fredag den 26. juni 2009

KU-toppen bekender kulør som antidemokrater

"Fattige må hjertens gerne stemme. De, der lader staten forsørge dem, er omvendt ganske oplagt inhabile, og kan passende fratages deres stemmeret", skriver Martin Seebach, som er medlem af Konservativ Ungdoms øverste ledelse på KU's debatforum.

Folkepensionister, SU-modtagere, invalidepensionister, bistandsklienter, kunstnere på stipendier eller livsvarige ydelser ... I er ikke subjekter for landets ledelse, men umælende undersåtter, hvis det står til denne del af højrefløjen. Husk det!

onsdag den 24. juni 2009

Uden skygger

Også Grosso vil være derude et sted. Grosso er akademiets hvide fyrste.
Grosso er for stærk for dig i den tilstand. Om lidt vil du finde ham svøbt i lagenlærred.
Jeg ved, hvad han vil sige, hvad han vil lokke med.
– Du vælger selv, om du vil dø. Der er intet tvingende logisk argument for, at ingen lever evigt.
Det vil han sige til dig, og du vil ikke kunne modstå hans sirener nu.
– Så bliver du som en gas, vil han sige. Vi hører ham så tit.
Så går det løs.
Hooo! Og jeg skal ligge ned, ja, ligge ned på ryggen. Peruvianere med panfløjter og filthatte løfter mig på flade hænder. Nu kan jeg se dig. Hvor er din hånd? Der bliver så langt mellem os. Ja, du bliver så lille.
Der står han allerede, Grosso. Han har ret, du er en gas nu, en partikulær gas, du er netop denne gas. Du er konkret, selvom din krop er forandret, som den er. Selvom din krop ikke længere er afgrænset af hud, en hud med fejl og revner. Den flyder sammen med de andre gasser, dine partikler spredes. De driver væk fra mig, de fjerner sig fra dit centrum. De stiger opad og ud som af en tragt.
Han giver dig evigt liv, men uden skygger.
Du troede, at dine tanker ville svimle ud og svulme op, at dine følelser ville. Du troede, du ville høre Dvoráks 9., men hører Bent Fabricius Bjerre.
Lad mig svæve op og drysse ned, lad det være mig, der sner igennem dig, lad det være mig, der tynger dig mod jorden. Tænk på værdien af at kende farverne. Tænk på, hvor meget lyset blænder over skyerne.
Du har ingen tarm, ingen tunge eller hud. Du kunne savne det at fjerte, at drikke mælk, savne den læskede kalks ætsen i dine blege arme.
Du tror ikke, du vil være i stand til at tænke logisk og konsistent med en krop af denne form. Men det vil du. Dine tanker er en difuserende vilje til orden og logik, jeg kender dig. Det er den renhed, en renset røg. Du er en kølig vilje i gas. Dine partikler fjerner sig fra hinanden nu. Dine tanker slipper deres række, som hvedemel slipper dej uden væde. Du vil ikke kunne tænke sammenhængende i en krop uden hud ret meget længere.
Jamen, kæreste, du har hverken trommehinde eller ambolt. Hvordan skal du nogensinde kunne høre Pepe spille Up Up And Away?

torsdag den 18. juni 2009

FJERDE AFSNIT AF "Hypnofred"

bliver skrevet af den første, der henvender sig for at deltage i udarbejdelsen af denne fælles novelle/kortroman.

Afsnittet er vel på 300-500 ord og begynder, hvor afsnit 3 slutter.

Send mig en mail på snubby2@ofir.dk, så giver jeg besked om det praktiske.

/Jens

onsdag den 17. juni 2009

TREDJE AFSNIT AF "Hypnofred"

Klokken 23.23 var vi, som ved et trylleslag, atter os selv. Vi havde i cirka seks og en halv time kollektivt været hypnotiseret til tro, at vi hver især havde drukket treogtyve pilsnere af en gennemsnitlig styrke på 4,6 procent. Pigen, som forrettede gennem vinduet, havde aldrig tidligere drukket mere end syv øl på en aften og var ude af kontrol. Du virkede mere fattet, men netop nu står det klart for mig, at det fik langt alvorligere følger for dig end for hende.
Aftalen indebar, at vi, som deltog i Hypnopiloten, skulle kunne huske alt, hvad vi havde oplevet og foretaget os under rusen. Det var den sikkerhedsklausul, som den feministiske fraktion havde insisteret på. De havde hørt rygterne om Peli, at han tidligere havde udnyttet kvindelige klienters manglende erindring om, hvad der var sket under konsultationerne. Feministerne tog ingen chancer.
Det lykkedes. Vi var i det store hele enige om, hvad der var sket i løbet af aftnen. De fleste mente, at det var godt at tale om det, det fik skammen til at forsvinde. Vi havde alle gjort ting, vi ikke måtte. Vi mærkede denne uro, der kommer af at have overtrådt et forbud. Langt de fleste af os mente, at vi ikke blot havde haft vores sjoveste fest nogensinde, men også havde lært noget om os selv. Noget, som ville accelerere den kunstneriske og personlige udvikling, netop fordi vi kunne huske det hele. Det var en sejr, det vil jeg holde fast i. Og lørdag morgen var alle så friske, at vi næsten ikke kunne tro, vi havde svimlet rundt i en balstyrisk rus aftnen forinden.

Pilot 2 blev sat i værk den følgende fredag med samme hold. Det nye var doseringen. Peli skruede ned for antallet af pilsnere, men blandede til gengæld en betragtelig mængde extacy i kuren.
Der opstod nu det nye, at kun syv af deltagerne de facto havde prøvet at indtage extacy, og kun fire havde taget det i blanding med alkohol, så resten af os blev påført en rus af en type, som vi aldrig havde oplevet, og derfor selv havde opfundet. Vi digtede os hver især til, hvordan sådan en rus ville være. Peli kaldte os fantasipiloter. Vi fantaserede os til en rus så frisættende, at de fire realpiloter, som faktisk vidste, hvordan blandingen af extacy og øl virkede, og derfor måtte nøjes med denne mere begrænsede virkning, blev jaloux. Vi drillede dem. Pludselig var syrehovederne festens stivstikkere.

Pilot 3 fordoblede deltagerantallet, skiftede extacy ud med coke og LSD, og øl med absint. Denne blanding fremviste en eksplosiv effekt, fordi kun to ud af 46 deltagere havde afprøvet den i Realia. Resten af os var fantasipiloter og rablede løs i vores maksimale drømmerus gennem hele aftnen. Måske derfor husker de fleste Pilot 3 som den mest skelsættende oplevelse overhovedet.

tirsdag den 16. juni 2009

ANDET AFSNIT AF "Hypnofred"

Hypnopiloten blev sat i gang fredag eftermiddag den 23. marts. Der er stadig en vis uenighed om, hvad der skal regnes for starttidspunktet. Er det øjeblikket, hvor dørene til atelieret blev låst udefra, eller er det der, hvor Peli indledte sin fælleshypnose?
De fleste er dog enige om, at Hypnopiloten først for alvor gik i gang, da Peli var færdig med seancen. Man ved, at dette indtraf mellem 16.46 og 17.09.
Vi begyndte uden varsel at træde de danse, som vi aldrig tidligere havde vovet os ud i. Det gav den søde ømhed i muskler, vi ikke vidste, vi havde. Men det gav os også ny magt over egne kroppe. Det gav et større liv. Hvem var det, der formulerede det på den måde? Vi fortalte vores nye bedste venner, hvad vi i virkeligheden syntes om dem. Der blev ryddet op i falske forbindelser.
To af akademiets mest hæmmede piger gav sig til at æde den helstegte kalkun uden at bruge hænderne. De skreg af fryd, mens de kradsede kinderne til blods på fuglens splintrede brystben. Den ene trådte op på en stol og sked gennem vinduets tremmer bagefter.
Du var lykkelig.
Der var sex, det er klart, og på måder og mellem mennesker, som ikke anede, at de ønskede sig det sådan. Også du var gæst i fremmede lyster, det glemmer vi ikke.
Nogle begyndte at male med de pensler, der var stillet frem. I hvert fald fire af malerne slap ved den lejlighed af med angsten for det hvide lærred. Der er tale om varig helbredelse, har jeg forstået. Jeg ved, det var dig, der begyndte at male med lærrederne.

Det ligger fast, at klokken var 23.23, da stereoanlægget begyndte at spille Up Up And Away. Det var det signal, vi havde aftalt.

mandag den 15. juni 2009

FØRSTE AFSNIT AF "Hypnofred"

– Jeg fatter ikke, at ingen har gjort det før, at vi ikke selv har, siger du.
Jeg tror, vi alle har det sådan nu. Der er ikke gået mere end et par måneder, men ingen af os husker klart, hvordan livet var, inden vi begyndte, ingen kan forestille sig nogen anden måde at feste på. Ingen vil vende tilbage til den gamle. Enkelte hævder, at enhver forestilling om livet inden Hypnofred er illusorisk, en religiøs indbildning.
Med Hypnofred holder Kunstakademiet de mest animerede fester hver fredag. Det har vi gjort forårssemesteret igennem uden et eneste efterfølgende anfald af tømmermænd. Det koster ikke noget. I hvert fald er det billigere end den sprut og de stoffer, vi plejede at frådse i. Hypnofred sætter ingen spor i leveren, vi kan arbejde for fuld kraft lørdag morgen. Der er ingen afhængighedsskabende abstinenser, ingen skygger i ansigtet.

Der er heller ikke mangel på studerende, som mener, at Hypnofred var deres ide, at netop de havde fået tanken, hvisket den til en studiekammerat, skitseret den i et for længst slettet indlæg på en blog, givet den videre i forbifarten, men blot ikke haft tid til at følge den til dørs. Men alle I, der har været med fra begyndelsen, ved, at det var mig, der den 23. februar rejste mig i kantinen og erklærede, at jeg havde en ide, som ville revolutionere vores weekendliv.
Vores weekendliv, sagde jeg. Jeg kunne ikke forestille mig, hvor meget større det ville blive, hvor omfattende en forandring der ville blive tale om.
Jeg tror, du husker, hvor mange møder jeg indkaldte til i festudvalget, hvor længe jeg holdt ved, før det lykkedes mig at få samlet treogtyve unge mennesker, der var parate til at gøre det første eksperiment, deltage i den fest, vi i dag refererer til som Hypnopiloten. Jo, jeg var stædig.