Måske er Kevin Spacey alligevel en kvart Weinstein?

I forgårs skrev jeg her på bloggen et forsvar for Kevin Spacey under titlen: 'Kevin Spacey er ingen Weinstein', og dårligt havde jeg lagt teksten op, før det væltede frem med nye beskyldninger mod den amerikanske skuespiller. De fleste handler om Spaceys adfærd i perioden 2003 til 2014, hvor han var kunstnerisk leder på Old Vic-teatret i London. Her har en række tidligere medarbejdere nu offentligt anklaget ham for at have gramset på dem eller taget dem i skridtet.

I modsætning til den 31 år gamle ikke-sag, som jeg skrev om i forgårs, så handler de nye anklager om befamlinger af voksne mænd. Det gør jo umiddelbart betragtet sagerne endnu mindre alvorlige end den første bagatel, for voksne mænd må man altså gerne lægge an på og forsøge at komme i seng med. Men på den anden side er der tale om en helt anden situation end i den forældede sag: Først og fremmest fordi Spacey var kunstnerisk leder på Old Vic. Her havde han en indiskutabel magtposition i forhold til de unge skuespillere og andre medarbejdere, som han angiveligt har klemt om pakken. Netop dette gør naturligvis, at Spaceys sager nu alligevel begynder at minde lidt om Weinsteins. Jeg har endnu ikke hørt, at Spacey skulle have truet nogen med, at de ville gå glip af en karrieremulighed, hvis de ikke ville lege med chefen, eller at Spacey direkte skulle have tvunget nogen til sex, men et godt gæt er, at der vil dukke mange nye anklager op i løbet af de næste dage, så det kan jo komme.

De sager, som nu er kommet frem, kan næppe føre til straffesager, men formodentlig til erstatningssøgsmål. Lad os se. Og hvis der er hold i de nye anklager, har Spacey misbrugt sin position til at opføre sig som en uhæmmet gris, så selvom han måske ikke direkte har lovet skuespillere roller til gengæld for sex (noget som jo desværre altid har været ret almindeligt i Hollywood), så ligger det i kortene, at det ikke er gratis at sige nej chefen, når han ikke kan holde hænderne for sig selv eller pikken i bukserne. Det er en alt for almindelig måde at være chef på, ikke kun i teater- og filmverdenen.

Det er usympatisk, fordi det presser ambitiøse medarbejdere til at have sex med en person, som de måske overhovedet ikke har lyst til at have sex med.

Det er også usympatisk, fordi de medarbejdere (her skuespillere), som vælger at takke nej til at bytte sex for en forfremmelse eller for en god rolle, ja, de går glip af denne forfremmelse eller hovedrolle, selvom de sagtens kan have været de bedst kvalificerede.

Derfor skal vi arbejde på at komme væk fra denne måde at være leder på. Det kan man gøre på flere forskellige måder: 

Den bedste og mest radikale måde er at nedbryde magthierarkierne i samfundet og på arbejdspladserne, sådan at ingen chef har absolut magt. Absolut magt er ikke sundt. Det er bedre at dele magten, det er bedre at kontrollere magten, det er bedre at skiftes til at have magten, og det er bedre at udøve magten i samråd med andre indviede. I den udstrækning dette er praktisk muligt.

En anden vej er netop at stå frem med sager, hvor chefer udnytter eller forsøger at udnytte deres magt til at få sex med medarbejdere, som ikke har lyst til det. Ikke for at smide liderbasserne i spjældet, men for at bevidstgøre dem om, at det ikke er en sympatisk adfærd. Det er heller ikke en acceptabel adfærd. Med det mener jeg, at klare og gentagne brud på en nedskrevet adfærdskodex for ledere bør kunne føre til afskedigelse, selvom der ikke har været tale om strafbare handlinger.

Jeg mener, man bør gøre begge dele: nedbryde magthierarkier og stille krav om, at ledere ikke misbruger deres magt.

Anthony Rapps anklage mod Kevin Spacey var så tvivlsom, så bagatelagtig, så forældet og så tilsyneladende enkeltstående, at det forekom mig helt absurd at gøre Spacey både æres- og arbejdsløs på det grundlag. Men det viste sig kun at være ouverturen; de anklager mod Kevin Spacey, der siden er kommet frem, tegner et andet og mere skimlet billede af en teaterchef, som ikke kunne håndtere sin magt på en acceptabel måde.

Afsløringerne standser næppe her. Måske får nogle af anklagerne et retsligt efterspil. Det må vi afvente. I hvert fald må det afklares, hvad der faktisk er foregået på Old Vic. Kevin Spacey vil sikkert selv have godt af en periode, ikke i skyggen, men i det mindste uden for rampelyset. En tænkepause.

Det har han tilsyneladende selv erkendt. Spacey valgt at gå i behandling og til udredning hos en psykolog. Det er klogt af ham.

To ens strømper

I dag skete det. For første gang siden blealderen tog min nu tiårige søn helt af egen drift to ikke blot matchende, men ligefrem to ens strømper på. Det var hårdt. Jeg følte, at en epoke var forbi, at en umistelig kvalitet ved livet for evigt var tabt. Jeg stirrede stum af rædsel på mine hænder, som pludselig forekom mig underligt små og livløse. Alligevel lykkedes det mig at komme videre; nej, det var ikke mig, men hænderne. Mekanisk og uden nogen impuls fra min viljes side begyndte de lidt efter at kaste krøllet kikseembalage ind på drengens gulv, som ville de vise, at det endnu var for tidligt at sende dem til pølsemageren. Det nyttede ikke noget; enhver kunne se, hvordan det var fat. Da jeg havde siddet en stund, måske to minutter, måske en time, sammensunket på sengekanten, kom min søn forbi. "Hvorfor gjorde du det?" hviskede jeg. "Hvad?" sagde drengen fraværende. "Hvordan kunne du finde på at tage to helt ens strømper på? Det kan nemt komme til at virke som trods, sådan noget. Jeg var for streng med lektierne i går, ikke?" uddybede jeg. "Det var de eneste, jeg kunne finde!" svarede han uden det mindste tegn på forståelse for situationens alvor. Allerede her var det, som om noget igen vaktes til live i mit bryst, nærmest som om det atter gav mening at drage luft ned i lungerne. "Altså, det var de første, jeg fik øje på, i hvert fald", rettede drengen så sig selv med en fjern rungen af ugidelighed i stemmen. Og så var alt igen, som det skulle være. 

Kevin Spacey er ingen Weinstein

Den amerikanske skuespiller Kevin Spacey var tiltænkt en Emmy for sin fremragende fremstilling af den skrupelløse præsident, Frank Underwood, gennem fem sæsoner af tv-serien House of Cards. Jeg tror, de færreste i branchen vil mene, at der var tale om en ufortjent hyldest.

Men nu får han den ikke alligevel. Academy of Television Arts & Sciences begrunder beslutningen på Twitter, hvor de skriver:

"I lyset af nylige hændelser vil akademiet ikke hædre Kevin Spacey."

Og hvad er det så for nylige hændelser, som Emmy-værterne hentyder til? Jo, det er såmænd en ikke særlig nylig hændelse, nemlig en episode, som angiveligt skulle have fundet sted under en stærkt animeret privatfest for 31 år siden:

Søndag den 29. oktober fremsatte skuespilleren Anthony Rapp en offentlig beskyldning mod Kevin Spacey:

• Den dengang 14 år gamle Rapp havde på et tidspunkt tilkendegivet, at han ville til at gå, forlade den pågældende abefest.
• Herefter havde den dengang 26-årige Spacey angiveligt lagt sig oven på Anthony Rapp og spurgt:
• "Er du sikker på, at du vil gå nu?"
• Det bekræftede den unge Rapp. 
• Herefter forlod Rapp festen.
• Punktum.

Rapp føler sig overbevist om, at Spacey havde seksuelle hensigter med sin invitation til at blive lidt længere. Og det kan man jo godt forestille sig, at han har ret i. Kevin Spacey kan på sin side angiveligt intet huske om episoden. Ifølge Rapp var Spacey stærkt beruset, så det forekommer også ganske sandsynligt. Og ikke kun fordi han var meget fuld. En mand, der har levet et liv fuld af fester og ofte skiftende seksualpartnere kan sagtens have glemt en 31 år gammel seksuel inklination, som ikke førte noget med sig.

Alligevel har Spacey undskyldt over for Rapp og beklaget, at den yngre kollega åbenbart har gået rundt med en ubehagelig fornemmelse indeni i alle de år, der siden er gået.

Har Kevin Spacey begået noget ulovligt?

Hvis han havde haft sex med Rapp, havde det været ulovligt, for Rapp var mindreårig på det pågældende tidspunkt. Det ville dog næppe være strafbart. For det første er det nærmest umuligt at bevise et seksuelt forhold, som fandt sted for 31 år siden, uden enten en tilståelse fra den anklagede eller pålidelige vidneudsagn fra tredjepersoner. For det andet er sagen forældet.

Men nu var der, selv hvis Rapp husker rigtigt og taler sandt, intet seksuelt samkvem mellem Rapp og Spacey. Det er slet ikke det, beskyldningerne går på. Det handler om, at Spacey angiveligt opfordrede den unge Rapp til sex. Og er det så i givet fald ulovligt?

Ja, det er også ulovligt for en voksen at opfordre en mindreårig til sex, selvom den den voksne efterfølgende accepterer afvisningen. Det må man ikke. Det er den voksnes ansvar at tage vare på den mindreårige, som ikke skal stilles over for et valg om, hvorvidt han eller hun vil have sex med en voksen. Det kan man ikke forvente, at de er følelsesmæssigt modne nok til at tage stilling til.

Men igen: Vi har ingen muligheder for at få bekræftet, om episoden fandt sted, som Anthony Rapp har gengivet den. Faktisk kan vi ikke vide, om den overhovedet har fundet sted. Vi har kun Rapps ord for det. Og ordene er faldet 31 år efter. Er det sandsynligt, at den fandt sted? Tja, det kan sagtens være. Kevin Spacey er erklæret biseksuel og kan da godt i en kæmpebrandert have lagt an på en teenagedreng til en fest. Men det kan lige så nemt være løgn, hukommelsesforskydning eller en fejlagtig opfattelse af en uskyldig situation.

Faktisk kan Anthony Rapp heller ikke vide, om der var tale om en seksuel inklination. For Kevin Spacey spurgte aldrig Rapp, om han ville have sex med ham. Han spurgte, om drengen var sikker på, at han skulle gå nu. Han tog ham heller ikke i skridtet eller gramsede ham på røven, han kyssede ham ikke, men lagde sig (angiveligt) oven på ham. Som jeg fx har lagt mig oven på mine børn, for at lege: Bøh, du kan ikke slippe væk! Tvang Spacey ham til noget: Nej, det gjorde han heller ikke.

Selv hvis episoden faktisk fandt sted og fandt sted præcis, som Rapp beskriver den, og selv hvis det var foregået i sidste måned og ikke for 31 år siden, og selv hvis der havde været vidner til at bekræfte historien, havde Spacey næppe begået noget ulovligt. Det er ikke ulovligt at lægge sig oven på nogen til en fest og spørge, om de ikke vil blive lidt længere. Måske er det fjoget eller naragtigt at gøre, måske er det irriterende, intimiderende eller ubehageligt for den anden, men ulovligt er det ikke, hvis man ellers fjerner sig igen, når den anden beder om det. Da jeg var yngre, kunne jeg såmænd sagtens have fundet på at gøre det samme, fx med en af min fætre, som jeg godt kan lide at feste med. Jeg kunne ikke holde ud, at festen skulle slutte. Måske har jeg gjort det. Jeg har i hvert fald gjort så meget andet tosset i en brandert til en fest.

Man skal huske, at det her ikke handler om, hvorvidt Rapp har haft en ubehagelig oplevelse. Det kan han godt have haft, uden at Spacey har gjort noget ulovligt. Det kan han også have haft, uden at Spacey har gjort noget moralsk angribeligt. At jeg føler ubehag ved dine handlinger, er ikke ensbetydende med, at dine handlinger er forkerte. Måske opfatter jeg dine handlinger anderledes, end du har ment dem. Måske har jeg et urealistisk billede af dine handlinger over for mig. Måske føler jeg ubehag ved noget, som andre opfatter som helt harmløst. Min følelse af ubehag er ikke din lovgiver.

Det handler heller ikke om, hvorvidt Rapp har følt sig krænket. Heller ikke min følelse af krænkethed kan være alment normgivende.

Afstraffelsen af Kevin Spacey standser imidlertid ikke her. Det er ikke kun hyldesten for veludført arbejde, som tages fra ham på baggrund af denne 31 år gamle bagatel. Det er også hans fremtidige muligheder for at arbejde:

Produktionen af den sjette sæson af House of Cards er 'stillet i bero'.

"MRC og Netflix har valgt at stille produktionen af sæson 6 af 'House of Cards' i bero indtil videre, hvilket giver os tid til at vurdere den nuværende situation," skriver MRC og Netflix i en fælles pressemeddelelse.

Ikke alene skal Kevin Spaceys hidtidige værk besudles af denne ubekræftede, 31 år gamle ikke-sag. Hans fremtidige muligheder for at arbejde skal også ødelægges. Det er helt ude af proportioner, ja, det er simpelthen ikke fair. Spacey er retsløs. Han er hårdt straffet for noget, som vi ikke ved, om han har gjort, og som hvis han har gjort det, næppe er ulovligt eller for den sags skyld nødvendigvis moralsk forkert.

Og selv hvis man opfatter en handling som moralsk angribelig, er det jo heller ikke ensbetydende med, at den er utilgivelig. Tilgivelse er en stærk, sammenhængskabende kraft, som ethvert samfund er afhængigt af. Vi begår allesammen fejl. Nogle er så store, at vi straffes for dem retsligt. Når straffen er udstået, skal man kunne genindtræde i samfundet, hvis ikke der skal opstå store, kriminelle parallelsamfund. Andre fejl er mindre og derfor straffrie, men vi må leve med, at andre fordømmer os eller ser skævt til os for at have begået dem. I en periode. Men hvis vi viser, at vi har forstået, hvad vi har gjort forkert (og viser dette ved ikke rastløst at gentage fejlen), skal omgivelserne være i stand til at tilgive. Vi skal jo fortsætte med at leve i den samme verden, og også vi fejlbarlige skal have mulighed for at udnytte vores evner til vores eget og til hele samfundets bedste.

Hvorfor bringes 'Spacey-sagen' frem netop nu og ikke for eksempel sidste år eller for 20 år siden? Kunne det være, fordi filmmogulerne Harvey Weinstein og James Toback for tiden er under anklage for at have sexkrænket dusinvis af kvinder (Toback alene over 200 kvinder)? Anthony Rapp har naturligvis ret til at fremkomme med sin anklage når som helst. Ved at lægge sig i slipstømmen fra disse sager giver Rapp imidlertid anklagen mod Spacey et præg af alvor, som den slet ikke har i sig selv. Der er nemlig tale om helt og aldeles forskellige sager: Toback og Weinstein er (eller var, da de angivelige krænkelser fandt sted) meget magtfulde mænd inden for filmbranchen, som kunne give en ung skuespiller en indbringende karriere, hvis hun behagede dem, eller omvendt sørge for, at hun aldrig nåede nogen vegne, hvis hun ikke gjorde det. Og sagerne tyder stærkt på, at de begge groft udnyttede denne magt over de kvindelige skuespillere til at have seksuelle forhold til dem, eller til at få dem til at holde kæft med, at de forgreb sig seksuelt på dem. Der er også anklager om voldtægt iblandt.

Sagerne er ikke afsluttet, men beviserne forekommer overvældende i omfang. Meget tyder på, at der kan fældes dom og tildeles straf. Men selv, hvis det ikke skulle blive tilfældet, vil sagerne få negativ indflydelse på de to filmmænds karrierer. De vil få vanskeligt ved at lave film igen foreløbig. Og hvis de mange anklager holder vand, bør det også være sådan. Hvis man så groft misbruger sin magt, skal man naturligvis ikke have magt af den type igen. Ikke foreløbig, i hvert fald. Det er banalt.

Den 26-årige Kevin Spacey havde derimod ingen formel eller økonomisk magt over den 14-årige Anthony Rapp. Professionelt havde de intet med hinanden at gøre, og det havde ingen konsekvenser for Rapp, at han ikke ville have sex med Spacey. Det truede Spacey heller ikke med, at det ville få. Der skete desuden intet seksuelt mellem dem, Spacey tvang ikke Rapp til noget, og der var ingen vold mellem dem.

Toback og Weinstein-sagerne er altså langt alvorligere end Spaceys ikke-sag. Og man skal ikke lade sig rive med af et massehysteri og gøre alle 'sex-anklager' til en stor grå masse. Man må skelne mellem på den ene side ubehagelige, men fortolkelige bagateller og på den anden side umiskendelige krav om seksuelle modydelser for karrierefremmende hjælp: et knald for en god rolle i en film.

Hvis man ikke skelner, sker der ikke alene det, at Spacey bliver sat i bås med Toback & Weinstein, hvilket i sig selv er helt hen i vejret. Der sker også det, at Toback og Weinsteins sager af folk, som ikke ønsker at straffe sexkrænkere, nemt kan slås hen som lige så bagatelagtige som Spaceys ikke-sag. Ingen af delene skal vi ønske os.