Jeg har ikke været 'first mover' på ret meget. Men på Facebook var jeg den første. Ja, ikke den første i verden, det var ikke mig, der opfandt det, og jeg var heller ikke den første bruger, men jeg var den første i min bekendtskabskreds og en af de første i Danmark.
Det er 15 år siden nu, det må have været i januar 2007, hvor en god norsk bekendt, Lars Fr. H. Svendsen, gjorde mig opmærksom på eksistensen af denne nye form for offentlighed. Hvis jeg som han registrerede mig her, kunne vi altid finde hinanden igen, selv når vi begge havde skiftet e-mail-adresse og telefonnummer. Så det gjorde jeg.
Men det var en lidt sølle offentlighed, hvis jeg kun var i kontakt med Lars derude, så jeg gik i gang med at sende e-mails rundt til venner og bekendte for at rekruttere flere medlemmer. I første omgang henvendte jeg mig til mine kammerater fra Forfatterskolen og til andre, jeg kendte fra det unge, københavnske forfattermiljø.
Det var umuligt at forestille sig, hvor stort det skulle blive.
Min tanke var, at vi kunne skabe en skrivestue sammen her. Det skulle være en forlængelse af den fælles skrivepraksis på Forfatterskolen. Vi skulle skabe et skumbad af fiktive bobler, som vi kunne stikke hovedet ind i på skift og fortælle, hvad der faldt os ind. En flygtig form for skrift, der levede, til boblen bristede og vi stak hovedet ind i en ny, men ikke skrift, der blev bevaret for eftertiden. Sådan forestillede jeg mig, at det ville blive.
Og i begyndelsen var der ansatser til det. Eller til noget lignende. I de første uger oprettede en masse nysgerrige forfattere profiler på Facebook og begyndte at skrive sammen her. Og der opstod hver dag nye måder at bruge mediet på. Nogen oprettede fiktive profiler og skrev med en fiktiv stemme. Der blev længe gisnet om, hvem Ejler Nyhavn i virkeligheden var. Altså i virkeligheden uden for Facebook. De fleste mente, at han måtte være Peter Adolphsens alter ego, fordi der gik frasagn om en versroman, der var på vej af Adolphsen og denne Nyhavn, Katalognien kom den til at hedde. Nyhavn var en af de flittigste skribenter i den danske Facebook-forfatteroffentlighed, og en af de bedste. Værd at huske er fx hans oneliner-opdateringer om, hvad han i det pågældende øjeblik angiveligt foretog sig. De kom i en periode med flere gange dagligt med minuttallet påtegnet. Det kunne læses som en kritik af Facebooks selvudstillinger, men kunne lige så godt læses som en hyldest til denne nye offentligheds muligheder. Under alle omstændigheder var det et digt, vi læste, mens det blev til. Og så kunne man ikke finde ham på Krak. Det var provokerende. Disse spekulationer er registreret i Wikipedia-opslaget om Ejler Nyhavn, hvor gætterierne hverken af- eller bekræftes. Men Nyhavn er ikke Adolphsen, men tværtimod kunstnernavnet for en ganske selvstændig eksistens med en digter-, musiker og oversætterpraksis af højeste karat.
Nyhavn var virkelig nok og gjorde også Facebook levende. Men nu vrimlede det med fiktive figurer, skabt af forskellige forfattere, som tog Facebook-mediet til sig og undersøgte, hvordan det kunne bruges kunstnerisk. Man må mistænke Knud Steffen Nielsen for at være ophavsmand til mange af de bedste og mest sejlivede af dem.
Det var ikke kun med disse fiktive figurers stemmer, at de litterære dialoger udviklede sig og bredte sig som fladlus på en højskole. Facebook inviterer jo til en flygtig skrift i kommentarspor, som er glemt og ofte ikke længere til at finde efter en uge, og det er i det store hele godt det samme, men jeg fortryder, at jeg ikke kopierede og gemte Knud Steffen Nielsens dialoger med Lars Bo Nørgaard. Det er noget af den vildeste og mest levende dialog-litteratur, som opstod og forsvandt på Facebook, sjældent udtalt af fiktive figurer, men alligevel med en på samme tid egen og fiktionaliseret stemme, kærlig, brutal og helt ude i hampen. Heldigvis er dele af den årelange tekstudveksling bevaret i Nielsens bog Kaptajn Kugeln.
Også andre har udviklet glimrende litterær skrift på Facebook. Peter H. Olesen, ikke mindst, med skarpe, kontrære opslag, som godt kan tåle at blive læst mere end en gang. Eller Per Lau Jensens selvironiske fiktioner om livet som feteret forfatter.
I dag bruges Facebook til alt. Jeg bruger den selv til alt. Men det betyder ikke, at den så er ophørt at med at være et litterært eksperimentarium. Mange andre forfattere har over årene har udviklet en kunstnerisk praksis her. Louise Juhl Dalsgaard skriver sine skønne litterære hverdagsoplevelser og -refleksioner her. Nogle af dem bliver senere til bøger. Arne Herløv Petersen har gjort det omvendte og gennem en årrække nærmest dagligt lagt afsnit af sin enorme erindringsroman, Grænseløs, op på Facebook. Begge dele fungerer godt og har et stort og trofast publikum.
Birgitte Krogsbøll har en nærmest daglig poetisk praksis på Facebook med originale og fantasifulde ord- og bogstavlege, uhyre specifikke lister over fx dyr, mad eller planter, der lever op til særlige kriterier. Der er digte i haiku-form. Der er opstillinger, som gradvis vokser for hvert vers, bugner på midten med lange ord for igen at svinde ind til måske kun et enkelt bogstav nederst ligesom i øverste linje. En symmetri. Kan man kalde det konkretisme? Altsammen i en kort form, der egner sig godt til Facebook.
Lige så kort skriver Jens Carl Sanderhoff, der også har en årelang, løbende poetisk praksis på Facebook med sit litterære alter ego Tage Aille Borges. Her er der tale om fortløbende nummererede opslag (der kan sagtens komme to eller tre samme dag), som typisk er tekstblokke på to-tre linjer, hver især bestående af to til seks sætninger, som rummer en sammenhængende refleksion med udgangspunkt i alt fra en konkret hverdagssituation til verdensaltet. Det kan munde ud i en konklusion eller mere åbent i en undren eller et spørgsmål. Det kan også være en observation, en simpel sansning.
Hanne Højgaard Viemose skriver, hvad der koger i hende, og har ved siden af sine egne opslag haft en langvarig dialog med vennen og forfatterkollegaen Kristina Nya Glaffey, hvor de med jævne mellemrum, dog især op mod jul, genoptager et skænderi om et angiveligt snyderi med risalamanden under en julefrokost i den ene af forfatterforeningerne. Hvem fik i virkeligheden mandlen? Også dele af den dialog kunne tåle at blive genlæst.
Marie Kat er – en kat. Men skriver dansk omtrent som en otteårig pige, jeg kender, omend hun skriver om noget andet. Marie skriver om menneskelivet ud fra en kats kynisk dovne rovdyrsperspektiv, ligesom Kholstomer i Tolstojs fabel skriver ud fra hestens perspektiv. Lad mig være ærlig og sige, at jeg har en mistanke om, at Marie får hjælp til sine Facebookopslag af de to mennesker, hun bor hos, og de er begge vældig dygtige skrivemennesker. Måske derfor lykkedes det Marie at få tildelt den eftertragtede litteraturpris Bukdahls Bet i 2017 for disse opslag. Så en stærk forfatterpraksis kunne i hvert fald endnu på det tidspunkt opnå betydelig anerkendelse.
Nogenlunde samtidig skrev Pia Juul på Facebook, at hun nu ville til at flytte sine aktiver over til en anden tekstbank end Facebook, nemlig MeWe, der går mere op i databeskyttelse. Det var et led i en længere kritisk indsats over for Facebooks tagen ejerskab over publiceret indhold. Men også mod de spionalgoritmer, som hele tiden sender reklamer til os på Facebook. Jeg fulgte hende derover, oprettede en profil og tilføjede de syv bekendte, som havde gjort det samme. Og ventede. Det blev aldrig til mere. Nu kan jeg ikke komme ind og se, om der faktisk er kommet venneanmodninger fra flere end de syv, for platformen baserer sig på betalt medlemsskab. Det er alternativet til reklamerne. Det er sådan set et sympatisk alternativ, og når jeg har skrevet en genuin bestseller, vil jeg give det en chance. Foreløbig har Facebook vundet. Stort.
Facebook er ikke de unges mødested på nettet, men den kan stadig noget som mødested – og som kreativt udviklingsrum for forfattere. Der er en særlig kvalitet ved, at denne litterære praksis foregår, mens man læser den. Og at alle i princippet kan være en del af den.
Jeg var 'first mover' på Facebook i min bekendtskabskreds, men havde jeg ikke fået mine litterære venner med legen i januar 2007, havde en anden gjort det i februar. Det kunne ikke holdes nede. Jeg kunne godt lide den kreative energi, som udviklede sig i den første tid, hvor vi allesammen ville opfinde nye måder at bruge Facebook på, som nybyggere på et nyopdaget kontinent. Det er, som om det hele er afprøvet nu; det er en hverdagsting, og det er godt. Men en dag bliver det opfundet forfra igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar