Overmodne overvejelser om fedterøvskarakterer og boganmeldelser

Det første, min religionslærer i gymnasiet fortalte os, var, at hun var modstander af undervisningsministeriets bedømmelsessystem, så derfor gav hun karakterer på sin egen måde: Hvis man sad på første række, fik man 10, hvis man sagde noget, og ellers 9 (det var altså i 13-skalaens tid). På mellemste række kunne man tilsvarende få 8 eller 7. Og da hun ikke havde tænkt sig at dumpe nogen med en 5'er, var mulighederne på bagerste række et 7- eller 6-tal.

Det gav straks nogle strategiske omrokeringer i klasseværelset, hvor der blev nogen skubben oppe foran, men jeg skulle fandme ikke have noget af at få fedterøvskarakterer, så jeg satte mig naturligvis ned i bagerste venstre hjørne sammen med Torben og fik mit 7-tal.

Når jeg fortæller yngre mennesker om det i dag, bliver jeg mødt med undren. "Hvorfor satte du dig ikke op foran og fik 10? Ville du ikke have gode karakterer?" Og sandheden er, at jeg hellere ville have gode end dårlige karakterer, men jeg ville ikke have dem, fordi jeg sad oppe foran og smiskede for vores lærer.

Den holdning skyldtes måske dels, at jeg var vældig tidligt umoden, men hang vel også sammen med en tidsånd i begyndelsen af firserne, hvor karriere- og karakterræset endnu ikke fyldte ret meget på gymnasierne. De fleste af os var tilfredse med en god middeleksamen, som sagtens kunne få os ind på de fleste studier efterfølgende. Jeg ville som politisk vakt læse statskundskab. Eller filosofi. Begge dele så ud til at være muligt med en overkommelig indsats og et mådeligt resultat i gymnasiet.

Jeg nåede såmænd også at blive optaget begge steder og at gøre den ene af uddannelserne færdig. Det sidste var kun muligt, fordi jeg gradvis skiftede indstilling til skolearbejdet, som jeg ikke gjorde mere end højst nødvendigt ud af på Kalundborg Gymnasium. På filosofistudiet begyndte jeg ligefrem at læse. Særligt, ganske vist, da jeg havde afleveret specialet. Jeg havde vidunderlige lærere og var interesseret i samtlige kurser på studiet, selv logik, som de fleste ellers hadede. Men min indstilling til religionslærerens fedterøvsmodel fulgte med i rygsækken, omend i nye tilskikkelser.

Det gjorde den også, da jeg adskillige år senere droppede mit drømmejob som forlagsredaktør for at forfølge en endnu dybere og ældre drøm om at skrive bøger.

Allerede på Forfatterskolen mødte jeg flere af de anmeldere, som siden skulle tage stilling til mine bøger. Det var en udfordring for mig, for hvordan skulle jeg forholde mig til dem? Min nærmest instinktive reaktion var, at jeg ikke ville være venner med nogen anmeldere, fordi de så ikke kunne være objektive. Derfor talte jeg nødigt med dem, når de kom ind på skolen, fx for at undervise. Jeg udviste ikke noget engagement i undervisningen, når det var dem, der var på, og jeg sagde i mange år konsekvent nej til at gå ud at spise og drikke med dem, hvilket ellers ikke så sjældent var på programmet, når man kom i miljøet omkring Forfatterskolen. Jeg var i begyndelsen så ekstrem, at jeg kun hilste modvilligt tilbage, når de hilste på mig.

Det var en kejtet og i øvrigt urimeligt uvenlig adfærd, som måske havde med den tidligt udviklede umodenhed at gøre, men som i hvert fald har været en succes på den måde, at jeg aldrig er blevet venner med nogen anmelder.

Om det så betød, at anmelderne forholdt sig mere objektivt til de bøger, jeg siden udgav, kan jeg ikke sige. Jeg kan konstatere, at i hvert fald en af de anmeldere, som jeg på den måde havde givet den kolde skulder, aldrig har villet skrive om noget, jeg har udgivet eller på nogen måde bidraget til. Kun en enkelt gang har han gjort det. Det var da jeg udgav nogle noveller på Gyldendal, som nærmest alle andre skrev om. Om dem skrev han på sin blog, at hans kollega på avisen var glad for dem, men at det troede han ikke, at han selv ville være, hvis han havde gidet læse dem. Den var jeg selv ude om, kan man vel sige.

I øvrigt vil jeg ikke ynke mig over dårlige eller for få anmeldelser. Jeg tror ikke, jeg er blevet behandlet dårligere end så mange andre forfattere, der er primært er udkommet på mindre forlag.

Senere oplevede jeg, at nogle af mine venner begyndte at anmelde bøger. Skulle jeg så holde op med at være venner med dem? Det var måske alligevel at gå for langt.

I dag ser jeg ikke på det på samme måde. Jeg ville ikke havde det fjerneste imod at dele to fadøl med et behageligt eller interessant menneske, blot fordi vedkommende var anmelder. Egentlig må det jo også være deres eget ansvar at sætte den slags grænser, hvis der overhovedet skal sættes nogen. Men det er en rent teoretisk overvejelse, for i Malaga, hvor jeg bor, har jeg endnu ikke mødt nogen danske boganmeldere.

Pludselig Afrika

 

For tre år siden fandt jeg Afrika. Det viste sig at være et hul i fortovets flisebelægning over for mine børns skole i Madrid. Sådan kan hele verdener gemme sig de mest overraskende steder.

Dansk Folkepartis sensommer

Ved indgangen til sommeren stod partiet i meningsmålingerne til at blive mere end halveret ved et kommende folketingsvalg.

I august idømmes partiets næstformand og stemmesluger, Morten Messerschmidt, så et halvt års betinget fængselstraf for dokumentfalsk og svindel med EU-midler. Det var ellers ham, mange i partiet havde håbet på kunne afløse den farveløse Thulesen Dahl som formand og skaffe fornyet fremgang.

Derfor er der i september nogle af lokalformændene, som opfordrer partistifteren Pia Kjærsgaard til at stille op som formandskandidat for at få skuden vendt inden efterårets kommunalvalg. Kan vi ikke bare sige det sådan, at Pia Kjærsgaard formodentlig har toppet som politiker og ikke leverer skarpe onelinere med helt samme frekvens som tidligere? Men alligevel anses hun altså af flere som det bedste bud på en redningskvinde.

Kjærsgaard foretager så i den situation den værst tænkelige dobbeltmanøvre: Hun siger for det første nej til at overtage formandskasketten inden valget, for det vil være illoyalt og skabe uro, siger hun, men antyder samtidig, at hun måske gerne vil efter valget. Sådan får hun både svækket Thulesen Dahl yderligere og lader ham alligevel vakle gennem kommunal- og regionsvalgene som en 'dead man walking'.

Hvad så ude i kommunerne? Jo, i Nykøbing-Falster er et 19-årigt medlem af partiets ungdomsafdeling blevet idømt 14 års fængsel for at stikke sin sexpartner ihjel med en køkkenkniv og forsøge at brænde liget af inde i hendes stuelejlighed i et bygningskompleks, hvor eksempelvis også beboerne på første sal var hjemme. Den dræbte 18-årige kvinde var ifølge den dømte blevet bange for, at han under deres kvælningssex ville gøre hende fortræd, hvilket han herefter valgte at gøre, mens han angiveligt forsøgte at overbevise hende om det modsatte. Den dømte var i gerningsøjeblikket påvirket af extacy, kokain og hash. En af Dansk Folkepartis Ungdom-Falsters mærkesager i de senere år har i øvrigt været deres stærke modstand mod knivloven, som de vil have afskaffet, fordi de ikke mener, at knive er farligere end alt muligt andet værktøj.

Dommen kunne man læse om for to dage siden.

Dagens historie i Ekstra Bladet handler om John Rosenhøj, Dansk Folkepartis borgmesterkandidat i Odder Kommune, hvor han også er næstformand for sundhedsudvalget. Ekstra Bladet har talt med en kvinde, som fortæller, at Rosenhøj i en årrække har solgt hende som slavetøs. Rosenhøj har ifølge kvinden drevet en omfattende bordelvirksomhed, hvor kvinderne er blevet solgt til ekstremsex, hvor de eksempelvis skulle smøres ind i afføring eller bindes og udsættes for brutal mishandling. Rosenhøj har angiveligt samtidig optaget og solgt pornofilm med de samme typer af sex. Nu har han pludselig trukket sig som borgmesterkandidat, men ikke fordi Ekstra Bladet anklager ham for at være luderkarl, siger han. Han nægter, at Ekstra Bladets historie har noget på sig, og han er stadig næstformand for sundhedsudvalget i Odder Kommune.

Orange toppe

Så kommer der pludselig tre kvinder ind i Lidl lige efter hinanden, alle med orange top og sort nederdel. Det er ikke en kombination, man ser hver dag, men her kommer der altså tre lige efter hinanden, og de kender ikke hinanden, de taler ikke sammen.

En ser arabisk ud, en ligner en spanier, og den sidste er lys og taler hollandsk i mobilen. De tre orange toppe er forskellige, og det er de tre nederdele også. Det er ikke en uniform, men noget er under opsejling; jeg kan mærke det! Det er et tegn.

Allende, 11. september og Bidens nye verdensorden

I dag er det 48 år siden, at Chiles demokratisk valgte, socialistiske præsident, Salvador Allende døde i præsidentpaladset i forbindelse med et højreorienteret militærkup ledet af general Augusto Pinochet.

En udvidelse af demokratiet

Salvador Allende var kommet til magten i 1970 i spidsen for venstrefløjsalliancen Unidad Popular, og hans regering gik målrettet til værks med at gennemføre en demokratisk og socialistisk revolution i landet.

Den demokratiske revolution bestod blandt andet i, at der blev etableret råd af landarbejdere og småbønder, som skulle tage stilling til, hvordan de nye jordreformer, som regeringen ville indføre, skulle fungere. Landejendomme på over 200 hektarer (cirka 40 % af den chilenske landbrugsjord) blev eksproprieret, og ejendomsretten til jorden blev mere ligeligt fordelt på landbefolkningen.

Der blev eksempelvis også oprettet lokalt valgte sundhedsråd, som fik myndighed til at holde kontrol med kommunernes sundhedsbudgetter.

Valgretsalderen blev sat ned til 18 år, og også de mange analfabeter fik lov at stemme, samtidig med at analfabetismen blev nedbragt gennem et omfattende statslig indsats. Regeringen opfordrede befolkningen til at deltage aktivt i den politiske debat om landets fremtid med demonstrationer og politiske stormøder.

En kulturel revolution

Regeringen sponsorerede også store musikfestivaller, blandt andet med den oprindelige befolknings musik, som ellers havde haft trange kår i et land, hvor den økonomiske og politiske elite traditionelt var europæisk/nordamerikansk orienteret. Bøger blev trykt som aldrig før, og nye biblioteker blev etableret. Fagforeningerne deltog i arbejdet med at få litteraturen ud til arbejderbefolkningen.

En socialistisk økonomi

Samtidig blev eksempelvis kobberminer og banker nationaliseret som led i den socialistiske revolution.

En ny stærk kvindebevægelse voksede frem – eller fik nu pludselig mulighed for at fungere åbenlyst. Den fik blandt andet presset en fordobling af forældreorlovens længde igennem, fra 6 til 12 uger, og der blev oprettet vuggestuer og børnehave og offentlige vaskehuse. Og alle gravide kvinder kunne nu få gratis mad.

En socialstat under opbygning

Og så påbegyndte regeringen opbygningen af en socialstat. Der blev etableret en statslig sundhedssektor med nye sundhedsklinikker og hospitaler i de fattigste kvarterer med gratis adgang for alle. Der blev iværksat en gigantisk alfabetiseringskampagne for både børn og voksne, og den fattige befolkning fik gratis adgang til skole og videregående uddannelse, samtidig med, at de fattigste fik forøget socialhjælp. Der blev fastsat en lovbestemt minimumsløn, de underernærede børn fik gratis mælk, og i de fattigste kvarterer blev der uddelt gratis mad. Der var også gratis skolemad, og mange arbejdsløse blev tilbudt arbejde i de nationaliserede virksomheder og i den nye offentlige social- og sundhedssektor. Arbejdsløshedsunderstøttelsen og alderspensionen blev forbedret.

Økonomisk omfordeling

Der blev gennemført en skattereform, som lettede skattebyrden for de laveste indkomster. Det førte til en voldsom økonomisk omfordeling fra de rigeste til de fattige.

Det førte også til en betragtelig inflation. Og samtid faldt landets eksportindtægter, fordi kobberpriserne på det internationale på netop det tidspunkt marked faldt drastisk.

Hovedstaden Santiagos metrosystem var under udbygning, men den nye, røde regering ændrede udvidelsesplanerne, så især byens fattigste kvarterer kom til at nyde gavn af dem.

Vi taler her om initiativer, som blev iværksat og gennemført i et fattigt, kriseramt land inden for mindre end tre år.

Nixon sætter CIA i sving, landet destabiliseres

I USA var I'm not a crook-Nixon præsident, og han og Allende anerkendte officielt hinandens legitime ret til at lede det land, de hver især var valgt til at lede, men Nixon mente det ikke. Han satte nemlig sin militære efterretningstjeneste CIA i sving med at destabilisere Chiles økonomi, infrastruktur og militær. CIA arrangerede og financierede blandt andet falske minearbejderstrejker og lastbilchaufførsstrejker, der lammede landet og skabte en politisk uro, som CIA også var direkte involveret i at organisere med effektive sabotage af Unidad Popular og systematisk udbredelse af misinformation i landet, hvilket førte til hamstring og panik. Landet blev kastet ud i en økonomisk krise med hyperinflation og tiltagende fødevaremangel. USA brugte samtidig sin indflydelse i Den Internationale Valutafond til at forhindre den i at hjælpe Chile gennem den akutte økonomiske krise, som USA selv havde være aktivt medvirkende til at skabe.

Regeringen destabiliseres

Chiles regering mistede gradvis kontrollen med både landets militær og politikorps, hvor CIA sammen med den antidemokratiske del af den chilenske højrefløj vandt indflydelse. CIA støttede aktivt de kræfter inden for det chilenske militær, der kidnappede og myrdede general René Schneider, som var øverstbefalende for Chiles væbnede styrker og mente, at militæret ikke skulle blande sig i landets politiske ledelse.

Et parlamentsvalg i begyndelsen af 1973 svækkede Allendes og venstrefløjsalliancens flertal, og i sensommeren, hvor landet var lammet af økonomisk kaos og ophidsede politiske kampe på gadeniveau, opfordrede et nyt flertal i parlamentet militæret til at træde ind for at genindføre ro og orden. Forud for denne beslutning havde Chiles højesteret afgjort, at Allendes regering ikke levede op til sit konstitutionelle ansvar for at etablere ro og orden i gaderne. Regeringen havde ikke længere kontrol over eller tillid til politiet, der ligesom militæret var illoyalt og infiltreret af CIA og antidemokratiske kræfter. Så regeringen havde afstået fra at sætte politiet ind, når der var uro i gaderne, hvilket reelt havde ført til et sammenbrud i landets retssystem.

Kuppet

I denne anspændte militære situation deltog USA i en 'flådeøvelse' i farvandet uden for Valpariso, hvor det chilenske parlament ligger. Om bord på krigsskibene var flere af de CIA-agenter, som havde arbejdet på at destabilisere Chile og infiltrere det chilenske militær.

Nixons hemmelige mission var lykkedes. Allendes magt var nedbrudt, og den 11. september 1973 tog militæret, ledet af general Augusto Pinochet, magten ved et militærkup og bombede præsidentpaladset, hvor Allende havde søgt tilflugt.

Selvmordet

I årtier efter militærkuppet har det været ivrigt diskuteret, om Allende begik selvmord i præsidentpaladset eller blev henrettet af CIA. Typisk har venstrefløjen hævdet, at han blev myrdet (som en slags socialistisk helt og martyr), mens højrefløjen har sagt, at han tog sit eget liv (vel for delvis at frikende CIA og afmontere Allende som den stolte helt). For ti år siden blev hans jordiske rester gravet op og undersøgt af retsmedicinere, som konkluderede, at Allende skød sig selv med en AK-47-maskinpistol.

Det er en temmelig ligegyldig diskussion, synes jeg. Det vigtige er ikke, om Allende var en modig helt, som kæmpede til det sidste. Det vigtige er politikken. Heltefigurer er Hollywood-glimmer.

Hvad ville USA?

Det vigtige er at huske, hvilken rolle den konservative amerikanske administration under Richard Nixons og Henry Kissingers ledelse spillede i den nederdrægtige nedbrydelse af det demokratiske socialistiske eksperiment i Chile. Men også den rolle CIA spillede i opretholdelsen af det mangeårige nyliberalistiske militærdiktatur under general Pinochets ledelse, som fulgte efter kuppet.

På samme måde er det vigtigt at huske, hvilken rolle Ronald Reagans USA, igen med CIA som våben, senere spillede i den meget tilsvarende, men endnu mere blodige, nedbrydelse af det demokratisk socialistiske eksperiment i Nicaragua i 1980'erne.

Og dusinvis af andre steder i verden. USA's skiftende regeringer har uden tøven spillet rollen som den brutale overdommer, der skulle afgøre, hvilket styre og hvilken politik, der skulle herske verden over, uden smålig skelen til, om regeringen var demokratisk valgt eller ej.

Adgang til markedet - eller til billig olie

USA har som oftest legitimeret sine aktioner ved at give den som den frie verdens forsvarere, eller ligefrem demokratiets forsvarere. Det har de imidlertid kun været, når den rolle har kunnet forenes med deres virkelige mål, nemlig at få adgange til og kontrol over markedet, få adgang til billig olie og sikre deres militære dominans i strategisk vigtige regioner. USA har altid været særligt aggressive over for nabolande, som ville indføre socialistisk inspirerede økonomiske politikker, der kunne true USA's adgang til markedet. Deres kampe for at afsætte socialistisk ledede regeringer i Latinamerika og indsætte militærdiktaturer, som førte nyliberalistisk økonomisk politik, har aldrig været en kamp for frihed og demokrati, men i praksis altid det modsatte.

Og det har afsættelsen af Saddam Husseins regime i Irak og Muammar Gaddafis i Libyen heller ikke. Overhovedet ikke. Det handlede om adgangen til billig olie. Hussein og Gaddafis regimer var hverken værre eller bedre en dusinvis af andre diktaturer rundt om i verden, som USA ikke har interesseret sig for, fordi de ikke havde nogen væsentlig strategisk eller økonomisk betydning. Og det er da stærkt tvivlsomt, om befolkningen i Irak har fået noget godt ud af USA's indblanding. Befolkningen i Libyen har i hvert fald ikke. Det har heller aldrig været målet med aktionen.

En ny verdensorden?

For nylig udtalte USA's præsident Joe Biden, at "Denne beslutning om at trække soldaterne ud af Afghanistan, handler ikke kun om Afghanistan. Det er en beslutning om at afslutte en æra med omfattende militære aktioner, der har til formål at omdanne andre lande."

Præcis hvad Biden mener med denne historiske erklæring, er vel stadig lidt uklart, men det må vel i det mindste betyde, at USA under hans ledelse ikke ville rykke militært ind i lande som Afghanistan, Irak eller Libyen for at afsætte eller myrde statsledelsen og indsætte en ny og indføre en ny politik i landet. At det er slut med den slags aktioner. Det er i sig selv opsigtvækkende, for i Irak lykkedes missionen faktisk set fra et amerikansk synspunkt: De FIK faktisk adgang til Iraks olie.

Det er klart, at USA kan have mange pragmatiske grunde til at afstå fra lignende aktioner i fremtiden. De er for det første afsindigt dyre, særligt naturligvis de uafsluttelige, som dem i Vietnam og Afghanistan. De er også upopulære i den amerikanske befolkning og gør livet besværligt for den til enhver tid siddende amerikanske præsident – og upopulære i store dele af verdensoffentligheden, hvor USA på den måde skaffer sig mange farlige fjender, fx dem der styrede to passagerfly ind i World Trade Center præcis 38 år efter det CIA-koordinerede militærkup i Chile.

Men gælder det mon også de hemmelige CIA-aktioner eksempelvis i latinamerikanske lande med demokratisk valgte regeringer, der fører en socialistisk orienteret økonomisk politik?

Og har Biden overhovedet opbakning til sin historiske udtalelse? Han har det naturligvis ikke hos republikanerne eller hos CIA, men har han det i sit eget parti?

God 11. september til alle!

Den helgenkårede korsridder

Inger Støjberg har vundet rigsretssagen, allerede inden den er kommet i gang. Hun har i suveræn stil vundet slaget om retten til at udlægge sagens indhold. Så suveræn, faktisk, at hun helt uden det mindste tegn på skam har kunnet gøre en forretning ud af sælge sin egen fremadskridende fortælling om sagens forløb til befolkningen. Hun fremstår som den uretfærdigt anklagede heltinde, den forfulgte uskyldighed, som heroisk kæmpede for det gode og nu for skams skyld skal lide for det.

Sådan fremstår hun i høj grad, fordi Socialdemokratiet har besluttet, at det skulle være sådan. Socialdemokratiet fik indskrevet i bemærkningerne, at Folketinget støtter Støjbergs politiske motiver for at administrere, som hun gjorde. Socialdemokraterne synger således højt og tydeligt med på Støjbergs falske vise om, at hun kæmpede for at frelse 'barnebrudene'. Og så er der jo kun teknikaliteter tilbage i den sag.

Rigsretten skal nemlig heller ikke tage stilling til, hvorvidt Støjberg har løjet for Folketinget (hvilket jo er ulovlig og i samrådene ret grundigt er godtgjort, at hun de facto har). At Støjbergs ulovlige automatiske adskillelse af de unge ægtepar ikke har frelst så meget som en eneste 'barnebrud' (de kunne, hvis myndighederne skønnede det hensigtsmæssigt eller kvinderne selv bad om det, under alle omstændigheder være blevet adskilt efter den individuelle sagsbehandling, som de ulovligt blev nægtet), men til gengæld har gjort livet til et helvede for mennesker, som i forvejen var hårdt pressede, er på forunderlig vis forsvundet ud af sagen. Støjbjerg gjorde nemlig ifølge socialdemokraterne politisk det rigtige, omend muligvis på en lidt forkert måde. Derfor kan Rigsretten næppe gøre andet end at give den helgenkårede korsridder en lille påtale, som blot yderligere vil styrke den eventyrlige fortælling om hendes ædle martyrium.