First mover på Facebook

Jeg har ikke været 'first mover' på ret meget. Men på Facebook var jeg den første. Ja, ikke den første i verden, det var ikke mig, der opfandt det, og jeg var heller ikke den første bruger, men jeg var den første i min bekendtskabskreds og en af de første i Danmark.

Det er 15 år siden nu, det må have været i januar 2007, hvor en god norsk bekendt, Lars Fr. H. Svendsen, gjorde mig opmærksom på eksistensen af denne nye form for offentlighed. Hvis jeg som han registrerede mig her, kunne vi altid finde hinanden igen, selv når vi begge havde skiftet e-mail-adresse og telefonnummer. Så det gjorde jeg.

Men det var en lidt sølle offentlighed, hvis jeg kun var i kontakt med Lars derude, så jeg gik i gang med at sende e-mails rundt til venner og bekendte for at rekruttere flere medlemmer. I første omgang henvendte jeg mig til mine kammerater fra Forfatterskolen og til andre, jeg kendte fra det unge, københavnske forfattermiljø.

Det var umuligt at forestille sig, hvor stort det skulle blive.

Min tanke var, at vi kunne skabe en skrivestue sammen her. Det skulle være en forlængelse af den fælles skrivepraksis på Forfatterskolen. Vi skulle skabe et skumbad af fiktive bobler, som vi kunne stikke hovedet ind i på skift og fortælle, hvad der faldt os ind. En flygtig form for skrift, der levede, til boblen bristede og vi stak hovedet ind i en ny, men ikke skrift, der blev bevaret for eftertiden. Sådan forestillede jeg mig, at det ville blive.

Og i begyndelsen var der ansatser til det. Eller til noget lignende. I de første uger oprettede en masse nysgerrige forfattere profiler på Facebook og begyndte at skrive sammen her. Og der opstod hver dag nye måder at bruge mediet på. Nogen oprettede fiktive profiler og skrev med en fiktiv stemme. Der blev længe gisnet om, hvem Ejler Nyhavn i virkeligheden var. Altså i virkeligheden uden for Facebook. De fleste mente, at han måtte være Peter Adolphsens alter ego, fordi der gik frasagn om en versroman, der var på vej af Adolphsen og denne Nyhavn, Katalognien kom den til at hedde. Nyhavn var en af de flittigste skribenter i den danske Facebook-forfatteroffentlighed, og en af de bedste. Værd at huske er fx hans oneliner-opdateringer om, hvad han i det pågældende øjeblik angiveligt foretog sig. De kom i en periode med flere gange dagligt med minuttallet påtegnet. Det kunne læses som en kritik af Facebooks selvudstillinger, men kunne lige så godt læses som en hyldest til denne nye offentligheds muligheder. Under alle omstændigheder var det et digt, vi læste, mens det blev til. Og så kunne man ikke finde ham på Krak. Det var provokerende. Disse spekulationer er registreret i Wikipedia-opslaget om Ejler Nyhavn, hvor gætterierne hverken af- eller bekræftes. Men Nyhavn er ikke Adolphsen, men tværtimod kunstnernavnet for en ganske selvstændig eksistens med en digter-, musiker og oversætterpraksis af højeste karat.

Nyhavn var virkelig nok og gjorde også Facebook levende. Men nu vrimlede det med fiktive figurer, skabt af forskellige forfattere, som tog Facebook-mediet til sig og undersøgte, hvordan det kunne bruges kunstnerisk. Man må mistænke Knud Steffen Nielsen for at være ophavsmand til mange af de bedste og mest sejlivede af dem.

Det var ikke kun med disse fiktive figurers stemmer, at de litterære dialoger udviklede sig og bredte sig som fladlus på en højskole. Facebook inviterer jo til en flygtig skrift i kommentarspor, som er glemt og ofte ikke længere til at finde efter en uge, og det er i det store hele godt det samme, men jeg fortryder, at jeg ikke kopierede og gemte Knud Steffen Nielsens dialoger med Lars Bo Nørgaard. Det er noget af den vildeste og mest levende dialog-litteratur, som opstod og forsvandt på Facebook, sjældent udtalt af fiktive figurer, men alligevel med en på samme tid egen og fiktionaliseret stemme, kærlig, brutal og helt ude i hampen. Heldigvis er dele af den årelange tekstudveksling bevaret i Nielsens bog Kaptajn Kugeln.

Også andre har udviklet glimrende litterær skrift på Facebook. Peter H. Olesen, ikke mindst, med skarpe, kontrære opslag, som godt kan tåle at blive læst mere end en gang. Eller Per Lau Jensens selvironiske fiktioner om livet som feteret forfatter.

I dag bruges Facebook til alt. Jeg bruger den selv til alt. Men det betyder ikke, at den så er ophørt at med at være et litterært eksperimentarium. Mange andre forfattere har over årene har udviklet en kunstnerisk praksis her. Louise Juhl Dalsgaard skriver sine skønne litterære hverdagsoplevelser og -refleksioner her. Nogle af dem bliver senere til bøger. Arne Herløv Petersen har gjort det omvendte og gennem en årrække nærmest dagligt lagt afsnit af sin enorme erindringsroman, Grænseløs, op på Facebook. Begge dele fungerer godt og har et stort og trofast publikum.

Birgitte Krogsbøll har en nærmest daglig poetisk praksis på Facebook med originale og fantasifulde ord- og bogstavlege, uhyre specifikke lister over fx dyr, mad eller planter, der lever op til særlige kriterier. Der er digte i haiku-form. Der er opstillinger, som gradvis vokser for hvert vers, bugner på midten med lange ord for igen at svinde ind til måske kun et enkelt bogstav nederst ligesom i øverste linje. En symmetri. Kan man kalde det konkretisme? Altsammen i en kort form, der egner sig godt til Facebook.

Lige så kort skriver Jens Carl Sanderhoff, der også har en årelang, løbende poetisk praksis på Facebook med sit litterære alter ego Tage Aille Borges. Her er der tale om fortløbende nummererede opslag (der kan sagtens komme to eller tre samme dag), som typisk er tekstblokke på to-tre linjer, hver især bestående af to til seks sætninger, som rummer en sammenhængende refleksion med udgangspunkt i alt fra en konkret hverdagssituation til verdensaltet. Det kan munde ud i en konklusion eller mere åbent i en undren eller et spørgsmål. Det kan også være en observation, en simpel sansning.

Hanne Højgaard Viemose skriver, hvad der koger i hende, og har ved siden af sine egne opslag haft en langvarig dialog med vennen og forfatterkollegaen Kristina Nya Glaffey, hvor de med jævne mellemrum, dog især op mod jul, genoptager et skænderi om et angiveligt snyderi med risalamanden under en julefrokost i den ene af forfatterforeningerne. Hvem fik i virkeligheden mandlen? Også dele af den dialog kunne tåle at blive genlæst.

Marie Kat er – en kat. Men skriver dansk omtrent som en otteårig pige, jeg kender, omend hun skriver om noget andet. Marie skriver om menneskelivet ud fra en kats kynisk dovne rovdyrsperspektiv, ligesom Kholstomer i Tolstojs fabel skriver ud fra hestens perspektiv. Lad mig være ærlig og sige, at jeg har en mistanke om, at Marie får hjælp til sine Facebookopslag af de to mennesker, hun bor hos, og de er begge vældig dygtige skrivemennesker. Måske derfor lykkedes det Marie at få tildelt den eftertragtede litteraturpris Bukdahls Bet i 2017 for disse opslag. Så en stærk forfatterpraksis kunne i hvert fald endnu på det tidspunkt opnå betydelig anerkendelse.

Nogenlunde samtidig skrev Pia Juul på Facebook, at hun nu ville til at flytte sine aktiver over til en anden tekstbank end Facebook, nemlig MeWe, der går mere op i databeskyttelse. Det var et led i en længere kritisk indsats over for Facebooks tagen ejerskab over publiceret indhold. Men også mod de spionalgoritmer, som hele tiden sender reklamer til os på Facebook. Jeg fulgte hende derover, oprettede en profil og tilføjede de syv bekendte, som havde gjort det samme. Og ventede. Det blev aldrig til mere. Nu kan jeg ikke komme ind og se, om der faktisk er kommet venneanmodninger fra flere end de syv, for platformen baserer sig på betalt medlemsskab. Det er alternativet til reklamerne. Det er sådan set et sympatisk alternativ, og når jeg har skrevet en genuin bestseller, vil jeg give det en chance. Foreløbig har Facebook vundet. Stort.

Facebook er ikke de unges mødested på nettet, men den kan stadig noget som mødested – og som kreativt udviklingsrum for forfattere. Der er en særlig kvalitet ved, at denne litterære praksis foregår, mens man læser den. Og at alle i princippet kan være en del af den.

Jeg var 'first mover' på Facebook i min bekendtskabskreds, men havde jeg ikke fået mine litterære venner med legen i januar 2007, havde en anden gjort det i februar. Det kunne ikke holdes nede. Jeg kunne godt lide den kreative energi, som udviklede sig i den første tid, hvor vi allesammen ville opfinde nye måder at bruge Facebook på, som nybyggere på et nyopdaget kontinent. Det er, som om det hele er afprøvet nu; det er en hverdagsting, og det er godt. Men en dag bliver det opfundet forfra igen.

Om begyndelser

Jeg var tolv år gammel, da jeg blev klar over, at jeg måtte blive forfatter, at der ikke rigtig var nogen vej udenom. Der var ikke andet, der kunne fastholde min interesse, som det at fortælle historier kunne. Nej, ikke fortælle, men at skrive dem. Jeg var for genert til at fortælle mine historier mundtligt. Gorm fra klassen kunne. Lige fra første klasse af. En gang om ugen hev Olsen Gorm op til tavlen i de sidste ti minutter af timen, og så begyndte Gorm bare at fortælle. Han havde ikke brug for opvarmning, men kunne altid ryste en røverhistorie ud af ærmet. Jeg kan ikke længere huske nogen af dem, men det var altid en forrygende forestilling. Måske kom historierne fra hans far, grønlandsfareren, som så sjældent var hjemme, men må have haft nogle eventyr med hjem, når han var der.

Det var nu ikke fordi, Olsen ikke kunne selv. Han skrev manuskripterne til vores skolekomedier og til dilettantforestillingerne ned hos Karl Emil i forsamlingshuset. Og i dansktimerne sad vi åndeløse, når han diverterede med sin føljeton om pølsemanden, der dukkede op med sin pølsevogn de mest overraskende steder. Han fortalte den, som om det var noget han oplevede i virkeligheden. “I går fik jeg pludselig øje på pølsemanden oppe ved kirkegården, der var sket noget mærkeligt med hans ene øre.” Og så var vi alle tryllebundet. Det talent havde Gorm og Olsen til fælles. De kunne til enhver tid stille sig op og fyre en historie af.

For mig var det anderledes. Man fortæller mig, at jeg talte meget som barn. Vældig meget. Nogle af de voksne kaldte mig gammelklog, og det var ikke ment som en ros. Jeg havde noget at sige til et hvilket som helst emne, hvilket nok kan have været trættende at høre på. Men det var kun når jeg sad i køkkenet, gik med nogen nede på havnen, nede ved ærterne eller ude ved minkhallerne, ikke i timerne. Ikke når der var tilhørere, som sad stille og kiggede på mig, mens jeg talte. Det har jeg aldrig kunnet. Første gang, jeg sagde noget i en skoletime, var angiveligt i tredje klasse. Det er nok ikke helt rigtigt, men heller ikke helt forkert. Jeg har det stadig sådan. Jeg kan ikke sige noget foran et publikum.

Men jeg har skrevet historier, fra jeg lærte at skrive. Jeg skrev skæbnefortællinger, skrev sange og forsøg på romaner. Som tolvårig indså jeg dels, at jeg ikke kunne lade være med at skrive, og dels, at jeg ikke rigtig egnede mig til at lave noget, som andre bad mig om. Jeg var nødt til selv at finde ud af, hvad jeg skulle lave. Ellers var det en pine. Måske har de fleste det på den måde, men jeg ville ikke finde mig i det, ikke resten af livet.

Jeg har gjort det, det er klart. Uden at makke ret og gøre, hvad man bliver sat til, kommer man ikke gennem en uddannelse eller holder på et job. Men det har altid været i en bevidsthed om, at det måtte være noget forbigående. På længere sigt skulle jeg være forfatter.

Som 18-årig begyndte jeg at skrive digte. Det tog jeg alvorligt. Jeg købte en brugt skrivemaskine. Et stor larmende satan af en elektrisk IBM. Jeg elskede at skrive på den. Jeg havde altid skrevet digtet i hånden først, men det gjaldt først for alvor, når det var skrevet ind på min IBM. Så kunne jeg se, om det var et digt eller blot en ide.

Jeg gik på højskole, Krogerup, som havde et skriveværksted, hvor jeg skrev dag og nat. Peter Seeberg besøgte os som gæstelærer. Så begyndte jeg at læse Peter Seeberg. Han skrev på en måde, jeg ikke havde set før. Og jeg begyndte at læse den danske firserdigtning, det var igen noget andet. Michael Strunge, Pia Tafdrup, SUT, F.P. Jac, Bo Green Jensen og Peter Huss, som også gik på Krogerup. Men trods et langt forløb med en Gyldendal-redaktør, som mente, jeg havde talent, fik jeg ikke udgivet nogen digtsamling. For det var kun halvdelen af mine digte, han kunne lide. Resten var for pjattede.

Jeg sendte også digtene til det dengang socialistiske forlag Klim, der mange år senere ansatte mig som redaktør. Men Klims redaktør var ikke lige så imponeret over (de bedste af) mine digte, som Gyldendals mand havde været. Klims mand kunne ikke se, hvad jeg ville med digtene politisk. Og det var ikke så sært, for jeg ville absolut intet med dem politisk.

Dette på trods af, at jeg var blevet politisk aktiv på den antiautoritære venstrefløj og meget optaget af det. Jeg begyndte at læse filosofi og mindre lyrik. I det hele taget læste jeg meget mindre skønlitteratur i de år, jeg studerede filosofi. Men jeg blev ved med at skrive. Det blev stadig sjældnere digte, men oftere noveller og især en humoristisk kortprosa. Jeg skulle ingen steder med den. Jeg skrev den bare, fordi jeg fik det godt, når jeg gjorde det. Jeg skrev også alt muligt andet, alt for mange alt for lange kærestebreve, artikler om alskens politiske emner, politiske manifester, essays om alt, hvad der faldt mig ind. Små episoder fra hverdagen. Lister. Jeg skrev mange af mine drømme ned. En drøm, jeg skrev ned som enogtyveårig kom med i min debutroman tyve år senere. Og så filosofiopgaver, naturligvis.

Men da jeg begyndte at arbejde som forlagsredaktør, begyndte jeg igen at læse skønlitteratur, og min bevidsthed om at måtte leve med ikke at kunne lade være med at skrive hele tiden, blev igen skærpet. I en ferie begyndte jeg at skrive en roman. Det var ikke med vilje, men det blev en roman, jeg kom til at kæmpe med gennem adskillige år. Det blev min skønlitterære debut, men først efter, at jeg havde sagt mit gode job op og taget uddannelsen fra Forfatterskolen.

Olsen var min første dansk- og klasselærer. Han var også en stor inspiration for mig som vordende forfatter, fordi han viste mig, at man ikke skal være bange for at give fantasien frit spil. Men da jeg luftede den tanke for ham, at jeg ville være forfatter, sagde han (ligesom min mor), at det var en vanskelig vej, ja nærmest umuligt at få sine historier udgivet i bogform.

Min mor var en anden inspiration. Ikke kun med sit væsen, men også og helt konkret fordi hun læste for min søster og mig. Og hun undervurderede os ikke med sit litteraturvalg. Da jeg var syv og min søster otte, læste hun Carit Etlars historiske romaner for os. Året efter var det Hobbitten og Ringenes herre. Da jeg var ti, læste hun Øst for paradis. Den stille gru i Steinbecks værk kunne jeg ikke ryste af mig, og jeg håber stadig, jeg en dag vil forstå, hvordan han kunne skrive den frem.

Efterlivet på academia

 I 2014 udgav jeg en lille bog om brugen af bestemthed på dansk.

Bogen solgte nærmest intet, og jeg hørte kun fra forlaget, da bogen havde været på udsalg, og restoplaget skulle makuleres.

Fem år efter lagde jeg bogen op på det internationale academia.edu for det tilfældes skyld, at nogen på den måde kunne få nytte af den. Få dage efter modtog jeg følgende besked:

"Hej Jens,
Som danskstuderende, eller rettere sagt, én der læser dansk som fremmed sprog på Beograds Universitet, er jeg nødt til at sige, at bogen er en fantastisk virkemiddel til at hjælpe afklare nogle uoverensstemmelser, eller noget man ikke rigtig kan gennemskue i det danske sprog 
Tusind tak!
Kenan"

Den serbiske danskstuderende, Kenan, havde altså fra sin studieplads i Beograd hentet bogen ned fra internettet og i teksten fundet hjælp til at lære de danske bestemthedsformer. Det var faktisk lidt rørende. Og i sin besked viser han jo ovenikøbet, at han kan bruge to forskellige bestemthedsformer korrekt.

Siden har jeg kunnet se på academia.edu, at den lille bog ret konstant bliver hentet ned fra nettet to-tre gange om ugen fra steder i Polen, Italien, Letland, Tyskland, Rusland og så især fra Danmark, naturligvis, hvor mange flygtninge og indvandrere tilsyneladende bruger den i deres danskundervisning. Det var præcis, hvad jeg havde håbet på.

Til gengæld overrasker det mig, at den endnu oftere hentes ned af personer, der på academia.edu har registreret sig som studerende eller undervisere ved de danske universiteter. Måske kan den også bruges af danskstuderende?

I hvert fald har academia.edu givet bogen et efterliv, som gør, at jeg trods alt mener, det var besværet værd at skrive den.