fredag den 4. december 2009

Vågner

Du vågner tidligt. Lyset er lige brudt igennem, det røde skær hænger i disen. Der er dug på bregnens blade. Bregnen står på altanen, på den anden side af ruden.
Nej, du vågner sent. Nu kan du mærke det. Du er for sent på den. Du burde være på vej til arbejde allerede, det fornemmer du. Det er fandens med det vækkeur. Du rejser dig halvt op i sengen og kigger efter vækkeuret på natbordet. Du vil se, hvor megen tid du har mistet, hvad klokken er. Du vil vide, om du endnu kan nå det.
Men så er uret der ikke. Måske er det faldet på gulvet. Du har raget det ned i søvne. Du har prøvet at slukke for det, og så er det endt på gulvet, tænker du. Bare du ikke har slået det i stykker. Det plejer at ringe mere end den ene gang, gør det ikke? Du har smadret uret. Sådan må det være. Du er stadig fortumlet efter søvnen, efter den voldsomme drøm. Du er forpustet, som om du har løbet. Det er, som om du har drukket tæt og løbet. Du er ør af den drøm. Du kan aldrig huske dine drømme.

*

Nu må du se at komme af sted. Hvad er klokken?
Du krænger overkroppen over sengekanten, men uret er ikke på gulvet, heller ikke under sengen. Nu bliver du urolig. For fanden da! Du burde være der allerede.
Det slår dig, at du måske ikke bruger vækkeur. Hvordan skulle uret kunne forsvinde, og hvorfor kan du ikke huske, om du plejer at bruge snooze-knappen?
Nej, du er sådan en, der ikke bruger vækkeur. Ja, naturligvis. Så hysterisk har du aldrig været. Du har den ro i dig, at du vågner, når du skal vågne. Og skulle du komme et kvarter for sent, ville det ikke stresse dig det mindste. Ingen ville sige noget til det. For en mand i din stilling betyder det ingenting.
Du falder til ro. Din vejrtrækning er normal. Du kan dufte det friskbagte brød fra bageren ved siden af. Måske skulle du tænke på noget morgenmad.
Nej, hvem skulle stille dig til ansvar for femten minutter? Din chef ved, at dit arbejde er mere værd, end hvad der kan måles i minutter. Chefen giver dig den plads, som en mand af dit format har behov for. Du kan slet ikke huske, hvornår du sidst har set din chef.
Om du nogensinde har set ham.

*

Det er den drøm, der forvirrer dig. Du vil gerne huske drømmen. Du husker et glimt, tvinger det frem. Det er sort og violet. En skinger lyd. Pludselig ved du, at du har slået en mand ihjel. Så er det væk igen. Så voldsom en drøm har du aldrig haft. Det er ikke en drøm.
Naturligvis har du ingen chef.
Du har din egen virksomhed. Det er derfor, du ikke behøver noget vækkeur. Du skal bare være ved telefonen klokken ti. Eller åbner butikken klokken ni? Værkstedet? Du smiler. Næ, de her hænder har aldrig holdt en skiftenøgle. Det ser man straks, tænker du. Du kan godt sætte en ny pære i loftlampen, du kan myrde, men en skiftenøgle? Nej, du skal være på kontoret klokken ti.
Nu er solen helt fremme på himlen. Duggen hviler stadig på bregnens blade, men horisontens rødmen er borte. Du sveder. Det bliver tidligt lyst på denne årstid. På denne årstid?
Du rejser dig fra sengen og finder kalenderen på væggen. Det kan ikke passe, at du ikke kan huske, hvilken dag det er i dag. Hvilken årstid. Kalenderen viser andet halvår af 2009. Det kan være juli, men også december, fortæller kalenderen. På engelsk. Men en solsort synger udenfor.
Hvorfor er din kalender engelsk, når du er dansker? Du tænker på dansk. Du er dansker. Du har et dansk navn, Jensen. Jensen eller Nielsen. Du er dansker.
Skuldrene synker ned. Du taber hovedet på brystet, dine muskler mister spænding. Lydene forsvinder i en hvirvelvind, som sluger den fjerne brummen af biler og en cisterne, som ikke er i orden. Hvirvlen opløser sig, den fuser ud. Det kilder lidt i underarmene. Så forsvinder det ud gennem fingerspidserne.

*

Du sidder på gulvet. Der dufter ikke længere af morgenbrød fra opgangen. Fra døren. Du rejser dig, men går i stå to meter fra den. Hvordan kan du blive bange for en dør?
Du vil åbne døren for at kigge på navneskiltet, men nu tør du ikke. Du ved ikke, hvad der er derude, men du ved, at dit navn ikke står på skiltet. Den ubeskrevne kalender på væggen fortæller dig, at du ikke er hjemme. Du er bange for at finde ud af, at du ikke har noget hjem, at du ikke har noget navn.
Du kan ikke huske, om du har en bror eller en søster.
Du er en mand. Hvis du forstår ordet rigtigt, er du en mand.
Det er en dør. Eller et gat.
Du frygter, at min stemme vil forsvinde, hvis du åbner og lukker andre lyde ind.
Nu åbner du døren. Lyskilen springer i støvet. Betontrappen brøler.