tirsdag, august 26, 2014

Løgn om fortælling

Det er et fundamentalt menneskeligt behov at fortælle historier og at høre fortællinger, et eksistentiale. Der findes ikke menneskelige samfund, hvor man ikke tager vare på dette behov med samme alvor og respekt, som når det gælder behovet for at synge, elske eller høre til et fællesskab. Man kan måske ligefrem sige, at behovet for at høre og fortælle historier er intimt forbundet med behovet for at blive menneske, udvikle og udfolde sin menneskelighed i et fællesskab, fordi disse historier netop repræsenterer eksempler på menneskelighed, som vi kan måle os med og spejle os i, få blik for andre eksistensmuligheder, gode, dårlige og alt det ind imellem, for at fremkalde kvalmen, det enorme, det skvulpende, vægtløse, få vores verden til at mærkes svimlende stor, langt større, end vores forældres og venners eksempler på liv alene kan.

En verden uden fortællinger er en verden uden udveje, et fængsel.

En ven spurgte mig, om jeg prøvede at skrive fortællinger for evigheden eller blot skrev for mig selv. Jeg sagde, at jeg gjorde begge dele, men oftere noget der lå mellem disse ekstremer. Eller rettere: Når jeg forsøgte at skrive for evigheden, kunne jeg være heldig at frembringe tekst, som havde interesse også for andre mennesker end netop mig. Nejnej, nærmest omvendt: Når jeg forsøgte at skrive helt konkret og specifikt for min egen tid, kunne jeg være heldig at frembringe tekst af en vis holdbarhed. Er det sådan?

Sådan svarede jeg ikke. Det var et tillokkende svar. Men hun spurgte anderledes: Hvilken tekst kunne du bedst lide at skrive, A eller B? Hun havde læst to tekster, som jeg havde vist hende, og nu ville hun have svar. Der fulgte en belønning med det ene svar og en tilsvarende straf med det andet. Tekst A fremstillede svalt en tyrkisk torturbøddel, der træner hunde til at voldtage fanger. B beskrev næsten dirrende en følsom, melankolsk figur. Et barneliv. B betød noget. A gjorde ikke. B var det rigtige svar, det er klart. Belønningen: at kunne gøre krav på at være et ordentligt menneske. At have forløst noget menneskeligt med min fortælling.

Men jeg kunne ikke sige B. Der var nydelse forbundet med at skrive begge tekster. Blot var nydelsen forskellig. Den ufølsomme tekst var umiddelbart tilfredsstillende at skrive. Den gav en befrielse som den, det giver at råbe noget upassende under en prædiken.

Jeg lyver. Jeg har aldrig skrevet disse tekster, men jeg kunne have. De tekster, som kræver følsomhed af mig at skrive, lever på mig som blodigler. Hvorfor kalder du dem for blodigler? ville hun sige. Er det da ikke vidunderligt at skrive tekst, som betyder noget? Nej, det er ikke vidunderligt, men fælt. Jamen, er det ikke det ufølsomme, der er vulgært og uudholdeligt?

Nej, sådan er det ikke. Det er oprørende at skulle leve sig ind i den lille drengs uforløste kærlighed til sin mor. Det er oprørende, men nødvendigt.

Her gemmer sig endnu en uklarhed, som først må sløres yderligere. For er det ikke sådan, at de tekster, som er skrevet uden alvor, har ladet overjeget sove på vagten og lukket uventede gæster ind? Jo? Måske har de gaver med. God tekst kan dukke op overalt.

Tegnet er uforgængeligt, det rådner ikke. Med teksten er det anderledes, den findes kun som meningsfuld i meddelelsen. Den flaskepost, som aldrig når kysten, er altså uden mening? Nej, den kan have mening som terapi for afsenderen, som en profanering under højmessen. En anden terapi, en materialisering af et håb. Der må komme en båd.

Men meddelelsen læses i en tid, ikke en evighed. Jamen, er der så ikke følelser, uden hvilke vi ikke kan forestille os en menneskelig tilværelse? En fortælling, som aldrig ældes? Den lille Marcel Proust ligger i sin seng og lytter efter moderens fodtrin på trappen. Han venter. Så tæller han skridt. Det er ubærlig læsning, men er det kun, fordi beskrivelsen er sand. Ikke fordi det faktisk er foregået sådan, autofiktion er ikke mere sand end andre former for fiktion, men fordi man mærker, at det kunne være foregået sådan. Jo, den fortælling er også vigtig om hundrede år.

tirsdag, august 19, 2014

Ny udgivelse

Jeg har skrevet en såkaldt single (en essayistisk mellemting mellem en artikel og en bog) om livet med fodbold i Madrid. Den er udgivet som e-bog af forlaget Slagterne fra Bilbao og kan købes for 25 kr. på deres salgsside.

http://slagternefrabilbao.dk/atletico-og-real/

tirsdag, august 12, 2014

Hold din kæft, din skide identitet!

Hvis man er venstreorienteret eller taler hebraisk, kan ens holdning til konflikten i Gaza ikke tages alvorligt.

I slutningen af 1980'erne var Det Humanistiske Parti en af de organisationer, som forhandlede om at slutte sig sammen i Enhedslisten. Jeg var selv med som VS'er, men havde som 16-årig stiftet partiet Humanisterne og var derfor ret spændt på, hvad DHP nu var for en slags humanister. Deres orange programskrivelse indeholdt ikke rigtig noget, jeg kunne blive uenig i, men til sidst stødte jeg alligevel på en paragraf, som forekom mig underlig: Det Humanistiske Parti var, det skrev de, et ungdomsparti. Mennesker over 30 år var nemlig godt i vej og derfor ikke interesserede i at lave verden om, så de kunne ikke bruges til noget. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det alligevel var sjovt, at de så nøjagtigt kunne vide, at jeg nu kun havde 8 år tilbage som revolutionær.

Siden har jeg fundet ud af, at det er ikke kun er mennesker over 30, som angiveligt ikke er værd at lytte til.

For nylig interviewede Martin Krasnik i DR2s Deadline den norske læge Mads Gilbert om situationen i Gaza. Gilbert har sat livet på spil ved at arbejde på Al-Shifa hospitalet i Gaza City. Han har også offentligt kritiseret Israels krigsførelse i området. Derfor er Gilbert blevet en helt for mange på den skandinaviske venstrefløj. Krasnik er på sin side kendt som en dybdeborende udenrigspolitisk journalist, cand. scient.pol., med korrespondenterfaring fra Washington, London og Jerusalem. Han har også tilbragt en del af sin opvækst og ungdom i Israel, er ateist, men har gået i jødisk skole i København.

Krasniks interview virkede polemisk, intimiderende og postulerende. Men i den henseende ikke værre end så mange andre interview, jeg har set. En af de bemærkninger, jeg alligevel bed mærke i fra Krasniks side, var den med, at Gilbert engang har været medlem af den norske venstrefløjsbevægelse, Rød. Derfor, konkluderede Krasnik, ville intet menneske kunne tage Gilberts kritik af Israel alvorligt, hvis det ikke havde været for hans heltemodige humænitære indsats i Gaza.

Lad os nu for argumentets skyld antage, at Krasnik faktisk mente, hvad han sagde, og ikke blot forsøgte at provokere sit interviewoffer til at skærpe sin retorik, ja, så måtte det jo betyde, at venstreorientering gør ens politiske analyser utroværdige. Hvis politiske analyser kan man så tage alvorligt, højrefløjens? Nej, det ville Krasnik næppe heller mene. Men den politiske midtes, måske? For midten er vel det arkimediske punkt, den faste grund hvorfra sandheden kan løftes?

Nej, den forestilling om, at der findes en politisk position, som qua moderat er leveringsdygtig i særligt objektive eller neutrale analyser, er en vildfarelse. Midten er hverken mindre politisk eller mere nuanceret end yderfløjene. Midten er blot den position, hvorfra det er lettest at lave kompromisser med fløjene på skift, og det punkt er et historisk fænomen, som flytter sig betragteligt rundt i det ideologiske landskab. Under Marianne Jelved var Det Radikale Venstre socialliberale og politisk meget tæt på det dengang venstreorienterede SF. Under Margrethe Vestager fører de til gengæld en hadsk kampagne mod de arbejdsløse. Men selv hvis Den politiske midte altid repræsenterede de samme synspunkter, ville jo heller ikke dette midterpunkt være noget neutralt udgangspunkt for en analyse. Der findes ganske enkelt ikke neutral politik.

Er man da ikke neutral, hvis man kritiserer Israel og Hamas lige hårdt? Lad os vende den om: Er Hamas og Israel jævnbyrdige modstandere? Har de forvoldt lige megen død, og elendighed? Er den sag, de hver især kæmper for, lige retfærdig? Nej, ingen af delene er tilfældet. Israel er en besættelsesmagt og har både aktuelt og historisk forrettet langt større skade på det palæstinensiske folk, end Hamas har på israelerne. At fordele sol og vind lige i sin kritik af de kæmpende parter vil bestemt ikke være nogen neutral position. Det vil tværtimod være at befæste den militært overlegne besættelsesmagt.

Men hvad er så alternativet, hvis hverken den røde, den blå eller den lilla skjorte er nogen garanti for en politisk neutral analyse? Ja, alternativet er vel at kigge på kvaliteten i stedet for på skjortens farve. Journalistikken skal bedømmes på, hvor bred og dyb og en viden, journalisten har. På hvor ærligt og præcist, hun viderebringer sin viden, herunder dens mulige fejlkilder. Og på hvor troværdige, velunderbyggede og logisk konsistente hendes analyser af årsagssammenhænge er.

Både røde, blå og lilla journalister kan lave en politisk analyse af høj (eller lav) kvalitet.

En lille, men højtråbende del af den danske venstrefløj blev så ophidset over Krasniks sløje interview, at de skyndte sig at stikke samuraisværdet i egen bug af ren befippelse. Der blev fluks sendt myriader af klageskrivelser til Danmarks Radios ledelse, hvor Krasnik blev krævet fyret eller i det mindste taget af Mellemøststoffet.

Det er problematisk, blandt andet fordi Danmarks Radio skal have plads til selv at tilrettelægge sit stof (og ind imellem lave en fejl) uden at skulle frygte direkte politisk indblanding. Det er forudsætningen for at kunne genrejse den kritiske journalistik efter de tavse år under VCO-regimet.

Men det værste var dog nogle af de begrundelser, som blev taget i brug. Der blev nemlig ikke kun henvist til kvaliteten af Krasniks arbejde, men i høj grad også til journalistens Israel-venlige udgangspunkt. Man gentog altså Krasniks egen brøler med at bruge skjortens farve til at beklikke mandens analyser. På den måde fik man i en enkelt hæslig udånding kompromiteret den danske venstrefløjs hundredårige og besværlige arbejde for en fri presse uden politisk indblanding. Hvad skal venstrefløjen nu sige, næste gang Dansk Folkeparti vil have en rød journalist sat fra bestillingen?

Ikke nok med det. Krasniks personlige baggrund, hans hele væren, er blevet bragt frem som anstødssten. Her er et citat fra en af klagerne: "Problematikken er dog den skævhed der er i dækningen, og om de danske medier har valgt side.Det mener vi de har, specielt når flere af korrespondenterne, Steffen Jensen, Allan Sørensen, Hanne Foighel, Martin Krasnik med flere, enten er zionistiske, gift israelsk eller bosat og opvokset i Israel. Den danske journalist stand som dækker Palæstina består udelukkende af hebraisk talende journalister." Det er altså et problem, at Krasnik dækker Mellemøst-stoffet, fordi han har israelsk familie og taler hebraisk!

Jeg foragter denne tendens til at ville udelukke grupper af mennesker fra en offentlig debat på grund af deres identitetsmarkører, altså fx deres uddannelse, køn, politiske tilhørsforhold, klasse, alder, seksualitet, religion eller etnicitet.

tirsdag, august 05, 2014

Podemos

Jeg har skrevet en artikel om den nye, spanske venstrefløjsbevægelse, Podemos, til Modkraft. Den kan findes findes her:

http://modkraft.dk/artikel/podemos-vil-v-re-gadens-stemme