tirsdag, december 17, 2013

Tæsk til en bog, jeg har oversat!

Junglepigen får hammeren i Politiken. Men læs den gerne alligevel. Hvor meget lid, man kan fæste til kvindens barndomserindringer, kan jeg vanskeligt afgøre, men under alle omstændigheder fortæller bogen rigtig meget om det Sydamerika, som hun er født og opvokset i. Og underholdende er det sgu.

http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE2159892/junglepiges-erindringer-fremstaar-utrovaerdigt-disneyagtige/

torsdag, december 12, 2013

Læs Mute

Titel: Mute
Forfattere: Anders Vægter Nielsen & Cindy Lynn Brown
Forlag: Spring
Omslag: Niklas B (viser en sort skygge af to voksne, en mand og en kvinde, som holder hinanden i hånden; man aner også bag dem skyggen af to mindre mennesker. De sorte skygger lægger sig ud over en lysebrun overflade, som kan ligne flade sten.)
Sideantal: 179
Format: 12 x 19 cm
Udstyr: garnhæftet, matkacheret flapomslag


Det første, man bemærker, er jo, at bogen er skrevet af to, af en kvinde på 40 og en mand på 50. Bogen falder i seks såkaldte faser, seks tableauer kunne man også sige, seks nogenlunde stillestående dage på en campingplads på Fyn, hvor romanens fire hovedpersoner holder ferie i en lejet hytte.

Men de to forfattere har ikke valgt at fordele de seks faser mellem sig med tre til hver. De har skrevet alle faserne sammen. De har naturligvis ikke skrevet alle sætninger sammen, men har tilsyneladende skiftedes til at skrive afsnit af 10-20 linjer.

Teksten er hele vejen igennem fortalt i tredje person af en fortæller, som skiftevis har Richards og Benedictes perspektiv. Det er ægteparet, de voksne i familien. Når perspektivet er Richards, kan fortælleren gå ind i hovedet på ham og fortælle, hvad han tænker, hører, lugter og ser. Det perspektiv holdes i 10-20 linjer, og så er det Benedictes tur. I det store hele er det den samme situation, som på skift beskrives fra den enes og så den andens perspektiv. Indimellem befinder de sig dog hver sit sted og tænker måske/måske ikke på det samme, men sanser i sagens natur hver sit.

Man mærker næsten ingen forskel i sprogtone og stil fra afsnit til afsnit.

Benedicte er en sygeplejerske i fyrrene. Hun har tvillingebørn på 11, Dylan og Ditte, med Richard. Ditte er den alt for modne pige, som synes, at tvillingebroren er barnlig og moren pinlig og træls. Ditte har en kæreste, som er ældre end hende selv, hvilket hun ikke gør noget særligt for at skjule for sine forældre, nærmest tværtimod. Moren kan næsten ikke holde hende ud. Ditte minder hende om Estrid, som var Benedictes elskede farmor. Eller hendes ansigt gør.

Benedicte har en udpræget interesse for Tour de France-cykelsport og en kærlighed til cykelrytteren Jan Ulrich. Hun skal se alle Tour-etaperne, særligt dem i bjergene, naturligvis. Jan Ulrich er stadig med, og Lance Armstrong er med som favorit, så mon ikke handlingen udspiller sig et sted omkring år 2000?

Richard er ikke interesseret i cykelsport, men i skotsk gælisk punk. Han har selv spillet. Vi får en slags faktabokse i kursiv om skotsk, gælisk punk. Det er interessant nok og under alle omstændigheder hurtigt overstået. Han savner sin søster Margrethe, som bor for langt væk. Han føler sig uden for det fællesskab Margrethe har med deres bror, som hun bor i nærheden af.

Handlingen i bogen er ikke opsigtsvækkende. Det er sproget heller ikke, det er en stille, stilsikker fortælling, hvor der sker almindelige ferieting, som da Dylan får en flåt på nosserne. Eller da der er rapseri på campingpladsen. Eller da de besøger Egeskov slot eller spiller Matador.

Men der dukker også et lig op på stranden en af dagene. En mand i tresserne. Er han myrdet?

Handlingen er nu ikke det vigtige. Det interessante ved bogen er reflektionerne over hverdagslivet, de to forskellige, men uløseligt forbundne perspektiver på den fælles hverdag. Kommunikationen og ikke-kommunikationen mellem de to voksne i familien. Magt, fortrydelser og kærlighed.


Jeg vil ikke give stjerner, bare give denne korte beskrivelse - og så anbefale andre at gøre deres egne erfaringer med værket.

Myten om rundkredspædagogik

Man hører igen og igen den konservative fortælling om, at den danske 'rundkredspædagogik' er skyld i, at danske folkeskoleelever ikke klarer sig lige så godt som kineserne og andre østasiater fx i matematik. Dette dogme bliver gentaget så tit, at man i svage øjeblikke kan komme til at tro, at der er noget om snakken. Den samme konservative pædagogiske tanke hylder kineserne for at have en mere lærerstyret pædagogik, hvor eleverne ved, hvad de har at holde sig til.

Men denne konservative skolefortælling bygger på en misforståelse. Når kinesiske børn skal lære fx at løse en ligning med to ubekendte, præsenterer læreren dem for problemet og beder dem slet og ret om at gå i gang. Så forsøger eleverne hver for sig at løse det på den måde, der nu falder dem ind. Læreren giver i første omgang ingen løsningsforslag, for det ville hindre dem i selv at udvikle ideer. Når alle så er kommet så langt, som de nu kan med problemet, beder læreren dem efter tur fortælle, hvordan de har forsøgt at løse problemet og hvorfor. Og derefter diskuterer klassen i fællesskab, hvilken løsningsmodel der er bedst. Først derefter fortæller læreren, hvordan hun/han selv ville løse problemet. Den måde at undervise på stimulerer kreativiteten, opfindsomheden og reflektionen over egen læring, og den træner eleverne i at finde den bedste løsning både alene og i et samtalende fællesskab.

Sådan har jeg ikke lært matematik i den danske folke- og gymnasieskole i de berygtede 1970'ere og 1980'ere. Læreren fortalte os bare, hvordan man løste en ligning med to ubekendte, og så blev vi præsenteret for en lang række opgaver af samme type som den, læreren havde gennemgået, og derefter måtte vi øve os i den metode, til vi kunne den.

Om denne konservative pædagogiske fremgangsmåde stadig er normen, ved jeg ikke. Jeg vil tro, at der er en del flere farver på paletten i dag. Der er jo heller ikke to lærere eller skoleklasser, der er ens.

Men mit bud er faktisk, at vi snarere end for meget har alt for lidt rundkredspædagogik i Danmark, og det skyldes i høj grad den konservative misforståelse om, at eleverne ikke lærer noget af en dialogisk pædagogik. Dette til det ulidelige gentagne dogme afskrækker utvivlsomt lærere fra at eksperimentere med modeller som den spændende østasiatiske udgave af rundkredspædagogikken, som ellers nok rummer en pointe eller to, der kunne bruges i den danske skole.


Læs gerne mere i Læringens fundamenter, når den udkommer på Klim til foråret.

mandag, december 02, 2013

Venskabelige reaktioner på fiktion - en opsamling

En nabo
"Jeg ved, du skriver en bog om mig", indledte min nabo engang et trusselsbrev. Han troede, at den roman, jeg skrev på, handlede om ham. Han troede også, at jeg ville afsløre noget af min viden om hans liv i bogen. Senere i brevet truede han med at offentliggøre sin private viden om mig, hvis jeg publicerede romanen. Jeg udgav romanen uden at ændre noget, den handlede ikke om min nabo. Om han efterfølgende forsøgte at få nogen til at interessere sig for sin angivelige viden om mit privatliv, ved jeg ikke.

En anden ven
En anden ven insisterede engang på, at hun havde opklaret en novelle, jeg havde skrevet. Hvad hun mente var, at hun havde regnet ud, hvem den i virkeligheden handlede om. Selv var jeg indtil da ikke klar over, at min novelle havde sådan en løsning. Jeg havde opfattet den som fiktion, eller lad os sige som et forslag til en mulig alternativ virkelighed. Ikke som en beskrivelse af en faktisk virkelighed.

Flere nære venner
Flere nære venner har forgæves kigget efter sig selv i mine fortællinger. Også en højt elsket kvinde har bebrejdet mig, at jeg ikke har skrevet en roman eller i det mindste en novelle om hende. Jeg fortalte hende, at jeg til gengæld havde skrevet et digt. "Men det har du jo ikke udgivet", fortsatte hun.

En gammel skolekammerat
"Hvorfor har du fremstillet mig så nidkær og kontrollerende?", spurgte en gammel skolekammerat. Jeg svarede ved at spørge, om han opfattede sig selv som nidkær og kontrollerende. Det gjorde han ikke. Så spurgte jeg, om han havde gjort nogen af alle de nidkære og kontrollerende gerninger, som karakteren i romanen gjorde. Heller ikke det kunne han bekræfte.

Det viste sig ved en nærmere efterprøvelse, at han intet havde gjort af det, karakteren gjorde i romanen. Det var jo netop derfor, han fandt fremstillingen så urimelig. "Bor du der, hvor karakteren bor, hedder du det samme, er du lige så gammel, ser du ud på same måde eller arbejder du med det samme som denne karakter?", spurgte jeg i en lang udånding. Intet af det var tilfældet, hvilket fik mig til at sige, at det måske så slet ikke var ham. Denne konstatering skuffede ham synligt.

En vældig god ven
En vældig god ven beskyldte mig for at lyve, da jeg publicerede min første roman, Sofa. Sofa handler blandt andet om en fest, der opstod i en sofa, mens den blev båret gennem Odenses centrum fra en lejlighed til en anden. Denne del af romanen er inspireret af en fest, som virkelig opstod i en sofa under sådan en flytning. Men det foregik i virkeligheden ikke som i bogen, sagde min ven og opfattede denne sin anklage som et diskvalificerende træk ved romanen.

Arh, det kan være sagt i sjov. Man behøver jo ikke blive paranoid, bare fordi de alle sammen er efter en.

En noget fjernere bekendt
En noget fjernere bekendt spredte en overgang det rygte, at en af mine noveller faktisk handlede om ham. Han må til gengæld virkelig have ment det, for det gjorde ham så panisk rasende, at han skrev en harmdirrende og rystet, men ikke synderligt tekstmedholdelig anmeldelse af hele novellesamlingen. Og så fik han sin mor til at gøre det samme i et andet tidsskrift. Dette fik ham ulykkeligvis til at ligne hovedpersonen i den pågældende novelle en smule.

lørdag, november 30, 2013

Juleindkøb

El Corte Ingles er Magasin i Madrid. I stueetagen ligger parfumeafdelingen, og højere oppe er der vinterfrakker, slips, stilethæle, kaffekander og LEGO. Går man ned i kælderen har de et dyrt supermarked, hvor man ganske vist hverken kan købe pebermakrel eller oliventapenade, men til gengæld 30 forskellige slags friske fisk og endnu flere slags oliven. Ellers er det nogenlunde det samme.

Og så alligevel ikke. Når man kommer gennem bommen og nærmer sig indkøbskurven, bliver man mødt af en midaldrende kvinde med et venligt, men insisterende blik. Hun siger noget, som til at begynde med ikke giver nogen mening for dig, hvis du er vant til at handle i Magasin. Så siger hun det igen og peger på tre unge mennesker i grønne plastickitler, som står bag ved kassedamerne og bakser varer ned i en stor kasse med hjul under. Det er julehjælpen. "Vil I ikke være søde at gå ind og købe nogle ris, linser, bønner eller noget pasta og give det til de venlige mennesker derovre?" gentager hun. "Bare tag det billigste. Så kan de fattige også få noget at spise til jul." Det virker så fremmed her i de velbeslåedes supermarked.

Sådan noget er man da forskånet for i Magasin, hvor man kan købe sin tapenade uden at skulle konfronteres med den ubehagelige mistanke, at ens egen relative velstand kunne have en bagside. I Spanien bliver man bedt om at købe sig ud af denne ubehagelige følelse. Og det gør vi så. Gladeligt. Ris og linser og sgu også noget chokolade. Det er jul. Vi synes, det er statens eller kommunens opgave at omfordele over skatten, så fattigdommen ikke bliver så ubærligt stor (og synlig). Men det gør staten og kommunen bare ikke i Spanien. Slet ikke nu, hvor den konservative spareregering forsøger at løse krisen ved at sætte alt i stå. Men heller ikke før. Fattigdommen er vokset i Spanien i de seneste år, men den har altid været mærkbar her.

Hvordan går det hjemme i Danmark?

torsdag, november 28, 2013

Finansloven igen igen


Jeg har været slem til at kritisere det parti, jeg selv stemmer på. Fx mener jeg, at Enhedslisten ofte har været forfalden til en populisme, som får dem til at ligne alle de andre partier. Det kan jeg ikke lide. Mange andre har kritiseret Enhedslisten for altid at falde til patten og i sidste ende redde røven på regeringen (undskyld de modstridende metaforer) uden egentlig at få noget af sin egen politik igennem. Den kritik har jeg også ofte været enig i.

Nu står Enhedslisten uden for forliget om det kommende års finanslov, og så hagler det ned over partiet med kritik for at være for kompromisløse og insistere på at få alt, hvad de peger på. Altså en kritik for “Socialisme nu, eller vi skider på gulvet!”- attituden. Den kritik er jeg ikke med på.

Jeg synes ikke, man kan tale om, at Enhedslisten har insisteret på at få alt, hvad den pegede på. Tværtimod har listen endnu engang strakt sig meget langt i forhold til, hvordan en Enhedsliste-finanslov ville se ud. Ufatteligt langt, faktisk. Man kan jo prøve at analysere, hvor meget i det finanslovsforslag, som Enhedslisten og regeringen var tæt på at enes om, der var i overensstemmelse med Enhedslistens (eller SF's) program, og hvor meget, der i virkeligheden snarere var radikal (eller Venstre-) politik. Enhedslisten har insisteret på en afsvækket udgave af, hvad der for blot en håndfuld år siden var socialdemokratisk politik. Socialdemokraterne ville eksempelvis i 2007 sikre de gamle retten til et dagligt bad. Enhedslisten som bekendt noget mindre.

Om et retskrav på to ugentlige bade til de ældre så er det rigtige hovedkrav ved finanslovsforhandlingerne, ved jeg sgu ikke rigtig. Jeg havde nok valgt noget andet. Det virker igen lidt populistisk, altså som om partiet har udset sig en gruppe vælgere, som de vil hapse fra Dansk Folkeparti. Men omvendt er det jo hverken et urealistisk eller et usympatisk krav. Ældreomsorgen trænger virkelig til opmærksom revision, og det er sikkert klogt nok at vælge sig et fokus.

Så kan man sige, at finansloven var blevet bedre (forstået som rødere), hvis den var lavet med Enhedslisten, og var det så ikke bedre? Ja, den var blevet rødere. Det vil altid være sandt. Hver eneste gang! Venstre vil altid stille andre krav til regeringen end Enhedslisten og presse regeringen til højre. Alt andet ville være en sensation.

Hvad er konsekvensen af, at Enhedslisten altid kan få en bedre finanslov ved at være med end ved at lade Venstre være med? Er det, at det vil være rigtigt af Enhedslisten at være med, uanset hvor store kameler partiet skal sluge - uanset hvor meget de skal stemme mod deres egen politik og mod det, de er gået til valg på, og uanset hvor meget de er blevet ydmyget af regeringen?

Man kan også spørge: Hvad sker der, hvis Enhedslisten altid bøjer af til sidst, sådan som partiet har været kritiseret for at gøre? Hvordan vil regeringen opfatte sådan en adfærd? Vil den så kåd og overgiven belønne Enhedslisten med den ene lækre luns efter den anden, eller vil ræsonnementet tværtimod være, at så behøver man egentlig ikke lytte til Enhedslistens krav, for de stemmer jo for alligevel?

Til sidst: Ifølge Politiken dumper befolkningen Enhedslistens indsats ved finanslovsforhandlingerne. Hele 60 % mener, at Enhedslisten har gjort det dårligt. Ok, hvornår har Enhedslisten sidst haft 40 % opbakning til noget som helst?

mandag, november 25, 2013

Endnu et udklip fra Celeste


En dag sagde du:
– Du skal fange det, der er ved at ske, og det, der allerede er sket, i samme ramme som nuet.
– Hvad laver han? spurgte du så.
– Ingenting, sagde jeg. – Han laver ikke noget, han går bare rundt.
Du bad mig gå helt tæt på manden, bryde den kreds han slog. – Fortæl mig, hvordan han har fået det forvorpne blik. Fortæl mig, hvorfor han går.
Noget skulle afgøres imellem os i dette øjeblik. Det forskrækkede mig; jeg var ikke forberedt på, hvilken betydning du havde tillagt dette eksperiment. Jeg ville ikke tvinges på den måde og vaklede et skridt baglæns, men stødte så alligevel ind i manden, greb ud for ikke at falde. Bedst af alt husker jeg muskelspændingen i hans underarm. Det var ubegribeligt for mig, at nogen kunne gå rundt med så stramme sener i underarmene uden at bære på noget.
– Du går? sagde jeg.
– Ja?
Han dæmpede sig selv, ledte efter sine tanker.
– Vi laver bevægelsen selv. Jaja, nu kommer det. Når vi sammenholder tingenes placering i nuet med deres placering i et tidligere nu. Før var vognen ved kirken, så ved pølsevognen og Helles plads. Når vi tænker på alle disse nuer med hver deres indeks over tingenes placering, indeks, haha, så glider det sammen i vores bevidsthed, som toner til en melodi, lala, som billeder til en film. Det er det, vi forstår ved bevægelse. Billederne bevæger sig ikke; vores bevidst- hed sammenholder bare de billeder, vi lige har set, med det billede, vi ser nu. I dette nu. Hvorfor fanden skulle hun tegne ottetaller? Hun har sgu da aldrig gidet lette røven! Det har Zenon heller ikke. Nej, han har ikke. Han. Det. Min bevidsthed oplever bare en varen ved, et tidsløb. At jeg før har været der og der og der, og nu er jeg her, nu er jeg det ikke længere, men her, der. Bevægelsen finder ikke sted i rummet. Den snottede eleat med klatten. Snottet løber ikke i rummet, kun i hans bevidsthed. Som kun findes i min bevidsthed. Det var Zenons fejl, siger Bergson. At han ville gøre bevægelsen og dermed tiden til noget rumligt. Tidsrum. Hakke den op, hvor den i virkeligheden er en udelelig, urumlig tankestrøm. Det kan man ikke. Idiot! Det er Morten, der har saksen. Ha! Jeg skulle have taget den med ind. Holz tager termodynen. Den satan; ingen respekt! Jeg skal snakke med Mureren. Mureren skal nok tage ham i skole. Så er det slut med at sove på Hundevarmeren, Holz. Det har også altid være Klinke-Jørgens plads. Jeg skal hente vognen. Nu tager jeg et skridt. Baaah! Men er det i virkeligheden ikke det samme, de siger? Zenon og Bergson. Nej! Nej nej. For Bergson har løst paradokset! Det passer jo ikke, at Achilleus ikke kan overhale en skildpadde. En skide skildpadde. Hvad med tipstjenesten? De ville ikke overleve, hvis Zenon havde ret. Hvad med Tipstjenesten? Tipstjenesten be- viser det. Ottetaller. Ha! Hun kan ikke engang få kridtet op. Idioter, for helvede! I findes ikke! Så er det slut, Holz! Gu gør I så. Men Berg- son og Zenon er jo enige. I er enige: Bevægelse findes kun i vores bevidsthed. I er sgu da enige! Så er der ikke noget at gøre. Jeg kan ikke gå. Men nu tager jeg et skridt. Der var en meter. Ja, og jeg tog en halv og en kvart og en ottendedel imens, men det er jo en del af samme meter. Den meter bliver ikke længere af, at den skal rumme en halv og en kvart. Det er for helvede da ikke noget problem! Idioter! Nuet har ingen udstrækning. Hvad for noget? Nuet er et punkt, og et punkt har ingen udstrækning. Eller er det ikke Bergson? Hvis nuet ingen udstrækning har, findes det heller ikke. Kan man finde noget, der ingen udstrækning har? Men nuet er det eneste, der findes. Fremtiden findes ikke endnu, og fortiden findes ikke læn- gere. Der er kun nuet, og nuet har ingen udstrækning. Tiden findes ikke i rummet. I rummet er kun genstande og deres placering. I nuet. Tiden findes kun i vores hukommelse. Der findes kun vores hukommelse. Han samler det hele der. Drengen med snotklatten findes kun i min bevidsthed. Han er en del af min bevidsthed og kan ikke blive bange for en anden del. Bøøøh! Nu ser han bange ud, men det kan han ikke. Vi skal have klippet den hund, Morten. Det kan du ikke, Zenon! Bevidstheden kan slet ikke deles op. I parceller. Bevidstheden findes i tiden, ikke i rummet. I parceller, tag den!
– Skal jeg skrive det ned? sagde jeg forvirret.
Det måtte jeg gerne, men det var ikke, hvad vi var kommet for. – Det var en foræring, sagde du, – og dem skal man være forsigtig med. Du vil aldrig kunne gøre rede for den gratis viden i et billede. – Jamen, jeg kan jo ikke pludselig slette min viden.
Du ville ikke give mig mere.


Du sagde, at jeg altid havde malet min verden som en Mona Lisa, som om tiden kunne standses.
– Vores tid er bevægelsernes tid, historiens fremdrift, ikke traditionernes gentagelse, det er det, du skal male. Jeg har aldrig udstillet et fotografi, der lige så godt kunne være skudt to sekunder tidligere eller senere.
Det var sådan, jeg skulle tænke min kunst i en tid, hvor penslen konkurrerede med kameraet.
– Tag en notesbog med, sagde du.
Så viste du mig København. Du bad mig finde blot et enkelt øjeblik af virkelig historie, hvor et før, et nu og et endnu-ikke kunne fanges i samme billede. På hovedbanegården pegede du en mand ud for mig.
Du bad mig skrive, hvad jeg så, men kunne se, at jeg intet så.
– Noget må du da se, sagde du. – Det er et menneske, en mand. Skriv i det mindste, at du ser en mand.
Jeg skrev, at jeg så en mand.
– Altså går han rundt, Fecundito, sagde du. – Det er vigtigt.
– Men det kan jeg jo ikke vide, Nadina.
– Undskyld, sagde jeg og kiggede op på den høje, magre mand. – Nej, nej, sagde han og virrede med hovedet.
– Du går.
– Ja. Ja, sådan er det: Skildpadden har fået det forspring, fordi Achilleus er favorit. Først må Achilleus bevæge sig hen til det sted, hvor skildpadden begyndte. Det tager et vist tidsrum. Det tager to minutter. Altså to minutter. I løbet af de to minutter har skildpad- den bevæget sig til et nyt punkt længere fremme på ruten, som Achilleus derefter skal løbe hen til, men mens han gør det, bevæger skildpadden sig igen et stykke. Og så videre. Afstanden mellem dem mindskes hele tiden, ja, men den vil aldrig nå nul. Det er en hyperbel, der går mod uendelig. Gå væk! Svin! Man må ikke glo på folk. Du tror ikke, Achilleus nogensinde indhenter skildpadden. Man skal sætte sine penge på skildpadden, mener du. Nej, det skal man nemlig heller ikke. Ha ha! Du er fræk, Zenon. Du mener heller ikke, at skildpadden vinder. Der er ingen vinder. Det er jo det, du siger med dit andet paradoks. For fanden da! At for at gå en meter skal man først gå en halv meter, og for at gå en halv meter skal man gå en kvart. En ottendedel. Sådan fortsætter det. En hyperbel. Man skal tage uendeligt mange skridt for at gå en meter. Uendeligt små, ja ja, men man kommer aldrig i gang, for man kan ikke tage uendeligt mange. Man kan slet ikke bevæge sig. For helvede! Nej nej! Den går ikke. Så, nu går jeg. Ja, ja, ja. Jeg går. Der, det var en meter. Ha! Men det er kun i vores bevidsthed, at vi kan bevæge os. I den fysiske verden er bevægelsen ikke mulig. Men jeg går jo. Idiot, Zenon! Se nu! Der, det var en meter til. Du kigger på mig. Hold op med at glo!

Nu vendte manden sig væk fra mig og fandt ind i sin kreds; han fortsatte samtidig sin monolog, nu blot uden henvendelse.
Hans styrke skræmte mig, men gjorde mig også lykkelig. Han sagde:
– Han er en lille snottet unge med savl på skjorten. Ha! Han glor på mig for at se, om jeg kommer nogen vegne. Om jeg flytter mig. Zenon kommer herover og kigger på mig. Bøøh! Skrid, for helvede, det kan ikke lade sig gøre. Det har du selv sagt! Det er kun inde i mit hoved. Nej, i min bevidsthed, at du bliver bange, når jeg råber ad dig, for lydbølgerne kan heller ikke bevæge sig. De kan aldrig nå derover. For de skal først gå den halve og den kvarte vej. Og otten- dedelen. Og lysbølgerne. Du kan ikke se mig. Men jeg kan se dig? Selvfølgelig kan du ikke se mig, hvis han kun findes i min hukom- melse. Men findes hukommelsen i rummet, i stoffet? Den må være i min hjerne. Hvis jeg smadrer min hjerne, findes min hukommelse ikke længere. Men man kan ikke smadre noget uden bevægelse. For satan, da! Hun kunne tegne ottetaller. Hvad er det, Bergson siger? Bergson har løst paradokset. Jo, det med, at man ikke kan dele tiden op på den måde. At man ikke kan dele bevægelsen op i halve og kvarte. Halve og kvarte. Det er i rummet, der er halve og kvarte, og i rummet findes bevægelsen ikke. I min hjerne findes den ikke, men i min hukommelse, i min bevidsthed. Med røven, med et stykke kridt i røven, kunne hun. Ottetaller. Holz sagde det. Vog- nen står ved bagindgangen. Jeg skal huske vognen, Holz tager den. Han tager tingene, de gode ting. I rummet findes kun genstande og genstandenes placering i forhold til hinanden, i nuet. Det er vigtigt. Kun i hukommelsen dannes bevægelsen. Men min hukommelse har ingen ben. Men min pik har! Tag de ottetaller! Ha!

Han kneppede gavlen på en bænk, stemplede den med tunge hug fra lænden, han dampede, blodet løb frit fra hans næse. Nu går han i krampe, tænkte jeg. Han forkyndte de obskøne tanker med sin brune mund, blodet løb ind, og han rallede og slugte, mens han skreg op om heksens patter. Øjnenes hvide trillede frem. Det trak publikum, men han ænsede dem ikke. Krampe, tænkte jeg, eller han besvimer. Han besvimede ikke, men holdt pludselig op. Han så sit blod og snøftede. Så lukkede han sig ind mod muren, krum- mede lidt forover, som om han tænkte, som om han kunne tænke.

– For helvede! Nej! Så. Så, sagde han.
Nu drejede bumsen skarpt rundt og stirrede på min skjorte.
– En bevidsthedstilstand, sagde han, – kan ikke blive bange for en anden. Kan den ikke? Du ser bange ud. Nu tager jeg det skridt. Nu står jeg præcis, hvor jeg stod lige før. For satan, Zenon, du havde ret, man kommer ingen vegne! Det var det, du ville se, hvad! Det er det, du glor på, snothvalp. Men lige før findes kun i min bevidsthed. Det siger Bergson. Ha! Det var en fantastisk gave, jeg var rørt, men du blev mørk i blikket.
– Kom, sagde du og trak mig væk.
– Jo, sagde du.
Og jeg vidste, du havde ret; hvis jeg heller ikke kunne løse opga- ven nu, hvor den var blevet vendt om, ville jeg aldrig komme til at male noget af virkelig betydning. Jeg satte mig på en bænk og skrev:
“Han har for meget tøj på: en varm vindjakke, en uldtrøje og hvad der måtte gemme sig under den. De beskidte cowboybukser. Det er ok med gummisko. Man tænker: Det er så det tøj, han ejer. Han går rundt med det hele på. Skægget er ikke klippet i flere måneder. Eller håret. Det, der er tilbage af det. Hans fremstrakte underarme er spændt som til et voldsomt løft. Han går og snakker med en anden. Med en kvinde, tænker man. Han skælder ud, går hidsigt væk fra hende, gør en afvisende gestus med hånden tilbage mod hende. Så stopper han pludselig op og vender sig mod hende igen. Der er mere skældud, han skal af med. Han er endnu vredere end før, har hidset sig op på kvinden. Men der er ingen kvinde. Han skælder ud mod et punkt i rummet. Han bevæger sig i faste, kantede mønstre om skældudpunktet. Han er dets hidsige drabant, som forsøger at komme fri af kredsløbet."

– Ja, ja, sagde du, – men prøv nu igen uden hjælp. Du finder selv den næste.
Alene det, at du ikke helt havde afskrevet mig, det troede jeg virkelig, du havde, Nadina, gav mig mod på at gøre eksperimentet færdigt. To bænke længere oppe mod indgangen sad en mand og lignede en dreng. Jeg skrev:
“Folk tror, du er skør. Sådan kigger de på dig. Det er de tics og ner- vøse kramper, du sidder med. Du kan ikke komme videre. Nu har du i over to timer ikke sluppet dit tag i bænken. Du holder fast i sædet mellem benene. Nu trækker din venstre mundvig igen ansigtet ud af symmetri. Du krammer sammen. Øjnene misser, men du er ikke skør. Du ved præcis, hvad der vil ske. Om lidt kommer den tykke dreng og trykker tegnestiften ind gennem spidsen af dit lem."

Du godkendte min stiløvelse. Det var stadig ikke helt sådan, du havde ment det, sagde du. Men det mener jeg nu nok, det var. Jeg havde forhistorien med, altså hvordan og hvor længe manden havde siddet på bænken. Jeg havde også beskrevet hans viden om fremtiden og endelig det nu, i hvilket han bliver bevidst om denne fremtidige tildragelse med tegnestiften.
– Nu skal du male det, sagde du, da vi var kommet hjem.

onsdag, november 20, 2013

Udklip fra Celeste


Det er her, de vanvittige går hen for at skrige, her de onde drømme trækker væske ud af porerne på de vågne. "Hundene æder ham!", skriger en radmager kvinde, som tror, hun stadig er gravid. Hun skærmer sin indsunkne mave med et gavlbræt fra en fiskekasse. Hendes mand blev sprættet op med en bajonet og ædt levende af torvets hunde. Nu tror hun, at hundene vil æde fostret i hendes bug. Alligevel kommer hun her for at dele ud af mandens anisbrændevin.
Ratita kan ikke sidde for det bly, gendarmerne har givet ham i røven. Nu ligger han i mudderet og kaster sig fra side til side for at tælle fluerne i sit hår. Det hænger som klatter om nakken.
De andre tiggere samler bylterne og går i ly under pakhusets halvtag. To slås om den skorpe, som den ene har tabt. "Den har ligget der hele tiden", råber den anden og leder efter sympati i kollegernes øjne. Men ingen orker at deltage. Også fire hunde galper op. Enrique ved den lille obelisk i torvets midte har ingen ben og kun halvanden arm tilbage. Alligevel tager han imod den tynde kvindes anis. En maurer sætter ham på stenen som en buste. Det er den spøg, de har. Han græder gennem tænderne og pisser stille i de løse klude, som skal dække underkroppen. Før krigen har han optrådt med at nikke buler i jernplader. Han var kendt på alle markeds- pladser i Sevilla. Det har hun hørt fra Don Pedro. Når han har tømt endnu en anisdunk, begynder han at spænde nakken. Han kaster panden frem mod indbildt jern, til han styrter ned og skraber mere hud af det ødelagte ansigt. Så vil han hentes af sin far, han råber med en vandig rallen fra sin korte strube, men han har ingen far. Kvinden med anisbrændevinen falder sammen som i kramper og skriger igen op om hundene. Hun fægter for sig med det korte bræt. Og så kommer hundene.
Ratita farer pludselig løs på maureren og borer sine sorte fingre ind i hans øjne og bider ham i ansigtet, bider hul i kinden på ham og trækker til med nakken. Maureren skriger som en såret los, og tiggerne griber den rødhårede bøsse, tamper ham med sten og kæppe, til han ligger som en slimet bylt. De pisser på ham, sparker ham i skridtet med de bare fødder og går tilbage under halvtaget. Så kommer kragerne for at hakke, men han er ikke død.
Celeste har stået ubevægeligt under det plyndrede appelsintræ. Nu forsøger hun at sige noget til tiggerne, men ordene drukner i kartoffelbræk. Rotter piler over pladsen. De samler sig to meter fra hendes fødder, hvor de står parat til at fortære hendes klumpede opkast. Hun prøver igen at tale, men kan ikke få andet frem end dunkle hulk. Hun løber hen til Ratita, hjælper ham op og tilser de ophovne øjne. Hun sparker hunde væk og tager den magre kvindes læderdunk og hælder anisbrændevin på sine fingre. Så gnider hun den stærke væske i hans sår. Noget tungt og vådt træffer hende på den ene skulder, de råber efter hende, men hun vil ikke vende sig.
Og regnen stilner af. Tiggerne finder tilbage til de faste pladser. Nu lægger de sig på og ikke under bænkene. De ryster som herreløse hunde, før de stivner af giften.
En gammel tigger renser maurerens kind med anis. Flængen bløder ikke mere. Han bander, mens munden løber fuld af tårer og takker så den gamle. To kvinder taler lavmælt og griner.
Pludselig kommer en ung mand med nervøse øjne og stærke lemmer løbende og råber som i hvisken, at gendarmerne har ryddet pladsen bag en anden kirke og er på vej her hen.
– Jeg var den eneste, de ikke fik, fortæller han.
Ratita løfter Enrique ned fra stenen og bærer ham bort på maven som et indianerbarn.
– Hvem er de? råber en kvinde. – Hvem?
Celeste bliver stående, mens pladsen tømmes. Hun vil se dem. Der kommer ingen.



– Bliv fra ham, siger obersten.
– Jeg vil ikke have, at du leder mere efter hende, siger Celeste.
– Jeg leder ikke længere.
– Lad os blive her.
– Hvad mener du?
– Jeg mener, at det ikke bliver bedre end nu. Det bliver aldrig bedre. Jeg vil ikke have, at du tænker, det ikke er godt nok, at vi skal et andet sted hen, siger hun.
Han ryster på hovedet.
Ratita har fundet sig et andet sted. De er alene.
– Efter hvad, min ven?
– Bare løbe.
– Men du har brug for at bevæge dig.
Hun nikker.
– Kan du ride?
Det har hun lært i bjergene, men hun vil ikke ride.
– Det her må lyde skørt, men min dreng trænede sig som bokser, indtil han brækkede hånden mod en flagstang.
– Ja, det lyder lidt mærkværdigt.
– Jo, men vi har stadig hans sandsæk hængende på loftet, den, han trænede på.
– Det kunne du lide at vide, siger Celeste.
– Uanset hvad det er, så hjælper det. Du er kommet til at se meget bedre ud i det seneste par uger.
– Er det rigtigt?
– Ja, faktisk ser du slet ikke tosset ud længere. Du vil sagtens kunne charmere en af de italienske officerer nu.
– Nå, tak!
– Nej, hør nu her: Du er både høj og ikke så mørk som andalusierne. Det kan italienerne godt lide. Du skal bare tro lidt mere på dit hår, siger du og løfter Celestes glatte lokker.
– Den i aften skal du ikke gå glip af.
Celeste har hørt om de slavepiger, han omgiver sig med, at han skærer i dem.
– Jeg tror ikke, det er noget for mig, siger hun.
Celeste er ikke bange for at se sit blod, det kender hun, men hun vil træne. Den mindste forstyrrelse gør hende ulykkelig. Hun føler, at hun svigter Sarah ved at forsømme træningen, som kunne hun bokse sig frem til hende og støde hende ud gennem fængselsmuren. Men det er ikke det eneste; afhængigheden sidder hende også i kroppen. Hun har det allerede med sandsækken, som hun før har haft det med vinen. Hun får ikke ro uden.
– Ingen lægger mærke til, om du spiser noget til Falconettis fester. Man går ikke til bords som hos Don Pedro. Man skal ikke sidde pænt. Hvis du vil, kan du ligge på gulvet hele aftenen og se sur ud. Det er det fine ved at gå til fest hos fascisterne; alt det, de har forbudt os andre, tillader de hos sig selv. Hos dem må man alt.
– Er det ikke farligt? Med maven, mener jeg.
– Jeg har kun godt af at bevæge mig, siger Nieves, – men vi kan ikke sparre.
– Hvad kan vi ikke?
– Vi kan ikke slå på hinanden, forklarer Nieves.
– Det er klart.
Alligevel bliver det en kamp imellem dem. De kæmper om magten over sækken, de slår en kridtstreg på gulvet under den, så gælder det om at holde sækken væk fra sin egen side.
– Og spred benene lidt mere.
Celeste spørger Nieves, hvorfor hendes mand så sjældent er hos hende.
– Han arbejder, siger Nieves og sætter sig på det tomme vinfad ved tagvinduet.
– Savner du ham ikke?
– Nej, ærligt talt. Jeg tror, vi var blevet skilt, hvis republikken havde vundet. Nu ved jeg ikke, om vi får lov.
– Skændes I? siger Celeste og rækker hende en klud.
– Næ, men vi aner ikke, hvad vi skal stille op med hinanden.
– Det skal du nok ikke skilte for meget med, siger Nieves.
De kan ikke grine, det er ikke let for dem at være venner, og deres samtaler går hele tiden i stå, men alligevel kommer Celeste til at nyde sin træning med Nieves. Så forbereder hun hver gang to emner, hun kan bringe på bane, når de mangler noget at tale om. Hun fortæller om Bent og de danske fisk. Næste dag er det Jacob og Descartes.
– Og vi køber den i Granada.
Det gør han.
– Vi kunne tage Nieves med, hun kan føde om bord, siger Celeste. – Vi tager Nadina med, hun har prøvet at føde.
– Nej, der kan du ikke sidde.
Hun kan høre to søstre tale om sig. Den ældste vil have hende ud, men hun bliver.
– Hold mig for panden, siger Nieves.
Jordemoderen hjælper hende med at trække vejret rigtigt. Så skal hun presse.
– Hold mig for panden!
Nieves er helt kold på panden, men sveden pibler ud.
– Min pande, for helvede!
Nieves er bleg.
– Du skal ikke kigge nu, siger den unge søster til Celeste.
– Skal jeg vaske ham lidt først? siger den ældste søster.
Der lugter af klor.
– Hvor er her blåt, siger Celeste.
– Men intet er blåt her, siger Nieves. – Alt er hvidt.
– Det er luften, at lyset er så koldt, det blanke metal, siger Celeste uden at ramme præcis, hvad hun mener.
– Men intet er blåt, gentager Nieves.
Søsteren er kun ude i ti minutter, så kommer hun alene tilbage.
Hun er helt rolig, mens hun fortæller Nieves om døden.
– Men han skreg jo, som han skulle?
– Så-så.
– Jeg har ... hvad skal jeg gøre med mælken, det ...
Nieves er allerede døset hen af den sprøjte, hun har fået, søstrene er snart færdige med at rydde op.
Det er, som om de har glemt Celeste. De vasker gulv rundt om hende, flytter hende, så de kan vaske under hendes fødder, men ser hende ikke.
– Det sker desværre ret ofte i disse dage.
Han ryster på hovedet.
– Det kan du ikke vide, siger hun.
Hun løber dem i møde med åben favn.
– Tillykke! Hvor er det dejligt at se jer! siger hun.
– Undskyld, jeg tror ikke ... siger manden.
– Åh, hvad skal hun hedde? spørger Celeste.
– Det er en dreng, siger kvinden genert og lykkelig.
Barnet dufter af mælk, kvinden af parfume.
Manden trækker i hende, hun kigger forvirret på ham.
– Undskyld, siger Celeste, – jeg kunne ikke se det for klædet.
– Lad os se, om han er lige så flot som sin far, siger hun og vrider klædet væk fra ansigtet.
Håret er tyndt og sort, øjnene er blå, men hun er ikke sikker, så længe har hun ikke set Nieves' barn.
– Sikke de har svøbt ham, siger Celeste. – Der var ellers så varmt i den røde barselsstue.
Kvinden kigger på sin mand, hun griber sit krucifiks med den venstre hånd. Hans øjne er så åbne, at man kan se de røde årer i kanterne, men hans læber er hvide. Han ryster på hovedet.
– Så varmt var der vel heller ikke, siger kvinden til sidst.
– Kører vi eller hvad? spørger kusken Don Pedro.
– Hvad får dig til at tro, at dette er Nieves' barn? spørger Don Pedro.
– Hun er blevet vanvittig, siger El Lince.
– Vent, råber Don Pedro til kusken.
– Aflever det barn med det samme! siger El Lince.
Nu skriger barnet, og Celeste vil ikke. Hun var ikke sikker før, men ophidselsen får hende til at insistere. El Lince må flå det skrøbelige væsen ud af hendes favn.
Celeste græder af vrede.
Hun bliver i vognen, mens El Lince undskylder og Don Pedro tilbyder kompensation.
Det er to dage efter fødslen, og Celeste har ikke trænet siden. Hendes blødninger er ikke kommet igen. Hun er rasende, og kroppen kan ikke komme af med det.
– Vi har tabt krigen, siger El Lince. – Vi kan ikke leve, som om vi havde vundet.
– Hvordan kan du affinde dig med, at din vens datter får stjålet sit barn? siger hun.
– Det er ikke retfærdigt, men virkeligt, siger han.
Han har hørt om mindst otte tilfælde i Sevilla, siden republikken faldt. Det er de spaniere, der er mistænkt for republikanske sympatier, men som er for velanskrevne, for betydningsfulde, til at blive likvideret uden rettergang. Så føder deres koner døde børn, eller deres døtre gør. Sådan føres protokollen. Men Spanien har brug for børnene. Kirken sælger dem til gode katolske nationalister, som ikke selv kan avle børn. Så bliver de ikke opdraget som anarkister.


Hun fortæller El Lince om Enrique.
– Du kan ikke leve sådan her, Danesa.
– Jo, præcis sådan her. Lad os blive her.
Næste dag drikker hun anisbrændevin med Enrique på torvet. Hun synker ind i det. Det er som et svimmelt fald fremefter. Det begynder som et fald, men bliver til løb, fordi intet standser hende.
– Jeg ved godt, der ingen plade er, siger Enrique, men efter endnu en tår begynder han alligevel at spænde nakken.
Ugen efter kommer kvinden med brændevinen ikke. Enrique siger, at hun er død.
– Hvordan? spørger hun.
En morgen spørger Celeste Don Pedro, om der er et sted, hun kan løbe.
– Hvad mener du med at løbe?
– Løbe.
– I Sevilla løber frøkenerne ikke.
– Men ...
Lidt efter hopper hun rundt på et loft i Sevilla og slynger næverne ind i en sandsæk. Det er de store sving med åben handske, hun klapper sækken på kinden. Sjask! Sådan får den! Det gør ondt i skuldrene.
Efter en uge er hun oppe på at træne halvanden time hver morgen og aften. Hun føler, det er vigtigt, som om hun forbereder sig til noget stort, hun endnu ikke ved, hvad er. Hun vil være klar. Don Pedro kigger op til hende hver morgen. Han viser hende, hvordan hun skal støde med handskernes forside, fingrenes inderste led, de korte stød, hvordan albuerne skal holdes ind til kroppen.
– Du slår søm i, siger han. – Du skal ikke banke tæpper. Små stifter. Tuk! Tuk!
Don Pedro morer sig.
Hans datter går med derop, Nieves, hedder hun, men er rød. Hun ser ud, som om hun skammer sig ved at vide dette om Celeste, som om hun ved et uheld havde set hende skide. Sådan tænker Celeste.
Nieves er gravid, hun er tykkere end sandsækken, også nakken er svulmet op, hun har vand i anklerne. Celeste er lige ved at give maven et klap, men tager sig i det. Hun tænker, at Jacobs barn må være født nu. Hun kan kun tænke på det som Jacobs pige. Det må være en pige, hun ved ikke, hvordan denne tanke kommer til hende, hvorfor det ikke skal være en dreng, hvorfor barnet ikke skal ligne sin far, det er ham, hun savner.
Pludselig giver Nieves sandsækken et lige stød. Det er så flot, så atletisk en bevægelse, så teknisk korrekt, at Celeste ikke kan forbinde den med kvindens uformelige krop.
Hun ser ikke længere Enrique. Hun kan ikke træne, når de har drukket.
Hun modtager dig i den store salon, men I ender med at tage vinen med op på Celestes værelse.
– Hør, hvad er det for en kur, de har sat dig på? siger du.
– Tror du?
– Ja, bare du ikke er for kræsen.
– Tro på mit hår?
– Håret er kvindes signal. Slå det ud. Jeg skal nok klippe spidserne.
– Hvad nu, hvis jeg slet ikke er interesseret i en italiensk officer? siger Celeste.
– Det bliver du. I aften skal du til fest hos Napoleone Falconetti. Det mener Celeste ikke, hun skal.
– Måske er du slet ikke interesseret i mændene? siger du.
Celeste siger, at det er kosten, at du har ret, at hun faktisk er på kur, nu spiser hun kun fisk, ris og løg. Også det er sandt. Det var sådan, hun kom gennem den første tid med Bent. Hun har aldrig følt sig stærkere end den vinter.
Men Celeste går ikke med.
Næste morgen begynder Nieves at træne med. Hun er langt stærkere, end hun ser ud til.
– Jeg trænede med min bror, fortæller hun.
Det er tydeligt. Hun er dygtig.
Så er de to om sækken, og rytmen bliver en anden. Nu kan Celeste ikke længere styre sækken derhen, hvor hun vil have den. Det er som at begynde forfra, det bliver svært igen.
Nu gælder det om at flytte fødderne.
– Nej, ikke sådan, siger Nieves. – Du skal bøje knæene, så du er parat til at gå til begge sider.
Tuktuktuk!
Han har gjort mig gravid, men vi har ingen fornøjelse af at ligge hos hinanden.
Det overrasker Celeste, at Nieves fortæller hende dette, hun ser så sky ud.
– Så kan ingen vel bebrejde dig, hvis du har holdt med de røde, siger hun.
Celeste siger det i sjov, men Nieves griner ikke.
– Jeg er ikke socialist, siger hun lidt efter, – men jeg vil ikke nægte, at jeg havde håbet på noget andet, end hvad vi fik.
– Også jeg, siger Celeste.
Mest taler de om barnet, om navne; Vera, hvis det er en pige, det betyder sandhed. Eller Clara. Og hvad så, hvis det bliver en dreng? Celeste foreslår Ernst, men Nieves er sikker på, det bliver en pige. Hun kan mærke det. Det har kvinderne i hendes familie altid kunnet.
De kigger på dåbskjoler sammen. Nieves elsker butikker. Don Pedro går med, eller El Lince, men mændene går ikke med ind.
Om aftenen træner hun alene. Nieves har ikke kræfter til at bokse to gange om dagen. Ind imellem kigger El Lince op til hende på loftet, han roser hendes boksning, han er en mand, men han har ikke nyt med til hende. Kun få af hans kontakter er endnu i live, og heller ikke de har noget at fortælle.
Hun ser mindre og mindre til ham, alt, hun kender, løber fra hende endnu engang. Og så er det alligevel hverdag med boksning og fødselsforberedelser. Netop fordi Nieves ikke kan charmere hende, at hun ikke er forelsket, at hun intet mere håber på, finder hun ro med sine gøremål, tænker hun. Kan det være sådan? At alt skal mistes først.
En morgen er der blod i trusserne. Det er kun ganske lidt, men hun ved, at det er menstruationen, der er kommet tilbage. Hun spiser så godt nu, træner, drikker ikke.
Hun ville gerne fortælle det til Sarah, at hun er kvinde igen, men siger det til Nieves. De snakker om, at det nok skal blive Celestes tur næste gang, så smitter de alligevel hinanden med ideer, at deres børn kan lege sammen.
– Obersten ville blive en god far, siger Nieves.
– Han må da gerne være min far, siger Celeste.
De prøver igen at grine.
Celeste vil se de hvide bjerge. De kan tage derop sammen; Nieves er født i Granada. Måske vil Don Pedro køre dem derop. Han har ekstra ski.
– Du kan tage obersten med, siger Nieves.
Celeste beder El Lince om penge, så hun kan købe en kjole til Nieves' pige.
– Den skal være hvid, siger hun.
– Ja?
Hun begynder at læse om boksning. Sværvægtsmesteren i USA hedder Joe Louis. Hun har beundret ham, siden han smadrede nazisternes Max Schmeling sidste sommer. Schmelings sejrsbonus skulle bygge tanks til Det Tredje Rige, men den sorte amerikaner slog ham ud i første omgang. Schmeling blev lammet af et stød til leveren og slået ned tre gange på to minutter, det kan hun huske. Nu vil hun gerne vide, om det var højrekrydset, den korte venstre eller hans uppercut, der afsluttede kampen. Det må de også have skrevet i Politiken, men sidste sommer betød boksning ikke nok for hende til at huske på den detalje. Hun ved, at Louis bokser ortodokst, med venstre fod forrest og på flade fødder. Sådan kan han hamre løs med rene stød fra alle vinkler, han slår lige hårdt med begge hænder. Tre af Joe Louis' bedsteforældre var negerslaver, den fjerde var Cherokee. Celeste har tænkt, at Louis måtte ligne El Rana, men på avisens billeder gør han ikke. El Rana er fræk med sin lange, tynde hals. Louis er bygget som en bjørn, en smuk og melankolsk brun bjørn. I næste uge skal han forsvare titlen mod Tony 'Two-Ton' Galento i New York. Celeste vil se kampen, hun ved, det er umuligt, men hun vil se den, hun har allerede spurgt Don Pedro, om han kan låne hende til billetten.
– Får du ikke selv lyst til at se den?
Hun foreslår også Don Pedros søn, men det hjælper hende ikke. Det vil se forkert ud at forlade landet nu.
Schmeling var nazisternes mand, og Celeste tænker, at Galento kan være Mussolinis. Det er den lille unøjagtighed, hun tillader sig, det er det lille håb, hun nærer, for at se fascisterne dø i ringen. Galento har bokset mod en bjørn på et kvart ton som forberedelse til kampen, og har også bokset mod en kænguru. Han er en lille, tyk og fordrukken pralhals, som kan skylle seks kyllinger og et kilo spaghetti ned med en halv kasse øl inden en titelkamp, men er også en farligt uren italiensk-amerikaner med et slemt venstrehook. Han er tretten centimeter mindre end Louis, hans rækkevidde er femten centimeter kortere, men han er tungere. Galento har sagt, at han vil slå Joe Louis ihjel. Han har også sagt, at han ikke aner, hvem den bums er. Sådan har han sagt om mesteren, sådan taler de amerikanske boksere om hinanden, det er en del af kampen, siger Don Pedro, men Joe Louis siger ingenting.
Celeste kan ikke tro, at en fed alkoholiker på næsten tredive år kan vinde over verdens bedste bokser, men hun spørger alligevel Don Pedro, om han tror, det er rigtigt, at de italienske fightere køber dommerne i professionel boksning.
– Det gør de sorte vist også, når de har penge til det, siger han.
Det skuffer hende, men hun ved, at Louis er en ærlig fighter. Hun ser det i hans øjne. Han vil ikke skylde nogen noget, det tænker hun om ham. På den måde minder han hende om Jacob, sådan vender hun alligevel tilbage.
– Vis mig paraderne igen, siger hun. 

–* –

Nieves støder dybt i sækken og pruster, det er dagen efter. Nu er hun bjørnen. Så løfter hun armene op foran ansigtet, hun er klar til de korte serier, jabs, og parader igen, og så går vandet.
Celeste er med til fødslen. Nieves har bedt hende være der, hen- des mor er død.
En ung søster rækker hende en kittel.
To timer efter den første presseve er hovedet ude. Det tynde, fedtede hår er sort, han åbner munden som for at sige tak. Det går lettere, end Celeste havde forestillet sig, Nieves er så stærk og klar. Det bliver først dramatisk, da jordemoderen taber efterbyrden på gulvet, men barnet er ude, det er en dreng, og så åbner han øjnene, de er stålblå, så fortabte, men de er altid blå i begyndelsen, siger jordemoderen. Nieves græder, men er glad, navlestrengen bliver klippet, han bliver viklet i et klæde, mælken er løbet til, og hun ammer.
Så skal barnet måles og vejes.
Jordemoderen ryster på hovedet.
– Pludselig ville lungerne ikke mere, siger hun.
Nieves vil ikke forstå det. Søsteren må sige det til hende fem gange. Celeste kan se, at jordemoderen er irriteret på Nieves, at hun er færdig og har lyst til at gå.
Nieves vil se drengen, hun prøver at rejse sig, men søstrene holder hende nede.
– Han er allerede kørt til forbrændingen, siger søsteren, som vejede drengen.
På hospitalet er de enige om, at det er bedst sådan. Det er fast praksis nu. Det er bedst for hende, at hun ikke ser barneliget, ikke knytter sig til det billede. De opfører ham som dødfødt, så skal han ikke døbes.
– Det er bedre, at han ikke har et navn, siger jordemoderen. – Man glemmer aldrig navnet.
– Du har ikke holdt ham varm! skriger Nieves. – Du har frosset ham ihjel!
De lægger remme på hende.
Hun kan ikke forlige sig med det. Drengen er ikke dødfødt, han har ligget på sin moders bryst, varm og livlig, han har diet, Celeste vil ikke have det. Drengen hedder allerede Jacob. Nieves besluttede det samme morgen under træningen. De kan ikke nægte hende at se ham, at kalde ham ved navn.
– Hvordan kunne det ske så pludseligt? spørger Celeste, inden jordemoderen er ude ad døren.
Hun siger:
Hun giver den dårlige ernæring skylden, men Nieves har ikke manglet noget, fortæller Celeste. Så foreslår jordemoderen, at det kan være den nye virus, alle taler om.
– Den er båret hertil fra Rusland.
Så henter Celeste Don Pedro og El Lince, som har ventet på gangen. Det er hende, der fortæller Don Pedro, at hans barnebarn er dødt.
Nieves er bedøvet. Jordemoderen anbefaler, at hun bliver på hospitalet i det mindste til dagen efter, men Don Pedro vil have hende med hjem, og så kører de hendes seng ud til droschen.
Uden for hospitalet ser Celeste et ungt ægtepar bære et spædbarn væk i en bylt. Den nybagte mor har dækket sit hår, men Celeste kan se hendes rådvilde smil.
Celeste kigger på El Lince.
Celeste griber barnet fra den usikre kvinde og løber over til den ventende vogn.
– Kør, råber hun til kusken, men El Lince giver kontraordre. Drengen dufter af mælk.
– Pas på hovedet! råber den unge kvinde.
– Men du ved, det er løgn, siger Celeste.
– Så finder jeg selv drengen, siger hun.