Tommelfingeren op for Enhedslistens kulturfestival

Enhedslisten har oppet sig og arrangerer nu for andet år i træk en kulturfestival. Og programmet ser ikke så tosset ud. Se her:


Program for kulturfestivalen

Forfatterskolen som universitetsuddannelse?

Alt, hvad der er godt ved Forfatterskolen, er netop det, der gør, at den ikke er og ikke kan være en del af det universitære system.

Under indtryk af den debat, der har været om grænseoverskridende eller ligefrem krænkende adfærd på Forfatterskolen, har nogle foreslået skolen lukket. Andre velmenende mennesker har foreslået, at man omdanner skolen til en universitetsuddannelse. Tanken er, at denne institutionelle ramme skulle så at sige immunisere forfatteruddannelsen over for sådan en grænseoverskridende kultur. Blandt andre Merete Pryds Helle har offentligt bragt dette forslag i spil.

Jeg tror ikke på, at sådan en institutionel løsning vil have den ønskede effekt. Hvad vi i dag betegner som grænseoverskridende adfærd, har altid været en del af universitetsuddannelsen. Jeg har oplevet en langt mere grænseoverskridende kultur på universitetet end på Forfatterskolen, hvilket jeg skriver om her. Men det værste ved forslaget er ikke, at det ikke vil virke, men at det vil ødelægge forfatteruddannelsen.

På Forfatterskolen er den eneste eksamen optagelsesprøven, som til gengæld er både vanskelig og lunefuld. Vanskelig i den forstand, at der hvert år kun optages mellem fem og ti elever ud af mellem 200 og 400 ansøgere. Lunefuld fordi man umuligt kan definere, hvad man skal have med i posen for at komme ind, på anden måde end som 'talent'. Inden for det ordinære uddannelsesvæsen er der altid klarere definerede krav til optagelse på en skole. Man skal fx have et bestemt karaktergennemsnit, og ministerielle bekendtgørelser forklarer, hvad der skal til for at opnå en bestemt karakter. Man ved altså, hvad man skal præstere for at kvalificere sig. Det er et meritsystem, og sådan har man indrettet det ud fra devisen om, at enhver kan få en videregående uddannelse i jura eller lingvistik, hvis de honorerer kravene.

Denne devise gælder ikke på kunstskolerne, herunder Forfatterskolen. Det gør den ikke, fordi det antages, at det er ikke enhver, der kan gøres til forfatter eller billedkunstner. Man kan ikke kvalificere sig til at komme ind på Forfatterskolen, og man kan ikke uddanne sig til forfatter. Det er noget, som man er i kraft af sit særegne talent, og dette talent kan ikke sættes på formel, for hvert øjeblik kan der dukke en forfatter op, der skriver på en måde, som ingen før havde tænkt mulig, men som umiskendeligt er kunst. Man kan derfor ikke på forhånd sige, hvad dette talent består af; det kan ikke defineres, men kan som oftest genkendes, når man ser det.

Derfor kan Forfatterskolen (og de øvrige kunstskoler) ikke passes ind i det ordinære uddannelsesvæsens meritsystem. De er uforenelige. På Forfatterskolen uddanner man ikke eleverne til at blive forfattere. Man forfiner eller rendyrker det talent, som eleverne allerede har. Det er selve grundtanken med uddannelsen, og det er netop den præmis, der udmærker Forfatterskolen og gør, at man får noget med sig derfra, som man ikke kan få andre steder.

Der foregår ganske vist også ordinær undervisning i skolens regi, hvor man lærer, hvad der kunne minde om et pensum af litteraturhistorisk og -teoretisk art. Man lærer fx noget om forskellige fortællepositioner, eller man stifter bekendtskab med anaforer og metonymi eller med sonetternes rimskemaer. Denne del af undervisningen kunne sagtens foregå på de universitære kurser i kreativ skrivning. Den kunne uden vanskeligheder varetages af en cand.mag. i litteraturvidenskab og lingvistik. Hvad angår disse lektioner, er den eneste forskel, at Forfatterskolen ikke afholder eksamen for at godtgøre, at eleverne kan reproducere pensum.

Men disse moduler er ikke Forfatterskolen. De er Forfatterskolens lille kompromis med det ordinære uddannelsesvæsen.

Forfatterskolens særkende og eksistensberettigelse er tekstlæsningerne, og de har intet med det ordinære uddannelsesvæsens meritsystem at gøre. Når eksempelvis Merete Pryds Helle (i et uhyre sympatisk forsøg på at gøre den ubehageligt personrettede kritik af skolen strukturel og mere konstruktiv) i Kristeligt Dagblad foreslår, at Forfatterskolen skal omdannes til en bacheloruddannelse og således indpasses i det universitære system, implicerer det, så vidt jeg kan se, at underviserne på stedet skal ansættes efter formelle kvalifikationer erhvervet i meritsystemet. Man vil være forpligtet til at ansætte den ansøger, som har den højeste universitetsgrad. Dette princip er godt for det faglige niveau på universitetet, men vil være ensbetydende med en omdannelse af Forfatterskolen til et universitært kursus i kreativ skrivning.

Og hvorfor er det så et problem? Ja, det er det af den simple grund, at der ingen sammenhæng er mellem på den side at vide en masse om metonymier, fortællepositioner og rimskemaer og på den side at kunne læse tekster, som der læses tekster på Forfatterskolen. En effen litterat vil snildt kunne genkende en metonymi, når den optræder i en elevtekst. Men denne kvalifikation fortæller intet om, hvorvidt litteraten også kan se, om en tekst eller en sætning er god, eller hvor den er god (eller elendig) eller hvorfor. Om man kan det, kan ikke godtgøres i henhold til akademiske kvalifikationer eller en akademisk titel. Det kan man lige så lidt uddannes til, som man kan uddannes til forfatter. Det har slet og ret intet med hinanden at gøre.

Misforstå mig ikke: Som forfatter kan man sagtens have fornøjelse og gavn af at vide noget om litteraturvidenskab og lingvistik, og det er næppe heller nogen skade til, at man også lærer noget om dette på Forfatterskolen, men det kan aldrig være skolens eksistensberettigelse, for det er kvalifikationer, som kan erhverves på et langt højere niveau andetsteds.

Når tekstlæsningerne på Forfatterskolen har (eller i hvert fald har haft) så ekstraordinært højt et niveau, skyldes det, at de er blevet forestået af knalddygtige forfattere, der har det som deres daglige dont og livslange lidenskab at skelne mellem de mellem de tekstelementer, der fungerer kunstnerisk, og dem der ikke gør. Det har de bevist, at de kan, ved at skrive bøger, der faktisk fungerer som kunst. Dette og intet andet er skolens unikke og umistelige kvalitet.

Merete Pryds Helle fremsætter sit forslag som et bud på, hvordan man kommer skolens angiveligt grænseoverskridende kultur til livs, men selv hvis man ser bort fra, at forslagets gennemførelse for mig at se vil gøre Forfatterskolen ligegyldig, lider forslaget under at overse dels, at alle de eksempler på ydmygende eller krænkende lærer/rektoradfærd, som har været beskrevet i pressen og på Facebook, hidrører fra tiden før, den nye adfærdspolitik på skolen blev gennemført. Noget tyder på, at regelsættet har virket. I hvert fald synes det rimeligt at afvente resultatet af skolen whistleblowerundersøgelse, før man lukker skolen. Man skal vogte sig for at ville løse problemer, som allerede er løst; sådan skaber man let nye vanskeligheder. Dels overser forslaget, at en tilknytning til det universitære uddannelsessystem på ingen måde er noget værn mod grænseoverskridende organisationskulturer. Disse har vi desværre set alle steder.

Fyringen af Jeppe Brixvold og whistleblowerordningen på Forfatterskolen

Whistleblowing 


Forfatterskolen indførte den 26. oktober 2018 en såkaldt whistleblowerordning, som skal hjælpe skolen med at afklare, om og i givet fald i hvilket omfang skolens elever har været udsat for krænkende eller chikanerende adfærd fra ledelsens og det øvrige personales side. Personer med kendskab til hændelser, hvor skolens personale har udvist en adfærd, der strider mod skolens adfærdspolitik (sexchikane, mobning, vold eller voldelig adfærd), kan frem til midten af december anonymt indgive en erklæring om dette.

Der er hverken formuleret nogen begrænsning af, hvornår den angivelige forseelse skal være begået, eller af hvordan anmelderen skal have fået kendskab til hændelsen for at kunne deltage i ordningen. Det vil altså sige, dels at der i princippet kan indgives anmeldelser af hændelser, som ligger tilbage i skolens første år i slutningen af 1980'erne. Dels at der ikke behøver at være tale om førstehåndskendskab til sådanne hændelser (altså at man selv har været udsat for dem, involveret i dem eller har overværet dem). Dette betyder at rygter, noget man har hørt fra andre, som måske har hørt det fra atter andre, også kommer til at indgå i undersøgelsen.

Dette kan være godt nok, hvis SIRIUS' advokater, som skal håndtere disse henvendelser, ellers er i stand til at skelne skæg fra snot. Hændelser, der ligger så langt tilbage, at ingen af de involverede længere har noget med skolen at gøre, er næppe relevante for en vurdering af skolens nuværende kultur. Og den blotte 'von Hören Sagen' kan nok fortælle noget om organisationens omdømme og kan også tale med (omend med svagere stemme end førstehåndsberetninger), når man samlet skal vurdere organisationskulturen, men kan naturligvis ikke danne grundlag for ansvarspålæggelse. Man må forvente, at advokaterne kan håndtere dette problem på rimelig vis.

Samtidig med igangsættelsen af denne undersøgelse har bestyrelsen fyret skolens rektor, Jeppe Brixvold – mindre end et år før hans ansættelses udløb. De to beslutninger er offentliggjort i samme pressemeddelelse fra skolens bestyrelse og er kædet sammen i begrundelsen. Umiddelbart kan det jo se ud til, at man har konkluderet på undersøgelsen samtidig med, at man har sat den i gang, men dette er alligevel så grotesk et scenarium, at vi bliver nødt til at forstå det på en anden måde. Mens Brixvold af gode grunde ikke kan være fyret på grundlag af undersøgelsen, kan undersøgelsen og fyringen godt have en fælles årsag, nemlig den angiveligt uhensigtsmæssige kultur på Forfatterskolen. Så vidt så godt, men dette er dog så luftigt et begreb, at vi stadig står tilbage med i hvert fald to ubesvarede spørgsmål, nemlig A) hvad skal skolen bruge undersøgelsen til, når den allerede har besluttet sig for, at skolens kultur er så uhensigtsmæssig, at man har set sig nødsaget til at fyre lederen? og B) på hvilket konkret grundlag er Jeppe Brixvold blevet fyret, når undersøgelsen af skolens kultur først lige er fløjtet i gang?

Hvad angår A), kunne man måske forestille sig, at undesøgelsen skulle danne grundlag for vedtagelsen en adfærdspolitik for skolen, eller man kunne tænke, at undersøgelsen skulle give Brixvold mulighed for at rense sig for de mistanker, der uvilkårligt retter sig mod ham efter fyringen. En adfærdspolitik, der omhandler den form for krænkende eller chikanerende adfærd, som sagen handler om, har man imidlertid vedtaget for mindre end to år siden, men man kan naturligvis forestille sig, at bestyrelsen allerede ønsker sig nye regler. Er det sagen?

Nej, det tyder det ikke på, hvis man læser følgende passus fra pressemeddelelsen: "Det er whistleblowerordningens formål at skabe klarhed over adfærd, der måtte være i strid med denne adfærdspolitik." Bestyrelsen synes ikke at være utilfreds med adfærdspolitikken, men vil altså gerne vide, om den er blevet efterlevet. Det er ikke umiddelbart indlysende, hvordan den igangsatte undersøgelse skal kunne godtgøre dette, for undersøgelsen skelner ikke mellem hændelser fra før og efter vedtagelsen af adfærdspolitikken: "Bestyrelsen ønsker at skabe en generel kulturændring til gavn for alle, der har eller har haft forbindelse til skolen, og derfor er whistleblowerordningen indrettet, så den kan afdække både nutidige og tidligere hændelser i Forfatterskolens historie," skriver bestyrelsen således i sin pressemeddelelse. Der er en sær dobbelthed i dette: Vi sætter nu en undersøgelse af kulturen i gang, men vi ved på forhånd, at en kulturændring er påkrævet. Hvordan kan bestyrelsen vide dette samme dag, som undersøgelsen sættes i gang?

Bestyrelsen ønsker at afdække både nutidige og tidligere hændelser i Forfatterskolens historie. Betyder dette så, at også de 'tidligere' kan indikere et aktuelt behov for kulturændring? Hvor langt skal man i givet fald kigge tilbage? Kan eksempelvis begivenheder fra 1990'erne godtgøre, at der i dag er behov for en kulturændring?

Men nu skal vi ikke undervurdere SIRIUS' advokater. Vi må gå ud fra, at de selv kan finde ud af at rydde op i dette sammensurium af gamle og nyere hændelser rapporteret på første, anden og tredje hånd. Netop det, at der modtages indberetninger om hændelser, der har fundet sted både før og efter den nye adfærdspolitik, giver mulighed for at undersøge, ikke alene om bestyrelsen faktisk har ret i sin fordom om, at der har været behov for en sådan kulturændring, men også at undersøge om den allerede har fundet sted, fx som følge af den vedtagne adfærdspolitik.

Dette kan så lede frem til i hvert fald fire forskellige resultater:

1) Det kan ikke godtgøres, at der på skolen har været grund til alvorlig bekymring for krænkelser eller chikane af elever fra personalets side.

2) Der har tidligere været bekymrende mange eksempler på krænkelser eller chikane af elever, men ikke siden ansættelsen af Jeppe Brixvold som rektor.

3) Der har tidligere været bekymrende mange eksempler på krænkelser eller chikane af elever, men ikke siden vedtagelsen af den nye adfærdspolitik.

4) Der har altid været bekymrende mange eksempler på krænkelser og chikane af elever, og det synes stadig at være tilfældet.

Hvis udfaldet af undersøgelsen bliver 1) eller 2), må man så sige, at Brixvold er blevet uberettiget afskediget og har krav på æresoprejsning og tilbud om genansættelse. Hvis udfaldet bliver 3), må man sige, at adfærdspolitikken har virket, og at Brixvold således har efterlevet og håndhævet den på betryggende vis, men hvis der inden adfærdspolitikkens vedtagelse, men dog under Brixvolds rektorat har været alvorlige tilfælde af chikane eller krænkelser, som han ikke har håndteret hensigtsmæssigt, kan fyringen nok anses som utidig (man burde have afventet resultatet af undersøgelsen), men alligevel begrundet. Hvis udfaldet bliver 4), står det klart, at adfærdspolitikken ikke har virket, og det er Brixvolds ansvar. Naturligvis kan en rektor ikke gøres personligt ansvarlig for hans personales vilkårlige adfærd, men han har ansvaret for at håndtere overtrædelser af adfærdspolitikken i henhold til reglerne og bringe dem til ophør.

Så er vi altså fremme ved spørgsmål B), altså grundlaget for afskedigelsen: Bestyrelsen henviser til et brev, de har modtaget fra 55 meget kendte, som udtrykker bekymring for skolens arbejdsklima. Man kan tilføje, at der for en dels vedkommende er tale om forfattere, som selv har undervist og/eller modtaget undervisning på den. Men også om nogle, som ikke har, og som derfor umuligt kan have førstehåndskendskab til arbejdsmiljøet på stedet. Det kunne være interessant at vide, hvor mange af de 55, der har været elever eller ansat på skolen, mens Brixvold har været rektor. Næppe mange og i hvert fald ingen af dem, som pressen har offentliggjort navnene på, nemlig AnneLise Marstrand-Jørgensen, Katrine Marie Guldager, Line Knutzon, Naja Marie Aidt og Merete Pryds Helle. Men dette sidste lægger bestyrelsen tilsyneladende ikke så meget vægt på, som at der er tale om meget kendte forfattere. Måske er meget kendte forfattere bedre sandhedsvidner end mindre kendte. "Der er tale om 55 meget kendte forfattere, som henvender sig til os, og som må have kendskab til noget, vi ikke ved. Som bestyrelse kan vi ikke sidde en sådan henvendelse overhørig," udtaler skolens bestyrelsesformand Bodil Marie Stavning Thomsen til Jyllands-Posten.

Nu kan man også uvenligt udlægge bemærkningen om 'de meget kendte' på en anden måde, nemlig som en bekymring for skolens omdømme, der lider skade, når så kendte mennesker fremsætter anklager mod den, men jeg nægter alligevel at tro, at bestyrelsen lægger mere vægt på skolens omdømme end på at få en reel indsigt i, hvordan arbejdsklimaet faktisk er på skolen, og så ellers arbejde på at forbedre det, hvis det skulle vise sig påkrævet. Sandheden må trods alt være vigtigere end omdømmet, både hvis man skal tildele virkelige levende mennesker et ansvar, og hvis man skal løse virkelige problemer.

Det er her afgørende, at man kender til Forfatterskolens nyere historie. For tre år siden sagde den tidligere rektor, Pablo Henrik Llambías, sin stilling op i unåde efter en sag, hvor en elev havde anklaget ham for sexchikane, og skolens personale efterfølgende mistede tilliden til ham, fordi han angiveligt forsøgte at håndtere sagen på egen hånd og uden at orientere skolens personale og ledelse. Denne sag var anledningen til, at skolen indførte den ovennævnte adfærdspolitik. Disse regler var Jeppe Brixvold selv med til at formulere og indføre, og man må gå ud fra, at skolens bestyrelse har lagt vægt på iværksættelsen af dette, da Brixvold blev ansat. Man må endvidere formode, at det har været en afgørende del af Brixvolds opdrag at leve op til følgende formulering fra regelsættet:

"Som rektor, administrator eller skolens bestyrelsesformand skal du altid tage det alvorligt, hvis en studerende eller medarbejder anmelder sexchikane, mobning, vold eller voldelig adfærd – ligegyldigt hvem den påståede chikanør, mobber eller voldsudøver er. Du skal altid iværksætte en procedure, der kan afklare sagen og/eller bringe den uønskede adfærd til ophør øjeblikkeligt."

Allerede disse regler var et bevidst forsøg på at ændre en uønsket adfærd på skolen – en kulturændring. Hvis Brixvold som rektor har negligeret sit ansvar og ignoreret anmeldelser af sexchikane, mobning, vold eller voldelig adfærd, har han således forbrudt sig mod skolens politik, men også mod de forventninger til hans ledelse, som må have stået meget klart under ansættelsesforløbet. Men det kan vi ikke læse noget om i skolebestyrelsens pressemeddelelse efter fyringen. Whistleblowerordningen kan vise det, men den er jo først lige fløjtet i gang. Så grundlaget for fyringen er alene det ukendte brev fra de 55 meget kendte forfattere. At dette brevs indhold er fortroligt, er i sig selv helt naturligt, da der ikke er tale om en straffesag. Mig bekendt har ingen anklaget skolens personale for ulovligheder eller indgivet politianmeldelse mod nogen af de ansatte, og så længe det ikke er tilfældet, må man naturligvis tilstræbe fortrolighed, hvad angår eventuelle personfølsomme oplysninger i brevet. Når en sådan fortrolighed ikke viste sig mulig i Llambías-sagen, hvor der heller ikke var tale om ulovligheder, var det fordi Llambías i kølvandet på sagen skrev romanen Natteskær, der handlede om en sag, som åbenbart lignede den virkelige sag så meget, at den anklagende part skrev en offentlig erklæring om sin version af sagen.

Men Berlingske Tidende er i besiddelse af brevet fra de 55 meget kendte, og ifølge denne avis indeholder brevet ingen konkrete anklager mod Jeppe Brixvold selv og heller ingen beskrivelser af krænkelser eller chikane, som har fundet sted, mens han har været rektor.

Ved de 55 meget kendte forfattere overhovedet, hvordan organisationskulturen har været på forfatterskolen under Brixvolds ledelse, eller reagerer de på rygter om, hvad der er foregået tidligere – set gennem nutidens briller? Er han ligefrem fyret på grundlag af rygter om, hvad der er foregået på skolen, før han blev rektor. Tja, det kunne se sådan ud: Bestyrelsesformanden har udtalt, at rektoren ikke formåede at skaffe ro og bringe rygterne om en sådan uhensigtsmæssig adfærd til ophør. Nej, rygterne repeteres fremdeles, men handler de overhovedet om, hvad der er foregået i tiden efter hans ansættelse som rektor? Tilsyneladende ikke. Og rygterne (sande eller mindre sande) om, hvad der er foregået tidligere, kan han trods alt ikke holdes ansvarlig for. Heller ikke, selvom Brixvold selv har været en del af skolen i årevis, tidligere blot som lærer, ikke rektor. Rygterne er nemlig ikke nye. Dem kendte bestyrelsen også, da de for tre år siden gav ham ansvaret for føre skolen videre. De var (sammen med sagen med den tidligere rektor, Llambías) grunden til vedtagelsen af en adfærdspolitik. Hvad bestyrelsen allerede vidste, da de ansatte Brixvold, kan ikke bruges som grundlag for fyringen, heller ikke selvom rygterne nu repeteres af 55 meget kendte.

Det ser ud til, at Brixvold er fyret på et særdeles luftigt grundlag. Skolen burde have afventet resultatet af whistleblowerordningen. Nu må vi håbe, at ordningen skaber større klarhed. At de erklæringer, som bliver indgivet frem til midten af december, bliver håndteret efter klare retningslinjer, hvor man først og fremmest skelner mellem hændelser, der har fundet sted før og under Brixvolds rektorat og før og efter den nye adfærdspolitik, men også mellem første- og andenhåndsberetninger. Og så må vi håbe, at den fabelagtige skole lever videre i en kreativ, respektfuld og kærlig ånd, hvor eleverne nok animeres til at overskride egne kunstneriske grænser, men ikke presses til at overskride de personlige.