torsdag den 16. maj 2019

Lex Paludan

Når jeg diskuterer politik med borgerlige venner, oplever jeg for det meste, at vi er dybt uenige om militær, udenrigspolitik, erhvervsliv og arbejdsmarked. Men for det meste er vi til gengæld mere enige, når det gælder grundlæggende retsprincipper og principper for parlamentarismens vilkår. Vi er også ret tit enige om nogle helt overordnede principper for socialstatens måde at arbejde på. Parlamentarismen og socialstaten er umistelige værdier for størstedelen af befolkningen.

Den folkelige kærlighed til disse grundværdier afspejler sig imidlertid ikke altid i den politik, som faktisk vedtages i Folketinget. Her har de været under nærmest permanent pres fra et flertal af tinget medlemmer i årevis.

Her i valgkampen er der så kommet et nyt parti til, som slet ikke synes at dele disse værdier, og som ikke engang gider lade som om.

Stram Kurs kommer ikke ud af ingenting. Deres tyranniske retorik kan ses som videreudvikling af en bevægelse i dansk politik, der har været længe i gang, og som for alvor tog fart efter terrorangrebet 11. november 2001. Hadet til de fremmede er en velkendt vej til magten. Men alligevel repræsenterer Stram Kurs noget nyt i dansk politik, nemlig et helt nyt og skamløst niveau, hvor frihedsrettigheder, menneskerettigheder og sociale rettigheder for de dårligst stillede ikke længere betyder noget.

Det har mange reageret på. Også mange politikere fra både højre og venstre. Den siddende statsminister har udtalt, at han ikke kommer til at regere på Rasmus Paludans nåde. Stram Kurs er udemokratiske på en måde, som vi tilsyneladende ikke vil tillade at definere dansk politik. Det er vældig positivt med de tilkendegivelser fra politikere, som ellers ikke synes at have meget til fælles. Det er som et demokratisk nationalt kompromis.

Men det er ikke helt nok. I oktober 1999, hvor Stram Kurs' forløbere, Dansk Folkeparti, var ved at vinde frem, udtalte den siddende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen den kendte sætning om DF: "Stuerene bliver I aldrig!" Det var en klar tilkendegivelse af, at han og hans parti aldrig ville komme til at basere deres magt på DF's mandater og således give dem indflydelse på socialdemokraternes politik. Og nu ved vi jo alle, hvordan det er gået. Så den slags statsministertilkendegivelser gør det tydeligvis ikke alene.

Måske skulle man tage fat et andet sted end ved den blotte afstandtagen fra den frådende antidemokrat? Vi kunne jo se den nye tværpolitiske enighed som en historisk mulighed for at undersøge mere præcist, hvilket værdigrundlag vi taler ud fra, når vi i fællesskab afviser Rasmus Paludan. Hvad er det for overordnede demokratiske værdier, de fleste danskere har til fælles på tværs af politiske skel?

Hvis vi kan opnå bred politisk enighed om sådanne overordnede værdier og få politikerne til at vedkende sig dem, har vi et stærkere værn mod Stram Kurs' indflydelse på dansk politik end politikernes mere uforpligtende erklæringer om ikke at ville give partiet indflydelse.

Dette kan måske samtidig få det forslåede danske demokrati og den skrantende rets- og socialpolitik tilbage på sporet fra tiden før Dansk Folkeparti.


Man kan jo indvende, at vi allerede har et dokument, som opsummerer disse værdier, nemlig Grundloven. Det er et vigtigt dokument, som alle Folketingets medlemmer har sværget ved før deres indtrædelse i tinget. Men Grundloven blev senest revideret for 66 år siden. De færreste vælgere var født dengang. Og Grundloven er på flere måder både forældet og utilstrækkelig som beskrivelse af vores retssamfund, vores demokrati og vores socialstat. Og samtidig er den i kraft af sine egne selvbeskyttende bestemmelser næsten umulig at lave om.

mandag den 13. maj 2019

Du er med i Frode-teoremet

Frode-teoremet er på vej. Det er en bog, og du er med i den, hvis du er

Adolphsen, Peter
Andersen, Elin
Andersen, Jørgen Erslev
Andersen-Nexø, Tue
Baggesen, Søren
Bang, Herman
Beck-Nielsen, Claus
Bohr, Niels

Botoft, Rasmus
Brandenburg, Agnes af
Brinch, Niels

Brown, Cindy Lynn
Buch, Martin

Christensen, Inger
Christiansen, Torben
Daugaard, Solveig
Eken, Cecilie
Emig, Troels
Eslund, Mads
Falbert, Bent
Favrholdt, David
Forsom, Chresten
Foss, Kristian Bang
Frost, Lars
Guldager, Katrine Marie
Hagen, Christina

Halskov, Andreas

Halskov, Per Martin
Hansen, Hans Lauge
Hassan, Yahya

Helle, Helle

Henningsen, Poul
Henriksen, Helle Thylkjær
Hjelmslev, Luis
Holberg, Ludvig Homer
Høeg, Tine

Højrup, Peter

Ibsen, Henrik

Jacobsen, J.P.

Jensen, Elisabeth Halskov
Jensen, Johannes V.
Jensen, Martin
Jensen, Peder Frederik
Jeppesen, Ea

Jespersen, Mikkel Birk
Johansen, Jørgen Dines
Juul, Pia

Jørgensen, Hans Otto
Kierkegaard, Søren

Kirk, Hans

Kjældgaard, Lasse Horne
Klausen, Søren Harnow
Klawonn, Erich

Klipping, Erik
Korsgaard, Thomas
Larsen, Martin

Leht, Jørgen

Lindø, Anna Vibeke
Llambías, Pablo
Lucas, Maja

Klujeff, Marie Lund

Lundbye, Vagn

Løgstrup, K. E.

Løvring, Kai

Madsen, Vilhelm Thorvald Charles Svejstrup
Mann, Thomas

Menved, Erik

Munch, Birgit

Nielsen, Anders Vægter

Nielsen, Ellen Wilhelmine

Nielsen, Henrik Skov

Nielsen, Klaus

Nielsen, Knud Steffen

Nielsen, Madame

Nielsen, Morten

Nielsen, Søster
 

Norbrandt, Henrik

Nøjgaard, Morten

Nørgaard, Lars Bo

Olsen, Ursula Andkjær

Pedersen, Christian Bank

Petterson, Anders
Povlsen, Karen Klitgaard
Penkowa, Milena

Rasmussen, Bjørn

Rasmussen, Halfdan

Reich, Ebbe Kløvedal

Rifbjerg, Klaus

Schmidt, Rigmor Kappel

Seeberg, Kenan

Serup, Martin Glaz

Simonsen, Karen-Margrethe
Simonsen, Peter
Simonsen, Simon Sjørup
Sonnergaard, Jan

Søkilde, Morten

Søndergaard, Leif

Thomsen, Hans Jørgen

Thurah, Thomas
Togeby, Ole

Trap-Jensen, Lars

Utzon, Jørn

Vernersen, Michael
Viemose, Hanne Højgaard
Voetmann, Harald
Wiinblad, Christel
Wolf, Jakob


eller
Wrang, Joachim


Der er ganske vist også mange med, som ikke er danskere.

tirsdag den 23. april 2019

Frode-teoremet antaget

Forlaget Spring har haft en såkaldt peerreviewer (altså en fagmand m/k, formodentlig en universitetslærer) til at læse mit litteraturteoretiske manuskript Frode-teoremet igennem, og i dag fik jeg så udtalelsen. Den var god. Det var en klar anbefaling af at udgive manuskriptet.

Det er jeg rigtig glad for, for Spring er absolut et af de mest kompetente forlag, når det gælder litteraturteori. Der vil jeg gerne udkomme!


Peerrevieweren indleder med at skrive:

"Allerførst skal det siges, at manuskriptet er af meget høj kvalitet. Side for side er det klogt, indsigtsfuldt og videnskabelig pålideligt, men måske også lidt monstrøst i sin mangfoldighed.

Når det så er slået fast, kunne man måske komme med forslag til forbedringer:"

Og så foreslår vedkommende forskellige, ret overkommelige, ændringer. Først og fremmest vil han/hun gerne have en anden titel på værket. Så foreslås det at lave slutnoterne om til fodnoter, og jeg skal opsummere værkets erkendelsesproces tydeligere under vejs. Det foreslås også, at jeg udarbejder nogle skemaer over de fortællepositioner, jeg gennemgår, og over andre elementer i teoriudviklingen. 

Det sidste er en virkelig god idé. Jeg forstår alle de konstruktive forslag og tager dem til mig med stor taknemmelighed. 

Til slut skriver peerrevieweren:

"Efter disse forslag skal det endnu engang understreges, at manus indeholder så mange velvalgte og nye eksempler på de fænomener, der undersøges, at bogen kan udgives – selv i dens nuværende tilstand.
...

Ved hjælp af spørgsmålet om en definition af skønlitteratur kommer vi rundt i mange egne af litteraturundervisningens metodefelt. Uden skyggen af polemik bliver alle metoder taget alvorligt og løftet op til modargumentation, inden forfatteren selv kommer frem til sin løsning (s. 140) Den egentlige konklusion falder (s. 262) og lyder således: ”Frode-teoremet er ingen sensationel teori, som pludselig forvandler skønlitteratur til faglitteratur eller omvendt. I det store og hele vidste vi i forvejen, hvilke værker der falder inden for hvilke genrer. Men teoremet kan bruges til at påvise, hvilke træk der i almindelighed afgør og altid har afgjort dette spørgsmål for os , uanset om vi har været os det bevidst eller ej (...).”
Ikke mindst for den systematiske redegørelse for de sidstnævnte træk og desuden med gode eksempler bør bogen bestemt udgives!"

Så nu går det fremad! Jeg håber, at bogen kan nå at udkomme i år!

torsdag den 11. april 2019

Statens Kunstfond og grunkerne

Jeg har på Facebook set nogle undre sig over, at Statens Kunstfond opfordrer modtagerne af deres arbejdslegater til at kreditere og tagge dem på de sociale medier. Det kan jeg nu godt forstå, at fonden gør.

Den præcise ordlyd af opfordringen er sådan her:

"Hver gang du fortæller, at du har fået støtte af Statens Kunstfond, er du med til at vise, hvordan kunststøtten gør en forskel i samfundet. Det baner vej for at Statens Kunstfond også fremover får mulighed for at støtte skabende kunstnere
og kunstprojekter i Danmark.
Derfor opfordrer vi dig til at kreditere og nævne Statens Kunstfond i alle relevante sammenhænge. Du kan logoer mv. på kunst. dk / krediteringer.
På sociale medier krediterer du Statens Kunstfond ved at tagge Statens Kunstfonds
Facebookside og ved at bruge de officielle hashtags"

Herefter følger en liste over hashtags, man kan bruge.

Jeg har naturligvis gjort, som fonden bad mig om, for jeg ved, hvor hårdt presset kunststøtten er af højrefløjens smålige, rindalistiske sammenrend, som stykke for stykke afvikler statens engagement i udviklingen af og den folkelige adgang til kunst. Statens Kunstfond kæmper for sit liv.

Men hvordan skulle det dog nytte, at jeg takker og tagger? Ingen aner jo, hvem jeg er, og hvad jeg skriver (med min mor og to gamle skolekammerater som mulige undtagelser)?
Jo, det er nu meget simpelt. Senere på året udgiver jeg et brag af en roman, som bliver mit fuldt fortjente folkelige gennembrud. Der er tale om en bog, som ikke alene vil give genlyd i avisspalterne langt ud over Europas grænser, men som også vil indbringe staten betragtelige eksportindtægter. Og når det sker, vil der sidde fem årvågne danske rindalister og kunststøttehadere (fem af jer, som vredladent læser dette) og tænke: Aha! Men det var jo ham, som tidligere fik en slat penge af staten, så han kunne skrive sin bog færdig. Det var nu ikke så dårlig en investering alligevel.

Det vil jeg gerne give mit beskedne bidrage til. Ligesom jeg gjorde, da Selskab for Filosofi og Litteratur for en måneds tid siden fik tilskud til at afholde et offentligt arrangement. Naturligvis. Det koster mig ikke noget.

Noget andet er, at ikke alle, som fortjener det, får støtte, og at kun få får nok. Sidste år fik jeg ikke en krone, i år er det andre, der sidder over.


Man kan også diskutere, om måden at tildele midlerne på er den rigtige. Den diskussion interesserede mig meget for ti-femten år siden. Jeg foreslog ligefrem en alternativ model med en ens forfatterløn til alle forfattere, som havde bevist deres værd ved at udgive minimum tre værker på forlag, som ikke var deres egne, eller noget tilsvarende. Jeg havde også en finansieringsmodel, som passede til. Det forslag blev ignoreret af stort set alle. Også af det parti, som jeg er medlem af. Og forslaget havde også sine svagheder. Fx ville man jo være nødt til at have en anden ordning, som kunne hjælpe helt nye forfattere frem. Debutanterne. Men det var ikke desto mindre en offensiv dagsorden, som handlede om at give kunstnere (her: forfattere) bedre og mere lige vilkår.

Nu kommer stort set ingen med offensive dagsordner for kulturpolitikken. Vi har rigeligt at gøre med at forsvare, at der overhovedet uddeles kunststøtte. 

onsdag den 27. marts 2019

At blive gammel i Madrid

I parkens yderkant er der grus. Det er derfor, de har valgt at stå netop her med deres tunge petanque-kugler, men de står nu også fint afskærmet og med god afstand ud til den store vej. De kan høre bilerne, men kan også høre hinanden, og det er det vigtigste, for de er ni mænd, så man skal vente længe på sin tur. Det er det samme i andre parker. Nogle steder samles de lørdag morgen, de gamle mænd, men her er det tirsdag først på aftenen. De ser ud til at være omkring de firs, så det er mange år siden, de har spillet fodbold sammen. Eller studeret sammen. Måske er de gamle arbejdskammerater og har altid spillet petanque tirsdag efter arbejde. Jeg skulle spørge dem, men det er så privat, som om de stod i deres egen baghave og delte en flaske, mens de ventede på, at pattegrisen blev tilstrækkeligt brun.

Lidt længere inde sidder en mand på samme alder i en motionsmaskine og kæmper med sig selv, og ved et af bordene sidder fire kvinder. Først tænker jeg, at det er konerne, der sidder og spiller kort, men tænker så, at der er for få af dem. Det plejer at være mændene, der dør først. Forresten spiller de heller ikke kort, ser jeg, da jeg kommer lidt tættere på. De spiller et strategispil, et jeg ikke kender, men som sikkert tager mindst fire timer at blive færdig med. I skulle se, hvor dejlige de ser ud sammen, men jeg vil ikke være bekendt at filme dem. Også damerne er hjemme, selvom de er ude. Jeg forestiller mig, at de har middagen med i en køletaske. Tortilla og empanadas. Mon der også er en kande sangría i tasken til at skylle efter med?

tirsdag den 26. marts 2019

Filosof giver lykken en chance

For det første skal man huske at lette på hatten, når en fuldt udvokset filosof selv efter grundige overvejelser mener, at man kan konkludere noget om noget. Og når så filosoffen ovenikøbet skriver en hel bog om, hvad det er, man kan konkludere om noget, må man også gerne kippe med flaget.

Mange, formodentlig langt de fleste, fagfilosoffer dedikerer deres filosofiske arbejde til at udlægge andre filosoffers arbejde, sammenligne det med atter andres, sætte det i samfundsmæssig kontekst eller i forhold til ikke-filosofiske åndsprodukter eller slet og ret nedbryde den pågældende filosofs argumenter. Denne kritiske filosofis udøvere er ikke mindre ånder end den konstruktive filosofis, og deres arbejde er uundværligt. Også for den konstruktive filosof. Faktisk er der næppe en konstruktiv filosof, der ikke indleder sit projekt med kritisk arbejde. Det er næsten altid afsættet.

For mig er det ikke desto mindre en særlig livgivende begivenhed, når en filosof selv vover pelsen og siger: Sådan er denne del af virkeligheden, og det ved vi af de og de grunde. Dette er der trods alt nogle stykker kendt fra den danske offentlighed, der har gjort også i min levetid, David Favrholdt, Peter Zinkernagel, Erich Klawonn, Arne Næss og Lars Fr. H. Svendsen for blot at nævne nogle få. Når jeg nævner disse filosoffer frem for andre, er det som sagt ikke, fordi de er dygtigere fagfilosoffer end så mange andre. Det er heller ikke, fordi jeg er særligt enig med netop dem. De er da heller ikke udpræget enige med hinanden, men de har alle forsøgt sig med positiv eller konstruktiv filosofi.

Og nu har Søren Harnow Klausen gjort det samme ved i sin nye bog På sporet af din lykke at give sit bud på, hvad lykke er. Det er langt hen ad vejen en letlæst bog, hvilket vel også er en præstation i sig selv, omend man generelt må rose filosoffer for at skrive langt bedre og klarere end eksempelvis sociologer og litteraturvidenskabsfolk, men selv blandt filosoffer udmærker Harnow Klausen sig som en klar skribent og en klar tænker.

Projektet handler om at finde frem til, dels hvad lykke er, dels hvad der frembringer lykke. Harnow Klausen analyserer dette på et personligt niveau, med udgangspunkt i et jeg. Overfladisk betragtet kunne dette ses som en egocentrisk strategi: Hvorfor ikke undersøge, hvad der bringer den anden lykke? Eller hvorfor ikke fokusere på, hvordan samfundet skal indrettes, for at flest mulige kan blive mest muligt lykkelige? Men svaret er ganske enkelt: Hvis jeg ikke selv ved, hvordan lykke opleves og opnås, har jeg ikke en chance for at hjælpe andre i deres kamp for lykke. Derfor tager Harnow Klausen afsæt i det erkendelsesmæssige udgangspunkt, i jeget.

Endnu en kvalitet, som skal fremhæves ved bogen, er dens empirifølsomhed. Selvom Harnow Klausen har læst alt og kan analysere begreber op og ned ad stolper og rundt om hjørner, forfalder han aldrig til at betragte sit genstandsområde som et tegn i en formel. Han er også velbevandret i den empiriske lykkeforskning og inddrager både denne og egne erfaringer og erfaringer fra litteraturens verden, også den mere folkelige. Det gør sammenhængen mellem teori og den teorieksterne virkelighed mere indlysende, og det giver læseren et mere hjemligt forhold til bogen.

fredag den 22. marts 2019

Den grænseoverskridende kultur, jeg oplevede på Forfatterskolen, var vand ved siden filosofistudiet

I min vilde ungdom læste jeg filosofi.

Den grænseoverskridende kultur, som man har kunnet oplevet som elev på Forfatterskolen, har fået flere til at foreslå, at skolen skulle omdannes til en universitetsuddannelse – eller slet og ret lukkes. Men hvis man tror, at universitetsstrukturen er et værn mod en grænseoverskridende institutionskultur, så har man i hvert fald ikke læst filosofi sammen med mig. Vi overskred hinandens grænser hele tiden. Det var som en del af dannelsen.

På min årgang gik en ung kvinde, som i pauserne gik rundt på gangene og skreg "Ich bin ein Judeswein!". Eller hun overmalede tavlen med det samme udsagn. Til festerne blev hun hentet af en ambulance, når hun havde leget for meget med ild eller sat sig op på bordet og vist hullet i sine trusser, og i timerne talte hun fuldstændig sort, som et poetisk rableri. Men på studiet var man vant til, at studerende kunne blive vanvittige af at læse, så ingen opfattede det rigtig som et problem, før hun satte ild til fagrådslokalet – med sig selv indeni. Jeg kan huske, at jeg syntes, vores filosofihistorielærer var fantastisk god til at berolige hende. Han lod, som om han forstod, hvad hun sagde, og genoptog gerne sin undervisning med sætningen: "Som [kvinden X] siger, ...", og så fortsatte han ellers med sin forelæsning. Men hjælpe hende i egentlig forstand kunne han naturligvis ikke. Han var ikke psykiater. Desuden havde han travlt med at komme igennem dagens tekst, for mere end 40 minutter kunne han ikke forelæse ad gangen. Så skulle han ud og skylle to elefantbajere mere gennem halsen, for at kunne gennemføre anden halvdel.

Julefrokosterne var årets sociale højdepunkt. Der var en særlig elegance over det. De lærere, som deltog, mødte frem i søndagstøjet. Der blev holdt taler, og så blev der lavet mad på højt kulinarisk niveau. Det foregik aftenen inden hjemme hos en af lektorerne. Han var single, knivskarp, sarkastisk og elegant, så han var populær, ikke mindst blandt de kvindelige studerende, og der gik rygter om, at han havde affærer med nogle af de studerende, som kom hjem og hjalp ham med at forberede kødorgiet. Om rygterne var sande, aner jeg ikke, men jeg ved, at de var medvirkende til, at så mange gerne ville hjem i hans køkken.

Kunne han finde på at ydmyge de studerende? Det kunne forekomme. Jeg husker eksempelvis en lidt besværlig studerende, som klagede over hovedpine. "Det er bare fantomsmerter," lød det straks fra vores lektor. Man fik ikke noget forærende. Men man lære virkelig noget, hvis man tog det på sig. Dannedes der A- og B-hold på studiet? Der dannedes alle typer hold. Særligt dannede der sig kredse omkring de fastansatte lektorer, som alle var meget fascinerende, nærmest dæmonisk tiltrækkende intellekter, men også meget forskellige. Ud over den nævnte kyniske kritiker, som aldrig forpligtede sig til at have en holdning til noget filosofisk problem, men blot ville gendrive al opbyggelig filosofi, havde vi fx en økomarxistisk lektor, som også havde en gruppe omkring sig. Det var særligt de studerende, som stemte på De Grønne, hvilket mange gjorde på det tidspunkt, eller som slet og ret var marxister, de langhårede. De arrangerede kritiske læsekredse og dannede nærmest et alternativt institut, og det var herfra, denne lektor rekrutterede de undervisningsassistenter, han skulle bruge. Uanset, om de var de fagligt dygtigste eller ej. Det var hans A-hold, og ingen stillede spørgsmålstegn ved, om det var rimeligt eller ej, for flere af de øvrige lektorer gjorde det samme med de kredse, de samlede om sig. Det gjorde vores professor også, omend mindre udpræget, og han kunne ansætte eksterne lektorer, som typisk blev de kandidater, der havde været tæt på ham under studietiden. Også ham kunne jeg godt lide, selvom jeg hverken filosofisk eller politisk var enig med ham. Men han var fantastisk til at underholde, når han holdt hof ved julefrokosterne. Det ville jeg gerne være med til, så jeg købte gerne en kasse bajere og udfordrede hans ofte gentagne udsagn om, at ingen studerende nogensinde havde drukket ham under bordet. Det lykkedes da heller ikke mig, men jeg fik en aldrig afsluttet diskussion om alt mellem himmel og jord og en masse historier med hjem.

Blev der røget hash under de sociale arrangementer på studiet? Ja, naturligvis! Drak lærerne sig fulde, råbte og parlamenterede med alt og alle og sagde deres stillinger op? Tja, nogle gjorde jo. Var der lærere, som forelskede sig i studerende? Ja, da. Nogle af lærerne var jo undervisningsassistenter, som endnu selv var studerende og på alder med de andre studerende. Og vi kom tæt på hinanden. Formodentlig var der også studerende og lærere, som blev kærester. Jeg husker det ikke ikke så nøje. Sådan et forhold er ikke uproblematisk, for der vil altid være en magtmæssig asymmetri mellem underviser og studerende. Men det er trods alt heller ikke ulovligt, for der er tale om voksne mennesker. Og skal vi være hudløst ærlige, må vi også spørge os selv, om der ikke altid er en vis asymmetri mellem mennesker, uanset om den er formaliseret eller ej. Fx er det sjældent, at to mennesker har lige mange penge ...

En af de ældre lektorer havde det som princip, at han omtalte sig selv som filosofisk medstuderende, ikke som en autoritet. Vi konfronterede filosofien, livet og virkeligheden sammen, mente han. Det kunne jeg godt lide, for det betød jo (i hvert fald i princippet), at de studerendes indspil skulle tages lige så alvorligt og undersøges lige så grundigt som hans.

Andre udfordrede professoren på anden vis. En af mine kropsstærke holdkammerater besluttede sig fx for at banke ham under en julefrokost. Han blev ikke smidt ud af studiet, men fandt efterfølgende ud af, at han hellere ville noget andet end filosofi. Han var en fin fyr og bestemt ikke nogen dårlig studerende. Blot havde han brug for at bruge kroppen noget mere, end studiet lagde op til. Han bankede også mig af flere omgange, men kun fordi, jeg ikke kunne lade være med at drille ham. Jeg kan fx huske en studietur, hvor både han og jeg var blevet dinglende fulde, og hen gennem natten blev jeg ved med at sige til ham, at han lugtede af lort, hvilket han i øvrigt ikke gjorde, men det blev til en leg, hvor jeg skulle tirre ham, og han skulle banke mig. Da han bukkede under for drukkenskaben allerede klokken otte om morgenen, hvor jeg stadig var stående, listede jeg sammen med en medstuderende ind og lagde en råt æg ned mellem hans testikler, for sådan gjorde man med den, der først forlader festen, i et kollektiv, jeg tidligere havde boet i. Reelt var det jo grov mobning, selvom vi selv opfattede det som kærligt drilleri.

Under filosofistudierne boede jeg i et bofællesskab med otte andre unge, herunder tre holdkammerater fra filosofi. Og her var den grænseoverskridende adfærd snarere reglen end undtagelsen. Folk råbte ad hinanden, sloges, drak sig voldsomt fulde sammen, dansede, spillede musik, udsmykkede huset på nye måder eller bankede en mur ned, knaldede, elskede, forelskede sig, scorede hinandens kærester, hadede, eksperimenterede med seksualiteten, spillede skak i timevis, spillede fodbold på universitetet eller i en indkøbsvogn i haven, brændte ting af og smadrede ting, skrev digte, læste hinandens filosofiske tekster, talte om litteratur, arrangerede politiske aktioner, drev hærgende gennem byen og samlede en gruppe på over hundrede fortvivlede unge mennesker i kredsen omkring huset. Det var ikke en del af det filosofiske curriculum, men det var en del af at finde ud af, hvem vi var og frem for alt ikke var.

Men det mest voldsomme var filosofien selv. Det at skulle finde sig til rette med og i en verden, hvor man ikke kan vide, om det, vi opfatter som solid materialitet omkring os, blot er fænomener i vores egen bevidsthed – i min egen bevidsthed, for findes der egentlig andet end den? Er du blot en tanke i min bevidsthed? At være potentielt alene i universet, hvis ikke ligefrem i fysisk forstand, så mentalt, fordi tanker og følelser er principielt private, og ingen derfor nogensinde vil kunne kende eller forstå mig udtømmende. Eller en verden, hvor alt er determineret, hvor selv vores tanker og handlinger har en årsag eller grund, som går forud og ligger uden for os selv. Er vi så selv herre over vores handlinger? Har vi noget ansvar for dem? Eller er viljen tværtimod fri og udetermineret, en helt særlig entitet i universet, et ubegrundet intet, hvilket måske omvendt gør vores handlinger meningsløse? Hvordan kommer man overens med disse tanker? Og disse uafsluttelige indre dialoger og slagsmål, som man fører med sig selv, er kun en spæd begyndelse for filosofien. Det bliver ikke nemmere af at læse sig dybere ind.

Filosofi er en intellektuelt og personligt eksperimentarium, som man ikke blot flakser igennem uden skrammer. Den udfordrer og har altid udfordret mennesket ud over alle grænser. Og samler man 50 mennesker på samme sted, som alle kæmper intenst med filosofi, lider af filosofi, så bliver udkommet voldsomt vedkommende. Det er vanskeligt at forestille sig, at det kan være anderledes, med mindre man foretrækker et filosofistudium med et helt udvendigt forhold til fagets genstand.

Er det godt med alle disse excesser? For nogen er det godt, for andre ikke. Den studerende, som forsøgte at banke professor Favrholdt under en julefrokost, var ikke den eneste, som hold op under vejs. Ud af 22 startende på min årgang, var vi 4, som færdiggjorde en hovedfagseksamen på studiet. Resten stoppede eller skiftede studium. Filosofi er ikke for alle, men det er frivilligt at gå der. Var det da ikke bedre, hvis flere fik lyst til at gennemføre? Måske. Gennemførelsesprocenten er også steget siden dengang. Om det skyldes, at miljøet er mindre voldsomt, ved jeg ikke, men det kan tænkes. Mister man noget ved at 'normalisere' omgangsformerne? Det kan også tænkes.

Burde man ikke desto mindre ændre noget i kulturen, så det blev et mindre voldsomt et sted at være? Jo, formodentlig, og det han man også gjort. Eller rettere: Tiden er en helt anden i dag. Da jeg læste filosofi, var der ingen kvindelige undervisere. Spurgte man de fastansatte lærere hvorfor, fik man altid det samme svar: "Det har vi prøvet. Men hun var her ikke ret længe, før vi fandt hende død på toilettet med en tom whiskyflaske i favnen." Filosofi var ikke for kvinder. Men allerede på min årgang var der lige så mange kvindelige studerende som mænd. Så efterhånden fik instituttet jo uddannet nogle kvinder, som til sidst også vandt indpas blandt de ansatte. I dag tror jeg ikke, der er flere mandlige ansatte end kvinder. Og det er godt. Og måske har kulturen på instituttet ændret sig med kvindernes ansættelse – eller slet og ret med tiden, med den forøgede opmærksomhed på autoritære kommunikationsformer. Det er også generationsafhængigt.

Man skal ikke tro, at den grænseoverskridende kultur på Forfatterskolen, som der skrives så meget om, ikke kunne finde sted inden for rammerne af en universitetsuddannelse. Selvfølgelig kunne den det. I sammenligning med mit filosofistudium var studiet på Forfatterskolen i min tid pænt og ordentligt, ja nærmest kedeligt.