søndag den 11. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 11







Picassos rædsels-frise Guernica er et oliebemalet lærred, omtrent otte meter bredt og treenhalv højt. Kunstneren befandt sig i landflygtighed i Paris under den spanske borgerkrig, da han malede billedet under indtryk af avisernes efterretninger om Legion Condors terrorbombardement af den lille baskiske by Guernica den 26. april 1937. Nazitysklands bombardement havde i det store hele kun civile mål, ingen militære, og den historiske by blev sønderbombet, og hundredvis af civile omkom. Det var et led i den fascistiske general Francos nedbrydning af den valgte republikanske regering, og det var et af mange tyske brud på den ikke-indblandingspolitik i forhold til borgerkrigen, som verdenssamfundet i princippet havde enedes om, men som Francos venner i Tyskland, Italien og Portugal så stort på, og som derfor kun kom Francos kupmagere tilgode.

Maleriet var med på Verdensudstillingen i Paris i juni 1937, hvorefter det blev opbevaret i New York frem til 1981, hvor det blev udstillet på Museo Nacional del Prado i Madrid i kølvandet på Francos død og parlamentarismens genindførelse i Spanien. Siden 1992 har Guernica været udstillet på Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia i Madrid.

Der er lavet et utal af kopier af dette enorme grå/hvide værk med enkelte blåtoner, som viser krigens rædsler, og som fungerede som et symbol for antikrigsbevægelser, sålænge sådan nogle fandtes. Nogle af kopierne er kulørte, mens andre holder sig til de oprindelige gråtoner. Denne virkelig gode graffitiudgave forsøger at forholde sig loyalt til Picassos farvevalg.

Graffitien her er en af mange Picasso-kopier, som man kan finde på La Victorias facader.

Ingen kommentarer: