Ugen inden, sommerferien begyndte, fik
hele familien pludselig en agent, som siden har forsøgt at skaffe os arbejde som
skuespillere. Det begyndte sådan her:
Om onsdagen skulle vi til en kommunal
præmieoverrækkelse i en stor teatersal i den pæne ende af byen. Vera (ni år) og
Karl (ti år)s teaterhold var blevet nummer to blandt de deltagende halvfems skoler
fra Madrid og skulle behørigt klappes ad. Da vi efter seancen stod i foyeren og
ønskede venner og bekendte god ferie, kom en ældre dame hen til Christina og
spurgte, om det var hendes egne børn, hun stod sammen med. – Ja, de tre her er,
sagde hun og udpegede vores fælles afkom. Så spurgte damen, om ikke ungerne kunne
tænke sig at komme ind på hendes arbejde og blive fotograferet den følgende dag
med henblik på at få en rolle, fx på tv. Det var særligt Karl, hun var
interesseret i. Han havde haft hovedrollen i teaterstykket, og så var han
ukarakteristisk høj og blond og udstyret med et par skandinavisk blå øjne.
Sådan en dreng manglede de. Christina kiggede på Karl, som nikkede ivrigt.
Damen betragtede den lille flok. – Tag dem alle tre med, sagde hun med, hvad
der bedst kan beskrives som et smil.
Torsdag formiddag fandt vi en uplettet
skjorte frem til knægten, pøsede ham vand i garnet og kørte ud til det mere
ydmygt beliggende agentur. Her blev vi modtaget af en anden, lidt yngre kvinde,
som også hed Christina. Hun interviewede os alle fem og fortalte, at der kunne
blive tale om såvel tv-serier og spillefilm som reklamefilm. – Nok især det
sidste, sagde hun. Det var sådan set en skuffelse, men på den anden side ikke rigtig
overraskende. Hun fortalte også, hvad man kunne tjene på en dags arbejde foran
de snurrende kameraer, og det svarede nogenlunde til, hvad jeg selv kan tjene
på en måneds oversættelsesarbejde, hvilket jo på den anden side var interessant
nok.
Agenturets fotograf stak hovedet ind ad
døren og kaldte børnene til sig på skift. – Far skal også fotograferes, sagde
hun med et svedent grin, da hun var færdig med Serena (4 år). – Han kan bruges
til ølreklamer. Jo. Det ville jeg gerne. Det er trods alt et produkt, som jeg
de sidste fyrre år har haft stor fornøjelse af. Christina blev naturligvis også
fotograferet, og så skulle vi allesammen skrive under på, at vi det kommende år
ikke ville tage opgaver af denne type uden om agenturet, hvilket vi roligt
kunne love. Så var vi på kontrakt hos en agent.
I løbet af det døgn, der var gået, havde
vi ikke nået at tale ret meget om, hvad vi ville og ikke ville som
skuespillere. Eller om vi overhovedet duede til det. Muligheden var opstået så
pludseligt, at det forekom uvirkeligt. Det bliver jo ikke til noget alligevel,
tænkte jeg. Men hvad nu, hvis det gør? I betragtning af, hvor få penge jeg
tjener som forfatter, og hvor ringe chancer jeg har for at finde andet arbejde
i Madrid, var det vanskeligt at sige nej til noget som helst. Jo, jeg bærer
rundt på en betragtelig lede ved reklamer i almindelighed, men hvad nu, hvis der
var tale om et produkt, som jeg syntes godt om? Øl, fx. Og børnene. Skulle de
ikke have chancen for at lære den verden at kende? De er alle tre glade for at
spille skuespil, og vi kan jo blot trække os ud igen, hvis de ikke bryder sig
om det. Eller hvis vi ikke gør. Christina havde fra begyndelsen betinget sig,
at vi altid kunne være til stede, når børnene blev filmet.
Mandag formiddag ringede agenten. – Vi
skal bruge Karl til en casting om to timer. Jeans og en pæn, neutral T-shirt.
Nu skulle vi tage en hurtig beslutning. Det var en reklamefilm for Coca Cola.
For helvede! Hvorfor lige Coca Cola! Jeg skyndte mig at læse på nettet, hvad
jeg kunne finde: En artikel fra Arbejderen om Coca Cola-kompagniets grusomme historie
med dusinvis af mord på fagforeningsledere, som havde forsøgt at organisere
kompagniets arbejdere i Mellemamerika. Artiklen var fjorten år gammel. Jeg
fandt en nyere artikel fra Fagbladet, som kunne fortælle, at grusomhederne var
hørt op, at arbejderne nu faktisk havde fået overenskomst og bedre løn og
kortere arbejdstid. Så havde jeg ikke tid til at læse mere. Skulle vi spørge
Karl? Nej, han er ti år gammel. Vi kan ikke nå at forklare ham den komplekse
situation, inden vi skal sidde i bilen. I øvrigt er det vores ansvar at tage
stilling til den slags. Er det ikke?
Vi blev hjemme. Så satte vi en økologisk
kylling i ovnen, og hen over maden fortalte vi Karl, at vi havde valgt denne
mulighed fra, men at der sikkert ville komme andre. Karl var ikke tilfreds. Da
jeg senere forklarede ham om Coca Cola-kompagniets historie, forstod han godt
min modvilje mod at hjælpe dem med at sælge sodavander. Men han ville godt have
haft muligheden for at tage beslutningen selv. – Forresten drikker du også selv
cola, sagde han til sidst. Og det havde han ret i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar