onsdag den 1. august 2018

Paw Amdisens genfundne anmeldelse af Det frie menneske i Slagmark

Jeg har genfundet denne anmeldelse af Det frie menneske, som blev bragt i det idéhistoriske tidsskrift Slagmark nr. 30, vinter 2000-2001, side 157-159.

https://tidsskrift.dk/slagmark/article/view/104903/153738

"Marx og fremmedgørelsen revisited

Jens Peter Kaj Jensen:
Det frie menneske – en bog om fremmedgørelse, frihed og frigørelse
Odense: Odense Universitetsforlag 2000, 239 sider. 248 kr.

At det intellektuelle klima kan ændre sig markant på ganske få årtier – ja, nogle gange endda på ganske få år – virker indlysende. Et henkastet blik på den nyeste tids idehistorie rækker, hvis man vil forsikre sig om en sådan påstands banalitet. I 1970erne kunne man således kun dårligt gennemføre sit studie ved det humanistiske fakultet uden i større eller mindre grad at inddrage en vis grad af venstreradikal, gerne marxistisk, emancipatorisk teori i disse selvsamme studier. Begreber som fremmedgørelse og frigørelse kom i et sådant intellektuelt klima helt naturligt til at stå i centrum. Med 80erne kom imidlertidig en ny idehistorisk bølge rullende ind over de universitære og intellektuelle miljøer i Danmark (efter i en årrække at have hærget under sydligere himmelstrøg) og begreber som de førnævnte forsvandt med et trylleslag fra dagsordenen for at blive erstattet med andre begreber, der bedre kunne beskrive la condition postmoderne.

Andre begreber, andre sprogspil, kom på mode. Nu står vi så i en tid (og i et intellektuelt miljø), der på mange måder ikke længere kan kaldes postmoderne. En tid, hvor oplysningsfilosofiske begreber og ideer igen vinder indpas (jf. Per Aage Brandts semiotiske korstog, Sokal-affæren). I kølvandet på denne oplysningsfilosofiske strømning kan vi også passende placere den bog som er omdrejningspunkt for denne anmeldelse – Det frie menneske – en bog om fremmedgørelse, frihed og frigørelse af Jens Peter Kaj Jensen (JPKJ), filosof fra Odense Universitet – hvor der uden større besvær, faktisk med stor overbevisningskraft, tages afsæt i en vis Karl Marx – idehistorisk protagonist af delvis oplysningsfilosofisk observans – der ellers til for ganske nylig (og stadig til en vis grad) i de intellektuelle miljøer har været betragtet som en “toten Hund”. Dette er i sig selv en begivenhed. At JPKJ samtidig også har begået en særdeles velskrevet og spændende bog skal der her selvfølgelig ikke klages over.

Lad os i stedet se lidt nærmere på bogens indholdsmæssige side, hvor der til gengæld – kritikkens natur tro – er enkelte klagepunkter. Kort skitseret er JPKJs projekt i Det frie menneske … at undersøge den fremmedgørelse som han – i selskab med den unge Marx – mener særligt kendetegner det moderne kapitalistiske samfund og dets produktionsmåde, for i samme åndedrag at undersøge muligheden for menneskets frigørelse fra denne fremmedgørelse, som igen for Jens Peter Kaj (med Marx) falder sammen med en bestemt politisk strategi (socialisme/kommunisme).

JPKJs gennemspilning af disse temaer, som de kommer til at udfolde sig i resten af bogen, er perspektivrig. Vi kommer både omkring Darwins evolutionslære, Hegel, Feuerbach, fænomenologien, Bloch, Bergson, Mounier, Katzenelson, strukturalis-men, Gorz og Althusser (samt mange andre). Af disse fremstår – ud over Marx naturligvis – særlig Bloch, Bergson, Katzenelson og Gorz som heltene i fortællingen. Hvad JPKJ i sin historiske gennemgang af problematikken (fremmedgørelse-frihed-frigørelse) når frem til er på mange måder inspireret af disse og beslægtede teoretikere. Så da JPKJ i bogens afsluttende afsnit opstiller tre overordnede hypoteser, som – hvis de holder stik – vil kunne medvirke til fremmedgørelsesproblematikkens løsning, optræder disse teoretikere helt automatisk på credit-listen. Den første tese lyder: “Den historiefilosofiske optimisme er meningsfuld” (og indgår som et naturligt element i det menneskelige væsen). Med Ernst Bloch mener JPKJ at kunne spore en latent potentialitet i mennesket, en rettethed mod et Heimat, der har form af et kommunistisk, fremmedgørelsesfrit samfund: “… materien som sådan er i bevægelse frem mod et latent mål (die Heimat)”/”Die Heimat bestemmes politisk som kommunisme”/”Som kommunistisk menneske savner man intet uden for sig selv (s. 82, 86 og 87)”. Der knyttes her tydeligt an til utopismen, men utopismen forbindes umiddelbart herefter med et begreb om mennesket som naturligt rettet mod et bestemt mål (kommunismen), der efter denne anmelders bedste overbevisning underminerer netop den betydning af ordet utopi, som kunne udgøre dette ords mulige politisk-teoretiske attraktion – at der netop ikke findes nogen endegyldig udformning af et samfund (utopi betyder som bekendt ikke-sted). Hvis menneskets latente natur er kommunistisk, så skal vi vel bare læne os tilbage og – uafhængigt af om vi måtte ønske denne kommunisme – blot afvente naturens gang? En filosofisk overbevisning man vistnok kalder deterministisk og som JPKJ da også til en vis grad tilslutter sig, idet han – med oplysningsfilosofisk optimisme – ikke ser nogen direkte konflikt, snarere et sammenfald mellem den frie vilje og naturens latente rettethed.

For denne anmelder er det dog svært at se omridset af en progressiv, endsige revolutionær praksis i denne teoretiske position. Man ville nok mere kunne se det omvendte en fastfrysning (determinering) af praksis – i en sådan positionering.  Bogens anden overordnede hypotese er: “Mennesket er et primært socialt væsen”. Inspireret af bl. a. den danske udviklingsteoretiker Boje Katzenelson beskriver JPKJ mennesket som et genetisk bestemt socialt væsen. Det er simpelthen en træk ved evolutionen, et naturvidenskabeligt faktum (og elsker vi ikke dem?), at mennesket “primært” vil optræde socialt i forhold til næsten. Altså endnu engang: Mennesket er af naturen socialistisk/kommunistisk. Vi behøver vist ikke at gentage vor kritik? Endelig er det bogens tredje hypotese, at: “Selvrealisering i det frie arbejde harmonerer med almindelig behovsopfyldelse”. Denne hypotese hænger sammen med JPKJs pragmatiske erkendelse af, at afskaffelse af al industrielt formidlet, fremmedgørende arbejde ikke er mulig. En vis del af vort arbejde er nødvendigt for at opfylde de almene behov. Først herefter er selvrealiseringen i det frie arbejde en mulighed. 

Overordnet set en ganske fornuftig betragtning, dog virker formuleringen “harmonerer med” lige lovlig optimistisk. JPKJ sammenfatter slutteligt disse tre hypoteser i en samlet hovedtese: “Der kan opstilles en socialistisk utopi som adækvat løsning på det fremmedgørelsesproblem, der rejses af den unge Marx”. Om denne løsning nu også er adækvat forbliver – på baggrund af vor kritik af den natur-deterministiske holdning hos JPKJ – et åbent spørgsmål. Og selvom JPKJ prøver at imødegå denne kritik, så forbliver det – i vore øjne – et problem at forholde en progressiv, socialistisk praksis/politik til et teoretisk fundament, hvor alle vigtige elementer på forhånd synes at foreligge med naturlig nødvendighed.

Med disse uenigheder antydningsvist blotlagt, så er det vigtigt for mig samtidig på det varmeste at anbefale Jens Peter Kajs bog, der – udover at tjene som en ganske glimrende introduktion til sit emne – vidner om stort overblik, syn for frugtbare teoretiske kombinationer og en sproglig formidlingsevne, man sjældent oplever i filosofiske afhandlinger."


Anmeldt af Paw Hedegaard Amdisen i Slagmark

Ingen kommentarer: