fredag den 23. oktober 2015

Terror i Skandinavien

Attentaterne på Uttöya og i Trollhättan er de værste eksempler på terror i Skandinavien i nyere tid. Kald det bare hate crimes eller solisters galmandsværk, jeg er ligeglad; det er terror i ren form. Det er det, fordi det er ekstrem vold mod civilpersoner i civilsamfundet, udført med det klare mål at skræmme vælgere og politikere til at gennemføre en ny politisk dagsorden, nemlig stop for muslimsk indvandring til Skandinavien og udvisning af herboende muslimske borgere. Det er terror, højreorienteret, nationalistisk terror.


Jeg støttede (og støtter) Kurt Westergaards ret til at tegne hvadsomhelst og Jyllands-Postens ret til at publicere det. Ingen tvivl om det. Men jeg synes, det ville være agtværdigt af Kurt Westergaard, hvis han nu tegnede en flot, ung, velfriseret, skandinavisk enhver-svigermors-drøm med korsflag og et blodigt sværd i skeden. Nu ved han, hvor den største terrortrussel kommer fra på vores breddegrader.



fredag den 2. oktober 2015

Reformpolitik, hvordan og hvorfor?

Det afgørende for Enhedslistens parlamentariske indsats fremover er, at partiet kommer frem med nogle konkrete bud på, hvordan man inden for dette samfunds og dette politiske systems rammer kan skabe bedre vækstbetingelser for et godt liv. Enhedslisten skal vise, at der er et reformpolitisk alternativ til den borgerlige/socialdemokratiske politik, som nu for alvor har spillet fallit under Thorning-regeringerne, altså at partiet vil noget radikalt anderledes med vores FT-mandater end at lappe på Socialdemokraternes politik.
Frem mod næste FT-valg kan man dårligt kæmpe for et såkaldt 'arbejderflertal'. Hvorfor skulle man bilde folk ind, at en socialdemokratisk ledet regering vil føre progressiv reformpolitik, at den vil tilnærmelsesvis det samme som os? Næste gang må Enhedslisten gå til valg på at samle et flertal, der vil gennemføre betydelige dele af partiets egen politik. Derfor er man nødt til at kæmpe for et flertal til venstre for Socialdemokraterne. Intet andet giver rigtig mening i den nuværende situation.
Om SF og Alternativet kan se sig selv som en del af sådan et flertal, må de jo selv tage stilling til. Man skal fremsætte et udkast til en reformpolitisk platform, som gør det vanskeligt for dem at sige nej. Og et som viser befolkningen, at en anden politik er mulig end Socialdemokraternes og Venstres. Hvem kan begejstres og engageres af en uendelig diskussion af, hvornår det er bedre at stemme ja end nej til det mindste onde?
Reformerne skal naturligvis regnes igennem og være praktisk og økonomisk gennemførlige under de givne betingelser. Vi skal ikke gå til valg på et brud med kapitalismen. Sådan et brud kræver mere end end et flertal i Folketinget. At vi formodentlig kommer det brud lidt nærmere med folkelig opbakning til en offensiv rød-grøn reformpolitik, er så en anden, glædelig, sag.
Vil SF og Alternativet ikke være med til at udforme en fælles reformplatform, må Enhedslisten bare køre løs med sine egne rød-grønne reformforslag. Så er det op til de øvrige partier at forklare, hvorfor de har stemt dem ned.
Er der ikke flertal for de rød-grønne reformer, vil partiet naturligvis altid foretrække det næst- eller tredjebedste fremfor det værste. Det giver sig selv.
Man skal aldrig satse alle pengene på én hest. Også i den indeværende Folketingssamling skal Enhedslisten konstant forbeholde sig muligheden for at lave de mulige forlig med Socialdemokraterne, SF og fx DF, som kan skabe små forbedringer. Man skal fastholde ambitionen om at udfordre Dansk Folkepartis social- og arbejdsmarkedspolitik, teste om de mente, hvad de sagde i valgkampen, og vise befolkniingen resultatet af den test. Det er stadig en vigtig opgave. Ligesom det er en vigtig opgave at afbøde de værste virkninger af regeringens politik.
Men nu, hvor partiet ikke er en del af noget forpligtende flertal, og ikke længere kan anbefale befolkningen at bringe det gamle flertal til magten igen, må hovedopgaven være at fremlægge en visionær reformpolitik, som befolkningen så kan stemme på ved næste Folketingsvalg.
Dette skal slet ikke forstås som en kritik af Enhedslistens arbejde i Folketinget under Thorning-regeringerne. Jeg synes, at Enhedslisten løste den opgave, man havde stillet sig, fremragende. Og jeg kan ikke se, hvem der kunne have gjort det bedre, end den FT-gruppe, der var valgt, og folkene omkring den. Jeg kunne i hvert fald ikke selv! I 99 % af alle afstemninger havde jeg uden tvivl stemt, som gruppen gjorde, og den har talt fremragende for de valg, den har truffet.
At Enhedslisten i sin tid gik til valg på et arbejderflertal efter 9 år med VKO, ser jeg heller ikke som en fejl, men som en taktisk nødvendighed. Og det samme kan man vel sige om, at Enhedslisten accepterede en S-SF-R-regering, selvom partiet var gået til valg på noget andet. Det havde været umuligt at forklare, at man i stedet havde bragt Løkke til magten igen.
Men nu er der mulighed for at samle partiet ved at kigge fremad, og den taktiske situation er voldsomt forandret. Kun ganske få knytter noget fremtidshåb til en ny socialdemokratisk ledet regering. Og det er forståeligt. Vi VED, at Socialdemokraterne vil videreføre den ulighedsskabende, borgerlige lønpresserpolitik, hvis de får magten igen. Det kan venstrefløjen ikke kæmpe for.
Men risikerer Enhedslisten ikke at blive til grin, hvis man peger på et flertal, som aldrig har eksisteret i Danmark?
Jo, men man risikerer også at blive ligegyldige, hvis man peger på alliancepartnere, som faktisk har været prøvet, og som ikke vil Enhedslistens politik. Et alternativt flertal kan have lange udsigter. Men udsigterne til sådan et flertal er jo ikke uafhængige af, hvad man selv gør. Hvis man på forhånd afviser muligheden, tror jeg, at udsigterne vil være betydeligt dårligere, end hvis man sætter det på programmet og fortæller, hvad man vil med det. Der er tre år til at gøre en reformplatform klar og vinde befolkningen for den. 
Jeg siger ikke, at man ikke risikerer noget ved det. Der er altid en risiko for at blive latterliggjort, når man forsøger sig med noget nyt og svært. Men gør Enhedslisten det ikke, risikerer man at skulle bruge al sin tid, på at blot at skulle forklare befolkningen, hvorfor man har stemt for den ene og den anden socialdemokratiske halvgode og halvsløje 'pakke'. Enhedslisten vil meget mere end det. Man skal også turde noget mere, synes jeg.