Kronstorken kom flyvende

Da jeg i sin tid fortalte på Facebook, at jeg havde mistet næsten alle mine bøger, havde jeg virkelig ikke forestillet mig, at det ville blive opfattet som andet end den letbenede hverdagsbrok, vi (eller i hvert fald jeg) med jævne mellemrum smider op på Facebook-væggen, fordi vi ikke rigtig ved, hvad vi ellers skal stille op med den. Noget som man ser, lige netop når at registrere, inden man scroller videre, og som man og glemmer igen lidt efter, når den næste pudsige, hyggelige eller ærgerlige tildragelse præsenterer sig på skærmen.

Men nogen har alligevel bidt mærke i det. Den gode Peter-Clement har simpelthen sendt mig Forlaget Kronstorks bagkatalog, som kommer til at fylde godt og skønt på boghylderne. Sikke noget! Og P-C har virkelig insisteret på sin flotte gestus. Først ville han overraske mig og sendte derfor uden at varsko mig om det bøgerne til min adresse i Madrid, hvor jeg havde mistet alle mine bøger.

Men i mellemtiden var jeg uheldigvis flyttet til Malaga (som altså ligger cirka 600 kilometer derfra), så bøgerne nåede aldrig frem til mig og forvildede sig vist endda under hjemturen til Tyskland på grund af forviklinger, som postvæsnet må svare for.

Men da P-C erfarede, hvordan det var fat, bad han blot om min nye adresse her ved Middelhavet. Først tøvede jeg nogle måneder, for jeg syntes ikke, jeg kunne tage imod den flotte gave. Men til sidst besluttede jeg mig alligevel for at oplyse min adresse, for jeg ville heller ikke give det helt forkerte indtryk, at jeg var ligeglad med bøgerne. Kronstorks bøger er litteratur fra den øverste hylde. Det kan jeg godt være bekendt at sige, for de har aldrig udgivet noget, jeg har skrevet.

Og nu er bøgerne altså dukket op. Mere end to år efter, at jeg fortalte om min ødelagte bogsamling her på Facebook. Sikken herlighed! Og sikken fantastisk gestus fra min gamle forfatterskolekammerat, den glimrende digter Peter-Clement Woetmann.

Find i øvrigt Forlaget Kronstork her:

Oversættelsesopgaver søges

Hvis du har en bog, du skal have oversat, så sidder jeg klar ved telefonen her på kontoret. Mit nummer er 0034) 696661065. Træffer du mig ikke på telefonen (den kan være 'slukket'), kan du sende mig en e-mail på Jensens.Aftenskole@gmail.com.

Jeg oversætter til dansk fra engelsk, svensk, nynorsk, bokmål og, hvis det er børnebøger, også gerne fra tysk og spansk.

Særligt interesserer det mig at oversætte skønlitteratur samt filosofisk, litteraturteoretisk, kulturhistorisk, sociologisk, politologisk og politisk faglitteratur, men også fx biografier eller bøger om sport. Har du en bog, som falder uden for disse kategorier, så spørg mig gerne alligevel. Der er en god chance for, at jeg siger ja.

Tidligere har jeg i en årrække arbejdet som forlagsredaktør og siden som freelance-oversætter og korrekturlæser. Desuden skriver jeg bøger: romaner, noveller, lyrik, børnelitteratur, filosofi, sprog- og kulturteori.

Jeg har undervist i filosofi, kreativ skrivning og det danske sprog.

Jeg er uddannet fra Forfatterskolen og er desuden cand.phil. i filosofi.

Málagas dromedarer

 Så kom paraplyerne da ellers frem, skal jeg lige love for. Man må fægte sig frem over fortovet. Serena er heldig; hun kan gå nedenunder. Men det regner ikke. Ikke spor. Man aner måske en kende fugt i luften som efter en let morgendis. Fremme ved skolen spørger jeg en af forældrene.
– Jamen, har du ikke hørt, at de varslede regn her til morgen. Der skulle falde en byge ved ottetiden.
– Nu er den ni, siger jeg – og det er ved at klare op.
En af fædrene fortæller til udbredt rædsel, at han på vej til skolen mærkede noget, der meget vel kan have været en regndråbe i nakken. Nå ja, det kan strengt taget også have været noget fra en fugl.
Han er en af de få, som har taget gåturen uden paraply og gummistøvler, og rædslen blander sig hurtigt med slet skjult beundring fra flere af mødrenes side.
– At du tør!
Et par af fædrene krymper sig under de sorte paraplyer og mumler noget om, at man også skal huske, at man som forælder har ansvaret for, at børnene ikke møder gennemblødte op i skolen.

Flere og flere forældre dukker op ved skoleporten. En slår kuskeslag og ryster fortvivlet på hovedet over uvejret. En anden bliver manisk ved med at slå vand af gummibukserne. Men der er intet vand.
Pludselig rykker alle børn og forældre sammen og giver plads til den senest ankomne.
– Det er Aquarela! siger Serena begejstret.
Aquarela ankommer i en tysk undervandsbåd fra borgerkrigens tid. Der skal fem dromedarer til at trække sådan et fartøj på en ladvogn. Pigens mor sidder over skrævs på den midterste. Hun har våddragten på og snorkel. Det er et imponerende skue. De skumlende paraplyfædre fra før klapper nu anerkendende.
– Se, der er en, som ved, hvad det kræver at følge sit barn i skole i sådan et vejr!
Dromedarerne pruster og slår med hovederne. De har taget deres mundbind på for ikke at skulle indånde det fine, tørre støv, som deres hove slår op fra vejen.

Nej, ok. Nu overdriver jeg. Ingen af Málagas dromedarer bruger mundbind for tiden.

Flodernes konger

I foråret oversatte jeg denne virkelig gode fagbog om vikingernes rejser og togter via floderne på De Britiske Øer og især i øst: Kyiv, Konstantinopel og Bagdad. Bioarkæologen Cat Jarman har skrevet indlevende om rejserne og om de kulturelle og teknologiske forudsætninger for dem, om våben og især om skibsbygningsteknologien, om økonomien, sølvet som møntfod, pelsene, slavehandelen og den nye viden om kvindelige vikingekrigere.

Man kan læse historikeren Mads Ravns anmeldelse af den her: https://www.historie-online.dk/.../vikin.../flodernes-konger

Foran skolen og klinikken

Foran skolen står yngre forældre, lidt flere kvinder end mænd, i hverdagstøj, purrer op i håret på syv-otteårige børn i nederdele eller korte bukser, kysser dem intenst og skynder sig videre til arbejdet på morgencaféen, postkontoret eller hospitalet.

På fortovet skråt over for skolen trykker helt unge kvinder i anonymt, gråt tøj på klinikkens dørtelefon, vender sig en enkelt gang halvt og skotter ud mod gaden og skynder sig så ind gennem den materede glasdør.

På den modsatte side af den smalle gade står kæderygende, midaldrende kvinder dullet op til enkebal og råber ad de unge grå. “Det er også Guds børn!” råber de. Eller blot “Gå hjem!” De har pjecer med, som fortæller, hvor gode muligheder enlige kvinder har i det spanske samfund. De fortæller også, at et 12 uger gammelt foster allerede er et menneske med en sjæl, som tilhører Gud.

Indimellem kommer fire yngre betjente forbi i skinnende blå uniformer, en kvinde og tre mænd, og fortæller de opdullede kæderygere, at de ikke må stå der og råbe ad de unge grå kvinder. Kæderygerne argumenterer indsmigrende for deres sag, men ender altid med at pakke folderne sammen og bevæge sig langsomt i hver sin retning. “Ses i morgen!” råber den ældste over skulderen. “Ja, samme tid, samme sted!”

Om valgkamp og fælleseje af jord

Frie Grønnes Sikandar Siddique fik vist ordet fire gange under afslutningsdebatten i går og fik hver gang lov at sige et par sætninger, inden han blev afbrudt og latterliggjort af enten ordstyreren Kåre Quist eller en af konkurrenterne.

Hans store brøde, som tydeligvis diskvalificerede ham fra deltagelse i debatten, var et forslag om oprette en jordbrugsfond, som over 30 år skulle kunne opkøbe landbrugsjord, fx fra konkursramte landbrug, og oprette fællesejede, demokratisk drevne økologiske landbrug. Mette Frederiksen stod med himmelvendte øjne, liberalisterne lugtede blod, Morten Messerschmidt råbte op om, at det var udemokratisk (selvom det netop var det modsatte). Det var måske det mest opsigtsvækkende løsningsforslag på klimakrisen, vi fik tilbudt, men alligevel mente Kåre Quist ikke, Siddique skulle have lov at forklare sig. Tværtimod valgte han som ordstyrer at konkludere politisk på Siddiques forslag og dømme det ude i stedet for at undersøge, hvad det gik ud på.

BT's Joachim B. Olsen gav efter partilederrunden karakterer til de 14 politikere og gav Siddique nul stjerner, fordi det angiveligt var for useriøst at tale om fælleseje til jord.

Men idéen om fællesejet jord er nu ikke så fremmed en fugl i dansk politik, som man skulle tro, når man hørte det ramaskrig, det vakte i aftes.

1957-1960 havde Danmark en trekantsregering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet. Retsforbundet var et socialliberalt midterparti, hvis hovedidé var, at man ikke skulle kunne tjene penge på at eje jord, men kun på arbejde. De gik derfor ind for fælleseje af jord. Det gjorde venstremanden Viggo Hørup (der hørte til den fløj af Venstre, som tre år efter hans død dannede Det Radikale Venstre) i øvrigt også.

I en del af rigsfællesskabet har der aldrig været privat ejendomsret til jord, nemlig Grønland, så fælles jord burde ikke være nogen fremmed og skræmmende tanke for en dansker.

Det er det heller ikke ude i den store verden. Thomas Jefferson, som nok var en led slaveejer, men som dog var med til at skrive den amerikanske uafhængighedserklæring, forstod jord som noget, man individuelt kunne bruge til at bo og arbejde på, men ligesom luft og vand ikke noget man kunne eje.

Da Christiania var Christiania, kunne man ikke eje jord på fristaden. Det var jo statens jord, en gammel, nedlagt kasserne. Nu bliver jorden kapitaliseret, hvilket vil give en stejlt stigende økonomisk ulighed, ligesom den private ejendomsret til jord gør alle andre steder. Det er måske den stærkeste motor i skabelsen af ulighed. Mange helt almindelige danskere tjener flere penge på at eje jord end på at arbejde, og man kan ikke for alvor gøre op med uligheden uden at gøre op med ejendomsretten til jord. Man kan heller ikke standse boligprisernes vanvittige himmelflugt i storbyerne uden.

I den spanske landsby Marinaleda lever næsten alle cirka 2.700 indbyggere af at arbejde i landbrugskooperativet Finca El Humoso, som ejer al landbrugsjorden i kommunen, og den tilknyttede konservesproduktion. Da resten af Spanien under finanskrisen for ti-femten år siden oplevede en arbejdsløshed på omkring 30 % og ude på landet langt højere, var der i Marinaleda under 2 % arbejdsløse. Det var uden sammenligning det sted i landet, der økonomisk klarede sig bedst gennem krisen. For indbyggerne fordelte nemlig arbejdet mellem sig på El Humoso, og de valgte at dyrke afgrøder, som kræver meget arbejdskraft, og som til gengæld kan sælges dyrt, fx artiskokker. Det var en logisk beslutning at tage, når nu hele befolkningen skulle tage den i fællesskab, for de havde jo alle brug for arbejde. Hvis en enkelt jordejer havde taget beslutningen, havde han nok valgt afgrøder, som kunne produceres med langt mindre arbejdskraft og altså billigere. Så var arbejdsløsheden blevet som i resten af de andalusiske pueblos. Men El Humoso tager ikke penge ud til profit. Der lægges til side til at forny produktionsapparatet, men ellers går overskuddet kun til skat og løn. Derfor er det også nogle af de bedst lønnede landarbejdere i Spanien. Det er en demokratisk model, og den har vist sig økonomisk langtidsholdbar. Sådan er den røde kommune drevet gennem snart 40 år.

Jeg forstår Siddiques forslag lidt anderledes, nemlig sådan at den jord, som jordbrugsfonden opkøber, skal dyrkes økologisk. Altså at det simpelthen er et forudgivent statsligt krav til produktionen (i Marinaleda er det endnu ikke al produktionen, der er økologisk). Det, synes jeg, er en rigtig og nødvendig idé. Alt landbrug skal omlægges til økologi.

Jeg kan ikke stemme til Folketinget i morgen, og hvis jeg kunne, ville jeg nok stemme på et andet parti end Frie Grønne, men Sikandar Siddique skal have tak for at rejse spørgsmålet om fælleseje til jord. Det er tydeligvis stadig en tanke, det kræver mod at formulere offentligt.

Folkepension – og borgerløn

Jamen, det er da rigtigt, at de fleste danskere har råd til at lægge penge til side til pensionen. Så pyt da med den folkepension, kunne man sige.

Men hvis man vil have en velfærdsstat, må man også tænke på det mindretal, som ikke har råd. Fx de helt små selvstændige, familievirksomheder, der måske kun med nød og næppe har kunnet holde skindet på næsen, men har insisteret på at holde virksomheden i live i håbet om bedre tider. Og måske fordi de ikke har kunnet se sig selv i et 'almindeligt lønarbejde', ikke synes, de passer ind i den livsform.

Eller hvad med de musikere, som uden noget sikkerhedsbælte kæmper sig frem fra job til job i håbet om en dag at få en pladekontrakt. Forfattere, som lever på sultegrænsen, men ikke vil skifte spor, fordi ikke kan holde op med at tænke, at den næste bog bliver en bestseller. Eller simpelthen fordi de vågner hver nat med et digt eller et nyt kapitel i hovedet og ikke kan lade være med at skrive.

Hvad med dem, der blot aldrig har fået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet, men heller ikke har været berettiget til førtidspension?

Man kan selvfølgelig tage den høje hat på og sige, at de fattige kunstnere og andre små selvstændige blot kunne have valgt en nemmere vej gennem livet, og at samfundet ikke skal betale for deres insisteren på en livsform, som kun med nød og næppe har kunnet sikre dem brød på bordet. Eller at dem, som har haft svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet blot skulle tage sig sammen. "Du kan godt!"

Men skal velfærdsstaten ikke også netop sikre en værdig alderdom også for dem, der ikke har taget de valg, som flertallet synes er de rigtige, eller som ikke passer ind på arbejdsmarkedet?

Måske skal man også tænke på, at mange store, eksportgenererende virksomheder er startet som små familievirksomheder, der skulle kæmpe i mange år, før de blev rentable. Måske skal vi faktisk være glade for, at mange familie- eller enmandsvirksomheder bliver ved med at insistere, selvom udsigterne ikke er gode.

Måske skal vi også være glade for, at kunstnere bliver ved at kæmpe sig igennem, selvom den store succes ikke synes at komme. For pludselig sker det. Pludselig er der en gallerist, som falder for ens måde at male på. Pludselig sælger ens musik i Japan, og pludselig får man skrevet den bog, som alle vil læse. Ja, det sker kun for et lille fåtal, men var der ikke hundrede som blev ved at lave kunst på trods, ville der heller ikke være en, som havde heldet med sig.

Det er den økonomiske side af sagen, og det er jo den eneste, man kan tale om i en valgkamp.

Men der er også den anden side, nemlig muligheden for at at leve et liv, som ikke er skræddersyet til det moderne arbejdsmarked – eller til noget arbejdsmarked i det hele taget. Skal samfundet ikke give plads til dem, der vælger at leve et anderledes liv? Det synes jeg.

En borgerløn, som var til at leve af, men ikke til at blive rig af, ville være den bedste vej frem. Men en folkepension på det samme niveau er i det mindste en garanti for en værdig alderdom for dem, der ikke har mulighed for at spare op gennem de arbejdsaktive år.

Afstande over vand som lydbog

Så vidt, jeg kan se, findes romanen Afstande over vand nu som lydbog, indlæst af Ralph Ekstrand. I hvert fald kan den downloades her. Det kan jeg i sagens natur varmt anbefale.

Den er dog kun tilgængelig for blindebibliotekets brugere.

Det er amerikanere og russere, der læser Lystens værk

Det er egentlig helt morsomt for denne blogger at se, hvem der læser med på bloggen. Her er besøgstallene for hele bloggens 15-årige liv, fordelt på lande.

I betragtning af, at bloggen skrives på dansk, og at jeg i øvrigt nærmest ingen bekendte har i USA og absolut ingen i Rusland, og næppe heller mange i de to lande har hørt om mig, er det imponerende, at så mange fra netop de to lande kigger med.

Danmark

20.500

USA

18.100

Rusland

5.990

Spanien

4.990

Tyskland

4.130

Sverige

3.930

Frankrig

3.610

Ukraine

2.160

Rumænien

1.130

Holland

1.010

Storbritannien

676

Polen

399

Indonesien

341

Japan

327

Israel

297

Moldova

248

Ukendt område

186

Canada

166

Portugal

148

Andre lande

9.000

Om uhomogene novellesamlinger

Jeg er lige stødt på en gammel anmeldelse af en endnu ældre bog, nemlig Kig på damen, en novellesamling jeg udgav i 2010. Jeg kan ikke huske, at jeg har set denne anmeldelse før. Måske har jeg bare fortrængt den, fordi andre var mere positive.

Anmelderen synes dog, at bogen er lovende (jeg var 45, da jeg udgav den, og jeg ved ikke, om det er helt ok at være lovende i den alder), og at de bedste af de 11 noveller er fremragende, mens der omvendt også er et par stykker, som angiveligt er helt ligegyldige. Det var der faktisk også andre anmeldere, der skrev. Det sjove er, at nærmest ingen af de mange anmeldere var enige om, hvilke noveller der var fremragende, og hvilke der var ligegyldige. De havde hver især deres favoritter – og det modsatte.

Det tænkte jeg meget over dengang: Om jeg burde skrive mere homogene novellesamlinger, eller om det tværtimod var en kvalitet, at der var noget for enhver smag. Jeg kom aldrig frem til noget klart svar på den overvejelse. Måske er det derfor, jeg aldrig siden har skrevet en novellesamling. Jeg vil ellers rigtig gerne.

Se anmeldelsen her:

Gadekunst i La Victoria – 35

 

Kig på den mørke genstand, eller lad os da bare kalde den for en figur, som står ved det nærmeste hjørne af altanen midt i billedet. Den ligner ikke noget længere, men det gjorde den, da jeg så den første gang for et par år siden. Dukken skulle ligne en hængt person. Den dinglede fra sin galge og spredte et politiske budskab med et skilt på maven, som for længst er faldet af, ligesom løkken om halsen er mørnet af solen og bristet til sidst.

Dukken er lavet af bløde, forgængelige materialer, der nu er sunket sammen som en sæk. Nu er det en affaldssæk, som ingen klatrer op og fjerner fra den utilgængelige altan uden for det tilmurede vindue.

Sådan er det jo også med gadekunsten. Den har et kort liv, fordi det også for kunst er et hård liv at bo på gaden. Og ingen fjerner den fra et ubeboet hus, når den forfalder til ugenkendelighed.

Gadekunst i La Victoria – 34

 

Man kan ikke se det på denne affotografering, men drengen står og kigger mod en hiphop-DJ (se den her), som tydeligvis er malet af en anden kunstner med en anden og grovere tegneserieteknik og en helt anden farveholdning. DJ'en er malet først, og man må se drengen med huen som en kommentar til dette værk. 

Men hvordan skal vi forstå kommentaren? Ser drengen op til denne DJ og vil være ligesom ham? Og er det godt, hvis han vil?

Man kunne også få den tanke, at drengen er søn af den DJ, der står med seje spejlreflekssolbriller og korslagte arme og underholder bag et hegn. Hvordan skal vi forstå det blik?

Noget andet, som er påfaldende, når man kigger hen over de mange graffitier her omkring, er, hvor mange af dem, der snarere ser ud til at skildre noget fra New York end her fra kvarteret.

Gadekunst i La Victoria – 33

 

Jeg synes, det er så vildt, at nogen har valgt at male så relativt ambitiøst et motiv på netop denne mur, der er så ujævn, ødelagt, forvitrende og ja, umulig at male på.

Hvad spejder han efter? En bedre mur at male på, måske.

Det kunne så være denne her. 

Det kunne være den samme kunstner. Igen har vi en 50-60-årig skægget mands ansigt og hånd i sort og hvidt og ikke ret meget mere. Den malede mand er ikke den samme, tror jeg. Ham her er lidt ældre og spejder ikke længere efter noget, men hilser venligt eller ligefrem afvæbnende. 

Gadekunst i La Victoria – 32

Picasso er voldsomt populær i Málaga, og måske særligt her i kvarteret, tæt på kunstnerens fødehjem. Også gadekunstnerne elsker ham. 

Jeg har allerede vist jer en graffitiudgave af Guernica. Her er en lige så god kopi af Les Femmes D'Alger (Kvinderne fra Algier). Jeg forestiller mig, at det er malet i Paris, hvor Picasso har mødt disse kvinder fra de franske kolonier, men billedet må også have en spansk titel.

 

Dette flade, todimensionelle maleri kender jeg ikke titlen på, men også det må være en Picasso-kopi.

Gadekunst i La Victoria – 31

Med knæ- og håndledsbeskyttere må vi gå ud fra, at hun er skater. Da jeg var ung, var det en udbredt opfattelse, at skateboard, hiphop, breakdance og graffiti hørte sammen. Og så den omvendte kasket og de posede hængerøvsbukser, som viste kvart balde. Jeg ved ikke, om der nogensinde fandtes sådan et miljø, hvor det faktisk var de samme unge mennesker, der skatede, malede graffiti, dansede breakdance og rappede, eller det blot var en kliche, et stereotypt blik udefra. Men her i kvarteret er der i hvert fald mange graffitier af både skatere og hiphoppere.

På den anden side er her også rigtig mange graffitier af rastafarier med dreadlocks og en joint i kæften. Er reggae- og hiphop-miljøerne i virkeligheden smeltet sammen? 

Man kan sagtens finde eksempler på, at musikken er.

https://www.youtube.com/watch?v=sZ9CoaLZG34

Gadekunst i La Victoria – 30

 

Jeg tror, denne hyper seje DJ spiller næste fredag på det lokale musiksted, La Polivalente. Jeg ved ikke, om han tager rotten med.

Mere her.

Gadekunst i La Victoria – 29

 

Jeg forestiller mig, dette er en kommentar til den ringe plads, som man har til at dyrke sport her i byen – og måske især her i kvarteret, hvor den eneste mulighed er at stå på skateboard på en byggetomt. Flere af de unge mennesker i kassen har fodboldstøvler på, men det er vanskeligt at finde en græsplane at spille på her i byen, for slet ikke at tale om en egentlig fodboldbane, som ikke er på cement.

Gadekunst i La Victoria – 28

 

Graffitikunstnere er tit inspireret af tegneserietegnernes streg. Her er så tre dinosaurusunger fra en af Ice age-tegnefilmene. En af dem er udklækket med en sej solbrille i panden. Det kan bare ikke gå galt for sådan en fyr.

Gadekunst i La Victoria – 27

De vilkår, gadekunstnere arbejder under, er forskellige. For at kunne lave dette gavlmaleri, har kunstneren fået et stillads op, han har arbejdet ved højlys dag, og han er formodentlig blevet godt betalt for det. Det er en graffitimaler, som har lavet det, men det er ikke en graffiti. Jeg forestiller mig, at der er tale om en reklame af en slags. Et firma har med andre ord betalt bygningens ejer for at få lov at bruge gavlen til reklame, og så har de formodentlig udset sig en dygtig lokal kunstner til at udføre arbejdet.

 

Ophavspersonen til dette værk har ikke fået penge for at male på facaden, men har tværtimod sneget sig til at udføre det om natten. Måske blev vedkommende jaget bort, før værket var færdigt. En betjent eller husets ejer eller beboer? Men hvorfor er kunstneren ikke blot vendt tilbage næste nat for at færdiggøre underansigtet? Heller ikke det kan vi vide, men måske er der slet ikke tale om en lokal kunstner, men en gæst i kvarteret, som allerede var væk næste morgen. 

Gadekunst i La Victoria – 26

Denne fine, omend noget slidte, fuckfinger peger på slagordet Málaga er ikke til salg. Det passer naturligvis ikke. Alt er til salg også i Málaga. Men håbet er vel, at ikke alle boliger i centrum ender som turistlejemål. At i det mindste La Victoria holdes fri. Også det synes imidlertid at være et forgæves håb. Turistlejemål er her allerede kommet mange af, siden fuckfingeren blev malet, og Málaga har nok udviklet sig til en international by, men således også en by, som ikke har plads til sine egne sønner og døtre.
 

Gadekunst i La Victoria – 25

 

Jeg mærker tit, at jeg mangler en del af konteksten, den fælles viden, som man har i kvarteret eller landet, når jeg kigger på graffiti her. Denne fine grønne mand får mig umiddelbart til at tænke på en mellemamerikansk guerillasoldat, men måske er det blot farven og kasketten, der gør det. Han kan lige så godt være en kendt DJ fra Málaga, en populær fiskehandler fra kvarteret – eller kunstneren selv.

Et godt værk er det under alle omstændigheder, og jeg elsker, at han er grøn.

Gadekunst i La Victoria – 21

 

Er det mon et selvportræt? Det finder vi aldrig ud af, men det er i hvert fald en gedigen joint, han har ild på, tyk som en finger og lang som en hånd.

Det er så fedt med planten, der vokser op mellem flisen og muren netop der. Det burde være en hampplante, det er klart, men mindre kan gøre det.

Gadekunst i La Victoria – 24

Dette fantastiske værk på den udtjente mur er en af mine absolutte favoritter. Inventaret passer til muren (og til kvarteret) med den smadrede flaske, den døde kakerlak og den levende, som er på vej op ad den venstre sneaker. Og opstillingen, som gradvis spidser til mod venstre, er enkel, logisk og elegant, og falskehalsen velanvendt. Men særligt udførelsen imponerer mig. Når jeg ser den knuste flaske skildret med den præcision og detaljeringsgrad, gennemsigtigheden, det indre og ydre lys, den diskrete, men perfekte skygge, glassets farve og glans – og så brudfladen! – ja, så skammer jeg mig over nogensinde at have taget en pensel i hånden. Det er simpelthen godt lavet, og jeg begriber ikke hvordan.

Gadekunst i La Victoria – 23

 

Det er vanskeligt ikke at lade sig imponere af detaljeringsgraden i den glorie, der danner baggrund for denne rastafari-profet. Skal det forestille en egyptisk ornamentering?

Gadekunst i La Victoria – 22

 

"Lad os smadre glasloftet," siger kvinden med den store hammer. Jeg tænker, det kan være en aktivistisk kalden til kamp mod udledning af drivhusgasser. Men det kan også være noget helt andet.

Jeg tror, kvinden er en superhelt. Det er noget med den tætsiddende heldragt og den medfølgende maske – og så at hun uden videre i én arm kan løfte en hammer med et hoved, der er dobbelt så stort som hendes eget.

Gadekunst i La Victoria – 20

 

"Min sjæl hilser din sjæl", fortæller denne stilfulde dame med 1920'er-frisure og lange handsker. Man forestiller sig, at hun står med et langt cigaretrør mellem den højre hånds behandskede fingre, men det er ikke til at se.  

Den porøse mørtel forvitrer, og malingen skaller af i flager. Snart er kun sjælen tilbage.

Gadekunst i La Victoria – 19

En mi corazón

Hay un espacio vacío 

con vistas al mar

står der med sirlig skrift ved siden af dette glinsende hjerte. 

Jeg er så profan, at jeg ikke kan lade være med at granske det nøje for at finde indgangen til dette ledige hjerterum med udsigt til havet. Det ligger på kvisten til venstre, tror jeg. Det er kun et lille kammer, men det er der, jeg vil stille mit arbejdsbord. 

Gadekunst i La Victoria – 18

Las Camborias er en spraglet, legesyg bar og samtidig både en slags galleri og et atelier og aktivitetscenter, så det er passende, at de har fået en graffitikunstner til at udsmykke porten.

Det er jo ikke noget sjældent syn, at mindre virksomheder og organisationer arbejder sammen med gadekunstnere. Det ser godt ud, og samtidig sender det et signal om, at virksomheden er 'progressiv' eller åbensindet og i kontakt med gademiljøet i kvarteret. Det kan også give facaden en form for beskyttelse mod at blive overmalet med kedelige tags og slagord, for mange graffitikunstnere er tilbøjelige til at respektere deres kollegers værker mere, end de ville respektere en ubemalet port.

Her er så eksemplet på, at det ikke altid fungerer på den måde. Hvad de producerer i denne garage, ved jeg ikke, men det er tydeligt, at den fede lilla tag, som er smurt ud over det sort-hvide værk på porten, skal sende et signal om disrespekt. Det kan vel være både over for kunstnere og garagens ejer.

Gadekunst i La Victoria – 17

 

Mon ikke, det er et kvindehus, der gemmer sig bag garageporten her? Libérate mujer betyder i hvert fald Frigør dig, kvinde.

Jeg er lidt usikker på, hvordan graffitien på porten skal forstås. Er munden forsejlet af det sølvgrå kvindetegn? Gør kønnet det umuligt for kvinden at tale frit, eller er kvindefællesskabet snarere det, der gør det muligt at tale? Og masken?

Gadekunst i La Victoria – 16

 

Havde byen været et galleri, havde denne gyde næppe været den mest eftertragtede udstillingsvæg. Gaden er så smal, at man ikke kan komme på tilstrækkelig afstand af værkerne til at se dem ordentligt. 

Mænd og hunde pisser her. Alle andre går hurtigst muligt igennem. Alligevel er hver en tilgængelig kvadratcentimeter mur og plankeværk bemalet.

Gadekunst i La Victoria – 15

 

Hvad jeg særligt holder af ved dette værk, er den måde, hvorpå motivet og farverne arbejder sammen med murens egne farver og egen materialitet. Murstenenes blege orangebrune og den grå mørtel understøtter kunstnerens farvevalg. Murens forfald, ujævnheder, krakeleringer, huller og revner giver karakter til det slidte ansigt. Kunstneren har valgt et motiv og en farveskala, som passer perfekt til netop denne overflade, og derfor vil også solens tæring og blegning arbejde med og ikke mod værket.

Men hvem er hun?

Gadekunst i La Victoria – 14

Selvom man færdes i det samme gaderum og har en fælles passion for at male kvindelige tegneseriesuperhelte på nøgne gasbetonmure, har man ikke nødvendigvis den samme opfattelse af, hvordan sådan en superhelt ser ud.

Her aner man i hvert fald to ret forskellige opfattelser af det spørgsmål.

 

Gadekunst i La Victoria – 13

 

Jeg tror, der findes roser i alle farver, undtagen grøn. Men se, hvor flot en grøn kunne være!

Er der noget Mona Lisa-agtigt over kvinden? Jo, men hvad med hullet i den højre øjenhule? Skal vi se tomheden indeni, eller skal der blot være plads til en rose i hullet? Øjet som vase.

Forestil dig at kigge ud gennem en rose. Eller forestil dig tvært imod at kigge ind i en rose, en grøn rose, når du søger din elskedes blik.

"Der burde have været roser", skrev J.P. Jacobsen engang som indledningen til en novelle. En sætning, der bliver ved at runge i kraniet, selv år efter man har glemt resten af novellen.

Gadekunst i La Victoria – 12

 

Kan også hunde drømme om et lille hus på landet? Måske ikke, men mennesker kan i hvert fald drømme om at have en hund med den slags romantiske sværmerier.

Gadekunst i La Victoria – 11

Picassos rædsels-frise Guernica er et oliebemalet lærred, omtrent otte meter bredt og treenhalv højt. Kunstneren befandt sig i landflygtighed i Paris under den spanske borgerkrig, da han malede billedet under indtryk af avisernes efterretninger om Legion Condors terrorbombardement af den lille baskiske by Guernica den 26. april 1937. Nazitysklands bombardement havde i det store hele kun civile mål, ingen militære, og den historiske by blev sønderbombet, og hundredvis af civile omkom. Det var et led i den fascistiske general Francos nedbrydning af den valgte republikanske regering, og det var et af mange tyske brud på den ikke-indblandingspolitik i forhold til borgerkrigen, som verdenssamfundet i princippet havde enedes om, men som Francos venner i Tyskland, Italien og Portugal så stort på, og som derfor kun kom Francos kupmagere tilgode.

Maleriet var med på Verdensudstillingen i Paris i juni 1937, hvorefter det blev opbevaret i New York frem til 1981, hvor det blev udstillet på Museo Nacional del Prado i Madrid i kølvandet på Francos død og parlamentarismens genindførelse i Spanien. Siden 1992 har Guernica været udstillet på Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia i Madrid.

Der er lavet et utal af kopier af dette enorme grå/hvide værk med enkelte blåtoner, som viser krigens rædsler, og som fungerede som et symbol for antikrigsbevægelser, sålænge sådan nogle fandtes. Nogle af kopierne er kulørte, mens andre holder sig til de oprindelige gråtoner. Denne virkelig gode graffitiudgave forsøger at forholde sig loyalt til Picassos farvevalg.

Graffitien her er en af mange Picasso-kopier, som man kan finde på La Victorias facader.