Mit store gennembrud i Østeuropa

I går havde bloggen pludselig 72 besøg fra Rumænien, hvor den aldrig har haft læsere fra tidligere. Polen og Turkmenistan er også kommet pænt med. Normalt kommer de fleste besøgende i prioriteret rækkefølge fra USA, Rusland, Danmark, Ukraine, Spanien, Frankrig, Norge og Filippinerne.

Jeg anser det for mit store gennembrud i Østeuropa. Særlig spændt er jeg naturligvis på, om turkmenernes interesse skulle vise sig at holde ved.

Støjbergs vanvittige fupnummer

Det er jo hysterisk morsomt, hvad Støjberg nu har fundet på.

Hun præsenterer nu pludselig Instrukskommissionen for et notat, som fortæller, at der i alle asylsager om indkvartering af ægtepar mellem en partner på over 18 år og en 15-17-årig skal foretages individuel sagsbehandling, sådan at der kan tages hensyn til barnets tarv og til den yngste partners eget ønske. Det notat har Støjberg skrevet under på. Og det notat siger altså, at man skal følge de retningslinjer, som de internationale konventioner tilsiger. Støjberg har med andre ord skrevet under på, at hun vil følge loven.

Og det skal således bevise hendes uskyld!

Det er jo fabelagtigt. For hun har beviseligt i praksis forbrudt sig mod den selvsamme bestemmelse. Hun har instrueret sine embedsmænd om at gøre det modsatte af, hvad notatet tilsiger, og den instruks har de fulgt. Gifte forældrepar på hhv. 17 og 19 år er de facto blevet tvangsadskilt uden individuel sagsbehandling på grundlag af Støjbergs ulovlige instruks.

Hun har beviseligt brudt loven, og flere stærke vidneudsagn fra embedsmænd indikerer, at hun vidste, at hvad hun gjorde var ulovligt. HVILKET DET, AT HUN HAR SKREVET UNDER PÅ NOTATET, JO OGSÅ BEVISER, AT HUN VIDSTE. Notatet beviser, hvad hun er anklaget for, og kommissionen forsøger at godtgøre, nemlig at hun vidste, at hun handlede ulovligt, for hun havde skrevet under på, at hun ikke måtte gøre, hvad hun faktisk gjorde. Alligevel præsenterer hun notatet som et bevis på, at hun ikke har handlet ulovligt.

"Jeg har skrevet under på, at jeg ikke må gøre det. Altså har jeg ikke gjort det," er argumentet.

Morsomt er det naturligvis kun, hvis Instrukskommissionen griner med. Hvis de tværtimod lader sig forvirre af det absurde nummer, er det ikke længere komedie, men tragedie.

Læs gerne om Støjbergs notat her:

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/zigzag-stoejberg-skifter-forklaring-igen/8134477

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur, tre nedslag

En forlægger fra et lille forlag fortalte mig, at hun var blevet kontaktet af formanden for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur, Dennis Gade Kofod, som havde spurgt hende, hvad udvalget kunne gøre for mikroforlagene i trængselstiderne under pesten. Hvad de havde mest brug for. Han var godt klar over, at også denne krise vender den tunge ende nedad. At dem, der har mindst at stå i mod med, bukker under først. Han vidste også, at hun er en af dem, der arbejder for at samle kræfterne hos de små forlag, og en af dem, der kender deres behov og vilkår bedst. For formanden har selv været aktiv på alle niveauer i litteraturverdenen og bogbranchen i årevis. Han har selv været redaktør på et mikroforlag og ved, hvor svært det er, men også hvor afgørende det er for litteraturen, at de klarer sig gennem skærene.

En forfatterkollega havde fået et standartafslag fra kunstfonden. Det vakte forundring på facebook, for den pågældende forfatter udgav sidste år en meget velmodtaget roman, som ovenikøbet er blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Men det var også en fejl, vidste formanden straks, han så diskussionen på facebook, for selvom der havde været 1008 ansøgere, kunne han huske, at hun havde været blandt de 356 udvalgte. Og så blev fejlen rettet.

En anden forfatterkollega fortalte mig, at han havde talt med Dennis Gade Kofod, da han var i gang med den svære udvælgelse. Hvordan kan man kvalificeret vælge mellem 1008 forfatterskaber? De er fem personer i udvalget og må vel formodes at dele ansøgningerne op mellem sig. Ellers er det helt umuligt. Men det er stadig over 200 ansøgere per medlem. Alligevel, fortalte min kollega, var Kofod gået til opgaven med stort engagement og genuin litterær interesse. Han fortalte om en ansøger, der ikke var blandt landets mest kendte forfattere, men som havde medsendt en tekst, som Kofod var blevet så interesseret i, at han havde anskaffet sig den pågældende roman og siddet og krydslæst mellem den og J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe, som den mindede ham om. Og ansøgeren havde fået sit legat.

Statens Kunstfond uddeler hvert år 500 mio. kr. De skal fordeles til producenter og formidlere af arkitektur, billedkunst, design, film, kunsthåndværk, litteratur, musik og scenekunst, altså både kunstnere og formidlere inden for alle kunstarter. Det er et meget lille budget og en stort set ubetydelig post på finansloven. Behovet er da også langt større.

Alligevel er uddelingerne noget, der år efter år vækker forargelse og misundelse. I Danmark kan vi godt lide kunst, men bryder os ikke meget om kunstnere. Jeg hører stadig folk brokke sig over, hvor mange penge Klaus Rifbjerg modtager fra staten, selvom han døde for over fem år siden. Og da de fleste ansøgere får afslag, er der samtidig blandt kunstnere en vis uvilje mod kunstfonden. Man får ikke mange venner af at sidde i de udvalg.

Man kunne indrette litteraturstøtten på en anden og sikkert også bedre måde. Det har jeg år tilbage selv udarbejdet et forslag til. Men givet de rammer, der nu engang er, må jeg sige, at jeg er imponeret over det samvittighedsfulde arbejde, der bliver lagt i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur: Der er et stort og ægte kunstnerisk engagement, og det vil jeg gerne sige tak for!

Ikke en chance

Jeg mødte kun Yahya Hassan en enkelt gang, nemlig da vi i 2014 var sammen i Madrid og Marrakech på Forfatterskolens studierejse, hvor jeg var med som vikar. Han kan ikke have været mere end 18 år dengang, men allerede verdensmand, en stjernedigter, fremtrædende samfundsdebattør, som gav begavede og indsigtsfulde interview om Palæstina og kontroversielle interview om livet i ghettoen, på vej ind i politik, troede vi. Charmerende, vital playboy og millionær. Det kriminelle gadeliv var han vokset ud af, håbede vi, ligesom han tydeligvis var vokset fra Forfatterskolen. Han var en udsædvanlig begavelse, et usædvanligt menneske, generøs med sit store talent. Han fik et stort, men også alt for hårdt og kort liv og i virkeligheden ikke en chance.