fredag den 16. december 2016

Udmanøvreret

Serena (2 år): Far, ¿Sabes qué? [ = Ved du hvad?]
Jens (51 år): Nej.
Serena: ¡Ya tienes que saber, o yo me enfado! [ = Du skal vide det nu, ellers bliver jeg vred!]


Hvis jeg alternativt svarer ja, siger hun: ¿Qué es, entonces? [ = Hvad er det så?]. Jeg aner ikke mine levende råd.

lørdag den 10. december 2016

Døgner-lektør

Døgner

Jens Peter Kaj Jensen (f. 1965)

Bog: Digtkreds med et du og et jeg, der i drømmeagtige tableauer søger retning og orientering.
Indhold: Indbildte gaser ; Hesten fra Sevilla ; Døgnkiosken ; Den dytter ; En anden døgner

Emner: eksistens

Materialevurdering
Kort om bogen
Digtkreds med et du og et jeg, der i drømmeagtige tableauer søger retning og orientering. For erfarne digtlæsere, der gerne forsøger sig med svært tilgængelig lyrik.

Beskrivelse
Digtsamlingen er opdelt i fem afsnit, der indbyrdes forbindes. Digtenes jeg og du har ingen navne, og det er heller ikke nemt at fastslå deres køn. En døgnkiosks placering beskrives som "fjorten bjørne nord for 7-eleven", og et sådant sted forekommer også tiden som ophævet. Linjerne i digtene er forskudt, så hele sidens brede anvendes, og der er rytme, bogstavrim og ordspil i flere af stroferne. Jens Peter Kaj Jensen er født i 1965 og bor i dag i Spanien. Han er uddannet fra Forfatterskolen og har desuden læst filosofi på SDU.

Vurdering
Digtene er skrevet med stor energi, og man får den fornemmelse, at Jens Peter Kaj Jensen slår smut med ordene, hvilket dog ikke ændrer ved, at "Døgner" er en kompleks tekst, der ikke umiddelbart åbner sig for læseren.

Andre bøger om samme emne
Stilmæssigt minder "Døgner" fx om Bjørn Rasmussens Ming eller Kenneth Jensens Konventionel drift.

Til bibliotekaren
For større biblioteker.


Materialet er vurderet af: Poul Flou Pedersen

fredag den 2. december 2016

Jeg fortryder det med Susan

I eftermiddags blev jeg stoppet på gaden af en mand i sin bedste alder. Han tog mig i skulderen og sagde: "Tim Robbins!" Jeg har efterhånden vænnet mig til, at folk antaster mig for at fortælle mig, at jeg ligner Tim Robbins (aldrig Nikolaj Coster-Waldau, desværre …), grinende japanske turister viser mig billeder af Tim Robbins på deres mobiltelefon, folk spørger mig, hvad det nu er, den hedder, den film, hvor Tim Robbins sidder i fængsel på en ø; det er hverdagskost, så jeg sagde bare: "Si si!" Så spurgte han, om jeg boede her i nærheden. Det kunne han næsten regne ud, at jeg gjorde, fortalte han triumferende og pegede på de grøntsager og frugter, jeg kom slæbende med. "Jo, jeg bor lige ovre på Plaza de Cascorro", sagde jeg i overensstemmelse med sandheden. "Hvor længe?", spurgte han, og jeg svarede, at jeg havde boet her i kvarteret i snart fem år. Så blev han helt opildnet og begyndte at fortælle mig, hvor stor en skuespiller, jeg var, en af hans favoritter, at han særligt godt kunne lide min optræden i Mystic River, men at jeg heller ikke havde været dårlig i En verden udenfor. At det var helt urimeligt, at folk stadig mest opfattede mig som komedieskuespiller. "Jamen …", sagde jeg. Nej, nu skulle han godt nok hjem og fortælle det til sin bror, som vidste alt om film, og han kendte også en lokal journalist, for det var da helt utroligt, at jeg boede lige her, og ingen vidste noget om det. "Nej nej …", sagde jeg. Og "hvor er jeg glad for at have mødt dig", sagde han så og rystede ivrigt min hånd. "Men jeg har aldrig forstået, hvorfor du lod dig skille fra Susan Sarandon." "Nej," sagde jeg, "det har jeg også mange gange fortrudt".

onsdag den 16. november 2016

Lektørudtalelse til Piazza del Popolo

Den hemmelige roman, Piazza del Popolo, har sørme fået en lektørudtalelse, og den er jeg ikke utilfreds med:


















Kort om bogen
Sindrig og velskrevet beretning om at slå sig til tåls med livet, sat i et flot beskrevet Rom. For læsere, der ikke er bange for at give sig i kast med et stykke underfundigt og lidt anderledes nyere dansk litteratur.

Beskrivelse

På en bænk i Rom ved Piazza del Popolo sidder der en gammel mand og reflekterer over tilværelsen. Han kommer her hver morgen for at se den smukke unge kvinde, han begærer, cykle forbi. Minderne om gamle kærester, konen Eva, sygdom, og særligt det dårlige forhold til sønnen Francesco, truer med at vælte hans ellers kontrollerbare tilværelse. Han er vred på livet og de skuffelser, det har givet ham, men kan han nå at finde en smule glæde, før det er for sent?

Jens Peter Kaj Jensen er uddannet fra Forfatterskolen og cand.phil. i filosofi, og bor til dagligt i Madrid. Han har tidligere udgivet både romaner, noveller, faglitteratur og digte.



Vurdering
Jensen har begået en underfundig og velkomponeret bog om at slippe vreden og komme overens med de skuffelser livet har bragt. Det lyder tungt, men heldigvis er der masser af befriende humor i de groteske situationer som vores hovedperson kommer ud for. Persontegningen er nuanceret, og sproget flyder fint afsted med mange fine billeder. Bogens force er dog de fermt tegnede miljøbeskrivelser af den italienske hovedstad.

Andre bøger om samme emne/genre

Der er tematiske og stilistiske mindelser om forfattere som Sonnergaard og Wung-Sung.
Til bibliotekaren

Forholdsvis ukendt forfatter og det lidt undseelige omslag, gør at den kræver aktiv formidling. For de lidt større biblioteker.

Lektør: Steffen Gordon Nielsen

mandag den 14. november 2016

Tak til bibliotekerne

Foreløbig 35 biblioteker har købt Piazza del popolo11 eksemplarer er tilsyneladende lånt ud. Det er da ganske godt for en bog, som ingen i øvrigt ved findes. 

Her er til gengæld bogens første side:

"Den gamle kigger ned med venstre øje, med det gode, det som han kan blinke med. Og hun? Hun kigger aldrig op. Hun ville ikke kunne se ham blinke, der er for langt fra pladsen op til udkigs-punktet, hvor han sidder. Men han er stærk, når han ser en kvinde med sit gode øje.
  Han ser kroppen, dens grove bevægelser, men ikke ansigtets fine.
  Åh, hvad er hun?
  Som om hendes lette parfumering har overhalet hende og dampet hele vejen op til ham på bænken, som om det var muligt, som var han en sporhund, afsøger han sit luftrum med snuden, leder efter den syrlige duft af en lys kvindes friske sved, som prikker sig gennem parfumens slør. Han vrider nakken, så han kan overskue hele pladsen dernede.
  Jo, det er muligt.

  Det er det, hun er for ham."

lørdag den 22. oktober 2016

Freddy har fået øje på Døgner


Du kan også låne Døgner. Her står Freddy på et bibliotek i nærheden af dig.
Foto: Ida Valentin Cronqvist

torsdag den 29. september 2016

Christina har åbnet sin web-butik

Christina Catarina Altuna Aagesen har ikke alene den højeste kæreste på Plaza de Cascorro; hun har også startet et firma, som laver noget skide smart gear til børn på op til ti år.

Kisse – Kid's wear since 2015, står der øverst på den hjemmeside, hun har åbnet netop nu til aften. Og den er god nok: det er en butik med børnetøj. Hun producerer det bæredygtigt her på den Iberiske Halvø, ikke på slavefabrikker i Østen, og hun lægger vægt på at bruge gode materialer.


Der er tegninger på meget af tøjet, og dem har mine børn lavet. Sådan er der så meget. Knapperne til strikketrøjerne har hendes far snittet i oliventræ fra haven.

Køb en masse!

onsdag den 14. september 2016

Piazza del Popolo – ny roman


Den 15. september udkommer romanen Piazza del Popolo
















Han sidder i Borghese-parken og kigger ned på Piazza del Popolo. Der på bænken ligner han enhver anden treoghalvfjerdsårig romer, der tager et hvil under morgenturen. Men han er ikke gammel, han er en vred og liderlig yngling, som kommer her for at se den kvinde, han begærer, cykle over folkets plads, som hun har gjort det morgen efter morgen. Han døber hende tyskeren.

Og inden længe har han fødselsdag, så får hun ham at se. Det er den gave, han har tiltænkt sig selv. Nu skal dagene frem mod mødet planlægges; det skal times sådan, at han har sin bedste skjorte ren og klar til dagen, og han må ikke onanere i en uge inden.

Men forholdet til den voksne søn giver kvaler. De kan ikke tale sammen, det er drengens egen skyld, men ubelejligt. Også kvartalsdrankeren Diego, som han deler bænken med, griber forstyrende ind i planerne, og en spøgelsesagtig kondiløber bliver ved at vælte ham omkuld i parken.

fredag den 2. september 2016

Første side

Sådan begynder Døgner:



Tuk!
Du sparker kækt
     til det første det bedste,
         til indbildte gaser, der knejser og knaser,
              Fætter Guf på en ladvogn
                   og Højben på frihjul, arh! det er en and.
Du sparker huller i lumre luftlag, men også,
     og det er det bedste,
         til en cylindrisk bekendelse, der tromler frem mellem
              pyntegrønt og halve hotdogs.
Ingen ved, hvor længe den har ligget der og
     taget væske ind,
         pattet de syv citroner.