onsdag den 6. marts 2024

Hørmen fra dåsen


Jeg har holdt fire års pause med rugbrødsbagning, men nu er jeg kommet i gang igen. 

Inden pausen havde jeg eksperimenteret med rugbrød i omtrent et kvart århundrede. Der har ikke været to ens brød. Jeg har aldrig brugt en opskrift (heller ikke til det), men har prøvet mig frem, og i begyndelsen var resultatet også forstemmende. 

Men langsomt har jeg fundet ud af, hvordan jeg får den rigtige smag, konsistens og farve. Så nu bliver der eksperimenteret langt mindre med kerneindholdet end tidligere. Men smagsstoffer og hævemidler er stadig på prøve.

I går lavede jeg mit hidtil bedste. I får ikke opskriften, det er klart, men jeg kan godt afsløre, at der for første gang kom muskatnød i. Det bliver ikke sidste gang. Det var samtidig anden gang, jeg bagte med surdej, og jeg går næppe tilbage til gær. Jeg er næsten begyndt at nyde hørmen fra den boblende dejklat i plasticdåsen.

tirsdag den 27. februar 2024

Om betingelserne for fortælling i film og litteratur

Det var en uformel og spontan Messenger-chat af den slag, som vi har haft hundred- hvis ikke tusindvis af. Den her endte med at handle om fortælling, noget som interesserer os begge. Professionelt har min fætter Andreas Halskov især beskæftiget sig med det inden for film og tv, og jeg selv inden for litteratur. Der er nogle indlysende ligheder, men også nogle forskelle, som vi kom til at snakke om. 

Andreas havde sendt mig synopsen til sin kommende bog om Milos Forman. En bog, som bygger på den myriade af interview, han har lavet med nøglepersoner fra Formans film og liv, hvilket uundgåeligt måtte blive en stjernerække fra Hollywood. Jeg spurgte Andreas, om han havde denne færdige struktur for bogen i tankerne, inden han lavede de spektakulære interview. 


Lad mig lige nævne, at Andreas underviser i film og medier på Aarhus Universitet og på Egå Gymnasium, i mange år har været skribent og en del af redaktionen på filmtidsskriftet 16:9, skriver bøger om film og tv-serier, kuraterer film til landets kunstnerisk ambitiøse biografer og i en årrække har fungeret som filmekspert på tv. 


Her er lidt af samtalen, som kom til at handle om fortælling generelt og ikke kun om Milos Forman.



Andreas

Nogle af elementerne tænkte jeg i retning af inden, men de fleste af delene er dukket op senere. 


Jens

Det ser godt ud. Jeg opfatter det sådan, at Part I og II knytter sig meget til de enkelte film og to faser i hans værk, mens Part III mere skaber overblik og sammenhæng i hans persona eller måde at tænke og arbejde på?


Andreas

Ja, det er tanken.


Jens

Det er en god - og vel også klassisk - måde at strukturere (og analysere) på. Kan du få alle interview til at fungere i den opdeling, eller er du nødt til at sortere nogle fra?


Andreas

Jeg tror, at jeg kan få alle til at fungere i den opdeling. Jeg blev nødt til at lave tredje del mere som et tværsnit, fordi mange kommentarer går på ham [Milos Forman] generelt, ikke på den enkelte film. Der skal gerne være en følelse af flow, og det skal helst opleves som een lang samtale mellem de forskellige interviewpersoner, hvor de nærmest tager over efter hinanden, som var der tale om en ‘talking heads’-agtig dokumentarfilm. Det er ikke så let som man skulle tro, og det kræver en del i forberedelsesfasen. Jeg havde ingen tanke om strukturen, da jeg begyndte interviewfasen. Den er dukket op undervejs, men når jeg får det hele sat op, vil der sikkert mangle små overgange mv., og nogle interviewelementer vil måske blive siet fra, fordi de peger for meget i en anden retning. Jeg prøver dog at være loyal over for interviewpersonerne og deres fortællinger.


Jens

Jeg tror SLET ikke, det er let. Og jeg kender godt det med, at strukturen kommer bagefter. Både fra fag- og skønlitteratur. Det er et stort arbejde, hvor man nogle gange er nødt til at gøre noget, man ikke har lyst til. Fx jo at tage noget tekst ud, som man elsker. Fordi det trækker læsset skævt eller ikke helt passer ind. Først forsøger man at slippe uden om, men til sidst må man være hård ved sig selv. Men jeg synes, det er en skide spændende fase af arbejdet! Det bliver rigtig godt, Andy!


Andreas

TAK, Jens. Det er på mange måder et mindre kreativt arbejde end det at skrive fiktion, forestiller jeg mig, men journalistisk og antropologisk på måde, som er lidt ny for mig.


Jens

Når man skriver en roman, er det jo heller ikke alle processer, som er super kreative. Det er også meget strukturtænkning. Og nogle formelle, sproglige ting, som fylder meget. Min næste roman (som er skrevet, men som jeg stadig pusler om) har jeg fx lige skrevet om fra nutid til datid. Det har jeg, fordi det er en jeg-fortælling. Og en fortællemodus, som både er førstepersons og præsens, er ganske vist dramatisk effektiv og derfor relativt populær, men samtidig grundlæggende utroværdig. Fx at fortællerjeget skulle fortælle om sine dramatiske oplevelser, forvirringer og svimmelheder, mens han oplever dem. Det begyndte at irritere mig. Og så var jeg nødt til at ændre bøjningen af de måske 20.000 verber, som teksten rummer. Det er et omfattende og ikke super kreativt arbejde. Men så får man alligevel brug for sit gehør på et tidspunkt. Fx når der er tale om tilbageblik. For når teksten er skrevet i datid, må tilbageblikkene jo skrives i førdatid. Og det kan blive virkelig klodset og omstændeligt, hvis det gøres konsekvent. Derfor vil jeg typisk nøjes med at skrive de enkelte afsnits indledende sætning i førdatid og så slå over i datid. Der må man simpelthen lytte til teksten og tage stilling til, hvad der klinger bedst. Hvilken grammatisk form, som både fungerer logisk i forhold til fortællingen, og som samtidig ved sin lethed støtter læseflowet og ikke kommer til at pege på sig selv som form. Så midt i det endeløse, formelle og trivielle arbejde dukker der alligevel kreative eller musiske krav op, som man skal forholde sig til. Og nogle tilsvarende overvejelser har jeg faktisk haft i faglitterære tekster.


Andreas

Spændende. Det er noget, som jeg har tænkt over en del: Hvordan man gestalter flashbacks i film og hvorfor man kun ganske sjældent har reelle førstepersonsfortællinger i film og konsistente flashbacks.

Det lyder i øvrigt som et ret omfattende arbejde, men det overrasker mig egentlig ikke.


Jens

Min erfaring med konsistente flashbacks i romaner er jo så, at de simpelthen bliver for klodsede og omstændelige og giver et dårligt fortælleflow. Jeg tror, noget tilsvarende gør sig gældende i film, hvor man vel også tit slår over i præsens efter en kort intro i præteritum.

Førstepersonsfortællinger er svære at gøre troværdige, med mindre handlingen udspiller sig i et meget lille rum. For hvordan får man fortælleren placeret, så han/hun kan overskue alt det, der skal fortælles? Særligt jo, når der fortælles i nutid, hvilket der vel nærmest altid reelt gør i film. Selv når der indledningsvis introduceres i datid. Hvis det ikke skal være nutid, skal der jo hele vejen følge en fortællestemme med, som fortæller i datid, og det bruges vel trods alt sjældent. Derfor bliver film i realiteten nærmest altid en tredjepersonsfortælling – med en alvidende fortæller. Selv når det til start og slut postuleres at være en førstepersonsfortælling. I en roman kan man nemmere fortælle i første person hele vejen end i film. Men man får så problemet med troværdigheden, hvis man samtidig vil fortælle i nutid. Jeg har gjort det flere gange, men er på vej væk fra den fortællemodus, kan jeg mærke.

Nå ja, så er der jo selvfølgelig også nogle rent filmiske metoder til at vise, at der er tale om fortidige hændelser, når man nu ikke (som i romanen) har en fortællerstemme, der kan tale i datid. Altså fx det med sort/hvid visning osv. Men det har jeg ikke rigtig forstand på eller overblik over.


Andreas

Det er let nok at markere, men ender typisk med alligevel at blive set fra et slags tredjepersonsperspektiv. Rick har et flashback i “Casablanca”, men i billedet ser vi Rick, som om vi var en slags tredjeperson. Af samme grund er løgnagtige flashbacks også komplicerede i film, for de enkelte flashbacks synes at have en sandhedsværdi. Vi så dem jo i tredje person.


Jens

Ja, i forhold til utroværdig fortælling i det hele taget må  filmens fravær af en markeret fortællerstemme gøre en stor forskel i forhold til romanen. I romanen kan man nemt lægge små spor af utroværdighed ind i narrativet. Man kan gøre fortælleren utroværdig. Det klassiske danske eksempel er vel Blichers 'Sildig opvågnen', hvor fortælleren (en liderlig, men ikke desto mindre moraliserende præst) hvis man kigger efter, viser sig at forfølge helt andre mål, end han hævder. Det fortæller jeg meget mere om i min litteraturteoretiske bog, når den en dag udgives posthumt. Det er, som du skriver, sværere at vise den slag i film. For "Vi har jo set det med vores egne øjne". Altså, det kan jo også løses i film (nogen gør det ved senere at vise den samme scene igen, men fra en anden vinkel, den slags), men det er sværere og må vel tit gøres i to tempi, hvilket nemt kan blive klodset. Hvor man i romanen kan gøre det ad én omgang, fordi man har fortællerstemmen, som man under vejs kan så tvivl om troværdigheden af.

For mig er det her skide spændende. Roman og film er så nært beslægtede, men det gør også de fortællemæssige forskelle mellem dem interessante. Nogle ting er meget lettere på film. Andre ting er meget lettere på skrift.


Andreas

Ja, de to tempi kaldes “Rashomon-effekten”

Det er i al fald den film, der sammen med “Stage Fright” anerkendes som de tidlige eksempler på den fortællestruktur, men dog ikke så tidligt som Blicher


Jens

Fedt, at det har et navn (selvfølgelig har det det!)

Haha, nej, det bliver svært for film at komme før Blicher. Hold kæft, hvor var han i øvrigt moderne!


Andreas

Det bliver egentlig aldrig afgjort om det er sandt eller løgn, men blot, at vi ikke kan stole på flashbacksene, fordi forskellige karakterer husker forskelligt.


Jens

Det er jo interessant på alle mulige måder. Det er juridisk interessant m.h.t. bevisførelse. Det er erkendelsesteoretisk og videnskabsteoretisk interessant. Og det er interessant i forhold til fortællinger.

Narrativa – poesia


En ny bænk er stillet op på en af Málagas små pladser. 

Den er nu min yndlingsplads.

Det er noget med mad

 

To personer deler et stykke bacon eller noget spaghetti 

– eller slås de om det?


Måske kører de parudgaven af  tribletricket med tandtråd efter grillkylling. 


Eller de skændes om den bedste side af sengen efter at have spist virkelig meget hvidløg. 


Bøvser de om kap efter løgsuppe? 


Det er helt sikkert noget med mad.

Mit vejtræ blomstrer

 

Mit vejtræ blomstrer. 

De hvide blomster 

dufter 

som blomsterne 

fra alle andre 

citrustræer, 

de orange frugter 

ligner 

alle andre 

appelsiner. 


Men de kan ikke spises, siger man. Hvordan det præcis skal forstås, ved jeg ikke. Giftige er de næppe. Men ulideligt bitre, måske. Bittert er det sikkert også for gadens hjemløse, at de ikke kan ernære sig ved de gratis frugter, som byen hver vinter flyder over med. 


Man kunne plante træer med spiselige frugter. Men "man kan ikke sælge det, som gaden giver gratis væk."

fredag den 29. september 2023

Min gamle Buescher

Foto: Kim Bøg Brandt




Det er min fætter Kim, der har taget billedet. Det dukkede op under en flytteoprydning i forgårs. Der findes ikke mange skud af mig med tenorsaxofonen. Vel nok fordi jeg kun én gang optrådte offentligt, nemlig til en amatøraften på Fronthuset i Århus. Jeg øvede en overgang med et kopirockband i en forladt lagerbygning. Egentlig ville jeg spille jazz, men blev aldrig god nok. Det første nummer, jeg lærte mig, var Erroll Garners ‘Misty’. Det var Dexter Gordons udgave af det
nummer, som gjorde mig afhængig af jazz (de første tre toner af Misty og de første fem toner af Thelonious Monks 'Round Midnight, for at være helt præcis).

Her står jeg foran min mors barndomshjem i Bigum ved Tjele Langsø. Det må være fra den periode, hvor det gamle lerklinede hus tjente som sommerhus for min mor og tre af hendes ti søskende.
Jeg er ikke helt sikker, men så vidt jeg kan se, det her er min første saxofon, den gamle utætte Buescher, som jeg siden udskiftede med en Yanagisawa, som lød bedre og kun var utæt nede i den dybe Bb-klap, som ikke skulle bruges så tit. Jeg spillede saxofon (i privaten) i ti år. Så solgte jeg instrumentet for at kunne holde en stor fest. Jeg kunne alligevel ikke øve på det tidspunkt, fordi jeg var flyttet ind på kollegiet i Universitetsparken. Jeg forestillede mig, at jeg kunne købe en ny, når jeg var blevet rig og var flyttet i et hus på landet. Det er snart 28 år siden, og jeg har stadig ikke opfyldt nogen af betingelserne for at anskaffe mig en ny saxofon.

mandag den 18. september 2023

Det er ufatteligt, at jeg nogensinde får skrevet noget

Jeg kan ikke skrive, når jeg lige har spist et varmt måltid. Måske fordi jeg altid spiser for meget og bruger al min energi på at fordøje.
Jeg kan på den anden side heller ikke skrive, hvis jeg er genuint sulten.
Jeg kan overhovedet ikke skrive, hvis jeg lige har set nyheder eller været på de sociale medier. Det hensætter mig i en tilstand, hvor sproget bliver reduceret til et redskab for problemløsning.
Til gengæld kan jeg sagtens skrive, når jeg lige har løst praktiske problemer, som ikke har krævet min fulde opmærksomhed imens.
Jeg kan ikke så godt skrive, hvis nogen taler i baggrunden – og det er heller ikke optimalt, når jeg lige har talt med nogen, med mindre samtalen har været en leg.
Jeg skriver meget gerne til musik, helst klassisk eller jazz med ikke alt for store besætninger. Men der må absolut ikke være sang på den musik, jeg hører, mens jeg skriver. Det roder med mit sprog og får mig ofte til at rime. Jeg har en påtrængende tilbøjelighed til at rime. Eller det får mig til at tænke over teksten og digte videre på den i stedet for på min egen tekst.
Jeg skriver bedst, når jeg lige er vågnet. Måske fordi jeg ofte skriver videre på drømme. Nej, det er ikke bare det. Det er også det rensede sind, som jeg vågner med. At job og praktiske hverdagsbekymringer er fortrængt. Ofte sker det, når jeg vågner mellem 3 og 4 om natten, men det kan også være om morgenen, hvis jeg ikke skal på arbejde og er den første, der er stået op. Men øjeblikket er forpasset, hvis jeg lige sætter mig til at scrolle gennem Facebook eller læse sportsnyheder eller e-mails først.
Nye idéer til et langt manuskript dukker altid op under en gåtur eller et brusebad. Det er helt fint på gåturen, hvor jeg gerne har en notesbog med, men egentlig også ok under bruseren, hvor jeg ikke har langt til mit skrivebord.
Med at skrive mener jeg her skrive skønlitteratur, men ikke kun at skrive ny tekst, også gennemskrivninger. De kræver præcis den samme tilstand. Lad os af mangel på bedre kalde det for inspiration.
Hvad med dig?

torsdag den 7. september 2023

Så blev det lokumsbrættet

 – Hvor kommer du fra? spurgte han.

Jeg fortalte det.

Han forklarede, hvorfor kohuder var bedre til tasker end svine- og gedeskind.

Jeg var stadig i tvivl om, hvorvidt den skuldertaske, jeg havde kigget på, nu også var det, jeg havde brug for. Den kostede det dobbelte af, hvad jeg havde tænkt mig at bruge.

– Du taler virkelige godt spansk, sagde han og kiggede på mig med store opspilede øjne.

– Arh, det ved jeg ikke, sagde jeg.

– Jojo, insisterede han og fortalte historien om, at de fleste udlændinge, som kom ind i butikken, kun ville tale engelsk.

– Nå, ja, men jeg har nu også boet i landet i snart 12 år, sagde jeg og famlede forlegen efter betalingskortet i rygtasken.

Han nikkede og gentog sin ros, blot med andre ord, og rakte diskret automaten frem mod mig.

Nu sikrede han sig, at betalingen var gået igennem, og så kiggede han uskyldigt på mig og sagde:

– Flyttede du så til Spanien, da du var blevet pensioneret?


Da jeg trak døren i efter mig, forekom det mig, at jeg hørte et lille undertrykt grin derinde fra. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tolke det. Men nu har jeg barberet det meste af det hvide skæg af. Jeg har ladet lokumsbrættet stå. For sidst, jeg boede i Danmark, var netop dette skæg det foretrukne blandt midaldrende mænd, som gerne ville se yngre ud.

onsdag den 16. august 2023

Min far regnede med at dø ung

Foto: Knud Halskov
 



Min far regnede med at dø ung. Han begyndte at ryge, da han var 7, og begyndte at fiske for alvor, da han var 12. Han var ambitiøs og ville lære alle sider af sit fag at kende, prøve alle former for fiskeri, alle fangstmetoder og redskaber. Lære at lave dem, lære alt om skibe og sejlads, alt om fisk og deres adfærd. Han fiskede ved Norge, Skotland, Skagen, Bornholm og i alle indre danske farvande. Han var sjældent i en hyre længere, end til han havde lært det, der var at lære. Så rakkede han videre. Han elskede friheden ved det, boede ombord eller havde måske et værelse på sømandshjemmet. Selvom han levede det liv, han ville, var det hårdt arbejde, og farligt, og så var det jo også rimeligt nok, at han kastede los og gav den fuld skrue, når han havde tid til at feste.

På sømandshjemmet i Skagen lærte han den unge kokkepige at kende, og hun kom hurtigt til at betyde noget særligt. Da han var blevet familiefar og gerne ville hjem hver dag, slog han sig ned ved Tissø, hvor han blev ålefisker. Det var også spændende arbejde. At lære alt om, hvordan man vedligeholder og plejer fiskebestanden i en indsø. Han byggede et geddeklækkeri og satte yngel ud i søen. Han satte også åleyngel ud og holdt øje med, hvordan de forskellige artsbestande afbalancerede hinanden. Han kæmpede en umulig miljøkamp mod nabobonden, som fyldte søen med gylle og fremkaldte iltsvind. Han fik bygget en ny havn, nye skibe, forbedrede fangstredskaberne. Det var også hårdt arbejde. Sådan kunne han lide det. Indtil hjertet ikke kunne holde til det længere.

Men selv om den unge fisker her på billedet har levet stærkt, kan han i dag fejre 85 års fødselsdag. Og det er jeg uendeligt glad og taknemmelig for. Tillykke med det, kære far.

torsdag den 10. august 2023

Så bliver det kylling igen


Her er over 100 græssende gæs, men Vera fanger ikke en eneste. Det bliver en sløj Mortens aften i år.