er erfaren, mere erfaren end min suppe, så jeg gør, hvad hun siger, selv om jeg ikke forstår hvorfor, styrmand til ego, styrmand til ego, og selveste overstyrmanden svarer, selv om broen ikke skal forstyrres hverken under ind- eller udsejling eller anløbning eller udflåd eller gråd eller noget som helst andet, jaeh, kan du bekræfte, siger jeg, kan du bekræfte at vi afsejler tre kvarter senere end normalt, for hvad helvede skulle jeg ellers spørge den styrmand om, vi skulle gerne have mindst den tid til rådighed, lige et øjeblik siger overstyrmanden, han lyder af gode grunde forbløffet, og jeg ser på min kollega, der står med åben hud og volutter, mulen hænger, som man siger, jojo, siger overstyrmanden så i le walkie, vi sejler klokken ca dit komma dat, det vil sige passagerne kan kun blive i land i en halv time, en halv time til tre kvarter, og min kollega stirrer på mig, bestyrtet, hun forstår ikke, hvad der blev af den passager, der havde fået hjerneblødning, hun var ret imponeret over at jeg kunne sé det på en passager sådan uden videre, men jeg er en mand af mange talenter, jeg kan simpelthen ting, det ved man, og så er det med at få fat på broen, at få fat i en styrmand som er den stedlige reservelæge med hjerteudstyr og artefakter og jeg skal gi dig ska jeg, det er en skandale, hjerneblødning gør man ikke nar af, det var ikke en passager, det var jo mig, det var mig, der havde fået den hjerneblødning.

Men mælk er hvidt

Seks år var jeg, da jeg fandt ud af, at mælk er hvidt. Jeg havde gennem flere år drukket to liter mælk om dagen i den tro, at mælk var lyseblåt – en fejlperception, jeg havde fra emballagen. Selv i dag er min grundstemning lyseblå, når jeg tænker på mælk. Måske er det derfor, jeg ikke bryder mig om bleggule, tørrede bananer i min mysli. Det bliver simpelthen for pastelagtigt med lyseblåt og bleggult sammen. Jeg spiser havregryn med mysli og mælk hver morgen. Min dag er ikke kommet ordentligt i gang, hvis jeg ikke har fået mine gryn. Det er fint med lyseblå mælk fra morgenstunden, men det skal være uden bleggule bananer. Ellers bliver der for meget pyjamas over det. Jeg bryder mig virkelig ikke om pyjamaser.

søndag den 19. april 2009

På grænsen mellem land og by

- i byerne eller på grænsen mellem land og by hænges lygter op tæt under skoven, alle skal kunne se naturen. Jeg har set såkaldte hundeskove i nærheden af landsbyer, hvor de gamle vender sig under mulde i bar uforståelighed -

lørdag den 18. april 2009

en spøg, der stadig varer ved

”Mit liv, mit liv, snart taler jeg om det som om det var noget der er forbi, snart som om det var en spøg, der stadig varer ved, og det er hverken det ene eller det andet, for det er forbi og det varer ved på samme tid, og hvilken form af verbet kan udtrykke det? Et ur som urmageren trækker op og begraver, inden han dør, og hvis forvredne træk en dag skal vidne om Gud for ormene. Men alligevel må jeg have følt mig forbundet med disse testikler, jeg må have dyrket dem som andre dyrker deres ar, eller familiealbummet. Og det var i hvert fald ikke dem der forhindrede mig i at grave, det var benet. Det var Lousse der gravede hullet mens jeg stod med hunden i armene. Den var tung og kold allerede, men den var ikke begyndt at stinke.”

Fra Samuel Beckett: Molloy

Sko

Påstand om litteratur

Litteraturens særlige opgave er at give ord til det, som ellers bedst beskrives af musikken. Hvad, der bedst beskrives af musikken, er svimmelhed. Alt hvad der sker med os, når vi ikke er svimle, beskrives bedre af filosofien, psykologien eller sociologien. Hvad angår indhold, er musikken litteraturens nærmeste slægtning, og beskrivelsen af svimmelhed er dens væsentligste opgave.

torsdag den 16. april 2009

Zen i styrehuset

Zen i styrehuset med store vinduer i hele synsfeltets bredde. Fjeldene er ikke langt borte, vi sejler i åbningen af fjorden. Et par havfugle stryger forbi et par hundrede meter fra skibet. Solen er ved at gå ned i en sæk. Af sten. Vi skærer os gennem vandet, vandet er blødt. Der er ro her på broen. Roen fylder rummet, roen går ind i kroppen. Motoren fornemmes som en svag summen, der kommer langt borte fra, under os. Kaptajnen sidder i en stor, sort stol og siger ikke noget. Matrosen, der har brovagt, sidder ved siden af i samme slags store, sorte stol og siger heller ikke noget. Til styrbord lyser en boreplatform op som et tivoli i skumringen.

onsdag den 15. april 2009

syns

Pia Juul stillede på Facebook et uskyldigt spørgsmål ud i dansk grammatik, nemlig:
”Hvad hedder imperativ af 'at synes'”?

Kristian Ditlev Jensen svarede formalistisk:
”det kan man vel grammatikalisere sig ud af: Tag lige og synes, makker!”

Christian Yde Frostholm (cyf) bragte den videre med en god bevidsthedsfilosofisk pointe:
”Det minder mig lidt om Francis Ponge, der efterlyste en imperativ for at ville. Nogle ting kan man måske bare ikke gøre på kommando?”

Jeg skrev:
”Cyf har ret i, at man ikke kan synes eller ville noget på kommando, men dels stiller sproget sig jo ikke i vejen for, at man kan give meningsløse kommandoer (verden er fuld af dem ...). Dels kan man bruge imperativer på andre måder end som kommando. Tag fx imperativformen af at mene: "men hvad du vil!". Eller imperativ af at elske: "Elsk mig!" Det er jo ingen kommando, men et følelsesudbrud, hvis indhold vel er noget i retning af "Jeg elsker dig, og jeg kan kan ikke holde ud, at du ikke elsker mig!"”

Men dette dækker over, at ingen af os har svaret på, hvad Dansk Sprognævn ville sige til spørgsmålet. Hvad er det korrekte svar på spørgsmålet? Kom nu Per Halskov, du har haft over en måned!

Harald Blåtand udtaler

Harald Blåtand udtaler til Berlingske Tidende: ”Jeg gider ikke spille charlatan i Valhalla, jeg vil hellere sidde og se tv i Paradis”. Iskoldt hjernespind svæver gennem et knitrende ministerium af stål, et rumvæsen fra forrige årtusind, fra vinduerne endeløse udsigter forklædt som en kronraget storby. Theolonius Monk var autist og jazzen traver som en hest, der indtager noget senere end epo. Det uforsonlige længes efter en kærlighed, det nødig vil kende og ingen kender ordet, før dagen holder op.

mandag den 13. april 2009

Tårs-Spodsbjerg, talende løver etc

Nu er det ikke fordi alting skal handle om skibe og vand, men okay, bus nr. 800 trillede med mig og nogle andre indeni ind på dækket af Frigg Sydfyen, eller måske var det Odin, i hvertfald mindede færgen mig om en stor Kung Fu is på grund af den blå-hvide lagdelte farvning af skroget (en Kung Fu is er sort-hvid, ja), og jeg måtte straks ud, jeg mener op, på toilettet, hvor en høj, kraftig mand i helly hansen trøje og med hvidt skæg om mulen ved kummen ved siden af, han var ved at gøre sig færdig, helt uden anledning og før jeg havde åbnet til kronjuvelerne overhovedet sagde ”nu skal du passe på, den sidste dråbe kommer jo gerne med ud. Sådan er dét!”, og ikke at jeg forstod en hujende fis, men jeg smilede vænnesælt, jeg mumlede mit velkendt udglattende & samfundsbevarende ”njerhahahrm!” og jeg vaskede mine hænder, jeg kan godt lide at vaske mine hænder, og jeg fortsatte durk ud, jeg mener ind, i tv-stuen med let dryppende fingre, jeg passerede et bord, jeg glædedes, mit øje frydede sig sandelig ved synet af disse to 9-10-årige børn, der sad med åbnede munde og gloede på en naturudsendelse, det var vist om løver, vist var det så, og jeg kan godt lide løver, indtil jeg opdagede at de her virkelige løver, de var 0,5% computermodificerede eller sådan, især i hovederne, det virkede som ansigter pga deres ligesom anderledes tænder og smil, ja, smil, kun en lille bitte anelse, det lignede langt hen rigtige løver, og de kunne tale, selvfølgelig kunne de det, det var en udsendelse med filosofiske løver, vor civilisations fornedrelse af dyr har ingen nedre grænse, og så var der en løve, det var en hun, der meddelte at den desværre ikke kunne få sig selv til at jage, jeg fik ikke helt fat i, om den havde ondt af byttedyrene, da en ca. 50-årig kvinde et par borde væk diverterede, hendes mobiltelefon gjorde, et par sms-beskeder trillede ind, ikke just trillede, thi lyden var indstillet på en skinger latter, der fik alle i lokalet med ryggen til lyden til at vende sig, og nu var løverne, her var det to hanner, i gang med at diskutere deres fælles ansvar, den ene løve brugte simpelthen ordet, ansvar altså, for at jage en flok hyæner væk fra middagsjorden, skønt de egentlig ikke gad, men jeg forstod det sådan, at en moralsk kodeks spillede en rolle, der var tale om løver, der var deres ansvar bevidst, og faktisk nåede jeg vidt, jeg kom til at tænke på at man kunne overveje om dyrene har virkelige følelser ligesom os, ikke at de kan tænke som os, selvfølgelig, nej, men om mediehalløjet påvirker os på den måde, at vi tror det, og færgen er i havn om få minutter og jeg trener følsomt ned på vogndækket og op og ind i bus nr. 800 sammen med de andre og allerede i Rudkøbing stiger en kvinde på, som er under 25 og som alligevel hiver en landsdækkende betalingsavis frem, og ligeså sætter en anden lidt mere aldersfremskreden kvinde sig på sædet foran mig, hun er en kende koparret på den højre kind, som hun vender til, idet hun kigger ud af vinduet, og jeg opstemmes erotisk af den koparrede kind, jeg nævner ikke, hvordan jeg kan vide det, noget skal overlades fantasien, og hun har en tydelig klat ørevoks i øret.

Fattigdommens psykiske skadesvirkninger

Børn opvokset i fattigdom svækkes også, når det gælder indlæringsevnen, viser ny undersøgelse. Naturligvis, fristes man til at sige.

http://politiken.dk/videnskab/article688641.ece

søndag den 12. april 2009

Men okapien

En giraf uden den lange hals, der netop er det særlige ved giraffen, som gør den i stand til at konkurrere med alle andre afrikanske planteædere. Til gengæld er dens bagdel camoufleret som zebra. En markant beskyttelse. Den farlige zebranumse, som skræmmer alle rovdyr bort?

lørdag den 11. april 2009

Huder

Den dødes hud trækkes nogle meter op i luften ved hjælp af en kran. Derfra trækkes den hen til en position over skærebordet, som den sænkes ned på. Der skæres stumper fra huden, der skæres kanter af, og den klassificeres efter kvalitet. Huden får et blå tegn. Alle huder sænkes til rette på skærebordet, en efter en. Huderne skæres til og vurderes. De flyttes over på en træpalle, hvor der med skovle spredes tynde lag af grovkornet salt over dem. Huderne lægges lag på lag. Når de saltede huder når omkring en meters højde, transporteres pallen væk med en truck. Dette er essensen i at salte kohud før garvning.

fredag den 10. april 2009

Julemærker

Jeg samler på julemærker. Eller, det gør jeg egentlig ikke. Ikke længere. For så vidt har jeg ikke gjort det, siden jeg var 12. Det var op til jul, min mor så mig bladre gennem den samling, som allerede havde mistet min interesse. Jeg følte, min barndom var forbi. Drenge er så alvorlige og tyngede af skyld i den alder. Jeg var. Men min mor misforstod det melankolske udtryk. Næste år til jul gav hun mig et ark af årets mærker. Det var kravlenisser det år. Så havde jeg dem. Næste jul fik jeg mærkerne fra UNICEFs børneår. Jeg kunne ikke nænne at fortælle min mor, at jeg ikke længere interesserede mig for julemærker. Men man skal ikke holde sin mor for nar. Jeg ville sige det, inden jeg blev 18.
Jeg samler på julemærker

onsdag den 8. april 2009

Kun snot

Kun næsen bliver aldrig for træt til at løbe, sagde Olsen.
– Næsen?
Næsen, nej snot, mente han.
– Det er det, det betyder, for fanden! Det, man mener med det.
– Hvad med ild? sagde jeg.
Det mente Olsen ikke, man kunne sige. Ild skal have næring.
– Ilt, om ikke andet.
Han var ikke sikker.
– Jamen, så vand da. Vand løber bare.
Men det forudsætter en uendelig lang bakke, det kan løbe ned ad, mente Olsen. Jeg nævnte Nilen, men Nilen talte ikke med. Jeg kan ikke huske hvorfor.
– Man kan ikke lave evighedsmaskiner, skar Olsen endelig igennem.
Det havde han ret i, det vidste jeg jo godt, men ville ikke uden videre slippe Nilen.
– Hvad så med næsen? spurgte jeg.

søndag den 5. april 2009

Elg

Jeg ser nogle klipper bag Bergen, når jeg af og til kommer til at se ud af et vindue, mens vi ligger i havn. Rundt om Bergen er der syv fjelde. Norske kolleger forsikrer mig om, at sådan er det. Hvad ved jeg: Vi drøner rundt i skibets gange som minearbejdere med bure, det er dog ikke kul vi skubber rundt og rundt, men linned. Vi fiser omkring med støvsugere og flasker med kristalin. Vi får ømme skuldre, rygge og arme, vi ler og brokker os over noget, der som regel har med arbejdet at gøre. Man siger, det altid regner i Bergen, men det er ikke altid rigtigt. De små pauser ude på dækket - rygning, drikke vand og øvlebøvle - er en fornøjelse, især når vi sejler i fjorden med fjeld til begge sider, eller med sol over Bergen, som vi ikke kan besøge. Sejlplanen er blevet ændret. Vi har ikke længere mulighed for at komme i land. Al disponibel tid, mens vi ligger i havn, er her i afdelingen lig med arbejdstid. Bergen ligger ligesom i en gryde. Der er 233 km fra Bergen til Oslo. Til Trondheim er der 657 km, og til Nordkap (kommune?) er der 2368 km. Bergen har ca. 250.000 indbyggere og figurerer på Unescos World Heritage List. Bergens fløibane, dvs. lokalbanen, skulle i den grad at være et besøg værd. ”Historien er lett å lese i den eldste delen af Bergen, velsigned forbrukervenlig konsentrert mellom byens syv fjell.” Jeg har været i land i Bergen to gange i løbet af ni måneders sejlads, og under mit første besøg sonderede jeg Bryggen, de gamle træhuse er flotte, og i en bod købte jeg et elgbæltespænde af zink.

lørdag den 4. april 2009

Vi irriteres over forskellige ting

Anders irriteres over alle de engelske ord, der er kommet ind i det danske sprog, talt såvel som skrevet. Det gør jeg også, men jeg irriteres mindst lige så meget over anglicismer forstået som engelske sætningsformationer, men med danske ord. Fx ”Hvad gør du for penge?” altså ”What do you do for money?” i stedet for ”Hvor får du penge fra?”

Når vi ser flere film og hører flere sangtekster på engelsk end på dansk, når it-sproget stort set er engelsk, når nyhederne kommer fra CNN og BBC, så vil der komme engelsk afsmitning på det talte danske sprog. Det er naturligt og uundgåeligt, som Anders også skriver. Er det også ønskeligt? Tja, Anders formulerer sit program sådan, at det er ok med engelsk, når der opstår fænomener, som vi ikke har sprog for på dansk. Det er meget fornuftigt. Når engelske ord og udtryk fortrænger velfungerende danske, forsvinder en del af vores historie, vores referencefællesskab. Noget af det, som gør, at vi kan forstå hinanden på tværs af generationer. Det kan jeg godt se problemer i.

Jeg synes, den islandske og norske modstand mod fremmed indflydelse (også) i sproget er for rigid. Men måske er den danske for slap. Dansk Sprognævn er styret af pragmatik, forstået på den måde, at de ser sproget som sprogbrugernes ejendom. De registrerer ændringer og nydannelser i sproget og reagerer typisk (med en uundgåelig forsinkelse) ved at gøre en nyfremkommen faktisk sprogbrug i København til gældende standard. Det er et politisk valg. Man kan diskutere meget af dette, fx hvorfor det lige nøjagtig skal være København, hvor kun en femtedel af landets borgere bor, der skal være normdannende. Jyderne laver masser af nye ord, som aldrig havner i Nudansk ordbog.

Man kan også diskutere, om det er fornuftigt at formalisere den så at sige overflødige del af engelsk afsmitning på dansk. Er det det?

fredag den 3. april 2009

Fåkking lortmål

Jeg er så fåkking træt af at alting anglificeres. Det noget pez man. ”Udsalg” er ikke længere godt nok, næ, nu skal det hedde ”Sale”. Søren Krarup har jo fuldstændig ret (i eksemplet). Hvorfor helvede gør folk ikke oprør mod det lort? Det sniger sig ind i sproget alle steder, også hos mig, der er pissesprogkonservativ. Jeg kan jo ikke sige en sætning uden at kneppe med engelsk, altså Hållyvudamarkansk. Og belær mig for helvede nu bare om, at sproget altid har udviklet sig, at sproget er en DYNAMISK størrelse, at dansk ALTID har haft udvekslinger med andre sprog, ikke mindst tysk, at fransk i begrænsede dele af befolkningen også har spillet en stor rolle i perioder ETCETERA, AT der er massevis af gamle ord, vi ikke bruger i dag og som vi heller ikke ville drømme om at bruge, at der altid har eksisteret pendulord ETCETERA, nå her kom jeg på afveje, men fåk det. Ja, gu fanden i hælvede er sproget da dynamisk, hvad ellers? Selv ikke hos Uggibuggistammen i det centrale Amazonas er sproget fuldstændig uden udvikling, ordet for Melonanakondaen er ved at gå ud af brug. Men fratager det os muligheden for at foretage nogle sprogVALG, det være sig af æstetiske, historiske, politiske, sociologiske eller af rent praktiske grunde, hva? Og hvad med domænetabet? Plllleeeezz. Det er et ord, jeg synes er på sin plads, der findes vel ikke et præcist ord for det samme på dansk, bare det dog ikke lød så satans grimt. Jeg er en fåkking luder. Yjer, man.

torsdag den 2. april 2009

Chet

Chet Bakers stemme er sorgløs som ind i helvede. Stroferne driver på ensomme vægges lonely road og på nymalede døre, stroferne sætter sig på hylder, ordene gemmer sig inden i skabe. Chets stemme gør os gale af længsel. Hans trompet er en stemme, let og ukompliceret som en lysende udsigt. Kærlighed og død, eet og samme spor, som at falde ud af sin ramme og ned i et hul, der altid er der.

onsdag den 1. april 2009

At strippe

Ved stripning kan man fjerne uønskede opløste gasser (f.eks. methan og svovlbrinte) fra grundvandet, når det skal anvendes til drikkevand. Metoden er gennembobling med luft. En af hovedbetydningerne af verbet strippe er netop at ”borttage ell. fjerne noget fra et sted.” Man kan strippe tobaksblade ved at fjerne bladenes hovedribber. Man kan strippe en bygning for inventar og installationer, så kun skallen står tilbage, eller bygningen kan renses helt ned til soklen. Her på skibet stripper vi kabiner. Vi er dem, der arbejder i hotelafdelingen som ”desser”, dvs. stewarder og stewardesser. Alt affald og efterladte effekter, bortset fra bestik og drikkeglas, puttes i kabinens skraldespand eller samles ved siden af den. Fra toilettet fjernes håndklæder, brugte plastickrus med mere. Skulle der være efterladte pengepunge, telefoner eller lignende, afleveres de i receptionen. Skraldespanden stiller vi lige ved døren, så snart vi går ind for at strippe kabinen, så den (skraldespanden) forhindrer døren i at smække i, når det vipper, og så er der plads til at udføre det egentlige arbejde i denne del af processen – stripningen af køjerne. De fleste af kabinerne har fire køjer, hvoraf to overkøjer kan slås op, men der findes også kabiner beregnet til to personer. Vi flår i fuld fart dynebetræk af dynerne og pudebetræk af puderne i de køjer, der har været i brug, og dynerne lægges i en bunke for enden af køjerne, puderne lægges på kabinens bette bord. Dyne- og pudebetrækket lægges sammen med de brugte håndklæder på lagnet i underkøjen, og vi ruller en eller to pølser, som lægges i døråbningen. Nu kan det brugte linned samles ind i bure, nyt linned kan distribueres, køjerne kan redes på ny. Med andre ord går stripningen ud på følgende: Affald samles, og det ene stykke stof efter det andet hives og flås af køjerne, rulles til pølser af stof og lægges i døråbningen til kabinen er nøgen og ikke klar til sex overhovedet. Samtidig stripper vi os selv for kræfter. En kollega har fortalt, at en desses gennemsnitlige ”levetid” er to-tre år. Herefter sætter de fysiske skavanker for alvor ind.

fredag den 27. marts 2009

Gæsteblogger fra Nordsøen

Lystens værk har inviteret en gæst indenfor. Fra og med 1. april gæsteoptræder Anders Vægter Nielsen her på bloggen. Han vil det meste af måneden blogge fra Nordsøen, hvor han i 14-dages skift arbejder på en meget stor båd, der sejler i koldt vand. Så er vi to ved tastaturet, for jeg fortsætter egne skriverier. Nielsens indlæg vil være signerede, sådan at jeg ikke kan blive slæbt i retten for dem.

Villy, for fanden!

SF vil diktere domstolene en minimumsstraf på et års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse. Dels er straffen på et vanvittigt højt niveau for en trods alt så mild forseelse. Dels, og det er det værste, vil SF nu til at blande sig i, hvordan domstolene udnytter strafferammen. Det er overmod, magtfuldkommenhed og imod al god retspraksis, som SF ellers tidligere sammen med de radikale og Enhedslisten har kæmpet for.

Det regerende sorte trekløver har på en lang række områder ført en problematisk og populistisk retspolitik. Hårdere straffe, ja tak, hårdere straffe, vi takker ja, uanset om vi aner, hvad strafferammen er i dag. Den skal bare være højere, hele tiden højere. Overvågning, mere overvågning, uha-ja-tak. Lettere adgang til at bryde brevhemmeligheden, nemmere adgang til ransagninger, brug af civile agenter, særlove mod dem, vi ikke kan lide. Ja til det hele. Hvem tør sige nej? SF tør ikke længere. Nu går de længere til højre i retspolitiken end regeringen.

onsdag den 25. marts 2009

Hvis ja

Har du nogensinde slået en prut og givet din umælende søn skylden? Hvis ja, var det så for sjov? Hvis ja, tror du så, din søn syntes, det var sjovt? Hvis ja, er du så stolt over, at han synes det?

mandag den 23. marts 2009

Blomst og anti-blomst

"Nogle kan opgive deres Jeg til det ydre uden at fortabe sig i det, uden at forlade sig selv på den mindste måde. Forudsat at de står på god fod med sagen derude, både i går, i dag og i særdeleshed i morgen. Da en fotograf fra Paris kom til Monet på hans firsårs fødselsdag, svarede maleren ham: "Kom igen til næste forår og fotografer mine blomster i haven, de ligner mig mere end jeg gør". Atter andre ville et fortroligt gammelt skab have ydet den samme tjeneste. Altså ville også anti-blomst, nemlig noget uforkrænkeligt, høre hjemme i et stilleben, stilnet liv mellem menneske og ting."

Fra Ernst Bloch: Spor

lørdag den 21. marts 2009

Fourier

Udgangspunktet for Charles Fourier (1772-1837) er en kritik af den undertrykkelse af drifter, følelser og alt sanseligt, som han oplevede i sin samtid. Kritikken er fremadrettet. Han opstiller en meget detaljeret plan for et alternativt samfund, Stammefællesskabet. Målet med samfundsforandringen er at lede de sanselige og følelsesmæssige behov ind i, hvad han kalder ‘en harmonisk bane’. Hvis Nero som dreng havde fået naturligt afløb for sin tilbøjelighed til at svælge i blod – fx ved at arbejde i et slagteri – i stedet for at blive tugtet for denne lidenskab, var han næppe blevet en sygeligt blodtørstig despot som voksen, siger Fourier.

Sanserne og drifterne skal gives fri, så længe alle involverede har glæde af det, og ingen lider overlast. Fourier ville selv i dag fremstå som en radikal fortaler for seksuel frigørelse. Men det er alle typer af drifter og tilbøjeligheder, der skal kultiveres, så deres gode natur kan folde sig frit ud. Fourier opregner med nuanceret indsigt og ubornerthed disse forskelligheder mellem mennesker. Fourier foragtede rutinen, det simple og det tvungne, som især skulle forhindres i at sætte sig igennem i det nødvendige arbejde.

I første omgang går han i stik modsat retning af, hvad man skulle forvente. Han opsplitter arbejdet endnu mere, end industrien havde fundet på at gøre på hans tid. Arbejdet organiseres i Serier og Grupper:

X-serien af kornavlere
– gruppen af hvedeavlere
– gruppen af havreavlere
– gruppen af majsavlere
Y-serien af slagtere
– gruppen af hesteslagtere
– gruppen af svineslagtere
– gruppen af frøslagtere

Også de videnskabelige sysler forestiller Fourier sig organiseret som et led i denne arbejdsdeling. Hvert af disse arbejdshold er dannet sådan, at det lige netop svarer til én bestemt hovedtilbøjelighed hos en række mennesker. Et stammefællesskab skal derfor have netop så mange medlemmer, at der kan dannes serier, der modsvarer enhver mulig sådan hovedtilbøjelighed.

Nu er pointen, at ethvert menneske har en lang række forskellige tilbøjeligheder. Derfor skal hvert individ ikke kun arbejde i én gruppe, men tværtimod vælge sig ind på op til 50 forskellige grupper (gerne fordelt på 50 forskellige serier) i løbet af en uge. Man arbejder en time eller højst to timer i en gruppe. Så fortsætter man til den næste. På den måde når arbejdet aldrig at blive ensformigt, man får brugt alle sine mentale og kropslige evner, og man får udfoldet alle sine væsentligste tilbøjeligheder.

“En mand kan fx befinde sig: klokken 5 om morgenen, i en gruppe af hyrder, klokken 7, i en gruppe af markarbejdere, klokken 9, i en gruppe af gartnere. Tidsrummet på to timer er det længste ophold, der er antageligt, hvis lidenskaberne skal indgå i et harmonisk samspil, da begejstringen ikke kan vedligeholdes længere end to timer.”

onsdag den 18. marts 2009

Man kan jo altid udvide strafferammen

Vi afskaffer ”ungdomsrabatten” ved strafudmålinger, når der er tale om voldskriminalitet og ulovlig våbenbesiddelse. Vi supplerer en lang frihedsstraf (fordoblet fra et halvt til et helt år) med udvisning FOR LIVSTID for ikke-danske-statsborgere, som pågribes med våben uden tilladelse. Også for førstegangsforseelser. Sådan har jeg forstået indholdet af den retspolitiske ”bandepakke”, som vores sorte regime har fremlagt og får gennemført med begejstret opbakning fra SF, som tidligere var et retspolitisk progressivt parti. Har jeg forstået det rigtigt?

Hvis jeg har, så betyder det altså, at en 16-årig dansker, født i Danmark, men af ”anden etnisk baggrund” og uden dansk statsborgerskab, passes op af politiet på Nørrebro, og det viser sig, at han bærer en kniv, hvis blad er længere end det tilladte antal centimeter, så kan han ikke alene idømmes et års ubetinget fængselsstraf (afsone et halvt). Det er en sindssygt hård straf, især for et barn. Han skal også efterfølgende udvises til et land, han måske aldrig har været i, og som han muligvis ingen forbindelse har til. Et land hvor han ingen kender, hvor han ikke er ønsket, og hvor han muligvis tilhører et forfulgt mindretal. FOR LIVSTID. Han må ALDRIG vende tilbage til Danmark for at besøge sine forældre og små søskende. Fordi han har båret en kniv, som er for lang.

Det er en grotesk og umenneskelig straf. Jeg tvivler på, at den vil blive brugt ret meget, men som jeg har forstået det, giver ”bandepakken” mulighed for det. Der er en ubarmhjertig udvikling i dansk retspolitik, som skyldes, at Dansk Folkeparti har så stor indflydelse, som tilfældet er, og giver de sorteste kræfter inden for Det Konservative Folkeparti frit spil. Hvad med Venstre, Danmarks Liberale Parti? En fis i en hornlygte.

Og vil det afdæmpe bandekrigen på Nørrebro, at indvandrerne får en tillægsstraf, som er langt hårdere end den primære straf, altså fængselsstraffen, som danske statsborgere også får? Vil det dæmpe eller skærpe konflikten, at indvandrerne med rette kan føle, at der ikke er lighed for loven?

Endelig kunne det jo være morsomt at spørge Pia Kjærgaard om, hvorvidt de skærpede straffe for ulovlig våbenbesiddelse også skal gælde peberspray.

Skældudpunktet

Du har for meget tøj på: en varm vindjakke, en uldtrøje og hvad der måtte gemme sig under den. De beskidte cowboybukser. Det er ok med gummisko. Man tænker: Det er så det tøj, han ejer. Du går rundt med det hele på. Skægget er ikke klippet i flere måneder. Eller håret. Det, der er tilbage af det.
Du går og snakker med en anden. Med en mand, tænker man. Du skælder ud, går hidsigt væk fra ham, gør en afvisende gestus med hånden tilbage mod ham. Så stopper du pludselig op og vender dig mod ham igen. Der er mere skældud, du skal af med. Du er endnu vredere end før, har hidset dig op på manden. Men der er ingen mand. Du skælder ud mod et punkt i rummet. Du bevæger dig i faste, kantede mønstre om skældudpunktet. Du er dets hidsige drabant, som forsøger at komme fri af kredsløbet.

tirsdag den 17. marts 2009

Terning

I den forbindelse kan jeg oplyse, at Østerbro, mere end noget andet, lugter af Knorrs Grøntsagsbouillon.

Morgensang

Væmmelig knægt skal belæres.
Hans ædle væsen skal vækkes med tæsk.
En hæslig mær ælter hænder.
Han ænser næppe, hun skænder, fordi
de ækle, væskende blærer
har tvættet hans kæbe med vælling så tit.
En kæltring, der læsper
og ræber frækt.

Et bælte flækker i luften,
En kælling nægter at læge en læg.
Skræmmende afgrænset grævling
ætser sig ned i den flæskede lænd.
En kælen stær bæller sæbe.
En fjæsing, der tænder den klæbende sæk.
En svækling, der flæber,
men æder alt.

Bræk og bæ vælter kældre
Det skyller gennem den klægeste væg
Så brister det bræt, der skal bære
Sætter sig fast i den levrede bæk
Fjæsingen bræger om lindring
Kan mælken mon hjælpe en kræftplaget fisk?
En bærme, der sværmer
og vender sig.

mandag den 16. marts 2009

Tri smi kinisiri fri hijbri plids

Det hedder privilegeret, ikke priviligeret. Skynd jer nu at lære det, venner. Journalister og forfattere. Skynd jer at få det på plads, inden pragmatikerne i Dansk Sprognævn opdager, at ingen kan stave til det, og derfor gør det valgfrit, om det skal skrives med e eller i. Som konsekvens vil de blive nødt til også at gøre det valgfrit, om man skal skrive privilegium eller priviligium, og priviligium kan vi sgu ikke rende rundt og sige.

Er det, hvad venstrefløjen vil?

At forbyde prostitutionskøb svarer retspolitisk til at bruge civile agenter, som lokker borgere til at begå forbrydelser. Den, der lokker, gør ikke noget ulovligt, kun den, der lader sig lokke. På venstrefløjen har vi altid været imod brugen af civile agenter. Noget tyder på, at dette har ændret sig.

Tegnestiften

Folk tror, du er skør. Sådan kigger de på dig. Det er de tics og nervøse kramper, du sidder med. Du kan ikke komme videre. Nu har du i over to timer ikke sluppet dit tag i bænken. Du holder fast i sædet mellem benene. Nu trækker din venstre mundvig igen ansigtet ud af symmetri. Du krammer sammen. Øjnene misser, men du er ikke skør. Du ved præcis, hvad der vil ske. Om lidt kommer den tykke dreng og trykker tegnestiften ind gennem spidsen af dit lem.

Snothvalp

Ja, sådan er det: Skildpadden har fået det forspring, fordi Achilleus er favorit. Først må Achilleus bevæge sig hen til det sted, hvor skildpadden begyndte. Det tager et vist tidsrum. Det tager to minutter. Altså to minutter. I løbet af de to minutter har skildpadden bevæget sig til et nyt punkt længere fremme på ruten, som Achilleus derefter skal løbe hen til, men mens han gør det, bevæger skildpadden sig igen et stykke. Og så videre. Afstanden mellem dem mindskes hele tiden, ja, men den vil aldrig nå nul. Det er en hyperbel, der går mod uendelig. Gå væk! Man må ikke glo på folk. Du mener ikke, Achilleus nogensinde indhenter skildpadden, Zenon. Man skal sætte sine penge på skildpadden, mener du. Nej, det skal man heller ikke. Du mener heller ikke, at skildpadden vinder. Der er ingen vinder. Det er for fanden det, du siger med dit andet paradoks. At for at gå en meter skal man først gå en halv meter, og for at gå en halv meter skal man gå en kvart. En ottendedel. Sådan fortsætter det. En hyperbel. Man skal tage uendeligt mange skridt for at gå en meter. Uendeligt små, ganske vist, men man kommer aldrig i gang, fordi man ikke kan tage uendeligt mange. Man kan slet ikke bevæge sig. For helvede! Nej nej! Den går ikke. Så, nu går jeg. Jeg går. Der, det var en meter. Ha! Men det er kun i vores bevidsthed, at vi kan bevæge os. I den fysiske verden er bevægelsen ikke mulig. Men jeg går jo. Idiot, Zenon! Der, det var en meter til. Du kigger på mig. Han kigger på mig. Zenon er en lille snottet unge med et lommetørklæde og savl på skjorten. Ha! Han glor på mig for at se, om jeg kommer nogen vegne. Om jeg flytter mig. Zenon kommer herover og kigger på mig. Bøøh! Skrid, for helvede, det kan ikke lade sig gøre. Det har du selv sagt! Det er kun inde i mit hoved. Nej, i min bevidsthed, at du bliver bange, når jeg råber ad dig, for lydbølgerne kan heller ikke bevæge sig. De kan aldrig nå derover. For de skal først gå den halve og den kvarte vej. Og ottendedelen. Og lysbølgerne. Du kan ikke se mig. Men jeg kan se dig? Selvfølgelig kan du ikke se mig, hvis han kun findes i min hukommelse. Men findes hukommelsen i rummet, i stoffet? Den må være i min hjerne. Hvis jeg smadrer min hjerne, findes min hukommelse ikke længere. Men man kan ikke smadre noget uden bevægelse. For satan, da! Hvad er det, Bergson siger? Bergson har løst paradokset. Jo, det med, at man ikke kan dele tiden op på den måde. At man ikke kan dele bevægelsen op i halve og kvarte. Halve og kvarte. Det er i rummet, der er halve og kvarte, og i rummet findes bevægelsen ikke. I min hjerne findes den ikke, men i min hukommelse, i min bevidsthed. I rummet findes kun genstande og genstandenes placering i forhold til hinanden, i nuet. Det er vigtigt. Kun i hukommelsen dannes bevægelsen. Men min hukommelse har ingen ben. For helvede! Nej! Så. Så. Vi laver bevægelsen selv. Når vi sammenholder tingenes placering i nuet med deres placering i et tidligere nu. Når vi tænker på alle disse nuer med hver deres indeks over tingenes placering, så glider det sammen i vores bevidsthed, som toner til en melodi, som billeder til en film. Det er det, vi forstår ved bevægelse. Billederne bevæger sig ikke; vores bevidsthed sammenholder bare de billeder, vi lige har set, med det billede, vi ser nu. I dette nu. Zenon bevæger sig ikke. Nej, du gør ikke. Han. Du. Det. Min bevidsthed oplever bare en varen ved, et tidsløb. At du før har været der og der og der, og nu er du her, nu er du det ikke længere, men her, der. Bevægelsen finder ikke sted i rummet. Den snottede eleat med lommetørklædet. Snottet løber ikke i rummet, kun i din bevidsthed. Som kun findes i min bevidsthed. Det var Zenons fejl, siger Bergson. Din. At du ville gøre bevægelsen og dermed tiden til noget rumligt. Tidsrum. Hakke den op, hvor den i virkeligheden er en udelelig, urumlig tankestrøm. Det kan man ikke. Idiot! Ha! Nu tager jeg et skridt. Baaah!! Men er det i virkeligheden ikke det samme, de siger? Nej!! For Bergson har løst paradokset! Det passer jo ikke, at Achilleus ikke kan overhale en skildpadde. En skide skildpadde. Hvad med alle bookingselskaberne? De ville ikke kunne overleve, hvis du havde ret. Hvad med Tipstjenesten? Bookmakerne beviser det. Ha! Idioter, for helvede! I findes ikke! Gu gør I så. Men Bergson og Zenon er jo enige. I er enige: Bevægelse findes kun i vores bevidsthed. I er da enige! Så er der ikke noget at gøre. Jeg kan ikke gå. Men nu tager jeg et skridt. Der var en meter. Ja, og jeg tog en halv og en kvart og en ottendedel imens, men det er jo en del af samme meter. Den meter bliver sgu da ikke længere af, at den skal rumme en halv og en kvart. Det er for helvede da ikke noget problem! Idioter! Nuet har ingen udstrækning. Hvad for noget? Nuet er et punkt, og et punkt har ingen udstrækning. Eller er det ikke Bergson? Hvis nuet ingen udstrækning har, findes det heller ikke. Kan man finde noget, der ingen udstrækning har? Men nuet er det eneste, der findes. Fremtiden findes ikke endnu, og fortiden findes ikke længere. Der er kun nuet, og nuet har ingen udstrækning. Tiden findes ikke i rummet. I rummet er kun genstande og deres placering. I nuet. Tiden findes kun i vores hukommelse. Der findes kun vores hukommelse. Du samler det hele der. Drengen med snotkluden findes kun i min bevidsthed. Han er en del af min bevidsthed og kan ikke blive bange for en anden del. Bøøøh! Nu ser han bange ud, men det kan han ikke. Det kan du ikke, Zenon! Bevidstheden kan slet ikke deles op. Bevidstheden findes i tiden, ikke i rummet. Den kan ikke deles op i parceller. I parceller, tag den! En bevidsthedstilstand kan ikke blive bange for en anden. Kan den ikke? Han ser bange ud. Nu tager jeg det skridt. Nu står jeg præcis, hvor jeg stod lige før. For satan, Zenon, du har ret, man kommer ingen vegne! Det var det, du ville se, hvad! Det er det, du glor på, snothvalp. Men lige før findes kun i min bevidsthed. Det siger Bergson. Ha!

Kan du huske Kaj?

Kan du huske Kaj? Kaj med choppercyklen.
Selvfølgelig kan du huske ham, måske har du stadig de billeder, du tog, men kan du huske, hvor kejtede vi blev af bare forventning, når Kaj holdt nede ved mindestenen om onsdagen efter sidste time?
Kan du huske, hvordan han sad med begge ben hen over styret og armene over kors?
Og smøgen. Det fjollede lille nummer med at stikke smøgen ind i det venstre øre og blæse røg ud gennem næsen, når vi fik øje på ham. Han må jo have forberedt det til os, lyttet efter skoleklokken, ventet to minutter og så suget røg ind og sat smøgen på plads. Han må have forberedt det.
Du var overbevist om, at Kaj kunne suge røg ind gennem øret. Eller, du var i hvert fald ikke sikker på det modsatte.
Når jeg tænker over det, virker det så usandsynligt, at Kaj skulle have haft råd til sådan en chopper. Tænkte du heller ikke over det, dengang?
Det var Kaj, der lærte mig at trække cyklen uden at holde ved styret. Man skal bare have fat i bagenden af sadlen med to fingre. En er nok, hvis det ikke blæser. Jeg trækker stadig cyklen på den måde. Ind imellem tænker jeg på, om Kaj også gør det. Det håber jeg. Jeg kan ikke forestille mig Kaj krummet frem mod cyklens styr.
Det bedste var, når Kaj havde hentet is i kiosken hos Emma nede ved åen. Kan du huske, hvor vi nød det, når der var fremmed publikum til Kajs små opvisninger? Så lå du i busken og skruede på linsen. Kaj sørgede for, at chopperen stod solidt lænet op mod bagsiden af kiosken, så den ikke væltede, når han sparkede låsen op. Han var omhyggelig med de ting, men havde en evne til at se skødesløs ud. Det var den måde, han kunne få alting til at se ud, som om det bare kom til ham. Men han må have øvet sig hundredvis af gange derhjemme for at kunne ramme låsen helt rigtigt hver gang. Han mistede aldrig balancen. Der kom ikke en rids i lakken, ikke en trykket ege. Kaj fortrak ikke en mine, selvfølgelig ikke, men du kunne næsten ikke holde dig, når de fremmede piger tabte kæben over denne karseklippede splejs, som ikke gad bøje sig ned for at låse sin egen cykel op, men blot gav låsen et los med venstre hæl og svang benet over stangen. Ikke noget med at kigge sig tilbage. Så var vi væk.
Har du nogensinde tænkt over, hvorfor Emma ikke ville tage mod penge fra Kaj? Tror du overhovedet, han havde penge med? Så du ham nogensinde åbne pungen?
Jeg kan pludselig ikke huske det.

mandag den 2. marts 2009

Hest

Du ser ham først, da han er helt fremme ved busstoppestedet. Han slider i tømmerne og holder hesten tilbage med et “Prrruhhh!”. Det tager dig det meste af et minut at finde ud af, hvad han vil dig, at han vil have dig til at hoppe op. Han viser dig stigbøjlen. Det gør dig ikke mindre bange, du kan ikke ride med en mand som ham.

Hvorfor ængstes du for blot at sige nej til ham? Jo, du er en fremmed her, Torremolinos er ikke din by. Hvordan kan du vide, hvad han vil stille op med et afslag? Så fortæller han, at den unge hest er hurtigere end bussen, at du vil nå frem til Málaga langt tidligere, hvis du følges med ham. Det er ikke, sådan han siger, men det er sådan, du forstår de fagter og lyde, der kommer fra den mørke mand.

Du ser, hvor rolig han er. Han har endnu nogle grå totter siddende ved tindingerne, hans hat har været flot engang. Du træder to skridt frem, håret er vasket, han er ikke så beskidt, som han ser ud på afstand. Han klapper mulen. Hvordan kan du tvivle på en mand med sådan en beherskelse af dyret? Du svinger benet over, han hjælper dig galant med kjolen, og det overrasker dig, at han kun lugter af træ. Af syrligt fyrretræ som fra kæphesten, I sidder på. Her er tørt i september. Nu rider I, og ja, I overhaler bussen, som stadig blinker ud, men ikke kommer videre, ingen vil holde tilbage. Bilernes horn hilser jer. Et ungt par vinker fra en cabriolet.

Han er så rank på hesten, det gør dig stolt. Du klamrer dig til hans ryg, dine hænder finder hinanden på hans bryst. Han lader sig ikke mærke med det, det er, som om han ikke kunne forestille sig det anderledes. Nu forsøger dine ben at falde ind i hans galop. Du ved, du kommer til at elske denne klæbende lyd af sko mod asfalt. Din lyske slår mod hans lænd, han er så lavstammet, en gnom, en hobbit, du forstår ikke, hvordan dette er sket.