onsdag den 4. april 2018

Peter havde et godt hug med begge skanker

Peter havde et godt hug med begge skanker, men kunne bedst lide at skyde fra distancen med den venstre.

Når Peter var værst, afsluttede han på alt, hvad han fik at arbejde med over midterlinjen. Når han var bedst, snød han med en helt uventet dribling to spændstige treogtyveårige knægte med lækkert hår og så af sted, tre skridt ned mod baglinjen og lagde den skråt bagud med et fjernt smil i den bortvendte side af ansigtet. Også selvom det allerede var længe siden, at Peter havde været treogtyve, spændstig og indehaver af lækkert hår.

Min tidligste erindring om Peter er fra 1971 eller deromkring. Jeg må have set ham adskillige gange inden, men jeg husker ham først fra den dag, hvor han pludselig stod sammen med sin mor i vores kolde gang i Fiskerhuset. Hans lyse hår nåede til midt på ryggen.
– Han vil ikke klippes, forklarede Ulla.
Og jeg undrede mig først over, at dette var noget, han selv bestemte. Han var 4-5 år, jeg var lidt ældre, misundelig og forarget. Langt senere undrede jeg mig også over, at han havde taget det valg, at han ville være langhåret, at han tænkte over det så tidligt, og hvad han ville med det.

Jeg husker, at Peter og Thomas et par år senere spillede fodbold sammen og mod hinanden på en plæne nær deres hjem. De lignede ikke fodbolddrenge, tænkte jeg, men de var gode til det. Peter var hurtig på benene og ville hele tiden drible. Og jeg husker endnu senere, i Bigum, Peter har vel været ti, Thomas fire år yngre, Peters far Hans nøgternt fortælle, at Peter var venstresocialist som han selv, mens Thomas var konservativ. Jeg undrede mig igen over, hvordan en dreng på den alder kunne vide det.

Da han var fjorten, vidste Peter noget andet, nemlig at det gamle ord om, at man skal yde, før man kan nyde, fungerede ikke for ham.
– Nej, man skal nyde, før man kan yde, provokerede han.
Min far kunne ikke tage det, men jeg syntes, Peter havde ret. På en måde.

Peter var venstresocialist, også da han voksede op som en ung mand. I 1980'erne blev han aktiv i Venstresocialisternes Ungdom, opdagede jeg pludselig, da jeg så hans navn under nogle programforslag, jeg skulle tage stilling til. Så mødtes vi igen efter en del år, hvor vi var gledet helt væk fra hinanden. Vi var havnet på hver sin side i en intern parti-strid. Mest fordi vi boede i hver sin by, Peter i Holbæk og jeg i Århus, men det var sjovt at være på partikongres med sin langhårede fætter. Han læste hele tiden, når han ikke drak, nogle gange også imens. Jeg kan huske, at han på kongressen læste Demokratiet i lasten af Preben Wilhjelm, Erik Siegsgaard og Klaus Birkholm, som jeg også selv var optaget af på det tidspunkt.

Peter og en anden Peter fra Holbæk var utilfredse med måden, VSU's ledelse fungerede på. Jeg tror egentlig, de havde ret i deres kritik, men jeg kunne ikke se det dengang, formodentlig fordi jeg selv var en del af ledelsen. Så meldte Holbækafdelingen sig kollektivt ud af VSU og ind i SFU. Undtagen Peter, som bare meldte sig ud. VSU duede måske ikke rigtig, men SF'erne var da helt uinteressante.

Jeg huskede ham som et vildt barn, men nu var han rolig, ironisk og velformuleret. Han var en storebror, som skulle passe på sine små brødre, men han var også i permanent opposition til nogen og noget.

Så forsvandt han igen for mig i nogle år. Da jeg endelig så ham igen til en familiefest i Næstved, var hans krop forandret af medicinen, det meste af håret var klippet af. Jeg kunne næsten ikke kende ham, men joggingbukserne med de posede knæ og gummistøvlerne afslørede ham. Det kan være atten år siden nu, måske endnu mere.

Efter endnu en pause i vores venskab, fandt vi igen hinanden, da jeg flyttede til København for at gå på Forfatterskolen. Peter læste filosofi på universitetet. Måske også psykologi. Han havde først læst samfundsfag på RUC, men var så blevet mere interesseret i filosofien, helt ligesom mig selv, og nu prøvede han at få nogle meritter overført fra RUC til filosofisk institut på Københavns Universitet.

Peter boede på Øresundskollegiet på Amager, mens jeg selv boede selv længere ude ad Amagerbrogade, men vi kunne enes om at mødes på Ingolfs Café ude hos mig. Der kunne vi begge lide at komme. Vi talte overraskende meget om fodbold og kvinder. Peter var egentlig genert, når vi kom ind på det med damerne, men der var en, han godt kunne lide ude på RUC.
– Jeg har stadigvæk for meget angst, sagde han, da jeg spurgte, om han havde inviteret hende ud.
Han kunne ikke klare sig uden angstdræberne, men de tog ikke det hele.

Jeg begyndte at spille bold med Peter i Svanemøllehallen. Det var sammen med fætter Andreas og Peters lillebror, Simon, og deres kammerater fra Film og medier. De var langt yngre end Peter og jeg, men det gik. Indimellem spillede vi også på Amagers græs.

Peter læste Marx, Freud og Hegel, så Frankfurterskolen og i de sidste år var det først og fremmest Heidegger, han tog det hele fra bunden af, skøjtede ikke hen over temaerne i sekundærtekster og gennemtyggede grundbøger. Han var forsker, teoretisk forsker i livets grundvilkår.

Selvom Peter var venstresocialist (spirituel humanist, kaldte han det i de sidste år), heppede han ikke på venstreorienterede St. Pauli fra Hamborg. Hans tyske klub var Bayern München, i Italien var det AC Milan og Real Madrid i Spanien. Han kunne bedst lide (de 'fascistiske') storklubber med teknisk stærke, taktisk disciplinerede spillere på alle pladser. Hold, som kunne køre bolden rundt i egne rækker i evigheder og tålmodigt vente på en åbning.

Sidste gang, jeg så Peter, var da jeg besøgte ham på hospitalet to måneder, før han hoppede ud ad vinduet. Han havde indlagt sig selv med akut angst, og jeg kunne godt se, at han ikke var på toppen, det er klart, men han havde ikke mistet sin sørgmuntre kynisme, den lille sarkasme, som holdt ham på armslængde af sin angst, når han var sammen med andre. Jeg havde Morti Vizkis samlede digte med til ham. Vizki tog sit liv som 41-årig. Den gave var ikke det eneste, jeg fortrød i forhold til Peter. Det havde intet kostet mig at besøge ham en gang om ugen.

Op mod jul tog lægerne den angstdæmpende medicin fra ham, samtidig med at han blev hjemsendt fra hospitalet, og terapeuten tog på ferie. Så havde han ingenting at støtte sig til. Simon fortalte, at Peter ikke ville se nogen. Det var ikke gode tegn, og da Andreas ringede til mig, mens jeg stod og underviste unge fillippinere og kinesere i dansk, vidste jeg straks, hvad der var sket.

Peter ville gerne komme frem til at kunne yde, men han kunne aldrig få det, han skulle nyde først.

Da vi havde lempet kisten ned i hullet, fik jeg øje på hans navn. Jeg husker ikke længere hvor, men det har vel været på stenen. Han havde aldrig brudt sig om sit andet fornavn, Allan, og nu havde han endelig fået det skiftet ud med et mere eksotisk. Det nåede jeg desværre ikke at skrive ned, og nu har jeg glemt det. Men Simon må kende det. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om navnet har en særlig betydning. Det er vanskeligt at forestille sig andet.

Nej, jeg husker galt: Også når Peter var bedst, hakkede han for det meste til bolden med det samme, hvis han fik den over midterlinjen.

2 kommentarer:

Karl sagde ...

Kære Jens …

En meget smuk, interessant og klog tekst. Du beskriver en dreng, som jeg husker endnu tydligere, når jeg læser din tekst.

Tak skal du ha'

Kærlig hilsen

Gammel Karl

Jens Peter Kaj sagde ...

Tak, Karl! Det er nu engang min måde at huske på. Jeg ville ønske, at jeg var bedre til de mundtlige fortællinger, så jeg fx kunne dele flere erindringer med mine børn, men det må blive sådan her. Kærlig hilsen Jens