torsdag den 30. september 2010

Hvad synger du for dine børn?

Det er svært at finde en effektiv godnatsang, så når man endelig har fundet en, som virker, skal den bare hakkes af igen og igen. Sangen.

Selv har jeg gennem et par år haft megen glæde af Jesper Jensen "sang om merværdi". I begyndelsen forstod jeg ikke, hvorfor børnene faldt i søvn til en sang af den type. Det er jo en rigtig peppet sag, up beat som bare fanden, og vel det nærmeste man kommer dansemusik uden bas og trommer!

Men så sagde min tænksomme nabo, at det ikke har spor med rytmen at gøre. Ikke i dette tilælde, i hvert fald. Det handler simpelthen om tekstens ubestridelige sandhed. Den beroliger børnene og gør dem trygge. Det, at man ikke kan være i tvivl.

Jeg bruger også "Bjerget ligger langt ude i skoven"; den er allerhelvedes lang og består især af gentagelser. Melodien er også kedelig. Sangens eneste svaghed er, at jeg ofte selv falder i søvn, mens jeg synger den. Ind imellem synger jeg videre, mens jeg sover. Engang kom jeg til at synge, hvad jeg drømte, hvilket gav min søn en viden, som jeg ikke havde tænkt mig at dele med ham før om tolv år.

tirsdag den 28. september 2010

Om at løse gåden

"Jeg ved, du er ved at skrive en bog om mig", indledte en nabo engang et trusselsbrev. Han troede, at den roman, jeg skrev på, handlede om ham. Ikke nok med det. Han troede, at jeg ville afsløre noget af min viden om hans privatliv i bogen.

Ingen af delene var rigtigt, kunne jeg berolige ham. Jeg skrev tværtimod en roman om fiktive karakterer.

En anden ven
En anden ven insisterede engang på, at hun havde "opklaret" en novelle, jeg havde skrevet. Hvad hun mente var, at hun havde regnet ud, hvem den i virkeligheden handlede om. Selv var jeg ikke klar over, at min novelle havde sådan en løsning. Jeg havde opfattet den som fiktion, eller lad os sige som et forslag til en mulig alternativ virkelighed. Ikke som en beskrivelse af en faktisk virkelighed.

Flere nære venner
Flere nære venner har kigget forgæves efter sig selv i mine fortællinger. Det har medført en god del skuffelse. Også en højt elsket kvinde har bebrejdet mig, at jeg ikke har skrevet en novelle eller en roman om hende. Det ville jeg så gerne. Det er en indvending mod mit forfatterskab, som jeg ville finde helt igennem rimelig, hvis jeg skrev noveller eller romaner om nogen.

En noget flernere bekendt
En noget fjernere bekendt har omvendt spredt rygter om, at en af mine noveller faktisk handlede om ham. Dette må han virkelig have troet på, for det gjorde ham så panisk rasende, at han skrev en harmdirrende og rystet, men ikke synderligt tekstmedholdelig anmeldelse af novellesamlingen. Dette fik ham ulykkeligvis til at ligne hovedpersonen i den pågældende novelle en smule.

En gammel skolekammerat
"Hvorfor har du fremstillet mig så nidkær og kontrollerende?", spurgte en gammel skolekammerat. Jeg svarede ved at spørge, om han opfattede sig selv som nidkær og kontrollerende. Det gjorde han ikke. Så spurgte jeg, om han havde gjort nogen af alle de nidkære og kontrollerende gerninger, som karakteren i romanen gjorde. Heller ikke det kunne han bekræfte.

Han havde intet gjort af det, karakteren gjorde. Det var jo netop derfor, han fandt fremstillingen så urimelig. "Bor du der, hvor karakteren bor, hedder du det samme, er du lige så gammel, ser du ud på same måde eller arbejder du med det samme?", spurgte jeg i en lang udånding. Intet af det viste sig at være tilfældet, hvilket fik mig til at sige, at det måske så slet ikke var ham. Også denne konstatering skuffede ham.

Fiktive karakterer
I min verden er fiktion fiktion. Fiktive karakterer er fiktive, selvom de ganske vist ofte rummer træk fra virkelige personer. De fleste rummer træk fra flere forskellige virkelige personer (hvoraf jeg altid selv er den ene) samtidig med træk, som er ren opdigtning (eller ubevidst inspiration, det kan jeg af gode grunde ikke afvise). Sådan tror jeg mange vælger at gøre: Man vælger nogle træk fra en person, man kender til, mikser det med træk fra en anden og sætter det sammen med noget, man selv finder på.

Og så finder man på en historie, et forløb af handlinger, erkendelser og tildragelser, som også er fiktive, omend inspireret af det liv man har levet, de erfaringer man har.

Jeg afslører ikke noget om den faktiske virkelighed, når jeg skriver fiktion. Jeg foreslår et muligt alternativ til denne virkelighed.

At skrive virkeligheden
Selv hvis jeg havde som ambition at beskrive virkeligheden, ville det aldrig kunne blive andet end fiktion, i bedste fald på samme måde som journalistik er fiktion. Der vælges en fortæller, en vinkel, der udvælges et stof, et fokuspunkt. Hvad synes fortælleren er det vigtige, og hvilken generel erkendelse kan uddrages? At skrive hele historien er ikke muligt.

Men mine fortællinger har slet ikke denne ambition. Man kan intet lære om virkelige personers virkelige liv i mine bøger.

- Ja, også nærværende artikel er fiktion.

Måske er "løsningen" på en fortælling ikke at regne ud, hvilken virkelig person der i virkeligheden gemmer sig bag den fiktive.

Objektiv kunststøtte 5

Jyllands-Posten bragte den 25. september en artikel, hvor de gjorde rede for, hvordan medlemmerne af de to statslige litteraturudvalg, nemlig det under Statens Kunstråd og det under Statens Kunstfond, giver hinanden penge. En del af udvalgsmedlemmerne er selv forfattere og søger penge hos den fond, hvor de ikke selv sidder i litteraturudvalget.

Sådan giver de hinanden penge. Ansøgningerne fra litteraturudvalgenes medlemmer bliver nemlig aldrig afvist, viser Jyllands-Postens opgørelse. 18 ud af 18 ansøgninger fra disse udvalgsmedlemmer de seneste tre år er efterkommet, hvor under halvdelen af alle øvrige ansøgninger efterkommes.

Dette er fuldt lovligt. Ingen regler er overtrådt. Medlemmerne af Statens Kunsfonds litteraturudvalg må gerne få penge af Statens Kunstråd og omvendt.

Spørgsmålet er, om det er fornuftigt. Eller om det var bedre enten at lade ikke-forfattere sidde i udvalgene eller lave et helt nyt system, hvor støtten tildeltes ud fra objektive kriterier, sådan som jeg tidligere har foreslået.

Jeg er sikker på, at det nuværende system, som lægger op til nepotisme, vennetjenester og indspisthed, gør det langt sværere for partiernes kulturordførere at argumentere for, at staten overhovedet skal støtte kunsten. Det er vand på liberalisternes mølle, alle dem der mener, at kunst skal kunne klare sig på markedsvilkår eller dø.

Derfor håber jeg, at kulturministeren vil strikke et helt nyt system sammen. Et, der ikke er så angribeligt som det nuværende.

Jeg citerer fra Jyllands-Posten:

"Forfattere sender støtte til hinanden
Af Katrine Øgaard Jensen & Kristian Holmelund Jakobsen

Medlemmer af to offentlige litteraturudvalg bevilger penge til hinanden. Kulturministeren tager nu sagen op.

Siden de nuværende medlemmer af litteraturudvalgene under Statens Kunstråd og Statens Kunstfond tiltrådte i henholdsvsis 2007 og 2008, har de givet flere hundrede tusinde kroner til hinanden.

De to råd uddeler cirka 45 mio. kr. på et år, primært til danske forfattere i form af bl.a. arbejdslegater og rejselegater og støtte til projekter.

Men nogle af udvalgsmedlemmerne er selv forfattere, og som reglerne er, kan de helt lovligt søge penge hos hinanden.

18 bevillinger
Det har de nuværende medlemmer af litteraturudvalgene benyttet sig af 18 gange - og hver gang er pengene blevet bevilget.

Det viser oplysninger fra Kunststyrelsen, som Morgenavisen Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

...

Mystisk og påfaldende
»Det giver et habilitetsproblem. Der er fare for en noget for noget-tankegang,« advarer professor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet Søren Højgaard Mørup.

Han bakkes op af Michael Gøtze, lektor i forvaltningsret ved Københavns Universitet:

»Det kan godt være, at udvalgsmedlemmerne har været 100 pct. saglige, selv om de sidder og krydser hinanden. Men udefra ser det mystisk ud. De har rent faktisk fået, hver gang de har søgt inden for de seneste tre år. Det er lidt påfaldende.«

Minister vil se på sagen
Kulturminister Per Stig Møller (K) vil drøfte sagen med Kunststyrelsen."