fredag, maj 29, 2009

Den pinlige lov

Det er så forpulet pinligt, at vi har et kongehus, at vi formelt set lever i et monarki. Jeg vil gerne være stolt over at være dansk (hvorfor egentlig?), men det er svært, når man møder en tysker, og det skyldes ikke kun, at tyskerne tager alvorligt, at de er en af de fremmeste bærere af europæisk kultur og filosofi, at de gør så meget for at udbrede den litteratur, der skrives i landet, mens vi i Danmark intet gør, at tyskerne vinder i fodbold. Nen nej nej, det er sidespring! Spring tilbage igen.

Det er svært at være stolt dansker, når en tysker skoser vores fundamentalt udemokratiske forfatning. Det gør det ondt. Den udøvende magt er hos Kongen, og den lovgivende magt er hos Kongen og Folketinget i forening. Sådan står der i vores forfatning. Det er, skal vi tro, grundlaget for forvaltningen af den danske stat. Hvordan stemmer det overens med menneskerettighedernes forestillinger om, at alle er født frie og lige i rettigheder og værdighed? spørger tyskeren. Altså tyskeren! Hvad er en tronfølgelov? En angivelse af, hvor ulige vi er født i rettigheder og værdighed. Ja. Sådan er det.

Men det betyder ikke noget, siger jeg, siger danskeren. Det betyder ikke en skid, for Kongen, som er dronning, er bare et gummistempel. Hun er et gummistempel! Det er Folketinget, der bestemmer, der rationerer stemplets sværte. Grundloven er bare en ceremoniel tekst, som vi fejrer en gang om året. Så skal man altså ikke, tage jeres forfatning alvorligt, spørger tyskeren. Nej nej nej! Nej, da, det betyder ikke noget, siger man så. Nej da.

Men når I så kan holde forpligtende folkeafstemninger om EU magtbeføjelser, fordi jeres forfatning giver jer den mulighed, som andre landes forfatninger ikke gør, den beskyttelse af borgerne mod Folketingets magtfuldkommenhed, så skal man heller ikke tage det alvorligt? spørger tyskeren. Nej ... jo jo jo, for satan da! Det er helt alvorlig, helt afgørende med den magtspredning, den beskyttelse, som vi har i vores forfatning. Det kan man godt tage for gode varer. Lurpak, ren lurpak, det lover jeg dig!

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stemme til folkeafstemningen om tronfølgeloven. Jeg har heller ikke fået noget valgkort, så formodentlig skal jeg slet ikke stemme. Vi skal ikke have noget kongehus. Vi skal ikke have noget monarki, nogen tronfølgelov. Om det er en pige eller en dreng, der skal have lov til at lege monark, er uendeligt ligegyldigt. Ingen skal kunne arve magt. Man skal slet ikke kunne eje så megen magt, som Grundloven tilskriver monarken.

onsdag, maj 27, 2009

Min kære, kloge Matilde

Jeg har været tilbageholdende med at lægge tekster ud på bloggen. Årsagen er den, at ”l’homme-qui-crie” hurtigt begyndte at udvikle sig til en større tekstur, som jeg syntes det var vanskeligt, at plukke enkelttekster ud af. Men min kære, kloge Matilde har læst mine ting igennem, og overbevist mig om at noget af det godt kunne lægges ud, selvom der er tale om skitser. Det har jeg valgt, at stole på. To tekster er lagt ud i dag, og – hvem ved? – måske når jeg endda lidt mere, inden måneden er omme.

(Appendix til ”Rotten”: Som læseren kan se, har vi fået adgang til internettet på en anden café, som er god og dejlig, og som sjovt nok hedder ’Au Chat Noir’ (’Hos den sorte kat’) – tag dig i agt bette Rotte, tag dig i agt!)

Nattevandring

Den nat jeg mødte Råbemanden, havde jeg kort forinden fundet en hvid læderlænestol som stod under et stort, nyligt udsprunget træ, hvis blade en gadelampe gennemlyste. Jeg sad lidt i stolen, tænkte på noget, jeg nu har glemt, mens jeg drak af den dåseøl jeg kort forinden havde købt. Ved siden af lænestolen stod en bil parkeret, jeg mener det var en Lancia, ligeledes hvid, højre fordør bulet. I dens bagrude lå en fransk udgave af ’Labyrinter’ af den argentinske forfatter Jorge Louis Borges, meget gulnet og krøllet, og der lå en stor, hvid muslingeskal, en grøn, kunstig vandplante, sandsynligvis fra et akvarium, og ’Der Neue Grosse Shell Atlas’. På ruden sad et klistermærke fra Corsican Ferry Lines. Jeg fik en følelse – formentlig fremkaldt af de suggestive omgivelser; mennesketomme, gennem grønne, spæde blade oplyste gader – af, at alt dette var arrangeret for min skyld, eller at det kun var i mit hoved det eksisterede.

Et ubehag havde fyldt mig ved denne følelse, og jeg måtte hurtigt videre, over på den anden side af vejen, og op ad den lille gade Rue Léchevin (jeg har få øjeblikke inden skrivende stund fundet det på kortet), for at ryste den virkelige, konkrete verden tilbage i kroppen. – Men ak! som læseren måske allerede har anet, skulle det ikke gå sådan: Først faldt mit blik på en lille, robust bygning på hvis mur hang et billede af et par muskuløse, halvnøgne mænd i gang med noget hårdt, manuelt arbejde. Under tagryggen stod ordene: ’maconnerie béton armé’ med kraftfulde, svungne typer. Mine tanker fløj hurtigt omkring sovjetiske og nazistiske propagandaplakater, Pantzerarmeer, det tredje riges megalomane atlanterhavsvold. Det var ikke tanker, jeg ønskede at forfølge denne nat, så jeg skyndte mig videre, mens jeg forsøgte at beskæftige mig med noget så fornuftigt som arkitektonisk stilbestemmelse af bygningerne omkring mig. Men det er yderst begrænset, hvad jeg besidder af viden om arkitektur, så da jeg stødte på en besynderlig bygning som tilsyneladende ikke havde nogen indgang, men til gengæld adskillige store ruder som så ud som var de dækket af lammeskyer, var jeg igen fortabt:

Der var lys derinde, men ingen former trængte gennem skydækket. På en af ruderne stod der: ’Ménagerie de verre’ – jeg vidste at ’verre’ betyder ’glas’, men ’ménagerie’ forstod jeg ikke; den eneste association ordet vakte, var til det ’Ménagerie’ som ligger i Jardin des Plantes, og som er en zoologisk have – Paris’ første. Det var dyrene fra denne zoo, man spiste under hungersnøden, forårsaget af den prøjsiske belejring af byen i vinteren 1870-71. De eneste dyr som ikke blev spist, var aberne, som man følte mindede for meget om mennesker, og elefanterne, som var for dyre. For dyre? – Jeg finder det ufatteligt, at nogen har været så grådig, at vedkommende ville tjene penge på denne desperate nødsituation. Det siger sig selv, at de mange fattige i Paris ikke havde den fjerneste mulighed for at sætte tænderne i en zebra- eller girafbøf – de var henvist til at spise rotter og rødder fra byens træer (som også blev brugt til brænde i de kolde vintermåneder), mens overklassen kunne mæske sig i eksotisk vildt. Det har også undret mig en del, at man tilsyneladende kunne finde foder til elefanterne og aberne, mens størstedelen af byens befolkning var henvist til rotter og rødder – for man lod vel ikke de nuttede aber og de kostbare elefanter dø af sult?

Nuvel, det var ikke just social indignation der fyldte mit hoved den nat, men forestillinger om hvordan der kunne se ud inde i sådan en zoologisk have beboet af eksotiske dyr af glas. Meget stille måtte der være derinde, og lugtfrit. Jeg så for mig, hvordan natdyrene – slanger, edderkopper, flagermus – var udstillet i mørke rum, kun oplyst af en lampe under hvert dyr; deres smukke, enigmatiske farver, og deres store, tomme og alligevel gennemtrængende blikke.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod der og lod hjernen fantasere løs, men pludselig var jeg ude på gaden igen, meget bevidst om fortovet under mine fødder og trafikkens lyde omkring mig. Jeg drak resten af min øl, og satte dåsen fra mig på et summende elskab, og besluttede at det var bedst at komme hjem i seng, for at lade hjernen rydde op i nattens – for en provinsknøs som mig – overload af indtryk.

Rotten

Så sker det; jeg møder fandme det møgsvin igen, røven fra Al Taglio, jeg vidste jo at det måtte ske før eller siden: Jeg er ude at gå en tur, og bedst som jeg står og tænder mig en cigaret, ser jeg ham stå på den anden side af Rue Oberkampf, ligeledes i gang med at tænde sig en cigaret. Han har hætten godt trukket op over hovedet, det spidse, rotteagtige ansigt, med de smalle blå læber, dumme, onde øjne, og det ser ud som om han har grå skægstubbe i hele fjæset. Jeg kan virkelig ikke lide ham. Men vi får øjnekontakt, og han genkender mig. Så står vi der i finregnen og nidstirrer hinanden, puster røg ud, er stille. Men så kommer hun, og lægger sin arm ind under hans, og de går. Det knuser mit hjerte. Hvad laver hun sammen med ham? Hun er jo sød. Og han er jo ulidelig.

Mine udgydelser kræver vist en forklaring: For nogle dage siden var Matilde og jeg nede på Al Taglio, som er et pizzasted med wifi. Rotten ejer Al Taglio. Det er ren rutine for os; vi har ofte været nede på Al Taglio for at benytte os af deres wifi, da vi ikke har internet i lejligheden. Hidtil har det været fint, vi bliver behandlet godt dernede, de er så småt begyndt at kende os. Især hende som i dag viste sig at danne par med Rotten. Hun har tit været behjælpelig, når jeg ikke har kunnet få internettet til at fungere, og hun har været tålmodig med mit gebrokne franske, ligesom jeg har været med hendes gebrokne engelsk. Det er gået fint. Vi nød at komme der og drikke kaffe, være på internet, sommetider spise noget af deres pizza, som er virkelig lækker. Ingen problemer. Indtil altså for nogle dage siden, hvor Rotten stod bag disken. Han har været i butikken før, men ikke bag disken; normalt står han udenfor og ryger, eller i et hjørne, verdensfjernt kiggende (eller, nærmere: ondt skulende) ud af vinduet. Jeg har undret mig over hvem han mon var. Det skulle vi finde ud af: han er ejeren, ham der bestemmer:

Først forstår jeg ikke hvad der sker; Matilde har bestilt to café créme som sædvanlig, og så har han sagt noget; og nu står hun og kigger fortabt på mig, som er i gang med at rigge computeren til. Hun siger at vi skal købe pizza, jeg svarer: nå, ok. Så siger hun, at det vil hun ikke, når han skal være sådan et røvhul. Tilsyneladende har han som svar på hendes bestilling spurgt, om hun syntes det lignede en bar? Hun har svaret; undskyld? Og han har sagt, at man skal købe pizza. Det har vi ikke hørt om før. Det har ingen sagt, det står ingen steder. Og fair nok, at man har en politik, der siger sådan, men man behøver vel ikke være nedladende. Gør man? Den nar. Så blander den søde sig; hun siger til Rotten, at vi kommer her tit, at det er ok. Men han snerrer, at det rager ham en skid. Så pakker vi sammen og går. Han ønsker os en god dag.

Vi er rasende, taler meget om, hvad vi skulle have sagt og gjort, for at sætte ham på plads. Men det er svært når man sådan er blevet overrumplet, og så på et fremmed sprog. Han skulle stopfodres med sit pizza, skulle han, have kaffe hældt i øjnene, han skulle bede om nåde. Nej, vi skulle have haft vandpistoler med som vi kunne sprøjte ham i fjæset med. Man skulle altid gå med vandpistol.

Og kære læser, vi vil også anbefale dig at holde dig væk fra Al Taglio, vi vil gerne skade Rotten, og skåne dig for lignende lidelser (mennesker bør hjælpe hinanden, mener vi). Egentlig er det synd for rotterne, at kalde ham Rotten (de har været så meget igennem; spist under Paris’ belejring 1870-71 etc.). Den eneste ægte rotte jeg har set hernede så ganske sød og tilforladelig ud; den ville vist lege med nogle ællinger som lå og dovnede; men straks de fik øje på den kære rotte, skræppede de op og jog den væk.

Skulle du alligevel, kære læser, være drejet ind op Rue Nueve Popincourt fra Rue Oberkampf, så sørg for at smile sødt og forstående til de kvindelige ansatte, som måske står udenfor Al Taglio og holder rygepause. Og skulle du se en mager rotte stå samme sted, så glem ikke at stirre ondt på ham, ræk eventuelt tunge. Og drej så umiddelbart efter Al Taglio til højre ned ad Rue Ternaux. Her vil du, knap hundrede meter nede, på hjørnet af samme Rue Ternaux og Rue Jaquard finde et fantastisk sted: Paris Féni. – En lille bengalsk café som laver noget af det bedste kaffe, vi har fået i Paris. Og så er det tilmed billigt. Man kan også nyde en af deres lækre risretter, som tilsyneladende alle indeholder ristede løg. Det er meget overraskende, jeg forbinder almindeligvis ristede løg med remouladedækkede spegepølsemadder eller hotdogs (som begge er glimrende retter, især hvis man har tømmermænd), men i disse risretter virker de ristede løg pludselig helt eksotiske og utroligt delikate. Prøv det. Og drik en af deres hjemmelavede juicer til, der er mange lækre varianter: fx én med gulerod, ingefær og appelsin. Mens man indtager sit festmåltid, kan man sidde og nyde facaden på det overfor beliggende Hotel Luna-Parc: den er så grå og krakeleret at man må tro, at det er design; den ligner nemlig en månepark, et stilhedens hav. Og, nåja, betjeningen er venlig og høflig, og ofte ser man de to bengaler i køkkenet stå og danse og synge med på den musik de har på anlægget; det kan være alt fra PJ Harvey til herlig sitarpop.

fredag, maj 22, 2009

Flyskræk

Du er bange for at flyve, men du flyver hele tiden. Du skal til internationale forskerkongresser i Helsinki eller Wellington. På refugieophold i Damaskus. Du skal ud at flyve med din lille dødsangst. Så er det mig, du ringer til. Jeg skal tale din puls ned i normalområdet. Det kan jeg godt. Vi snakker om heste med rolige muler eller om koalabjørne. Det er også godt med fugle, når blot de ikke er for store. Fugle falder ikke ned.
Det hjælper, mens vi snakker, men bagefter er angsten der endnu. Der er det så, jeg skal love dig at gøre noget bestemt, mens du er i luften. Jeg skal holde håndfladerne op mod himlen som for at bære flyvemaskinen sikkert hjem. Jeg skal sørge for, at den ikke falder ned. Det er vanskeligt for mig. Jeg er ikke særligt overtroisk. Jeg tror ikke på den slags. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at gøre den lille dramatiske gestus en gang i kvarteret, mens du hænger deroppe. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg gør det, fordi jeg alligevel tror, det hjælper. Det håber jeg ikke. Eller om det bare er, fordi jeg ved, du tror, det hjælper. At det gør dig mere tryg, at du ved, jeg gør det. Og så bliver jeg nødt til at gøre det. Sådan noget kan man ikke lyve om.
Måske gør jeg det i virkeligheden for min egen skyld. Fordi jeg ikke ville kunne holde ud at tænke på, at det måske var min skyld, hvis du faktisk faldt ned. Blot mistanken. Er jeg så alligevel overtroisk?
Men på det sidste er det kommet til at handle om noget andet end blot det almindelige flystyrt. Du er blevet bange for terrorisme. Det er ikke så underligt, når man flyver fra Danmark. Den muslimske verdens fjende nummer tre. Efter Israel og USA. Værst er det, hvis du flyver fra Danmark med en maskine fra England. Fjende nummer fire. Hvis en terrorist sprængte flyet i luften, ville det være lige meget, om jeg holdt hånden under. Du ville dø alligevel. Det er derfor, jeg skal krumme hænderne, folde dem som for at pakke flyvemaskinen ind i dem, holde sammen på den, hvis den skulle sprænges. Det er værre. Jeg føler mig narret. Hvis nogen så mig, ville de tro, jeg bad til Gud, og det er vi ellers enige om, at du ikke kan forvente af mig.

mandag, maj 18, 2009

Om Råbemanden

Lars Bo og jeg er via sms for længst blevet enige om, at Råbemanden blev væk, fordi han havde fået et godt måltid mad, han havde fået kylling, havde han. Hvem råber med maven fuld af kylling?

Vi har alle en råbemand, om ikke i os, så uden for vores vindue, eller for mit vedkommende på vej til den økologiske bager, hvor min råber sværmer.

Råbemanden har fået sin genkomst i byernes liv herhjemme i Danmark, efter distriktspsykiatrien slog igennem. Vi spærrer ikke folk inde i samme udstrækning, som vi gjorde tidligere i det tyvende århundrede, før firserne (?). Jeg husker det ikke præcis.

Jeg tror, det er godt, at vi ikke afskærer 'den anden fornuft' fra at møde 'den sædvanlige', at der er en udveksling mellem dem. Det betyder ikke, at 'den anden' i reglen giver os lige så kvalificeret et bud på, hvordan man bedst forvalter sit liv i et samfund, som 'den sædvanlige' gør. Det gør den ikke. Jeg tror ikke, at den gale er fri eller i kontakt med en højere fornuft, som vi skal eller kan overtage.

Men med ujævne mellemrum lykkes det alligevel 'den anden fornuft' at pege på ufriheder, absurditeter og selvbedrag hos 'den sædvanlige fornuft' på en måde, som denne ikke selv kunne gøre – heller ikke gennem kunsten, som sjældent bliver helt så modig som 'den anden fornuft'. Kunsten, eller kunstneren, har næsten altid noget at tabe.

Vi har brug for Råbemanden, og Råbemanden har så sandelig også brug for 'den sædvanlige fornuft' for at kunne støde imod, men også for at kunne overleve i praksis.

Men hvordan undgår vi at blive gæster i en safaripark, belurere? Hvordan undgår vi at tolerere ihjel?

tirsdag, maj 12, 2009

l'Homme-Qui-Crie

Det er nogle dage siden, lidt over midnat. Jeg er alene hjemme på værelset på 79, Avenue Parmentier. I Paris. Men værelset er en anden verden, det ligger ikke i Paris. Sådan føles det. Jeg bliver en smule overrasket hver gang jeg træder ud af hoveddøren og står midt i en storby.

Værelset er vores helle. Det minder om et sommerhus. Meget lille. En seng, et bord, et par stole, tekøkken, bruseniche, toilet på gangen. Træloftet bølger, det er damp fra badet der har gjort det. Der er sommerhuslitteratur, efterladt af tidligere beboere, på reolen: Agatha Christie, romantiske romaner, ingen spil dog. Alt er holdt i hvidt; væggene, loftet, bordet, sengen. Et rullegardin af sammenbundne, tørrede siv gemmer varmtvandsbeholderens funktionalistiske grimhed.

Men: der hænger et stort kort over Paris’ metro over sengen. Det fletter sig ind i vores drømme: underjordiske haller, mørke gange, stationernes navne: Parmentier, Arts et Métiers, République, Place d’Italie, Gare du Nord, Gambetta, Châtelet. Og linjernes farver: Rød, grøn, gul, brun, orange, blå, lilla etc. Fjorten i alt. Og jernbanelinjerne, sporvognene, busserne, Seines blå bue, de grønne skove, beboelsesområdernes sandfarvede plamager, og Périphérique-motorvejens hvide, tosporede cirkel som følger den gamle bymur, og deler det historiske centrum fra forstæderne. Vi drømmer om rejser, togskift, perroner, perroner, rulletrapper, mumlen fra tusinder af munde, skygger, tasker som bliver væk, fundet igen. Vi kommer frem og skal videre. Og så vågner vi, og drømmen kan fortsætte. Men først kaffe, først yoghurt med müesli, og et bad, og kys og kram.

Jeg er alene hjemme denne nat. Matilde er ude at danse med nogle veninder. Jeg venter. Men ikke på hende, hun skal nok komme hjem, ingen grundt til at vente, intet at være nervøs for. – Jeg venter på ham vi kalder l’Homme-Qui-Crie; Råbemanden. Han er et pejlemærke, plejer at komme på dette tidspunkt, denne lokale galning, én af dem. Vi mener at han må have en fast rute, nat efter nat gennem labyrinten. Han er harmløs, men vred. Rasende. Og ligesom han har sin faste rute, sine faste tidspunkter, spyer han galde ud i en fast rytme: da-damdam-DA, da-damdam-DA. Sommetider svarer folk ham fra caféerne, den anden side af gaden, vinduerne. Som et kor, et ekko. Han er kendt, ventet, har sit publikum. Men med vores begrænsede franskfærdigheder (og Matildes er bedre end mine) forstår vi ikke et ord af hvad han siger. Og dog: for et par uger siden mødte jeg ham tilfældigt på en af mine nattevandringer, og det lykkedes mig at opsnappe et ord, en frase: racistes … perdue la tête. Det var sådan jeg hørte det. Og det kunne jeg så oversætte med sådan noget som, at racister skulle have hovedet kappet af. I Paris kapper man jo gerne hovedet af folk, man ikke kan lide. Men jeg kunne jo have misforstået eller fejloversat. Og de tre punktummer repræsenterer en passage jeg ikke forstod. – I vores fransk-dansk-ordbog (fra 1960) står der under ’tête’ ikke noget med ’perdue la tête’, men man kan sige: ’avoir qc. par-dessus la tête’; det betyder at ’sidde i n. til op over Ørerne', eller at ’have fuldt op af n.’. Og det gør han i hvert fald, og det har han i hvert fald. Det vidste jeg sådan set godt i forvejen. – I Råbemandens tilfælde siger det ikke så meget, hvilken galde han spyer ud, men mere hvordan han gør det. De ord han sætter på sin vrede, kan sikkert skifte hver aften, måske ved han ikke engang hvad han er vred på, det kan være hvad som helst, alt, han er for længst forsvundet for sig selv. Blevet ren form. Måske. Jeg ved det jo ikke. Et sted i mig er der noget, der vil sige, at han er fri. Men det kan jeg ikke få mig selv til at sige er sandt. – Da jeg mødte ham den nat, ænsede han mig ikke, selvom vi gik tæt forbi hinanden, i hver sin retning. Men hans råben satte sig dybt i mig, og blandede sig senere med mine drømmes underjordiske togrejser. Hele den næste eftermiddag måtte jeg bruge på at gå ham ud af mig. Så vidt muligt.

Fordi jeg venter på Råbemanden, kan jeg ikke tage hovedtelefoner på, ikke gemme mig i musik, og jeg kan ikke lukke vinduet. Derfor vælter byen ind i mig, fulde, syngende mennesker, trafik, udrykninger. Jeg vil have fred. Men jeg venter. Og tiden går. Klokken bliver to. Kvart over. Han kommer ikke. I aften udebliver han. Skal jeg være bekymret? Hvad skal jeg bruge det til? Jeg gør ingen forskel i hans liv. Måske er han blevet slået ned, måske har han valgt en anden rute, er kommet i godt humør, måske sover han. En enkelt gang har jeg ud gennem vinduet set Råbemanden tabe en baguette, uden at han opdagede det; men en forbipasserende samlede det op og gav det tilbage til ham. Råbemanden samlede sine hænder som til bøn, for at vise sin taknemmelighed, og bagefter sad han lang tid i stilhed på en bænk, mens han ufravigeligt betragtede baguetten, som var den et uudgrundeligt mysterium.

Jeg kommer overens med, at Råbemanden ikke kommer denne nat. Og jeg er træt. Jeg vil gå i seng. Når Matilde kommer hjem, vil hun lægge sig ind til mig, og måske vågner jeg kort, og vi giver hinanden et kys. Hun lugter sikkert af alkohol og cigaretrøg, og det vil sikkert irritere mig. Men nogen katastrofe er det ikke. Og i morgen vågner vi, og jeg vil lave morgenmad til os. Og så må vi se, hvor vi har lyst til at tage hen.

søndag, maj 10, 2009

Orddelinger

Jeg samler på orddelinger. Her er 13 rigtige:

træ-kvinde
par-klamper
læges-tab
bi-lejer
farvel-and
majs-ole
lærebogs-ide
tredjes-tørst
i-skagen
søge-lænder
vindue-spolering
liv-snyder
meta-larm

torsdag, maj 07, 2009

Spanden

Det er dit lille trick med at lade spanden med det skidne gulvvand stå fremme, så ingen er i tvivl om, at du har vasket gulvet.

mandag, maj 04, 2009

Godt nok knap

Hvis en ny måde at bruge et sprogligt udtryk på i praksis fungerer sideløbende med en gammel, gør Dansk Sprognævn det typisk valgfrit at bruge den ene eller anden måde. Dansk Sprognævn forholder sig pragmatisk til fejlagtig anvendelse af danske ord og udtryk.

Det er for sent at redde ’bjørnetjeneste’, så lad os i stedet tage et af de udtryk, som er i akut fare for at lide samme skæbne:

”Godt tre meter” betyder ”lidt mere end tre meter”. ”Knap tre meter” betyder ”lidt mindre end tre meter”. Men der er en del yngre danskere, som ikke har lært, at det er sådan, de to udtryk bruges. Måske fordi, ingen har turdet rette dem, når de har brugt udtrykkene forkert. Måske fordi, de aldrig har haft brug for at save et bræt ud på godt tre meter.

Uanset hvorfor, så er en del danskere begyndt at bruge ordet ”godt” i betydningen ”lidt mindre end”, altså som erstatning for ordet ”knap”.

Det er vigtigt, at man i stedet for at sige, at ”godt” kan betyde enten "mere end" eller "mindre end" efter forgodtbefindende, retter børn, når de bruger udtrykket forkert. Hvis ordet kan betyde begge dele, betyder det ingenting. Det bliver uanvendeligt i den evige kamp for at overføre præcis betydning fra en bevidsthed til en anden.

Fodboldspiller

Du sparker til bøtten, den får god højde på.
Det fortryder du, når du mærker de slimede nudler sjaske op fra China-boxen, tænker jeg. Dine bare ben. Du sparker til den tre gange, mens du tager Rådhuspladsen med skridt, som ikke må blive længere i den nederdel.
Første gang ligger boxen i vejen. Du sparker den væk. Du skal ind på rådhuset. Det er en hvid nederdel, så du har travlt. Anden gang er det tydeligt, at du spiller fodbold. Du accelererer frem mod den og nyder din tåhyler.
Resten af selskabet er der allerede. De venter på plateauet foran indgangen. Det er dig, de venter på. Jeg kan se, det er dig. Nogen begynder at hviske. Du ser dem hviske.
Så vender du dig, griner fortroligt til mig og sparker boxen op mod vinden, så sojasovsen støvregner ind over din overstadige dans.