tirsdag den 13. februar 2018

Ikke mindre end andre spanske mænd

Der bor en nisse i vores kvarter, en skaldet nisse med solbrændt isse og et vildtvoksende, hvidt skæg omkring det lille hoved, der er formet som en bold, der er trykket flad foroven.

Nissen er ikke mindre end andre spanske mænd på femogfirs, men mere stiv i benene, når han trisser af sted i evig pendulfart mellem skolen og La Latina-metroen, en tur på tre hundrede meter. Hans gang består af korte og langsomme skridt i serier af tre, i bedste fald, og det er sjældent, at de bringer ham helt op til metrostationen, før han igen må ned mod skolen. Ned mod skolen og den kiosk, hvor han skaffer sig det, han skal bruge for at komme gennem dagen.

Jeg har set ham her i lang tid nu, fire år, måske, og jeg har aldrig set ham i selskab med nogen. Jeg har aldrig hørt ham tale. Hvad der har undret endnu mere er, at jeg aldrig har set nogen kigge på ham. Han ser ellers rar ud. Flere gange har jeg spurgt andre forældre ved skolen, om de vidste, hvem han var. Jeg har beskrevet ham, endda udpeget ham, men ingen synes at have set ham før, selvom jeg ser ham her hver eneste dag. Faktisk virker det, som om ingen kan se ham, selv når jeg med mit diskrete nik har angivet, hvor han står. Indimellem tænker jeg, han er usynlig for alle andre end mig. Måske er han simpelthen mit eget indre produkt, en stædig fantasi. Blot mener jeg ikke at lide af netop den slags virkelighedsforskydninger.

Når jeg siger, at han ser rar ud, mener jeg ikke, at han har et udpræget varmt ansigtsudtryk; nissen er nærmest udtryksløs. Det er, som om det koster ham så store anstrengelser at drage luft ned i lungerne, at der ikke er råd til et smil. Eller til det modsatte.

Jeg så ham på fortovet foran kiosken igen i dag, da jeg var på vej hjem efter at have afleveret børnene ved skolen. Idét jeg passerede ham, hørte jeg en underlig hulken fra hans strube, og jeg nåede at tænke, hvad han dog kunne være så ulykkelig over. Hvordan kunne denne morgen være så meget værre end den i går? Det var en arrogant og ufølsom tanke. Jeg ved intet om størrelsen af hans indre liv, jeg kender ikke farverne på hans nattehimmel.

Så vendte jeg mig og så ham. Han græd ikke, men lo. Han grinte, så det knirkede i hele hans bundfrosne krop. Det var som at overvære en endeløs orgasme, en overvættes vellykket rus, som skyllede igennem ham igen og igen. Jeg snappede efter vejret.


Jeg kan ikke grine sådan, tænkte jeg.

2 kommentarer:

Joachim Wrang sagde ...

Et lille mesterværk af en tekst, flanør Jens!

"Blot mener jeg ikke at lide af netop den slags virkelighedsforskydninger."

"Det var en arrogant og ufølsom tanke. Jeg ved intet om størrelsen af hans indre liv, jeg kender ikke farverne på hans nattehimmel."

Kh Joachim

Jens Peter Kaj sagde ...

Tak, Joachim!