onsdag den 21. december 2011

Av!

Hvorfor siger vi Av? Det er der vist ikke andre end danskerne, der gør. I hvert fald lige præcis på den måde. Englænderne siger Autch, ellersådannoget. I andre lande siger man noget helt andet. Alt muligt, siger verdens folk, når det pludselig gør ondt. Dog er der ingen, der siger Swegenswabelprungelprühl! Undtagen en kontrær bjergbonde i Lichtenstein, og han er så helt enormt ung og har så vanvittigt god tid, at han ikke rigtig tæller med.

Hvorfor siger vi Atjuh! når vi nyser? Eller siger vi det? Jeg gør, faktisk. Sådan cirka. I andre lande siger de noget andet. Atis! fx. Det siger de i Spanien, muligvis regionalt afgrænset til Andalusien. Selv kunne jeg ikke drømme om at sige Atis! Det er for barnligt.

Vi siger Uh! når vi bliver forskrækkede. Hvordan kan vi nå at huske, at vi ikke skal sige Atjuh?

Men tænker vi da over hvad vi siger, når vi råber en lyd, fordi det gør ondt eller fordi vi nyser?

Nej, det er noget vrøvl, at man skulle tage stilling til, hvad der er rigtigt eller lyder sejest; lyden kommer bare af sig selv, vil jeg mene. Sådan føles det.

Men alligevel er der lokale, regionale og nationale forskelle. Er det så genetisk? Nej det tror jeg godt, vi kan afvise, for jeg har en gang mødt en koreansk adoptivdreng, der nøs med et Atjuh! Det havde han lært i Danmark. I Korea ville de ikke vide, hvad han mente med Atjuh.

Det er altså indlært sproglig adfærd. En automatiseret reaktion.

"Er du sikker?"

Ja, temmelig.

Men så spørger jeg igen: Hvorfor siger vi Av! og ikke fx Uf! eller Ad! eller Wiing? Hvorfor har vi lært det sådan? Er der nogen, der kan svare mig på det?

torsdag den 15. december 2011

Svælget

Det er svælget mellem Himmerland og København, som har sat det i os. Det at kende begge steder, høre hjemme begge steder, at være det ene og i sin gerning og tanke række ud efter det andet.

Nej, ikke Himmerland, men Bigum. Bigum mellem Viborg og Hobro, Bigum ved Tjele Langsø, ved Tjele gods, Bigum, lillebror til Lindum, en anden landsby, som heller ingen københavner kender til. Bigum på Heden, Hiern, med lyngen i sandet, og de violette tidsler, hvor der er vand til dem, bregnen ved kilden, som vi drak af, fordi der alligevel var så langt til den nærmeste opdyrkelige gyllemark.

Og det er ikke Bigum, men huset på Lergravsvej, lige uden for Bigum. Der hvor elleve Halskovsøskende voksede op hos Søren og Jenny. Marie, Kristian, Nora, Kaj-Aage, Anna, Hans, Karl, Knud, Karen, Ingrid og Arne, som nu alle har børn og børnebørn. Huset, en kilometer fra forsamlingshuset, hvor vi alle er blevet gift, hvor sølv- og guldbryllupperne er blevet holdt, festerne.

Og Bæistfårs Huws, som lugtede jordslået det meste af året, men slog vinduerne op, når forsamlingshuset var fuldt, så kunne vi sove der, hvor ingen havde boet i årevis. Og Bæistfårs Huws, hvortil Knud, så frejdig, proklamerede, at han kunne gå hele vejen på hænder. Og det gjorde han, det er ikke ligegyldigt, selv ikke i dag det meste af et halvt århundrede efter.

Og ikke København, men Fælledparken første maj, universitetet, Posten, hvor vi alle har arbejdet med kineserne; Hans Erik har, Arne, Karl og Knud, Moster Anna. Lise. Også Kaj Åge og hans drenge, men det er Posten i Odense, som også er København, når man kommer fra Bigum. Polensgade 29 på Amager, i kvarteret, hvor alle gader er opkaldt efter sovjetiske lydstater, det kunne man dengang, Polensgade, hvor Knud og Ingerlise fik Jakob, hvor Arne tog over, hvor Lisbeth har boet, og Lars, og Lisbeths hollandske bohemekammerat, trotteren Jim, som ikke var en kæreste, det kunne vi også i firserne. Det er Heisesgade 32, hvor Bo er vokset op, hvor også Arne boede, og igen Lisbeth og Lars.

Festerne, igen festerne, som vi tog med os fra Bigum til Heisesgade. Det at drikke sig sammen, sønder og sammen, at det er snyd at holde sig tilbage, at lurepasse, skjule hvad man har i sig. Fester af den slag, hvor svælget skulle prøves. Øllet skulle derned, mad nok, virkelig nok, kød, og snakketøjet, det jyske, men omplantet til hovedstaden. Det dialektfri jyske, tonen, som aldrig slap fri af Bigum, men uden ordene og grammatikken fra Himmerland. Jo, men kun for i spøg at vise, hvad der stadig knyttede os sammen. Den spøg, som ingen københavnere helt kunne trænge ind i.

Festerne, som var jyske i den forstand, men omplantet til Amager og Østerbro. Spædet op med halvfjerdsernes københavnske, frigjorthed, studenteroprøret, at være sluppet væk. Ja! Væk fra Bigums årstider, træskoene, fattigdommen, det alt for fede svinekød, de udkogte kartofler, skråen og stokken.

Socialismen, som var en del af Bigum, den socialdemokratiske landarbejder, skovarbejder, mejerist, grusgraver, snusende husmand og kortenspiller, far til elleve. Kaffe og snaps. Men en anden socialisme, en frisindet venstresocialisme, en studenterhue, en plakat på væggen, masser af plakater, demonstrationer og øl. At være aktiv i Enhedslisten, i en periode, eller SF, eller hjem til Søren, trods alt, til Socialdemokraterne, at tage tæskene, indtil de igen får magt og slapper musklerne under huden. Rødvin og de vanvittigt stærke pølser fra Charcutterie Rita i Lars Bjørnstræde. Nye sange, men også Blicher. Mad nok, og snakketøjet. At være aktiv i sin fagforening, tillidsmand. At deltage, tage ordet, hvor man er.

At få børn og flytte tilbage til Bigum, men ikke flytte. Købe et sommerhus sammen. Ikke på heden, men så langt ude på en kornmark, at der aldrig vil blive asfalteret hele vejen derud. Knud, Karl og Ingrid. Molevitten, skulle den hedde, for det var hele molevitten, alle brødre og søstre, alle nevøerne, og et par niecer, hele pakken af drømme og det frigjorte liv, emancipationen, hævet over armod, træl- og troldom.

At købe sin barndom hjem, sit barndomshjem, når forældrene er borte, når Søren bor hos Karen, mor er død. At tro på, at det kan hænge sammen, at man kan arbejde sammen om at få det til at fungere, arbejde sammen, man er ikke doven. Ikke at tro på det alligevel.

At flytte tilbage, virkelig flytte, ikke til Bigum, men til Haverslev eller Molevitten. Som jysk københavner i Jylland. Aldrig at nå helt til København, men bo på Sjælland, Tissø, Næstved, slå sig ned på Fyn, så er man halvt ude, halvt hjemme. Kæmpe om en grusgrav. Køre knallert i den. Køre speedway, spille fodbold, badminton, bordtennis eller håndbold som hjemme på marken. Blive god til det, eller ikke.

Kæmpe for sjov med hele familien, kok, skolelærer, post, brandmand, bogholder, ingeniør, evighedsstudent og pædagog. Så er børnene med, og børnebørnene. Det er i Haldagerlille ved Sorø, som ikke er Jylland, man arbejder i København, men som alligvel er Bigum, fællesskab og strid. Kæmpe, og inderst inde at vide, at det ikke er for sjov mellem brødre. Spille kort, whist med esmakker, eller poker, hvis man giver fanden i det hele. Rafle, så er det snyd, tænkeboks. Skal det være med eller uden dåb?

Søge hinandens anerkendelse som en svag skygge af Sørens, den, der aldrig var nok af. Måle sig med hinanden: Hvem af os tror du er mest intelligent? Det gyldne bæger hvert år til pinse, hvem er mest rigtig Halskov? men også hjælpe hinanden, med at finde et job, et værelse.

Bo sammen, Kims skiftende kollektiver og bofællesskaber, at tage nogen ind, familien er større end den hellige kvartet, i en periode, eller planlægge sammen for det lange perspektiv. At dele skavanker, det ikke at kunne finde vej, alle de stedblinde, at fortabes i svælget. Eller det omvendte: at være god til de samme ting, retorikken, sproget, at blive jurist, gøre det færdig, som ens morbror døde fra, gøre det færdig på den samme måde, den svære, med børn og fuldtidsjob ved siden af, og på den måde paradoksalt nok i endnu højere grad blive sig selv.

Skal børnene i kirken? I hvert fald skal vi synge om hinanden, om aldrig at komme væk fra Jylland. Skagen, at få børn som heller ikke kommer væk, eller som gør, men stadig bærer svælget i sig. Førstegenerationsakademikerne, skolelærerne, journalisterne og løsarbejderne. Kunstnerne og socialisterne, det slet ikke at kunne forestille sig at holde med dem, der klør de rige på ryggen, selvom man ikke længere selv er fattig.

At svælge i det, svælge i, hvor rigtige vi er, at vi ikke svigter, eller at jo, han eller hun gør nok alligevel lidt, men vi er dog Halskover. Røde. Og det er Bigum, den kommer fra, humoren, som er vores, som ikke kan erhverves uden det hårde og onde, som den lindrer. Sangen og en øllet tåre. En øllet troskabsed. Øllet. Det kan knibe med tøjet, men mad nok til svælget, ellers kan man ikke hænge i, mad nok, kød, nu er det krydderpølse.