onsdag den 31. marts 2021

'Isn't She Lovely' var det første nummer, jeg lærte mig at spille på saxofon


'Isn't She Lovely' var det første nummer, jeg lærte mig at spille på saxofon. Det første, jeg prøvede at lære, var jazzballaden 'Misty', men jeg kom aldrig helt igennem. 
'Isn't She Lovely' var nemmere. Det er en simpel melodi med en banal tekst, en popsang, men en virkelig god popsang, som også hen ad vejen blev en af Wonders mest populære sange.

Albummet blev et kæmpe hit. Som kun det tredje album nogensinde gik Songs in the Key of Life direkte ind på førstepladsen på Billboard Pop Albums Chart. Det blev også kåret som årets bedste album ved Grammy-uddelingen og fik i alt fire Grammy'er ud af sine syv nomineringer.

Wonder havde tidligere vundet 'Årets album' med både Innervisions og Fulfillingness’ First Finale.

Da Stevie Wonder i september 1976 sendte albummet på gaden, var der noget ukarakteristisk gået to år, siden han sidst havde udsendt et nyt. Faktisk blev albummet nærmest opfattet som et comeback for den 26-årige kunstner.

Det skyldtes nu ikke kun de to års ventetid, men også, at Wonder i mellemtiden havde kæmpet med at komme helt ovenpå efter sin alvorlige trafikulykke i 1973, fysisk, mentalt og kunstnerisk.

I 1975 havde Wonder talt om at trække sig tilbage fra musik-industrien. Han ville flytte til Ghana og arbejde med handikappede børn. Det er en ambition, som han gentagne gange er vendt tilbage til siden. Men i 1975 var planerne konkrete. Afskedskoncerten var under planlægning.

Berry Gordy og Motown var ikke pjattede med idéen om at miste deres guldfugl, så de greb til lommerne og tilbød Wonder en syvårig kontrakt, der økonomisk var den største, som nogen musiker havde fået. Og med fuld kunstnerisk frihed, naturligvis. 

Det endte med, at Wonder sagde ja. Og så må det ellers være gået stærkt, for et år efter udkom dette dobbeltalbum med en indlagt EP med fire 'bonus-numre'. I alt er der 21 numre på albummet, 104.30 minutters spilletid, og efter min mening er i hvert fald 15 af de 21 numre stærke nok til at bære en hit-single hver for sig. Det album er et mesterværk, kunstnerisk på højde med Innervisions og Music of My Mind og samtidig lettere tilgængeligt.

Noget andet, der skete i 1975, var, at Wonder fik en datter med Yolanda Simmons. Pigen kom til at hedde Aisha, navnet på Muhammeds tredje og yngste hustru. Det kan måske undre, at Wonders datter fik et muslimsk navn. Han er selv baptist, men Wonder har også haft en muslimsk hustru og har i det hele taget været åben for en række forskellige åndelige praksiser, fx transcendental meditation. Manden er veganer.

Aisha er det første af de foreløbig ni børn, Wonder har med fem forskellige kvinder. Hans yngste datter, som blev født i 2014, hedder Nia, som betyder formål og er et af de syv principper i den panafrikanske kulturfest Kwanzaa.

Det er den spæde Aisha, som Stevie Wonder synger om på 'Isn't She Lovely'. Man kan også høre pigen smågræde sammen med Wonders mundharmonika i introen, ligesom man hører hende pludre med i slutningen af det 6.33 minutter lange nummer, hvor hun er i bad.

Hør Isn't She Lovely

tirsdag den 30. marts 2021

Fingertips

Han blev født i Saginaw, Michigan den 13. Maj 1950, og det var en postgang for tidligt, så drengen måtte en tur i kuvøse. Der fik han så meget ilt, at øjnene blev ødelagt. Stevland Hardaway Judkins hed han fra begyndelsen. Da hans mor fire år senere blev skilt, ændrede hun drengens efternavn til Morris og flyttede til Detroit, hvor Stevie kom til at synge i Whitestone Baptist Church’s kirkekor. 


Sammen med kammeraten John begyndte Stevie at spille på gaden. Hvad John spillede på, aner jeg ikke, men Stevie sang og spillede mundharmonika og trommer. Efterhånden begyndte de at få job til fester og på danserestauranter, hvor Stevie også kunne spille klaver.

Hans mor Lula skrev selv sange og blev imponeret over ‘Lonely Boy’, som Stevie skrev i 1961, så hun fik ham til at synge den for Ronnie White, der var sangskriver for The Miracles. Han var på og hev Lula og Stevie op til Motown Records, som dengang boede i industribyen Detroit. Den gamle mesterbokser, Berry Gordy, som var boss, syntes, det lugtede af hit og gav Stevie en kontrakt med fast hyre, hvor han skulle synge, spille og skrive under Motowns Tamla-varemærke, hvor han fik 2.50 dollars om ugen og fik tilknyttet en assistent, når han skulle på turne.

'Lonely Boy' blev nu ikke et hit, og i begyndelsen blev Stevie sat til at optræde med coverversioner af populære Ray Charles-sange. Det var den oplagte iscenesættelse af en blind, sort knægt, som kunne synge og spille klaver.

Det var produceren, Clarence Paul, der gav ham navnet Little Stevie Wonder, da han som 12-årigt vidunderbarn alligevel brød igennem med ‘Fingertips’, som blev nummer 1 på Billboard Hot 100. Det var aldrig sket for en 12-årig før.

Billedkvaliteten på den her live-optagelse er elendig. Lyden er ikke bedre. Der findes en velpoleret studieoptagelse med meget bedre lyd og tværfløjte (klik på billedet), men jeg synes, det er sjovt at se, hvordan Stevie bliver lanceret, og også hvordan han spiller med og overtager scenen. 

Se Fingertips

mandag den 29. marts 2021

Musikladen


Den 6. August 1973 sad Stevie Wonder i en bil, som kørte op i røven på en lastbil. Han var nær ved at dø af hovedlæsionerne. Wonder mistede i første omgang både smags- og lugtesansen og fik aldrig lugtesansen tilbage.

Synet havde han mistet, da han som spæd fik for meget ilt i kuvøsen. Han var født for tidligt.

Wonder var ellers godt kørende, da ulykken skete i 1973. Han havde samme år udgivet albummet Innervisions, og året inden udkom både Music of my Mind og Talking book. Det er hans tre mest skelsættende skiver.

Men han kom hurtigt tilbage i rillen. Året efter udsendte han Fulfillingness’ First Finale, som måske ikke helt er på samme niveau, men stadig en god plade.

Han var også ret hurtigt klar til at give koncert igen. Her er en fed optagelse fra det tyske tv-show Musikladen 1974, hvor man både kan høre uudgivne ting og noget fra hans fire seneste album, men også en snas fra det fantastiske dobbeltalbum, som skulle komme to år senere.

Korsangeren med brillerne er ikke Dionne Warwick, som han har arbejdet meget sammen med, selvom hun ligner.

Hør fed koncert i Musikladen

Kjolerne

 


Vi hænger tøjet til tørre på altanen.

Too High


På værelset havde jeg en blød stol, der kunne lænes tilbage som en liggestol. Når jeg lå i den med lukkede øjne og lyttede til Stevie Wonders Innervisions, følte jeg, at jeg kom i en tilstand, som jeg ellers ikke fandt.

En dag hørte jeg forsangeren i Parkering forbudt udtale, at han mediterede til Wonders musik. Jeg blev overrasket, fordi han selv spillede en helt anden slags musik, men jeg blev også bekræftet i, at der var en egenskab ved Innervisions, som gjorde den særlig velegnet til at søge ind i sig selv. Så begyndte jeg at udvikle tanker om, hvad Stevie Wonders blindhed havde af betydning for den egenskab. Som teenager ville jeg have det hele til at hænge sammen.

'Too High' handler om at være høj på stoffer.
Hør Too High

Superstition


Fra jeg købte min første pladespiller som teenager, til jeg var midt i tyverne, lyttede jeg til Stevie Wonders musik flere gange om ugen, ja, vel nærmest dagligt. Det gør jeg ikke mere. Faktisk kun sjældent. De sidste tredive år har jeg især hørt jazz. Interesserne skifter. Der er flere ting, som jeg ikke gør så tit længere. Der er også enkelte ting, jeg ikke rigtig kan forestille mig, jeg kommer til at gøre igen, som fx at gå på diskotek.

Men når jeg danser med ungerne i køkkenet, kan jeg godt lide at høre den her funky sag fra 1972:

Happy Birthday


Stevie Wonders kampagne for at gøre Martin Luther Kings fødselsdag til en national helligdag kulminerede politisk i 1986, hvor Ronald Reagan underskrev loven.

Kunstnerisk kulminerede den i 1980, hvor Wonder udgav albummet Hotter than July med den reggae-inspirerede 'Happy Birthday', som var et led i kampagnen. Det er nok den Stevie Wonder-sang, som flest mennesker over hele verden har sunget med på. Måske ikke så meget for at hylde Martin Luther King som simpelthen for at fejre fødselsdag.

På billedet står Stevie Wonder sammen med Coretta King.

You Are the Sunshine of My Life


Jeg tror, den første sang, jeg hørte med Stevie Wonder, var 'You Are the Sunshine of My Life'. Jeg har formodentlig hørt den i radioen, da jeg var 8-9 år. På det tidspunkt havde jeg ingen 'musiksmag', men hørte i det store hele det, som min storesøster hørte, og tænkte, at det var det, jeg kunne lide.

Men da jeg hørte Stevie Wonder, var der lys i lygten på en ny måde.

Der var selvfølgelig meget andet, som jeg blev glad for i drengeårene, fx Gasolin', Beatles, Billy Joel, Steely Dan, Doors, Dire Straits, Pink Floyd osv. Det var noget, jeg delte med mine venner, men Stevie Wonder havde jeg for mig selv. Der var ingen, som hørte den salgs musik, hvor kom fra. Det var heller ikke tit, man hørte det i radioen, og stort set ingen danske musikere spillede noget, der minde om soul, i de år.

Det var nu ikke genren, jeg faldt for, men stemmen. Og er det ikke der, det begynder, når man falder for en sanger?

Jeg har forelsket mig i vanvittigt dygtige sangere som Aretha Franklin, men også mindre dygtige som Billie Holliday. I smukke, rene stemmer som Dinah Washington, men også i grimme som Nina Simones.

Genren har aldrig betydet noget. Det er sangere som Tom Waits, Otis Redding, Billy Joel, Amy Winehouse, Édith Piaf, Sammy Davis Jr., Frank Sinatra, Mark Knopfler, Annisette Koppel ...

Man får sympati for en stemme, og man får lyst til at høre den hele tiden.

Stevie Wonders stemme har altid været lidt nasal, men engang var den også en stor og fyldig stemme, som han havde sublim kontrol over. På et tidspunkt begyndte legebarnet at frasere for meget, komplicere sin vokal. Man kan vel sige, at det faldt sammen med, at han holdt op med at lave genial musik, altså i begyndelsen af 1980'erne.

Men i 1972, hvor han som 22-årig udgav 'You Are the Sunshine of My Life' på albummet Talking Book, var hans stemme på sit bedste. Derfor er det måske også lidt overraskende, at sangen slet ikke indledes af Wonders egen vokal, men af Jim Gilstraps. Ham kender jeg ikke. Heller ikke Lani Groves, som synger anden strofe. Så tager Wonder den ellers selv. Helt overlegen og ubesværet, som han sang i de år, og som det skal være i sådan en dejlig ubekymret popsang.

Sir Duke


Han har lavet et væld af hyldestsange: Til Bob Marley, Nelson Mandela, Martin Luther King m.fl., men jeg bedst kan lide Stevie Wonders sang til Duke Ellington
fra Songs in the Key of Life, som bare swinger.

Hør Sir Duke

Pippis kusine

 


Pippi Langstrømpe har en fætter og kusine i Andalusien.

Superwoman (Where Were You When I Needed You)


I 1970, hvor han som tyveårig allerede havde indspillet plader i tæt på ti år, nægtede Stevie Wonder at forlænge sin kontrakt med Motown. Han var træt af at indspille album, som bestod af 12-14 spredte forsøg på at ramme et hit, der kunne sælges som A-side på en single.

Han var også træt af at synge de gedigne, men ligegyldige sange, som pladeselskabets faste sangsnedkere havde flikket sammen. Wonder ville lave et album, som hang sammen fra start til slut. Han ville kun indspille sine egne kompositioner, selv producere og arrangere numrene. Han ville også have lov til at synge om både sociale og spirituelle temaer og om Vietnamkrigen, hvilket alt sammen var bandlyst på hitfabrikken. Og så ville han have en større bid af kagen.

Aldrig i livet! sagde Berry Gordy og Motown, og så udsendte Wonder to album uden fast kontrakt, hvor hans kone, Syreeta Wright, hjalp med teksterne. Where I'm Coming From fra 1971 blev godt og solgte hvad det skulle, og så fik Stevie Wonder alligevel sin kontrakt med fuld kunstnerisk frihed.

Det var klogt af Berry Gordy, for Music of my mind fra 1972 blev simpelthen et af de fedeste album fra halvfjerdserne.

Her er det 8.08 minutter lange nummer fra side 1.

Hør Superwoman (Where Were You When I Needed You)

Master Blaster


Da Bob Marley døde 11. maj 1981, havde Stevie Wonder året inden udgivet sit sidste rigtig gode album, Hotter Than July, hvor Reggae-nummeret og Marley-hyldesten 'Master Blaster (Jammin')' skiller sig ud fra de øvrige mere gennemproducerede, funky skæringer.

De to venner havde blandt andet givet en legendarisk fælleskoncert i Kingston 1975 og endnu en under Black Music Association Concert i Philadelphia 1979.

Hør liveudgaven af Master Blaster

As


Masser af kunstnere har lavet udgaver af Stevie Wonders sange, særligt af dem fra hans 'gyldne periode' fra 1971 til 1980. Der er de lidt overraskende som 'I Was Made to Love Her' af Jimi Hendrix (hvor den 17-årige Stevie Wonder selv spiller trommer) og de interessante som 'Gangsta Paradise' med Coolio, de lettere joviale som Ray Charles' udgave af 'Living for the City'. Der er også de triste misforståelser som Dario Campeottos forsøg på at synge 'Lately' på direkte tv.

Og så er der George Michaels lækre udgave af 'As', som vel blev et endnu større hit end Wonders egen udgave. Hvis man aldrig havde hørt originaludgaven, ville man formodentlig blive voldsomt imponeret af det flotte arrangement, den stærke vokal og den smukke komposition. Men når man så hører Stevie Wonders egen udgave fra dobbeltalbummet Songs in the Key of Life fra 1976, forstår man måske ikke helt, hvad en original popkunstner som George Michael ville med den, for hans arrangement er nærmest identisk med Wonders. Han synger den endda på samme måde, som Wonder gør. Der er intet føjet til. Arrangementet er måske en smule mere velpoleret end Wonders, men det havde det nu slet ikke brug for. Derfor bliver George Michaels udgave i mine ører overflødig, så her kommer den rigtige.
Hør As

What's That You're doing


Da Paul McCartney sendte albummet Tug of War på gaden i 1982, var både The Beatles' og Stevie Wonders musik noget, jeg lyttede til hele tiden. Jeg var stor fan, så da der dukkede to numre op på McCartneys plade, hvor McCartney sang duet med Wonder, var det, som om jeg selv havde fået lov til at sætte hold.

Den smukke, naivt antiracistiske ballade 'Ebony and Ivoy' blev et kæmpe hit, men det funky dansenummer 'What's That You're Doing' er endnu federe.

Hør What's That You're Doing

Stevie Wonder synger, til Søren Brostrøm er solbrændt på næsetippen


Stevie Wonder giver et nummer om dagen, til Søren Brostrøm er blevet solbrændt på næsetippen.

Her er Wonder med 'Visions' fra albummet Innervisions fra 1973, hvortil han selv skrev alle tekster og melodier, selv producerede og arrangerede, sang alle leadvokalerne (og de fleste af backingvokalerne) – og på 7 af de 9 numre spillede samtlige instrumenter.

På 'Visions' får han dog hjælp med nogle af strengeinstrumenterne:

  • Malcolm Cecil – kontrabas
  • Dean Parks – akustisk guitar
  • David T. Walker – elektrisk guitar


Hør Visions

Venstrefløjen og EU

Jeg har sjældent markedsført parolen om dansk udmeldelse af EU, fordi det for mig snarere handler om en fælles international modstand mod EU, mod EU's usolidariske euro-protektionisme, og mod EU's dominans af national lovgivning og udhuling af den nationale selvbestemmelsesret. Bliver jeg spurgt, om jeg går ind for dansk udmeldelse, siger jeg ja, for det gør jeg da, selvom den udmeldelse ikke står højest på min dagsorden.

Dansk udmeldelse forudsætter for mig at se, at der opstår en situation, hvor en kampagne for udmeldelse kan arbejde sammen med en stærk folkelig bevægelse for progressive krav, der nødvendiggør sådan et brud med EU. Den situation befinder vi os mildest talt ikke i nu, og heldigvis er der da heller ingen i Enhedslisten, som taler for at sætte en kampagne for dansk udmeldelse i gang nu. Gjorde vi det, ville vi netop være nødt til at basere kampagnen på højrenationalismen, for det er den eneste folkelige kraft, som kunne bære sådan en kampagne frem til sejr.

Men den situation kan jo ændre sig.

Vi kan føre kampagner for politik, som umuliggøres af eksempelvis EU's konvergenskrav, hvilket vel godt kunne blive relevant i forbindelse med de hjælpepakker, der er nødvendige at vedtage under pandemien. Det er blot et eksempel.

De kampagner måtte meget gerne koordineres med venstrekræfter i andre EU-lande, som står i en tilsvarende situation.

En fælles kampagne for progressive, men EU-stridige krav fra den europæiske venstrefløj kan være vejen til at nedbryde EU eller stække EU's magt eller måske ligefrem ændre EU til noget bedre. Vi skal naturligvis være åbne for alle de tre positive udfald.

Ftalater, penisstørrelser og bløde dildoer

Lidt ironisk er det jo, at den menneskelige kontakt med de ftalater, som blandt andet bruges til at blødgøre dildoer med, bevirker, at mænd ikke alene får ringere sædkvalitet, men også fødes med mindre peniser.

Men trods det marginalt morsomme ved sammenhængen kunne vi måske få lidt mere knald på den politiske kamp mod brugen af ftalaterne i fødevarer, tøj, emballage og legetøj,

Måske var det en sag for EU, som jo tidligere har bevist sit værd ved at regulere salget af krumme agurker.

tirsdag den 23. marts 2021

At spille Kalliope

 

Mange af jer kender de her smukke spillekort med digte på. Rakel Thorning-Vater har illustreret dem. En del af jer har allerede købt dem. Men hvad kan de egentlig bruges til? Hvorfor ikke bare købe et almindeligt sæt spillekort – og/eller en digtantologi?

Det har min fætter Per Martin Halskov og jeg et bud på: Man spiller Kalliope. Det er en kombination af kortspil, huskeleg, litteraturanalyse og kreativ poetry-slam. Der er også en terning med i spillet. Det bliver ikke bedre.

Men hvordan spiller man Kalliope?

Læg din e-mail-adresse i kommentarfeltet (eller send mig den på snubby2@godmail.dk), så sender jeg dig reglerne.







søndag den 14. marts 2021

Københavns s

København ejer det hele.

Københavns Lufthavn skrives med genitiv-s, men ikke Billund Lufthavn, Aalborg Lufthavn, Sønderborg Lufthavn og Aarhus Lufthavn (eller Tirstrup Lufthavn). Og når man så placerer Københavns Lufthavn uden for København, altså i Kastrup, bliver det ikke til Kastrups Lufthavn, men bare Kastrup Lufthavn.

Københavns Universitet, men Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Roskilde Universitetscenter og Odense Universitet (inden det helt fladt kom til at hedde Syddansk Universitet). Ikke noget genitiv-s uden for København.

Det hedder Københavns Havn, men bare Frederikshavn Havn, Aarhus havn, Esbjerg Havn, Aalborg Havn, Odense Havn og Lille Fuglede Havn – uden genitiv-s.

Esbjerg Museum, Roskilde Museum, Slagelse Museum, Silkeborg Museum og Horsens Museum, nej, heller ikke noget genitiv-s der, men Københavns Museum har.

Selv kommunen ejer man på en måde, som andre byer typisk ikke gør: Københavns Kommune, men i Aarhus er det blot Aarhus Kommune. Det samme med Frederiksberg Kommune, Frederikshavn Kommune Odense Kommune, Aalborg Kommune, Randers Kommune, Esbjerg Kommune. Bortset fra Københavns Kommune er det vel i det store hele kun nogle øer og egne, der bruger genitiv-s, som Bornholms Kommune og Vesthimmerlands Kommune. Uden for København skal der normalt mere end en enkelt by til at optjene retten til sådan et s. Selv Langeland Kommune er mere beskeden og bruger det ikke.

søndag den 7. marts 2021

18 idéer til Corona-forebyggelse og -bekæmpelse

 Jeg håber, at vi kan vaccinere os ud af pandemien. Men jeg er holdt op med at tro på det.

Den nyeste – brasilianske – variant af Corona-virussen (P1) har vist sig ikke at respondere ret godt på de vacciner, vi kender. Den "har så stærke undvigelsesmekanismer over for antistoffer, at en hel by i Brasilien, som ellers havde opnået flokimmunitet, blev smittet igen", skrev Berlingske Tidende i onsdags. Man skal virkelig være optimist for at tro, at P1 vil være et enestående eksempel. Ifølge virologerne vil der jo komme nye mutationer, som er mere eller mindre resistente over for vaccinen, efterhånden som en stor del af befolkningen bliver vaccineret færdig. Og udviklingen af nye vacciner vil naturligvis altid halte efter mutationerne, for man kan ikke udvikle vacciner for vira, som endnu ikke findes.

Jeg frygter derfor, at vi kommer til at leve med den her pandemi i årevis. Måske med gradvis aftagende styrke, men vi kan ret beset ikke vide det.

Derfor frygter jeg også, at vi kommer til at opleve en lang serie af efterårs- og vinternedlukninger af skoler, uddannelsesinstitutioner, kulturliv, liberale erhverv, idræt, butikker, offentlig transport osv, hvis vi ikke udvikler nye måder at håndtere virussen på. Jeg tror, at den delvise nedlukning er nødvendig her og nu, fordi vi endnu ikke har udviklet alternativer, men det må vi så i gang med.

Jeg er selv lægmand og ved ikke noget om vira, som ikke også alle andre ved, og jeg har ikke svaret på, hvilke strategier vi kan bruge som alternativ til de nedbrydende samfundsnedlukninger.

Faktisk er der næppe nogen enkelt smart snuptagsløsning. Der er nok snarere behov for en kombination af en lang række forskellige tiltag.

Alle, der vil, bør føle sig velkomne til at komme med idéer og sende dem til deres repræsentanter på Christiansborg. Det er en fælles, demokratisk opgave at udvikle svarene på den her alvorlige krise.

Så må økonomiske, virologiske, sociologiske og andre eksperter efterfølgende regne på det, vurdere hvad der virker og i praksis kan lade sig gøre, og hvad konsekvenserne vil være.

Og jeg har ikke noget imod selv at vove min nye virtuelle 3000-kroners minkpels og udkaste nogle forskellige ufærdige idéer, hvoraf måske i bedste fald et par stykker kan bruges.

Skulle det vise sig, at jeg har været for pessimistisk, og vaccinerne faktisk løser problemet og får has på Corona en gang for alle, ja så kunne de fleste af de ting, jeg foreslår, samtidig fungere som forebyggelse eller beredskab i forhold til helt nye pandemier.

Nogle af dem vil sandsynligvis samtidig have en positiv virkning på klimaproblemerne. 

Her er så mine 18 bud på, hvad der kan gøres:

  1. Den danske regering bør satse på statslig udvikling og produktion af både vaccine OG medicin. Ikke kun vaccinen, men også medicinen er vigtig i erkendelse af, at Covid 19 er kommet for at blive. Vi skal have en medicin, som gør, at langt færre af de svage, som bliver smittet, også bliver alvorligt syge og dør.

  2. Kapaciteten for behandling af dem, der faktisk bliver meget syge, skal øges drastisk.

  3. Måske skal der respiratorer og kyndigt følgepersonale ud på plejehjemmene?

  4. Der skal forskes mere i, hvordan vi styrker vores immunforsvar.

  5. Skoler og uddannelsesinstitutioner skal undervise meget mere udendøre. Nogle skoler gør det allerede.

  6. Flere skovbørnehaver.

  7. Idræt, som kan dyrkes udendøre, skal dyrkes udendøre. Da jeg var dreng, fandtes håndbold stadig som udendørssport. Kan den ikke blive det igen for det store flertal af motionsspillere?

  8. WHO skal styrkes.

  9. Forbud mod patent på vacciner og medicin.

  10. Der er brug for mere restriktive bestemmelser for dyrehold på farmene, sådan at dyrene ikke er tvunget til at stå så tæt.

  11. Dyrene skal også så vidt muligt leve udendøre og langt mindre under tag.

  12. Mennesker skal måske simpelthen producere færre dyr?

  13. Måske et forbud mod salg af levende dyr til privat husholdning (altså til menneskeføde)? Levende dyr smitter potentielt mere end døde/slagtede dyr.

  14. Pelsdyravl kan helt forbydes.

  15. Kan man måske indføre en maksimumstørrelse for stormagasiner?

  16. Højere gebyrer på flyrejser.

  17. Togkupeer med plads til kun seks passagerer som i gamle dage, i stedet for de store, åbne og oftest overfyldte kupéer, som vi har i dag.

  18. Flere togsæt i spidsbelastningsperioderne.

lørdag den 6. marts 2021

Om Henrik Dahls underlødige påstande

Henrik Dahl forsøger med underlødige påstande om venstrefløjens angivelige hemmelige motiver at fratage kritikken af den israelske regering sin legitimitet.

Mette Frederiksen er blevet kritiseret af den politiske midte og venstrefløjen for at undersøge mulighederne for at skaffe danskerne Corona-vaccine fra Israel, hvor den højreekstreme regering samtidig nægter borgerne i de besatte palæstinensiske områder muligheden for at blive vaccineret.

Det er Liberal Alliances Henrik Dahl da fløjtende ligeglad med. Og det har han selvfølgelig lov til at være. I går benyttede han så lejligheden til at svine venstrefløjen til på den mest infame, men effektive måde. Om venstrefløjens kritik af Frederiksens Israel-flirt skriver han simpelthen på Twitter (og det er altså et direkte citat, som han i skrivende stund stadig ikke har slettet):

"Hvorfor kan den ekstreme venstrefløj i Danmark ikke bare stå ved sin antisemitisme ligesom Jeremy Corbyn gjorde?"

Hvad Dahl her siger må være,

  1. at den ekstreme danske venstrefløj er antisemitisk;
  2. at denne ekstreme venstrefløj er dem, der i Folketinget kritiserer Mette Frederiksen for at rejse til Israel for at fiske efter vaccine – hvilket altså må være Enhedslisten, Frie Grønne, SF, Alternativet, Jens Rohde og Det Radikale Venstre, mens den ikke-ekstreme venstrefløj vel så må udgøres af den moderne udgave af Socialdemokratiet, der ikke er så fanatisk optaget af menneskerettigheder, som de var i Ole Espersens tid;
  3. at det er denne 'ekstreme venstrefløj's angivelige antisemitisme, der er den hemmelige, men virkelige grund til kritikken af statsministerens besøg i Israel;
  4. at den suspenderede Labour-leder Jeremy Corbyn også skulle være antisemit;
  5. at samme Jeremy Corbyn ligefrem skulle have vedstået sådan en antisemitisme.

Der spilles igen på den taktisk geniale anklage om, at Israel-kritik er – eller i virkeligheden hemmeligt bunder i – en antisemitisme. Og det gælder selv, hvis den fremsættes af jøder.

Og samtidig drages der næring fra det langvarige og systematiske karaktermord på Corbyn, som højrefløjen i hans eget parti, Labour, måske ikke ligefrem har iscenesat, men i hvert fald spillet meget aktivt med på i håbet om at skade ham og hans venstrefløj så meget, at højrefløjen kan genvinde magten og igen placere partiet der på den bløde midte, hvor de lå under Tony Blairs regeringstid.

Donald Trump har hæmningsløst benyttet sig af denne taktik, og med vældig succes: Man kan bare slynge vilde, faktuelt forkerte og absurde påstande ud fra sin privilegerede, magtfulde position med tusindevis af følgere og sin frie medieadgang, velvidende at kun nogle få hundrede nogensinde vil få øje på de desperate forsøg på at tilbagevise absurditeterne. Og langt de færreste af disse få vil læse dem. Det kan være inkriminerende beskyldninger mod politiske modstandere eller andre løse påstande, der passer i ens kram. Det er et uhyre effektivt våben i kampen mod virkelighedens indflydelse på den politiske offentlighed. Den metodes styrke har socialvidenskabsmanden Henrik Dahl åbenbart også fået øjnene op for.

Jeg vil ikke forsøge at argumentere mod påstanden om, at venstrefløjen som sådan simpelthen hemmeligt skulle være antisemitisk – og vel således kun på skrømt skulle studere og lade sig inspirere politisk og filosofisk af jødiske tænkere som Bernie Sanders, Naomi Klein, Noam Chomsky, Jacques Derrida, Morten Thing, Georg Metz, Rosa Luxemburg, Èmmanuel Lévinas, Hannah Arendt, Sigmund Freud, Martin Buber, Emma Goldman, Ernst Bloch, T. W. Adorno, Walther Benjamin, Herbert Marcuse, Karl Liebknecht osv. Det er jo en håbløs opgave. Ingen af Dahls følgere vil interessere sig for, hvad jeg kunne finde på at skrive om den sag.

Og denne påstand er særligt snedig, for hvordan modbeviser man overhovedet, at man 'i virkeligheden' – og altså på trods af, hvad man faktisk siger og gør – er antisemit? Det kan man ikke. Man kan jo ikke bevise sine tanker og følelser på anden måde end gennem sine ord og handlinger, så når de ikke godtages som bevis for sindelaget, kan man ikke stille noget op.

Derfor vil man heller aldrig kunne modbevise, at en skjult og uudtalt antisemitisme er den hemmelige og underliggende grund til kritikken af den israelske politik over for palæstinenserne. Hokus pokus!

Dahl kan selvfølgelig heller ikke bevise, at den fremsatte og temmelig absurde påstand om, at venstrefløjen helt fra Det Radikale Venstre til Enhedslisten skulle gå rundt med sådan en fælles og tophemmelig, uudtalt racistisk dagsorden samtidig med, at den samme venstrefløj er ledende i kampen mod racisme. Men det behøver Dahl jo heller ikke. Hans påstand flyder rundt derude og gør sin virkning.

En del af den virkning er, at Israels regering får frit spil til at fortsætte sin apartheid-lignende politik. For Israels regering kan man ikke kritisere uden at bekræfte Dahls påstand om, at man er antisemit, altså racist.

At Jeremy Corbyn ligefrem skulle have vedstået at være antisemit er jo så absurd en påstand, at det nærmest ville være pinligt at bruge tid på at forsøge at modbevise den.

Hvad Dahl her siger er jo, at "her er en fra venstrefløjen, som åbent indrømmer at være antisemit. Kan resten af jer ikke bare gøre det samme i stedet for at lade, som om jeres kritik af Israel handler om Israels politik."

At Corbyn selvfølgelig aldrig har erklæret sig som antisemit, men tværtimod har bekæmpet antisemitismen gennem et langt liv i politik (se evt. opgørelsen over Corbyns faktiske handlinger over for antisemitismen nedenfor), er ligegyldigt. Hans modstandere har beskyldt ham for det. Det er nok.

Men selv hvis Corbyn faktisk var antisemit, fortæller det jo intet om 'virkelige og hemmelige' bevæggrunde for den danske venstrefløjs kritik af Israels politik. Det gør det heller ikke den dag, Dahl faktisk finder en antisemit på den danske venstrefløj. For sådan en skal der nok være derude et sted. Der findes alle slags synspunkter på både højre- og venstrefløjen. At Breivik fra den yderste norske højrefløj er massemorder, gør jo heller ikke den norske højrefløj over en bred kam til tilhængere af massemord på ungsocialdemokrater.

Det er ikke bare underlødigt af Dahl. Det er meget usundt for den politiske kultur og endnu mere usundt for udviklingen i Israel, at enhver kritik af landets regering på forhånd er udlagt som racistisk og derfor bagud på point.

Ingen politik eller politiker – hverken til højre eller til venstre – skal på forhånd være fritaget fra kritik. Især skal politiske magthavere det ikke, og især især ikke magthavere, der forvalter en besættelse af et andet folks land mod dette folks vilje. Dem har den politiske verdensoffentlighed faktisk en helt særlig forpligtelse til at holde under kritisk lys. Permanent.



torsdag den 4. marts 2021

Sidste års nedlukninger var nødforanstaltninger. Nu må vi tænke langsigtet.

Corona er kommet for at blive, men nedlukningspolitikken kan ikke gentages i det uendelige.

Ja, det var rigtigt at lukke ned for et år siden. Vi undgik et truende sammenbrud i sundhedsvæsnet, og vi vidste ikke bedre, end at virusen nok ville dø hen i løbet af sommeren 2020, hvor vi alle skulle være ude under åben himmel. Og så ville livet hurtigt vende tilbage til det normale. Det var svært at forestille sig andet i marts.

Det var nok også rigtigt at lukke ned i efteråret, da det viste sig, at vi alligevel ikke havde udviklet flokimmunitet, og virussen vendte tilbage i en anden bølge. Jo, vi kunne da godt bide tænderne sammen i nogle måneder endnu, indtil vaccinen var udviklet, og vi kunne få has på coronaen en gang for alle.

Men i løbet af efteråret begyndte flere og flere at tvivle på, at der overhovedet fandtes et hurtigt fiks. Nye mutationer skabte tvivl om, hvorvidt vi kunne vaccinere os ud af problemet. En sydafrikansk og så en hurtigløber af en britisk variant dukkede op, ikke farligere i sig selv, men mere smitsomme og derfor potentielt truende for kapaciteten i sygehusvæsnet. Ville vi kunne udvikle en vaccine, som både kunne klare den 'oprindelige' corona og de nye?

Eller skulle vi nu pludselig regne med, at nedlukningen af kulturlivet, restauranterne, foreningslivet, idrætten, skolerne og de liberale erhverv ikke ville være kortvarige, men måske tilbagevendende, langvarige eller ligefrem permanente. Og den tiltagende overvågning og registrering. Centraliseringen af magten hos regeringen? Var det noget, vi bare skulle vænne os til at leve med? Kunne vi overhovedet det? Vi købte minkpelse for 3000 kr. til alle landets borgere hen over vinteren, men de varmede underligt lidt.

Modstanden vokser. Der danner sig lidt efter lidt et skel ned gennem befolkningen, som minder stadig mere om det, der følger med en borgerkrig. Det er ikke bare nazister, Nye Borgerlige, tosser og hooligans, der demonstrerer mod coronarestriktionerne. Det er borgere fra højre og venstre, som er bekymrede for, hvad det er for et samfund, vi er ved at udvikle. Som er bange og vrede. Og med god grund.

Nogle begyndte at tro på corona-sammensværgelser. At det var et nummer, regeringerne havde fundet på for at styrke deres magt og kontrol med befolkningen. Det er sandt, at regeringerne har gjort netop det. Altså at samfundene med et snuptag er gjort mere autoritære, mindre frie, åbne og demokratiske. Det er sket som en reaktion på virussen, som desværre er reel nok. Det er ikke Frederiksen og Merkel, der har opfundet virussen. Men mange føler behov for at bebrejde nogen.

Der er en mægtig energi i den vrede over at være blevet frataget friheden, retten til selv at bestemme, hvad vi bruger vores tid til, og hvor vi går hen. Det er ikke en energi, som regeringen kan slukke for. I hvert fald ikke uden at skrue voldsomt op for den autoritære udvikling, som har skabt modstanden. Mere kontrol og politivold. Det bliver uundgåeligt et selvstændigt og selvforstærkende problem.

Nu har vi kollektivt været fængslet i et år, og flere og flere bukket under for indespærringen, ensomheden og ufriheden. At alt er gråt og kontrolleret ned til mindste nys. Mange føler sig magtesløse, er magtesløse, bliver vanvittige slet og ret, får vanvittige tanker og paranoia, mister grebet om virkeligheden.

Som med alle kriser rammes de svageste hårdest. De fattigste bliver fattigere, og de magtesløse bliver det endnu mere. Denne krise er værre, fordi også de ensommes ensomhed bliver uddybet.

Vi er simpelthen ved at nå grænsen for, hvad vi kan klare. Hvis vi kunne se frem til en normalisering i løbet af en måned eller to, kunne vi måske bide det i os en gang til. Men det er ikke sådan, verden ser ud. Vi har færdigvaccineret under 5 procent af befolkningen. Under 5 procent! Og i går fik vi at vide, at en ny brasiliansk variant af Coronavirussen var fundet i Danmark. Den er hypersmitsom, og den "reagerer svagere på vaccinen". Det betyder altså, at vi risikerer at skulle udvikle en ny vaccine, fordi dem, vi har, måske ikke kan hamle op med brasilianeren. Eller med den næste mutation, som kommer. Og den næste efter den. 

Med andre ord: Coronavirussen er kommet for at blive. Sandsynligvis står vi kun ved begyndelsen af en ny pestens æra.

Og hvad er så vores svar på det? 

Min fætter Bos yngste datter fylder to i dag. Halvdelen af hendes liv har været et Corona-liv. Skal hun vokse op og gå gennem skole- og uddannelsessystemet via zoom – uden nogensinde at opleve at kunne lege frit med sine venner og med så mange af sine venner ad gangen, som hun har lyst til? Ser hun frem til et ungdoms- og voksenliv uden holdsport, uden sauna og jacuzzi? Uden at turde besøge sine bedsteforældre, når hun har tid og lyst til det? Uden engagerede massedemonstrationer på Christianshavns Slotsplads. Uden fest og festivaller, uden museumsbesøg og biblioteker, uden at kunne gå i byen og finde sig en kæreste, uden et arbejdsliv med kollegialt samvær, uden generalforsamlinger i fagforeningen og Amnesty International? Uden at kunne give sin veninde et kram, når de mødes i køen uden for apoteket?

Tusindvis af gamle vil dø i en ensomhed og kedsomhed langt dybere end den, der ofte følger med alderdommen.

Er det sådan, vi forestiller os, at vi skal håndtere pesten i årene fremover? Jeg tror ikke, vi kan klare nedlukningen ret meget længere. Det var ok som en midlertidig foranstaltning, som vi kunne se frem til afslutningen af. Vi har bidt det i os, fordi vi tænkte, at det snart var ovre, men vi kan ikke forvente, at befolkningen kan klare kan fortsætte sådan i årevis.

Så hvad er alternativerne? Det er vi nødt til at gå i gang med at diskutere. Uden at beskylde hinanden for henholdsvis magtliderlighed og uansvarlighed. Der ikke noget simpelt svar, og vi må respektere, at vi alle er udfordrede erkendelsesmæssigt. Ingen af os har gennemlevet en pest før. Men vi kan ikke overlade beslutningen til Søren Brostrøm og andre eksperter. Det handler om, hvilken verden vi vil leve i.