tirsdag den 21. februar 2012

Speer 2


For fire måneder siden udgav Anders Vægter Nielsen en bog under titlen Speer 2. Det er, hvad man vel må kalde en kortprosasamling i den flabede og på ingen måde forfængeligt selvhøjtidelige ende af genren. Bogen er på 94 sider og kan læses på en time og anmeldes på to. Men det er der nu ingen, der har gjort. Intet dagblad, intet tidsskrift og ingen blog. Det vil jeg heller ikke gøre, for Anders Vægter Nielsen er min ven, og jeg vil ikke anmelde mine venner.

Anders er ikke 23 år gammel, tværtimod er der da virkelig ved at blive langt mellem stråene. Og nærsynet er han. Og han har aldrig gået på Forfatterskolen og bor ikke på Nørrebro, men i Odense, hvor man sjældent møder anmeldere og hangarounds på morgenværtshusene, og fæet insisterer på at hedde Nielsen, leverpostejfarvede Nielsen. Jamen, så tror da fanden, at han ingen anmeldelser får.

Anders har, undskyld jeg siger det, ikke været klog til at gøre karriere som forfatter. Det, han skriver, bevæger sig inden for genrer, som sjældent sælger oplaget ud. Men hold nu op. Sådan er det jo også med dusinvis af hyperhypede, hotte forfatterskoleelever, som alligevel bliver anmeldt og hvisket om på bloggene, længe før de debuterer.

"Det utrolige findes som smedning af kølige emner. Alliker lufter vinger over byen og drysser blidt lus over tage, mens jeg læser Lucky Luke I boretårnets skygge i sofaen og spiser kage, og lyden fra caféen vugger mig læk i tiden med hvid baslyd, der virker forskudt. I forhold til hvad. Trægulvet er pænt. Insekternes tid, hvornår, hey, Averell, come on. Westernlågerne åbner sig hver den 24., et vildskud og hans hund Ratata løfter sit geniale ansigt, nogen har trådt på hans hale. Julemanden kommer som en klapperslange, rejser sig i raslen. Solen går til ishockey. Jeg tror allerhelst på alt. Spild ikke på hænderne. Jeg tror, det bliver ved. At sidde ved bordet er at være rigtigt med. Giraffens kommende udvikling vil vise sig mageløs." (Speer 2, side 51)

Sådan noget skriver han. I 2010 udgav han en lille, konkretistisk digtsamling (må det vel være) under titlen Ved hjørneflaget står Mahatma Gandhi. Heller ikke den blev anmeldt, og den kan ellers læses på et kvarter, hvis man har travlt.

Hvis jeg var anmelder og gerne ville bryste mig af at have blik for 'smal litteratur', ville jeg lige stikke Speer 2 i skuldertasken. Så skulle der nok blive tid til at læse den på et aflåst herreværelse før eller siden.

Anders Vægter Nielsen har publiceret digte, kortprosa og noveller i tidsskrifter i mere end tyve år. Ja, faktisk er det allerede mere end tyve år siden, Poul Borum tog hans tekster med i en antologi med generationens mest lovende forfattere. Det er ikke for tidligt at få skrevet den anmeldelse.

tirsdag den 7. februar 2012

Grammatisk metrik på Læretid

De bestemte substantivers højstemthed eller (omklamrende) fortrolighed

På bloggen Promenaden (som man kan finde på min Linkliste til højre) er jeg gerådet ud i en diskussion af stillejet i Peder Frederik Jensens nye roman Læretid. Her er en snas:

En tekst med mange konkreter kan sagtens være højstemt, vil jeg mene. Det afhænger blandt andet af grammatikken. Hvis man konsekvent bruger substantiver i bestemt form, kan det give sig udslag i enten en meget fortrolig, måske indforstået stemning, hvis lejet i øvrigt er jovialt, fx med mange adverbier af typen 'jo', 'da' og 'vel' og måske især de hyggelige adjektiver 'lille', 'slidte' og 'gamle'.

Men konkreterne i bestemt form kan også blive højstemte. Det bliver de typisk, hvis stilen i øvrigt er renset for disse omklamringer. Så kan de stå tilbage som hellige relikvier.

Læretid er i det store hele renset for jovialiserende adverbier og adjektiver. Nå dens mange konkreter efter min mening alligevel ikke bliver til relikvier hele vejen igennem, er det vel netop, fordi P.F. Jensen blander den bestemte form op med ubestemt. Fx:

"Man tager en stage af en vis længde. På den slår man en overskåret dunk fast med bunden opad. Denne dunk fylder man med savsmuld og sænker den ned langs skibssiden." (Læretid, side 34)

Altså fire ubestemte substantiver og tre i bestemt form. Det kan vanskeligt gøres mere nøgternt.

Jeg vil tage et andet eksempel, hvor stilen sagtens kunne være blevet højstemt:

"Efter de tre måneders prøvetid fik han et lærlingesæt. En kasse med det nødvendige håndværktøj.” (Læretid, side 25)

Netop overrækkelsen af dette lærlingesæt kunne have været beskrevet som en sakral handling. Der kunne have stået:

‘Efter de tre måneders prøvetid fik han lærlingesættet. Kassen med det nødvendige håndværktøj.’

Sådan kunne P.F. Jensen sagtens have gjort. En sådan andægtighed eller stille fortrolighed kunne man måske forestille sig Hans Otto Jørgensen betjene sig af, for det må have været en vigtig dag for læredrengen. Han må have tillagt det lærlingesæt en betydning, det at han har fået sættet af sin mester som bevis på, at han har udfyldt sin rolle i den svære prøvetid, at han har gjort vennernes pessimistiske spådomme til skamme.

En sådan højstemthed havde ikke generet mig. Jeg ville kunne forstå den. Men sådan skriver P.F. Jensen ikke i Læretid.

Er det så fordi, det sakrale først skal komme frem, når læretiden, ikke prøvetiden, er ovre? Lad os kigge på det:

“Svendebrevet kom med posten i en konvolut fra Metalindustriens Lærlingeudvalg. Det er bordeauxfarvet med guldskrift og ligner et pas.” (Læretid, side 137)

To bestemte substantiver og tre ubestemte. Og de bestemte (svendebrevet og posten) kan næsten ikke skrives i ubestemt form. Havde der stået ‘et svendebrev kom med et postbud’, ville det forekomme demonstrativt distancerende, som om det absolut intet betød, og så ville det være en helt anden bog.