Lars Bo

En ven skrev for lidt siden til mig og fortalte, at Lars Bo er død. Så ved jeg ikke hvordan og hvornår og vil da heller ikke vide det. Det er noget, der sker i min computer. Hvis jeg slukker den, sker det ikke.

Men selvfølgelig slukker jeg ikke computeren. Jeg skal vide, om det er sandt. Jeg nåede at sende en besked til en fælles ven for at få det afkræftet, inden jeg så mindeord dukke op her på siden.

LB var et særlig litterært talent, ja, en mange af os nok gerne ville være, da vi gik på Forfatterskolen sammen fra 2005-2006. Der var en utvungen humor, charme, et forbløffende sprog, overraskende, men troværdige skrig og en stoflig nødvendighed på højeste niveau i det, han skrev. Og i den han var, der var ingen forskel. Og der var en verden til forskel. For teksterne ville aldrig dø, som LB døde i går. Der var noget, teksterne ikke vidste om LB.

LB udgav engang et fremragende værk under titlen 'Bålene brænder', som jeg modtog med posten i Madrid. Teksten hverken begynder eller slutter:

“hver eneste lille sten i Varanasi er hellig for det var der universet begyndte hver eneste lille sten er rester af begyndelsen de er det første stof vi indsamlede nogle af dem lagde vi i en vitrine så var de kunst og kom i avisen nu ved jeg ikke hvor de er febrilt samlede vi ind lagde stumper og stykker af vores tur igennem Indien i poser for at bekræfte at det fandtes at vi virkelig var der og du kære læser skal bevidne det du må tro på os at det virkelig er sandt føler mig som ja som hvad som mine piller måske de små kapsler med små gryn af venlaflaxin mod min angst rasler mod ganen videre ned gennem halsen altid den kvalme min mave afviser dem som om kroppen min hjerne vil ikke være ved sin lidelse at den er blevet den påtvunget det er sådan jeg føler mig som kapslerne ned gennem halsen til maven og videre ud i blodbanerne til hjernen og alligevel bliver de optaget det er nødvendigt vi er uafviselige vi har lommerne fulde af guld fra flyet så vi solen stå op over Indien og vi dykkede ned i mørket de små bål brændte i Delhi lige før solen stod op og vi overlevede”

Jeg skrev om det her:

Skrev han også den geniale, sprudlende roman, som flere forlag sultent ventede på at udgive fra hans hånd og forsøgte forlods at lægge billet ind på? Jeg ved det ikke, men han udgav den i hvert fald ikke. En indsigtsfuld forfatter og litterat indskrev ligefrem LB ind i sin moderne litterære kanon, selvom LB på det tidspunkt intet havde udgivet.

Jeg tror ikke, at LB selv var lige så overbevist om sit talent, som alle vi andre var. Og måske var det ikke ubetinget godt for ham konstant at få at vide, at han ville få et bragende gennembrud, når 'blot' han fik skrevet den roman, som alle regnede med var på vej.

LB gik på Forfatterskolen. Han læste også historie. Det forstod jeg godt. Det overraskede mig først, at han ville være gartner, men han talte om sin læreplads med en faglig optagethed, som gjorde mig glad, men som jeg muligvis ikke burde have stolet på, da han sidste år dukkede op til min udgivelsesreception. Der var flere tegn på håb, som jeg valgte at fæste lid til: LB og kæresten forsøgte at blive forældre.

Men han talte ikke om det med samme glød i stemmen, som han havde før. LB's stemme var blevet svagere. Han råbte sig ikke ind i selskabets centrum. Han kunne ikke længere lide, at man spurgte dybt til det liv, han levede. Jeg ved, at han i de senere år havde trukket sig ud af flere sammenhænge, hvor han tidligere fyldte godt op. Facebook, hvor han gennem mange år udfoldede sig med et vældigt overskud, et både fintfølende og grusomt vid, havde han ikke gæstet længe. Jeg har før set sådan en tilbagetrækning i slutningen af en ung mands liv.

Det er allerede længe siden, vi vandrede frygtløst tværs over Irland sammen:

Det er også længe siden, det lille litterære selskab spiste stegt flæsk og kartofler med ækelt sødet persillesovs til, men det er sådan: sky, men ikke desto mindre kærligt, vitalt skæmtende i godt selskab og bare blændende god, dejlig og skøn, han stadig lever, hvis jeg klemmer øjnene i og slukker min computer.

For 12 år siden spurgte jeg LB, om han ville være gæsteskribent her på bloggen. Det ville han gerne. Blandt andet skrev han denne tekst:

Jeg går i supermarkedet efter morgenmad

I går, Vesterbro
Jeg går i Netto for at købe morgenmad. En mor, der ser ud til at komme fra den veluddannede middelklasse, skubber rundt med klapvognen, som drengen ikke gider sidde i. Hun kigger uafvendeligt på mobilen. Drengen er mere interesseret i butikkens varer og finder hurtigt køledisken, hvor der står en kasse med ostehapsere. Han er ikke mere end to år gammel, men han ved godt, hvordan man åbner sådan en kasse. Den indre plasticembalage får han også flået af. Men han kan ikke lide osten og smider den på gulvet. Så får han øje på en snackpølse. Den kan han bedre lide. Moren er også nået frem. Hun kigger op fra mobilen engang imellem. Da drengen har spist så meget af pølsen, som han gider, går de videre.

Den unge, lavtlønnede kassemedarbejder, som ser ud til at være af mellemøstlig oprindelse, har også set tålmodigt til. Nu rydder hun op efter drengen. Det kan hun lige nå, fordi der i netop det øjeblik ikke er kunder ved kassen. Moren med drengen skulle nemlig ikke have noget alligevel.

I dag, Malaga Centrum
Jeg går i Lidl for at købe morgenmad. Foran mig står to høje, unge mænd, som ser ud til at slide i det med håndvægtene adskillige timer hver dag. Eller først er jeg ikke helt sikker på, om de faktisk står foran mig i køen, for de står og kigger på mobilen og 'fylder ikke op' foran sig i køen. De svarer ikke, da jeg spørger, om de står i kø, men antyder dog et lille skridt fremad som for at lukke hullet. Lidt efter må den allerede kendeligt trætte, underbetalte kassemedarbejder kalde dem hen til kassen, fordi de ikke har set, at det er deres tur. De tager deres energibarer, havrekiks og kildevand op af kurven. Kassemedarbejderen skubber flere gange den trekantede adskiller frem mod dem for at få dem til at lægge den på båndet, så jeg kan komme til at lægge mine varer op. Det overkommer de ikke.

– Jamen, så gør jeg det da, siger jeg og rækker nok en anelse demonstrativt hen over deres varer for at fange adskilleren. Jeg lægger mine varer på båndet og sætter min kurv op i stablen. Så sætter jeg også den kurv på plads, som de to muskelbundter har efterladt midt i gangen. De kigger et øjeblik forbløffede på mig og slentrer så ud af supermarkedet.