For første gang siden efteråret 1984, hvor jeg som 18-årig meldte mig ind i Venstresocialisterne, er jeg nu ikke medlem af noget parti. Ja, vel strengt taget siden jeg sammen med to venner i 1982 stiftede det ikke-marxistiske venstrefløjsparti Humanisterne. Vi var tre ivrige teenagere og blev aldrig flere, men vi havde et partiprogram og holdt møder på mit værelse. Hvis vi tæller det med, har jeg været medlem af et parti i 40 år. I dag har jeg meldt ud af Enhedslisten, som jeg var med til at stifte i 1989.
Min udmeldelse er som sådan ingen 'historie'. Dertil har jeg spillet for ligegyldig en rolle i partiet. Men jeg vil gerne forklare partikammerater, venner og diskussionspartnere fra de sidste mange år, hvorfor jeg ikke længere ønsker at være medlem. Praktisk grund Der er en banal praktisk grund, nemlig at jeg de sidste ti år har boet uden for Danmark og derfor ikke rigtig har haft nogen hverdag med og i partiet ud over de altid ubehagelige debatter i Facebookgruppen Stol På Det Røde Ø. Debatkultur Der er også en kulturel grund, som hænger sammen med den ovennævnte, nemlig at jeg ikke føler mig hjemme i Enhedslisten længere. Den evigt personlige og/eller taktisk inficerede debatkultur i partiet er ikke noget for mig. Jeg forsøger af bedste evne at diskutere politiske og organisatoriske problemer på en principiel måde, men det har ingen gang på jord i Enhedslisten. Der er altid en bagtanke med de interne debatter. Det handler ikke om sagen, men om hvilken gruppe inden for partiet, der kan vinde et point. Fra en side handler det om at fremstille partiledelsen og/eller folketingsgruppen så ufordelagtigt som muligt. Og fra en anden side, nemlig ledelsens og ledelsens støtters side, handler det om at fremstå ufejlbarlig, omtolke nederlag til sejre, udskamme medlemmer, som er uenige med ledelsen, og så i øvrigt inddrage menige medlemmer så lidt som muligt i beslutningerne, før de reelt er truffet. En principiel diskussion af politiske og organisatoriske emner, hvor emnerne diskuteres for deres egen skyld og ikke som våben i en magt- og fraktionskamp, finder man ikke i Enhedslisten. Og nu vi er ved fraktionskampene, så er partiet unægteligt også et trøstesløs ørken at navigere rundt i, når man ikke hører til nogen fraktion, men tager stilling til spørgsmål uden skelen til, hvem der måtte være enig eller uenig. Man skal altid kigges ud: Holder man i virkeligheden med de 'rigtig revolutionære' eller med det pragmatiske hængedynd i ledelsen eller Folketinget. Når uenigheder altid kædes sammen med tilhørsforhold til grupper, tendenser eller fraktioner, bliver diskussionerne aldrig ærlige. Synspunkter i en diskussion bliver blot til stedfortrædere for positioner i en magtkamp. Nu har jeg været vidne til det spil, siden jeg meldte mig ind i VS i 1984. Det gider jeg ikke længere. Jeg er ikke en del af nogen magtkamp, jeg har ingen magtambitioner overhovedet og er bedøvende ligeglad med, om den ene eller den anden fraktion i partiet scorer et point i diskussionen.Den endeløse forlovelse
Jeg orker heller ikke længere at være medlem af et parti, som ikke rigtig kan finde ud af at være et parti. SAP kalder sig ikke for et parti længere, men så vidt nogen overhovedet kan få at vide, hvad der foregår i den forening, fungerer de stadig som et parti i partiet. Det er ærligt talt en ynk, at vi ikke er nået videre med integrationen efter 33 år. Og det er efter min mening medvirkende til at skabe mistillid og dårligt arbejdsklima i Enhedslisten.
Partileder og topstyring
Der er også andre organisatoriske grunde til, at Enhedslisten ikke er mit parti mere. Og det er blandt andet den tiltagende topstyring. Hierarkiet i Enhedslisten bliver stadig mere udtalt. Vi har nu reelt en formand. Allerede Pernille Skipper titulerede offentligt sig selv som partileder, og Mai Villadsen har ikke gjort noget for at afmontere den opfattelse af, hvilken rolle folketingsgruppens politiske ordfører spiller.
Skipper fyldte også rollen som partileder ud, fx da hun offentligt undsagde og udskammede Jonathan Simmel for en udtalelse, som på ingen måde var i modstrid med vores vedtagne program. Han havde nemlig ikke "talt om muligheden for en væbnet revolution i Danmark", men sagt, at der kunne tænkes en situation, hvor en demokratisk socialistisk stat blev nødt til at forsvare sit nyvundne socialistiske demokrati med våben. Og det er vel en ret banal konstatering, med mindre man er 100 % pacifist. Mon man kan finde en eneste borgerlig politiker, som i fulde alvor ville sige, at der ikke kunne tænkes en situation, hvor den danske stat skulle forsvare sit borgerlige demokrati med våben? Det gør staten jo de facto hele tiden. Og 100 % pacifistisk er Enhedslisten tydeligvis ikke. Det så vi ikke kun i Libyen. Nu har Enhedslisten for nylig stemt for at sende våben til Ukraine, og de ledende kadre har gjort det til vores de facto-politik, at vi ikke skal ud af NATO. Det er nemlig et populært synspunkt, mens det ikke er populært at ville forsvare et socialistisk demokrati. Jeg har aldrig mødt denne Simmel, er ikke i fraktion med ham og har aldrig stemt på ham i interne valg, men den formandsagtige måde at 'løse' en konflikt på ved at tromle en 'underordnet' uden at lytte, støtte og prøve at forstå, viser meget godt, hvad det er for en rolle, folketingsgruppens politiske ordfører har fået.
Banke på plads-kulturen
Vi har fået en banke på plads-kultur i partiet. Folketingsgruppens politiske ordfører skal banke medlemmer på plads, hvis de udtaler noget, som hun ikke synes er opportunt for partiet. Det behøver ikke engang at være noget, som strider mod partiets vedtagne politik. Hvis blot det er noget, som hun er bange for kan være upopulært, så må hun banke på plads. Det er endnu aldrig set, at ordføreren i stedet har forsøgt at forstå og tolke det upopulære (måske lidt for nuancerede) udsagn så venligt som muligt over for pressen. Tværtimod skal disse slemme udsagn altid fordrejes af ordføreren og fremstilles så ufordelagtige som muligt – og så får de ellers hammeren. Det er en organisationskultur, der er svær at skelne fra Dansk Folkepartis, og den er dræbende for engagement og åben diskussionslyst. Ordføreren kunne i stedet være en kammerat og forsøge at forstå de upopulære udtalelser ud fra deres intentioner. Eller bare nøjes med at sige, at sådan mener det eller det medlem, Enhedslisten er et bredt parti med mange forskellige anskuelser, og så i øvrigt slå fast, hvad der er partiets vedtagne politik. Men sådan tør vi ikke gøre i Enhedslisten. Vi banker på plads. Så ser vi stærke ud. Og vi ligner alle de andre.
Mediemaskinen
Partiet skal være pæn mediemaskine, som ikke giver mislyde fra sig. Der må ikke slippe udsagn fra medlemmer ud til pressen, som kan virke anstødelige eller ude af trit med, hvad den pæne, moderne hipstermidte i københavnsk politik tænker. Og budskaberne fra partiets medlemmer må for alt i verden ikke være komplekse. Verden skal skildres enkelt og deles op i sort og pink. Alle andre farver er for svære for vælgerne at håndtere og kan derfor let blive fejlfortolket. Vi må for alt i verden ikke sige noget, som er svært at forstå, første gang man hører det.
Sådan bliver ingen klogere, og de menige medlemmer fungerer som ligegyldige, brægende får uden nogen betydning for politikudviklingen overhovedet, men vi risikerer ikke at skubbe midtervælgerne fra os i processen.
Topstyringen
Og under den politiske ordfører har vi så gruppeledelsen, og under gruppeledelsen selve folketingsgruppen, som vedtager selv store reformprogrammer uden om den valgte ledelse. Derfor er Hovedbestyrelsens magt svundet ind. HB er politisk svækket over for folketingsgruppen, fordi MF'erne er fuldtidsansatte og dertil har en hær af fuldtidsansatte politiske sekretærer. HB's egen hær af ansatte er Landskontoret, som IKKE er politiske, men organisatoriske medarbejdere og derfor ikke styrker HB politisk i nævneværdigt omfang.
Organisatorisk spiller HB heller ikke den store rolle, da de mødes for sjældent til at kunne fungere som organisatorisk ledelse for partiet. Den rolle har FU.
Årsmøderne er partiets formelt set øverste myndighed, men stærke kræfter i ledelsen forsøger løbende at svække dets reelle magt, fx ved at foreslå, der skal kun være årsmøde hvert andet år. Lad os se, om det bliver til noget. Og lad os se, om de permanente angreb på partiets rotationsregler bliver til noget. Foreløbig er forslagene stemt ned på Årsmødet, det er godt, men de bliver ved med at dukke op og som oftest lanceret af magtfulde medlemmer, hvis egen magt vil blive befæstet af de foreslåede ændringer. I stedet for at være stolte af vores partidemokrati, fejre det, prale af det, udvikle og udvide det og invitere medlemmerne til at benytte sig af det, er man nødt til konstant at forsvare det mod dets stærke fjender i partiet. Det er altsammen en del af spillet om magten. Det spil har sin egen inerti, hvor ledelsen i stadig stigende grad får held til at styrke deres egen position og holde de menige medlemmer fra fadet.
Hvorfor er topstyringen et problem? Ja, det er den naturligvis, fordi partiets overordnede mål netop er at nedbryde de hierarkiske strukturer i samfundet og altså fremme en mere flad magtfordeling. Det er vanskeligt med troværdighed at arbejde for noget, man ikke praktiserer selv, noget som man tydeligvis ikke rigtig tror på.
Topstyringen resulterer også i en passivitetskultur. Hvem gider at være aktiv, når man ingen indflydelse har? Enhedslisten er i dag ikke et aktivistparti, men en vælgerforening med en professionel hat på, et parti som så mange andre. Det er der nu flere grunde til. Mange tidligere aktivistopgaver løses nu af Landskontorets ansatte. Hvorfor skal Landskontoret eksempelvis arrangere årsmøderne? De gør det fint, men for mig at se ville det være langt sundere for partikulturen, hvis den opgave gik på skift mellem afdelingerne, eller mellem de afdelinger midt i landet (fx på IC-strækket fra Odense til Aarhus), som har flere end 50 medlemmer. Det kan sådan en afdeling sagtens klare. Jeg har selv været med til at arrangere årsmøde som en del af både Odense- og Århus-afdelingen. Det behøver ikke at være så strømlinet og tv-rettet, som årsmøderne er i dag. Man kan sagtens både holde møde og overnatte i en idrætshal. At deles om store praktiske opgaver af den type er kun godt for sammenholdet og aktivistkulturen i afdelingerne.
Topstyringen fører desuden til politisk og organisatorisk fantasiløshed, fordi medlemmernes initiativer drukner på vej op gennem hierarkiet og aldrig bliver til noget. Ledelsen kan bedst lide deres egne idéer, så det er dem, der bliver vedtaget. Derfor er det i dag en langt mindre (og mere indspist) kreds af personer, som bidrager med væsentlige politiske og organisatoriske initiativer end før, og derfor ligner det hele mere eller mindre hinanden og bliver gråt i gråt.
Naturligvis er der forskelle fra afdeling til afdeling. Der er også mange lyspunkter (det manglede bare). En ven fra Odense-afdelingen fortæller mig, at de i praksis arbejder med en flad struktur, men på landsplan er det en anden sag.
Smide ud-kulturen – Intolerance og ensretning
Skal man smides ud af Enhedslisten, fordi nogen mener, man opfører sig træls?
Enhedslisten har et generationsproblem. Kommunikationen mellem den unge og yngre magtelite i partiet og de udgrænsede ældre medlemmer fungerer i det store hele ikke. Og partiets ledelse har valgt at løse problemet ved at smide de ældre medlemmer ud, som ikke opfører sig i henhold til de yngre medlemmers adfærdskodex.
Et eksempel på det er eksklusionen af Viggo Jonasen.
Der er intet i den adfærd, som har ligget til grund for eksklusionen af Jonasen, der ligger ud over, hvad der var helt almindelig, småtræls adfærd, da han meldte sig ind i Enhedslisten i 1993. Femogtyve år før sin indmeldelse i Enhedslisten, hvor Jonasen begyndte som politisk aktiv, ville man ovenikøbet næppe have rynket brynene over den adfærd.
En af hovedankerne mod Jonasen har været, om han har kaldt Laura Bryhl
for ‘studine’ flere gange eller kun en. Om han så har kaldt hende ‘studine’ tyve gange, så er det ikke eksklusionsgrund. Når Jonasen har kaldt Bryhl sådan, så skyldes det naturligvis, at han mener, hun er for ung og muligvis ikke er sin opgave voksen. Det har han lov til at mene. Han har også lov til at sige, at han mener det, for hun har valgt at stille op til et vigtigt politisk embede, hvor hun må være forberedt på, at dem, hun skal repræsentere, ikke nødvendigvis synes, hun er god til det.
Det betyder ikke, at det er i orden, at udtrykke sin mangel på respekt på den måde, som Jonasen har gjort. I stedet for at være træls, kunne han have valgt at bakke hende op og bruge sin store viden og erfaring til at hjælpe hende i gang med den svære opgave, det er at repræsentere Enhedslisten i Aarhus Byråd. Det hævder han også selv, han har gjort. Hun mener tilsyneladende noget andet.
At Jonasen har kaldt Bryhl for studine, har partiet (HB) defineret som sexisme. Det var sexisme, fordi studine er et kønsspecifikt ord. Og denne temmelig radikale opfattelse må man end ikke sætte spørgsmålstegn ved. Da jeg i en debattråd i Ø'erne (en Facebook-gruppe for tilhængere af Enhedslisten) skrev, at jeg ikke opfattede det som sexisme, men som en magtkamp mellem to partimedlemmer, som begge ønskede at definere Enhedslistens politik i Aarhus Byråd, var der straks en partikommissær, der gjorde mig opmærksom på, at det ikke var i orden at skrive, at man ikke mente, der var tale om sexisme. Det måtte man simpelthen ikke mene. Havde et ikke-mandligt partimedlem anklaget et mandligt medlem for sexisme, ja så var det simpelthen sexisme, og det kunne ikke betvivles. En anklage var altså ikke alene lig med en dom, og ikke blot en dom, men en dom, som ikke måtte betvivles.
Når det er den opfattelse af en retsproces, vi praktiserer internt i partiet, er det ikke så sært, at partiets retspolitik reelt er brudt sammen.
Og det var en dom med alvorlige konsekvenser, for når Jonasens adfærd således var defineret som sexistisk, kunne han smides ud af partiet.
De unge, som bliver politisk aktive i dag, vil ikke finde sig i den omgangstone, som for en generation siden var helt almindelig. Det kan jeg godt forstå. Jeg har altid syntes, at omgangstonen i Enhedslisten var træls. Det var den bestemt også i VS, hvor jeg var aktiv før Enhedslistens tid. Det er godt, at den politiske kultur udvikler sig på en måde, så flere kan holde ud at være i den. Men hvis man smider alle dem ud af partiet, som de unge synes er trælse, mister man viden og erfaring, som det ville være klogt at tage med sig fra generation til generation. Man skaber også en kultur, hvor ingen rigtig tør være anderledes eller sige noget, der kan opfattes som kontroversielt af den yngre generation, som har magten i partiet.
Der findes bedre måder at håndtere et ungt medlem, som man ikke synes er parat til opgaven, end at kalde vedkommende for student eller studine. Det burde Jonasen lære sig. Nu er han imidlertid bare smidt ud.
Men der findes også bedre måder at håndtere den adfærd, som ældre medlemmer slæber med sig fra deres ungdom, end at smide dem ud af partiet, blot fordi man finder den træls. Man kunne eksempelvis forklare dem, at man ikke bryder sig om at blive kaldt studine eller få antydet, at man er valgt til sin tillidspost på grund af sit udseende. Forklare at den adfærd er ydmygende og nedværdigende. Og hvis det ikke hjælper, eller hvis man ikke bryder sig om selv at tage den samtale, så kan man bede sin lokalbestyrelse om at gøre det. Det kan tage lang tid for ældre mennesker at vænne sig til en ny adfærd og omgangstone. Nogle lærer det aldrig. Nogle vil ikke, fordi de simpelthen ikke bryder sig om de nye normer. Men hvis det lykkes at ændre den generelle adfærd til det bedre, så det, man opfatter som træls, bliver undtagelsen i stedet for reglen, skal vi være godt tilfredse. Og så er virkeligheden jo så brutal, at dem, der ikke kan eller vil affinde sig med nye normer, ofte kommer til at sidde ved et bord for sig selv, lige som de besværlige eller småtrælse onkler og tanter får hinanden til bords ved familiefesten.
Enhedslisten bliver et fattigt og verdensfjernt ekkorum, hvis partiet ikke har plads til dem, som flertallet opfatter som trælse.
Udvalgene
Passivitetskulturen har også politiske konsekvenser. Politikudviklingen foregår på og omkring Christiansborg. Aktivitetsniveauet i de politiske udvalg er næppe højere i dag, end da Enhedslisten havde 2000 medlemmer. Et retspolitisk udvalg har vi slet ikke! Det gik op for mig, da jeg ville skrive til partiet og insistere på at gentænke den nye borgerligt populistiske retspolitiske linje, som Enhedslisten har valgt.
Og her kommer vi til endnu en grund til min udmeldelse: Enhedslisten har ingen politik, der er værd at tale om, på det område, som interesserer mig mest, nemlig retspolitik.
Populistisk retspolitik
Retspolitikken ser jeg som fundamental for enhver civilisation. Det er den, der skal hæve vores adfærdsregulering op til et niveau, hvor hævn og vilkårlighed ikke råder. En hjørnesten i retspolitikken, hvis man hører til venstrefløjen og altså vil kæmpe for samfundets svageste medlemmer og ikke kun for den pæne middelklasse, er forsvaret for retssikkerheden. Retssikkerheden er borgernes garanti for ikke at blive udsat for magtovergreb for statens side, altså at man eksempelvis ikke bliver bliver dømt for en forbrydelse på et falskt, konstrueret eller utilstrækkeligt grundlag. Den skæbne har det altid været samfundets svageste, de fattige, de udstødte og de ringeagtede, der stod i fare for at lide. Og sådan er det stadig. Traditionelt har venstrefløjen set det som sin opgave at almengøre, sikre og udbygge de rettigheder, som borgerne har over for staten i en retssag, for at imødegå de magtovergreb.
Men retspolitikken er i frit fald hos Enhedslisten, og det er ikke tilfældigt. Det skyldes, at partiet har bevæget sig i retning af at forsvare middelklassens interesser i stedet for de svagestes, og middelklassen har ikke samme brug for retssikkerhed og lighed for loven, for de har ressourcer til at klare sig på anden vis.
Retssikkerhed er dog ikke kun et klassespørgsmål, men også et spørgsmål om at turde forsvare dem, som ingen kan lide, og som ingen andre vil forsvare: de udstødte, de kriminelle, de psykisk syge og de perverse. At sørge for, at også de får en retfærdig rettergang – og en rimelig og forholdsmæssig dom, hvis de har begået kriminalitet. Men heller ikke den type ubehageligheder vil det pæne middelklasseparti forbindes med. Problemet er, at hvis venstrefløjen ikke gør det ubehagelige arbejde, så er der ingen, der gør. Lad mig give et enkelt eksempel.
Da det gik op for mig, at partiet ikke har noget retspolitisk udvalg, skrev jeg først til partiets retspolitiske ordfører, Rosa Lund, som ikke svarede. Så skrev jeg til partiets retspolitiske sekretær på Christiansborg og bad om en forklaring på endnu en populistisk nyskabelse fra Enhedslistens side.
Jeg havde set, at Enhedslisten, 'venstremidten' og Venstre havde vedtaget, at børn under 15 ikke har nogen vilje eller seksualitet. Derfor skal sex, som voksne over 22 år har med børn, nu ikke længere alene ses som pædofili, men også som voldtægt. I alle tilfælde.
"Børn kan selvfølgelig ikke samtykke til sex!
Nu bliver loven endelig ændret, så det altid er voldtægt hvis en der er ældre end 22 år, tiltvinger sig samleje med et barn der er under 15 år," skriver Enhedslistens retspolitiske ordfører, Rosa Lund på Facebook.
Jeg ville høre, om Enhedslisten virkelig mente, at hvis en 22-årig kvinde og en tidligt moden 14-årig dreng forelskede sig og havde sex med hinanden, så var der ikke blot tale om sex med en mindreårig (hvilket er alvorligt nok og i jo forvejen var strafbart), men altså ligefrem voldtægt. Altså en forbrydelse på linje med samleje tiltvunget med vold.
Det er ikke et forslag, man vil have vanskeligt ved at vinde folkelig opbakning til, for vi hader allesammen de pædofile. Ingen kommer til at tale deres sag på de sociale medier, for gør man det, vil man straks blive mistænkt for selv at have at have en rem af huden.
Men det er uklogt at vedtage, at verden er på en måde, som den ikke er i virkeligheden.
Uanset hvordan Enhedslisten og alliancepartnerne ønsker, at virkeligheden er, så forbliver den den samme. Og virkeligheden er, at børn i visse tilfælde de facto samtykker til sex med voksne. Mange drenge på 13-14 år har lyst til sex med kvinder over 22, fx en ung lærerinde, tro mig. Børn har faktisk en egen lyst og vilje. Og (især store) børn har også en seksualitet. I visse tilfælde tager børn ligefrem initiativet til sex med voksne. De kan sågar forelske sig i voksne. Og omvendt. Vi bryder os ikke om det. Men virkeligheden er, at det sker.
Når det sker, skal voksne naturligvis ikke godtage børns samtykke til sex, for voksne skal ikke have sex med børn. Det tror jeg, at nærmest alle er enige om. Derfor var voksnes sex med mindreårige da også allerede ulovligt og strafbart. Det var også allerede strafbart i de tilfælde, hvor børnene selv vil. Og sådan skal det være.
Strafferammen for voksnes sex med børn er (så vidt jeg har kunnet google mig til) på op til 8 års fængsel. Der er derimod en strafferamme på op til 12 års fængsel for voldtægt af børn.
Det har hidtil været defineret som to forskellige forbrydelser med hver sin strafferamme, netop fordi børn faktisk er mennesker og har en egen lyst og vilje. Og den lyst og vilje forbryder voldtægtsmanden sig imod, fordi han ikke respekterer sit offers vilje, og fraværende lyst og samtykke. I tilfældet med det forelskede unge par er forbrydelsen af en fundamentalt anden karakter.
Det her er blot et eksempel på Enhedslistens leflen for en folkestemning på det retspolitiske område. Vi vedtager noget, som klinger godt. Følelser, som er nemme at forstå. Hævn over dem, vi ikke kan lide. Så meget hævn som muligt.
Sekretæren sendte mig i øvrigt et goddag mand økseskaft-svar om, at det unge par da bare kunne have ventet. Ja, de kunne de da. Men vores retspolitk handler ikke om dem, der aldrig gør noget forkert, men om hvordan vi forholder os til dem, der de facto overtræder vores normer og regler. Dette er blot et af mange eksempler på, at der i dag ingen principiel forskel er på Enhedslistens retspolitik og den populistisk borgerlige.
'Identitetspolitik'
Der er ting, man ikke kan overlade det til børn at tage stilling til. Børn skal fx ikke giftes, uanset hvor forelskede de måtte være i en klassekammerat, for den type forpligtelser, som rækker langt ud i livet, kan man ikke overskue som barn.
Og et barn skal ikke beslutte sig for, om han eller hun skal være brandmand, læge eller cirkusartist. Børn skal have lov at lege med alle de roller, de kan indtage som voksne, og det gælder om at holde alle relevante muligheder åbne så længe som muligt (i virkeligheden også som voksen, men det er en anden og langt mere kompliceret sag).
Sådan er det også med kønsidentitet og seksualitet. Børn skal ikke låse sig fast på en bestemt kønsidentitet, men skal tværtimod have lov at lege med alle mulighederne og udforske de former for adfærd, som kunne knytte sig til de muligheder. Allerhelst skal de have mulighed for at skubbe til grænserne for, hvilke former adfærd der knytter sig til et bestemt køn, sådan at de ikke føler sig tvunget til at opfatte sig som en pige, fordi de kan lide kjoler og dukker. Voksne må gerne hjælpe dem med at forstå, at kønsspecifik adfærd ikke er en fastlåst størrelse, og at man sagtens kan være en pige, selvom man kan lide at køre traktor, spille fodbold eller kysse med en veninde.
Vi skal ikke indsnævre udfaldsrummet for maskulin eller feminin adfærd ved at stille børn over for valget om at skifte juridisk køn. Det er efter min opfattelse en indsnævring, et overgreb på børnenes legende, grænsesøgende og udforskende tilgang til deres egen identitet.
Det er simpelthen ikke noget, børn skal låse sig fast på. Og derfor går Enhedslisten idé om at stille børn over for valget om at skifte juridisk køn efter min mening helt galt i byen.
– og den tilhørende angstkultur
Der hører en særlig angstkultur til Enhedslistens højtprofilerede identitetspolitik. Hvis man ytrer sig tvivlende eller ligefrem opponerer mod dele af den, kan man være stensikker på at blive udskammet og personligt angrebet af dens bannerførere. Det er simpelthen ikke et politikområde, som kan diskuteres på en saglig og civiliseret måde i partiet. Det opfattes tydeligvis som helt i orden at nedgøre og affærdige eventuelle skeptikere med henvisning til deres køn, seksualitet, alder og etnicitet, i hvert fald hvis der er tale om en ældre, hvid heteroseksuel mand. Disse er nemlig ikke individer, der skal stå til ansvar for deres egne handlinger, men en gruppe af privilegerede, der skal stå til ansvar for deres køns og deres etnicitetsgruppes handlinger gennem tusinder af år.
Alt er tilladt i forsvaret for den nye identitetspolitik, mens det ikke rigtig er tilladt at stille spørgsmålstegn ved den.
Denne debatkultur har i sagens natur fremkaldt en angst for at blande sig i debatten om 'identitetspolitik' i partiet, hvis man ikke er enig med de ordførende. Det er usundt for de personlige relationer i partiet, men er også et politisk problem, for det betyder, at 'frontløberne' inden for dette felt har dannet sig et ekkorum, som nærmest ingen i partiet forsøger at slå hul ind til, og derfor glider vidtgående forslag som det om juridisk kønsskifte for børn bare igennem uden nogen nævneværdig debat i partiet.
Hævn-woke
Og fordi ældre hvide, heteroseksuelle mænd ikke er individer, men kun repræsentanter for et segment, er det i Enhedslisten i orden at hævne sig på dem som gruppe. Dette kommer eksempelvis til udtryk, når Enhedslisten i Aarhus på en generalforsamling laver en særlig talerliste for mænd for at begrænse mændenes taletid.
Det vi nu skal i Enhedslisten er nemlig ikke at afskaffe undertrykkelsen, men at undertrykke det segment, som flertallet af de tidligere undertrykkere kommer fra. Og altså ikke på individer, som personligt har gjort noget forkert, men på en gruppe. Et nyt, forsagt, mandligt medlem af partiet, som aldrig tidligere har sagt et ord på et partimøde, skal have begrænset sin taletid, alene fordi han er mand. Tidligere har partiet styret de dominerende debatører ved at have individuelle restriktioner, sådan at man personligt kunne nægtes adgang til talerstolen, hvis man havde stået der for ofte eller for længe. Men det er ikke længere nok. Nu skal vi ikke skabe ligestilling og frigørelse. Vi skal ikke nedbryde hierarkier og magtstrukturer, men indsætte et andet segment i toppen. Vi skal hævne os.
Forbudspolitikken
Partiets parlamentariske politik bevæger sig langsomt væk fra det frisind, som tidligere har kendetegnet venstrefløjen. Enhedslisten er nu i fuld gang at udvikle sig til Danmarks nye forbudsparti. Det giver selvfølgelig god mening, hvis man vil vinde de traditionelle socialdemokratiske vælgere over på sin side. Men så kan man ikke samtidig være frisindets parti. De to ender kan man aldrig rigtig få til at nå sammen.
Et lille eksempel er den nylige tilslutning til regeringens forslag om at forbyde tobak. Den vil man forbyde på den optimalt umyndiggørende måde:
Jeg glæder mig allerede til om tyve år. Så vil jeg stå på en tankstation i Aabyhøj og bede kunderne om at vise ID, når de vil købe cigaretter.
– Hovsa, lille ven. Den var ikke så god! vil jeg sige. – Du er jo kun 31. Hvis du skal have de smøger, må du bede din far om at komme ned og købe dem for dig. Ja, og ellers kan du jo smutte ind til pusherne i Mølleparken.
Trist er det, at regeringen ikke selv ved, at den er morsom. Og i grunden overraskende, at Enhedslisten tilsyneladende tager den type politik alvorligt.
Antiaktivisme
Man vil ikke deltage i demonstrationer for sin egen politik, hvis det kan virke anstødeligt. Man tager afstand fra fredsdemonstrationer, hvis de skal defilere forbi både den russiske OG den amerikanske ambassade. For så har man jo næsten sagt, at amerikanerne er lige så slemme som Putin.
Hvad så?
Hvis man melder sig ud af Enhedslisten, fordi man har fundet ud af, at man er reformist, er der jo hele to socialdemokratier, man kan melde sig ind i. Er man trotskist, kan man (i det mindste) vælge mellem IS og SAP. Er man gammelkommunist, kan man jo altid besøge et af Stalin-museerne, og har man fundet ud af, at man er langt mere grøn end rød, kan man melde sig ind i et Uffe Elbæk-parti. Selv de renlivede anarkister har flere muligheder. Men hvis man er en antiautoritær, udogmatisk venstresocialist, har man ikke andre steder at gå hen end Enhedslisten. Så nu er jeg partiløs for første gang siden 1984. Det er en sær følelse, for selvom jeg har boet i udlandet siden 2011 og partilivet derfor ikke har været en del af min hverdag i mange år, har jeg hele tiden følt, at jeg hørte til her. Det gør jeg bare ikke længere.
