Juleindkøb

El Corte Ingles er Magasin i Madrid. I stueetagen ligger parfumeafdelingen, og højere oppe er der vinterfrakker, slips, stilethæle, kaffekander og LEGO. Går man ned i kælderen har de et dyrt supermarked, hvor man ganske vist hverken kan købe pebermakrel eller oliventapenade, men til gengæld 30 forskellige slags friske fisk og endnu flere slags oliven. Ellers er det nogenlunde det samme.

Og så alligevel ikke. Når man kommer gennem bommen og nærmer sig indkøbskurven, bliver man mødt af en midaldrende kvinde med et venligt, men insisterende blik. Hun siger noget, som til at begynde med ikke giver nogen mening for dig, hvis du er vant til at handle i Magasin. Så siger hun det igen og peger på tre unge mennesker i grønne plastickitler, som står bag ved kassedamerne og bakser varer ned i en stor kasse med hjul under. Det er julehjælpen. "Vil I ikke være søde at gå ind og købe nogle ris, linser, bønner eller noget pasta og give det til de venlige mennesker derovre?" gentager hun. "Bare tag det billigste. Så kan de fattige også få noget at spise til jul." Det virker så fremmed her i de velbeslåedes supermarked.

Sådan noget er man da forskånet for i Magasin, hvor man kan købe sin tapenade uden at skulle konfronteres med den ubehagelige mistanke, at ens egen relative velstand kunne have en bagside. I Spanien bliver man bedt om at købe sig ud af denne ubehagelige følelse. Og det gør vi så. Gladeligt. Ris og linser og sgu også noget chokolade. Det er jul. Vi synes, det er statens eller kommunens opgave at omfordele over skatten, så fattigdommen ikke bliver så ubærligt stor (og synlig). Men det gør staten og kommunen bare ikke i Spanien. Slet ikke nu, hvor den konservative spareregering forsøger at løse krisen ved at sætte alt i stå. Men heller ikke før. Fattigdommen er vokset i Spanien i de seneste år, men den har altid været mærkbar her.

Hvordan går det hjemme i Danmark?