mandag den 26. maj 2014

Betontrappen brøler - klip fra Celeste

Jeg vågnede tidligt. Lyset var netop brudt igennem, det røde skær hang i disen. Der var dug på bregnens blade. Bregnen stod på altanen, på den anden side af ruden.
Nej, jeg vågnede sent. Nu kunne jeg mærke det. Jeg var for sent på den. Jeg burde være på vej til arbejde allerede, den fornemmelse fik jeg. Det var fandens med det vækkeur. Jeg rejste mig halvt op i sengen og kiggede efter vækkeuret på natbordet for at se, hvor megen tid jeg havde mistet, hvad klokken var. Jeg ville vide, om jeg endnu kunne nå det.
Men så var uret væk. Måske var det faldet på gulvet. Jeg havde raget det ned i søvne. Jeg havde prøvet at slukke for det, og så var det endt på gulvet, tænkte jeg. Bare jeg ikke havde slået det i stykker. Det plejede at ringe mere end den ene gang, gjorde det ikke? Jeg havde smadret uret. Sådan måtte det være. Endnu var jeg fortumlet efter søvnen, efter min voldsomme drøm. Jeg var forpustet, som om jeg havde løbet. Det var, som om jeg havde drukket tæt og løbet. Jeg var ør af den drøm. Jeg husker aldrig mine drømme.
Hvem var det, jeg talte til, hvis ikke mig selv? Det var mig selv, det måtte det være, der var ikke andre, kun mig, kun denne ene krop, der for størstedelen syntes at lystre mine tanker og impulser. De tanker og impulser, som indlejrer sig i den række af ideer, som talte her. Det var mig, hvem skulle det ellers være?
Nu måtte jeg se at komme af sted. Hvad var klokken? Årh, for helvede!
Med bugen spændt ud over lagenet krængede jeg brystet over sengekanten, men uret var ikke på gulvet, heller ikke under sengen. Nu blev jeg urolig. For fanden da! Jeg burde være der allerede.
Det slog mig, at jeg måske ikke brugte vækkeur. Hvordan skulle uret kunne forsvinde, og hvorfor kunne jeg ikke huske, om det plejede at stå på natbordet eller gulvet? Jeg håbede, det var gulvet. Det var det rationelle, derfra kunne det ikke falde. Jeg ville gerne være rationel.
Så havde jeg en vilje.
Nej, jeg var sådan en, der ikke brugte vækkeur. Nej, naturligvis. Så hysterisk havde jeg aldrig været. Jeg havde den ro i mig, at jeg vågnede, når jeg skulle vågne, og skulle jeg komme et kvarter for sent, ville det ikke stresse mig det mindste. Ingen ville sige noget til det. For en mand i min stilling betød det ingenting.
Jeg faldt til ro. Min vejrtrækning var normal. Ikke? Jeg kunne lugte det friskbagte brød fra bageren ved siden af. Lad mig være mere præcis: Jeg lugtede morgenbrød. Jeg foretrak at være præcis og ikke udtale mig om mere, end hvad jeg med sikkerhed kunne gøre rede for. Var det ikke sådan?
Måske skulle jeg skaffe noget morgenmad.
Nej, hvem skulle stille mig til ansvar for femten minutter? Min chef vidste, at mit arbejde var mere værd, end hvad der kunne måles i minutter. Chefen gav mig den plads, som en mand af mit format havde behov for.
Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde set min chef. Om jeg nogensinde havde set ham.
Det var den drøm, der forvirrede mig. Jeg ville gerne huske drømmen og huskede så alligevel en flig, et ombøjet hjørne at et billede. Jeg tvang mere frem, rettede billedet ud. Det var sort og violet. En skinger lyd. Pludselig vidste jeg, at jeg havde slået en mand ihjel. Så var det væk igen. Så voldsom en drøm havde jeg aldrig haft. Det var ikke en drøm.
Naturligvis havde jeg ingen chef. Var han død?
Jeg havde min egen virksomhed. Det var derfor, jeg ikke behøvede noget vækkeur. Jeg skulle bare være ved telefonen klokken ti. Eller åbnede butikken klokken ni? Værkstedet? Jeg smilede. Der var maling ved neglebåndene, mine kraftige hænder kunne myrde og fordrev ikke dagen i nogen butik. Nej, jeg skulle være hos mester klokken ti. Måske var klokken elleve.
Nu var solen helt fremme på himmelen. Duggen hvilede stadig på bregnens blade, men horisontens dis var borte. Jeg svedte. Det blev tidligt lyst på denne årstid. På denne årstid?
Jeg rejste mig fra sengen og fandt kalenderen på væggen. Det kunne ikke passe, at jeg ikke vidste, hvilken dag det var. Hvilken årstid. Kalenderen viste andet halvår af 1973. Det kunne være juli, men også december, fortalte kalenderen. På spansk. Men en solsort sang dog udenfor.
Hvorfor var min kalender spansk, når jeg var dansker? Jeg tænkte på dansk. Dette var dansk? Jeg var dansker. Jeg havde et dansk navn, Jensen. Jensen eller Nielsen. Jeg hed Larsen, så var jeg for helvede da dansker.
Jeg var en dansk håndværker, som bandede.
Jeg harkede tjære op. Tjære, for fanden da! Jeg var vejarbejder, jeg kørte asfalt ud.
Tændstikkerne lå på køleskabet.
Skuldrene sank ned. Jeg tabte hovedet på brystet, mine muskler mistede spænding. Sådan måtte det se ud, men hvem skulle have set mig? Lydene forsvandt i en hvirvelvind, som slugte den fjerne brummen af biler og en cisterne, som ikke var i orden. Hvirvlen opløste sig, den fes ud. Det kildrede lidt i mine underarme. Så forsvandt det ud gennem fingerspidserne.
Jeg sad på gulvet. Der duftede ikke længere af morgenbrød fra opgangen. Fra døren. Jeg rejste mig, men gik i stå to meter fra den. Hvordan kunne jeg blive bange for en dør?
Nu ville jeg åbne døren for at kigge på navneskiltet, men turde ikke, fordi jeg ikke vidste, hvad der var derude, men pludselig vidste, at mit navn ikke stod på skiltet. Jeg frygtede at finde ud af, at jeg ikke havde noget hjem, at jeg ikke havde noget navn.
Jeg børstede sand af fodsålerne, der var intet sand, og jeg tog strømper på og tænkte på mine gulve derhjemme, på bunden i mit telt. Sand? Var jeg alligevel araber?
Jeg kunne ikke huske, om jeg havde en bror eller en søster.
Og dog var jeg en mand. Hvis jeg forstod ordet rigtigt, var jeg mand, omend jeg ikke vidste, hvor meget det betød for mig, men noget betød det. Jeg havde taget bukser på.
Det var en dør. En åbning var det i hvert fald.
Jeg frygtede, at min stemme ville forsvinde, hvis jeg åbnede og slap andre lyde ind.

Men så åbnede jeg. Lyskilens spring i støvet, betontrappens brøl, åh, det døde lys!

søndag den 25. maj 2014

Men intet er blåt her - klip fra Celeste

Celeste er med til fødslen. Nieves har bedt hende være der, hendes mor er død.
En ung søster rækker hende en kittel.
– Nej, der kan du ikke sidde.
Hun kan høre to søstre tale om sig. Den ældste vil have hende ud, men hun bliver.
– Hold mig for panden, siger Nieves.
Jordemoderen hjælper hende med at trække vejret rigtigt. Så skal hun presse.
– Hold mig for panden!
Nieves er helt kold på panden, men sveden pibler ud.
– Min pande, for helvede!
Nieves er bleg.
– Du skal ikke kigge nu, siger den unge søster til Celeste.
To timer efter den første presseve er hovedet ude. Det tynde, fedtede hår er sort, han åbner munden som for at sige tak. Det går lettere, end Celeste havde forestillet sig, Nieves er så stærk og klar. Det bliver først dramatisk, da jordemoderen taber efterbyrden på gulvet, men barnet er ude, det er en dreng, og så åbner han øjnene, de er stålblå, så fortabte, men de er altid blå i begyndelsen, siger jorde- moderen. Nieves græder, men er glad, navlestrengen bliver klippet, han bliver viklet i et klæde, mælken er løbet til, og hun ammer.
Så skal barnet måles og vejes.
– Skal jeg vaske ham lidt først? siger den ældste søster. Jordemoderen ryster på hovedet. Der lugter af klor.
– Hvor er her blåt, siger Celeste.
– Men intet er blåt her, siger Nieves.
– Alt er hvidt.
– Det er luften, at lyset er så koldt, det blanke metal, siger Celeste uden at ramme præcis, hvad hun mener.
– Men intet er blåt, gentager Nieves.
Søsteren er kun ude i ti minutter, så kommer hun alene tilbage.
– Pludselig ville lungerne ikke mere, siger hun.


Hun er helt rolig, mens hun fortæller Nieves om døden.
Nieves vil ikke forstå det. Søsteren må sige det til hende fem gange. Celeste kan se, at jordemoderen er irriteret på Nieves, at hun er færdig og har lyst til at gå.
Nieves vil se drengen, hun prøver at rejse sig, men søstrene holder hende nede.
– Han er allerede kørt til forbrændingen, siger søsteren, som vejede drengen.
På hospitalet er de enige om, at det er bedst sådan. Det er fast praksis nu. Det er bedst for hende, at hun ikke ser barneliget, ikke knytter sig til det billede. De opfører ham som dødfødt, så skal han ikke døbes.
– Det er bedre, at han ikke har et navn, siger jordemoderen. – Man glemmer aldrig navnet.
– Du har ikke holdt ham varm! skriger Nieves. – Du har frosset ham ihjel!
De lægger remme på hende.
– Men han skreg jo, som han skulle?
– Så-så.
– Jeg har ... hvad skal jeg gøre med mælken, det ...
Nieves er allerede døset hen af den sprøjte, hun har fået, søstrene er snart færdige med at rydde op.


Det er, som om de har glemt Celeste. De vasker gulv rundt om hende, flytter hende, så de kan vaske under hendes fødder, men ser hende ikke.
Hun kan ikke forlige sig med det. Drengen er ikke dødfødt, han har ligget på sin moders bryst, varm og livlig, han har diet, Celeste vil ikke have det. Drengen hedder allerede Jacob. Nieves besluttede det samme morgen under træningen. De kan ikke nægte hende at se ham, at kalde ham ved navn.
– Hvordan kunne det ske så pludseligt? spørger Celeste, inden jordemoderen er ude ad døren.
Hun siger:
– Det sker desværre ret ofte i disse dage.
Hun giver den dårlige ernæring skylden, men Nieves har ikke manglet noget, fortæller Celeste. Så foreslår jordemoderen, at det kan være den nye virus, alle taler om.
– Den er båret hertil fra Rusland.
Så henter Celeste Don Pedro og El Lince, som har ventet på gangen. Det er hende, der fortæller Don Pedro, at hans barnebarn er dødt.
Nieves er bedøvet. Jordemoderen anbefaler, at hun bliver på hospitalet i det mindste til dagen efter, men Don Pedro vil have hende med hjem, og så kører de hendes seng ud til droschen.
Uden for hospitalet ser Celeste et ungt ægtepar bære et spædbarn væk i en bylt. Den nybagte mor har dækket sit hår, men Celeste kan se hendes rådvilde smil.
Celeste kigger på El Lince.
Han ryster på hovedet.
– Det kan du ikke vide, siger hun.
Hun løber dem i møde med åben favn.
– Tillykke! Hvor er det dejligt at se jer! siger hun.
– Undskyld, jeg tror ikke ... siger manden.
– Åh, hvad skal hun hedde? spørger Celeste.
– Det er en dreng, siger kvinden genert og lykkelig.
Barnet dufter af mælk, kvinden af parfume.
Manden trækker i hende, hun kigger forvirret på ham.
– Undskyld, siger Celeste, – jeg kunne ikke se det for klædet.
– Lad os se, om han er lige så flot som sin far, siger hun og vrider klædet væk fra ansigtet.


Håret er tyndt og sort, øjnene er blå, men hun er ikke sikker, så længe har hun ikke set Nieves' barn.


– Sikke de har svøbt ham, siger Celeste. – Der var ellers så varmt i den røde barselsstue.
Kvinden kigger på sin mand, hun griber sit krucifiks med den venstre hånd.
Hans øjne er så åbne, at man kan se de røde årer i kanterne, men hans læber er hvide. Han ryster på hovedet.
– Så varmt var der vel heller ikke, siger kvinden til sidst.
Celeste griber barnet fra den usikre kvinde og løber over til den ventende vogn.
– Kør, råber hun til kusken, men El Lince giver kontraordre. Drengen dufter af mælk.
– Kører vi eller hvad? spørger kusken Don Pedro.
– Hvad får dig til at tro, at dette er Nieves' barn? spørger Don Pedro.
– Hun er blevet vanvittig, siger El Lince.
– Vent, råber Don Pedro til kusken.
– Aflever det barn med det samme! siger El Lince.
Nu skriger barnet, og Celeste vil ikke. Hun var ikke sikker før, men ophidselsen får hende til at insistere. El Lince må flå det skrøbelige væsen ud af hendes favn.
– Pas på hovedet! råber den unge kvinde.
Celeste græder af vrede.
 Hun bliver i vognen, mens El Lince undskylder og Don Pedro tilbyder kompensation.
– Men du ved, det er løgn, siger Celeste.
Det er to dage efter fødslen, og Celeste har ikke trænet siden. Hendes blødninger er ikke kommet igen. Hun er rasende, og kroppen kan ikke komme af med det.
– Vi har tabt krigen, siger El Lince. – Vi kan ikke leve, som om vi havde vundet.
– Hvordan kan du affinde dig med, at din vens datter får stjålet sit barn? siger hun.
– Det er ikke retfærdigt, men virkeligt, siger han. 

fredag den 23. maj 2014

Ordene drukner i kartoffelbræk - klip fra Celeste

Det er her, de vanvittige går hen for at skrige, her de onde drømme trækker væske ud af porerne på de vågne. "Hundene æder ham!", skriger en radmager kvinde, som tror, hun stadig er gravid. Hun skærmer sin indsunkne mave med et gavlbræt fra en fiskekasse. Hendes mand blev sprættet op med en bajonet og ædt levende af torvets hunde. Nu tror hun, at hundene vil æde fostret i hendes bug. Alligevel kommer hun her for at dele ud af mandens anisbrændevin.
Ratita kan ikke sidde for det bly, gendarmerne har givet ham i røven. Nu ligger han i mudderet og kaster sig fra side til side for at tælle fluerne i sit hår. Det hænger som klatter om nakken.
De andre tiggere samler bylterne og går i ly under pakhusets halvtag. To slås om den skorpe, som den ene har tabt. "Den har ligget der hele tiden", råber den anden og leder efter sympati i kollegernes øjne. Men ingen orker at deltage. Også fire hunde galper op. Enrique ved den lille obelisk i torvets midte har ingen ben og kun halvanden arm tilbage. Alligevel tager han imod den tynde kvindes anis. En maurer sætter ham på stenen som en buste. Det er den spøg, de har. Han græder gennem tænderne og pisser stille i de løse klude, som skal dække underkroppen. Før krigen har han optrådt med at nikke buler i jernplader. Han var kendt på alle markedspladser i Sevilla. Det har hun hørt fra Don Pedro. Når han har tømt endnu en anisdunk, begynder han at spænde nakken. Han kaster panden frem mod indbildt jern, til han styrter ned og skraber mere hud af det ødelagte ansigt. Så vil han hentes af sin far, han råber med en vandig rallen fra sin korte strube, men han har ingen far. Kvinden med anisbrændevinen falder sammen som i kramper og skriger igen op om hundene. Hun fægter for sig med det korte bræt. Og så kommer hundene.
Ratita farer pludselig løs på maureren og borer sine sorte fingre ind i hans øjne og bider ham i ansigtet, bider hul i kinden på ham og trækker til med nakken. Maureren skriger som en såret los, og tiggerne griber den rødhårede bøsse, tamper ham med sten og kæppe, til han ligger som en slimet bylt. De pisser på ham, sparker ham i skridtet med de bare fødder og går tilbage under halvtaget. Så kommer kragerne for at hakke, men han er ikke død.
Celeste har stået ubevægeligt under det plyndrede appelsintræ. Nu forsøger hun at sige noget til tiggerne, men ordene drukner i kartoffelbræk. Rotter piler over pladsen. De samler sig to meter fra hendes fødder, hvor de står parat til at fortære hendes klumpede opkast. Hun prøver igen at tale, men kan ikke få andet frem end dunkle hulk. Hun løber hen til Ratita, hjælper ham op og tilser de ophovne øjne. Hun sparker hunde væk og tager den magre kvindes læderdunk og hælder anisbrændevin på sine fingre. Så gnider hun den stærke væske i hans sår. Noget tungt og vådt træffer hende på den ene skulder, de råber efter hende, men hun vil ikke vende sig.
Og regnen stilner af. Tiggerne finder tilbage til de faste pladser. Nu lægger de sig på og ikke under bænkene. De ryster som herreløse hunde, før de stivner af giften.
En gammel tigger renser maurerens kind med anis. Flængen bløder ikke mere. Han bander, mens munden løber fuld af tårer og takker så den gamle. To kvinder taler lavmælt og griner.
Pludselig kommer en ung mand med nervøse øjne og stærke lemmer løbende og råber som i hvisken, at gendarmerne har ryddet pladsen bag en anden kirke og er på vej her hen.
– Jeg var den eneste, de ikke fik, fortæller han.
Ratita løfter Enrique ned fra stenen og bærer ham bort på maven som et indianerbarn.
– Hvem er de? råber en kvinde. – Hvem?
Celeste bliver stående, mens pladsen tømmes. Hun vil se dem. Der kommer ingen.

onsdag den 21. maj 2014

Pisplettede ruskindssko - klip fra Celeste

Den sorte jord var opløst af gårsdagens regn og skorpen hvid af dug, og min hårde stråle plaskede mudder op i hækken; det var en fornøjelse, og den var endnu ikke overstået, da jeg hørte en sko dreje rundt i fortovets løse grus på hjørnet tredive meter bag mig. Det kunne ikke undgå at gå ud over bukserne, men mest ærgrede det mig, at jeg havde taget ruskindsskoene på.
Det var en hundelufter. Nu ærgrede det mig mere, at jeg ikke blot havde tisset færdig, hundelufterne har intet at lade nogen høre, det ved de.
Så knipsede jeg en Prince ud af pakken og satte jeg mig tilbage på min klapstol på hjørnet, hvorfra jeg kunne se det meste af Kalkbrænderihavnen, og begyndte igen at måle proportionerne ud til det store fragtskib, som jeg ganske vist kun kunne se agterenden af. Jeg havde besluttet at holde billedet i orange, brunt til skygger og sort. Det var kunstige farver. Havnen ville aldrig henligge i det skær, som jeg på denne måde fik frem, og det var fremmed for mig at søge den vej i min kunst, men jeg var tvunget til at forsøge noget nyt. Det var som en famlen i mørke, og jeg vidste, at heller ikke sådan et forsøg på at opdatere tredivernes arbejderkunst med et fremmedgørende, orange lys ville imponere dig. Du tænkte, sådan opfattede jeg det på det tidspunkt, som en avantgardekunstner, progressiv, men ikke som marxist. Når jeg sådan anglede efter at gøre dig tilpas, var det ikke kun for igen at blive mand i dine øjne. Det var også, fordi jeg vidste, at det du nu kunne lide, i løbet af et år eller to ville fylde byens gallerier. Din fornemmelse for, hvad der var på vej, var enestående. Det er den stadig.
Som altid, når man går i gang med et arbejde, som man ved vil være mislykket, uanset hvor perfekt man udfører det, lavede jeg en sjusket præstation. Mine opmålinger var unøjagtige, skibet blev for lille i forhold til mændene på kajen. Også skyggerne kom til at ligge upræcist. Jeg råbte ad lærredet, hældte kaffe i undermunden og spyttede det ud over det halvfærdige maleri.
– Du har pisset på din sko, Rumle.
– Det er vand, sagde jeg og kiggede op.
Og det var Kaj, der stod over mig med sit minimale mundsmil. Han var femten sidst, jeg havde set ham, et år ældre end mig, og så ikke ud til at være vokset i de seksogtredive år, der var gået siden. Nu var selv jeg højere end Kaj, det skuffede mig.
– Rumle! Du tror da ikke, du kan snyde Kaj? Jeg kender alt til pis på ruskind.
Den latterlige sætning morede mig, men gjorde mig også trist. Jeg følte det, som havde Che vist sig at blive til en småborgerlig bureaukrat som halvtredsårig. Det værste var, at det var sandt. Kaj kendte alt til pis på ruskind. Nu arbejdede han som pelshandler, importerede fra Storbritannien, Polen og Finland. Ræve især, men også kalve- og oksehuder. Kaj havde også det helt rigtige produkt til at fjerne urinpletter med. Mit makværk af et billede kedede mig nok til, at jeg takkede ja til at gå med ham hjem for at få skoene renset. Han var flyttet ind i en lejlighed bare to gader derfra.
– Det er bare noget midlertidigt, sagde han, – noget gammelt slum, du ved. Mens vi kigger efter et hus på kysten. Man skal ikke bare tage det første.
Det enedes vi om.
Jeg fortalte, at også du og jeg kiggede efter hus, at jeg ikke kunne se, hvad jeg skulle tjene alle de penge for, når vi boede i en nedslidt treværelses på det ydre Østerbro, at jeg længtes efter noget mere bekvemt. Jeg ved stadig ikke, om det var sandt, om vi faktisk kiggede.
– Ja, her roder ad helvede til, sagde han, som om det var et kodet svar på min bekendelse. – Vi gider ikke pakke alle kasserne ud for det par måneder. Det ser ikke godt ud, men Dorthe gør, sagde han i et lysere toneleje og blinkede.
Han præsenterede mig for sin hustru, men afbrød sig selv.
– Nå ja, I kender jo hinanden, sagde han, som om seksogtredive år intet betød.
Og som om Dorthe kunne huske en tilfældig dreng fra skolen; en dreng, der som alle andre pubertetsdrenge i Rønnebæk glanede efter hende, når hun vovede sig ud i skolegården i det store frikvarter. Kaj kunne have fået en hvilken som helst pige og havde valgt hende, som vi alle brændte efter.
Dorthe K. gik en klasse under mig. Hun var ikke alene den kønneste pige i landsbyen, men også den tidligst udviklede, fysisk. Det var, som om hun skammede sig over sine store bryster, som om hun ikke brød sig om den type opmærksomhed, der fulgte med.
Det plagede hende ikke længere. Dorthe måtte være tæt på halvtreds, og brysterne var sunket sine ti centimeter, men hun lignede sig selv, hun så dejlig ud, hendes smil var det samme, blot så meget mere dvælende, at det blev tydeligt, at hun ikke længere var flov. Den dybe udskæring var mere kærlig og forlenet med et menneskeligt overskud end provokerende, forekom det mig.
– Nej, det gør jeg faktisk ikke, det må jeg indrømme, sagde hun og smilede undskyldende, da Kaj spurgte, om hun huskede mig fra skolen.
– Jeg var ikke så glad for frikvartererne dengang, jeg snakkede mest med dem fra min egen klasse.
– Og Kaj, sagde jeg med et smil, der ikke ville blive til noget.
– Nej, mig fik hun sgu først øje på efter realen, sagde Kaj.
– Da Kaj var flyttet til Tyskland, begyndte han at komme hjem til sin far på motorcykel.
– Jeg havde købt en Nimbus.
Her tænkte jeg på at spørge til hans grønne Moller, om han havde den endnu, om han ville sælge. Men noget kom i vejen. Det var tydeligt, at Dorthe fortrød, hvad hun havde sagt, at hun kunne mærke, hvordan det irriterede Kaj. Hun fyldte brystet med luft og fugtede læberne med tungen, men det var Kaj, der tog ordet.
– Ja, jeg ved sgu da godt, hvad du tænker, og at din far var med i BOPA og alt det, men der var gode penge at tjene dernede dengang, langt bedre end her.
– Du ...
– Det var pengene, Rumle, ikke en skid andet, det kan jeg godt sige dig. Den niende april var jeg for længst ude igen.
Her gearede han sig op i et hysterisk, optimistisk toneleje og lød, som om hans fortælling overraskede ham selv.
– Polen, du. Der kan de fandme finde ud af at lave penge. Det var der, jeg tog hen. Nogle rigtige krejlere, altså. De er værre end midtjyder. Det er jo noget forbandet noget med den kommunisme. Det kan måske være godt nok til russerne, dem er der alligevel ikke meget spark i, men polakkerne, du. De vil handle.
Han tilbød en filterfri. Det var som en udfordring, som om han ville vise, at han var en bedre ryger end mig. Han havde set mig ryge Prince på vejen.
– Hvordan gør du? spurgte jeg.
Så fortalte han historien om, hvordan man godt kunne bestikke en lokal bureaukrat ved en af de store, statslige pelsdyrfarme, hvis blot man kendte den rigtige vej ind, som han udtrykte det, og få en handel ud af det. Så skulle man bare have dollars eller D-mark med.
– For det meste foretrækker de D-mark, sagde han.
Mine ruskindssko havde han tilsyneladende glemt. I stedet spandt han en historie over den polsk-tyske forbindelse. Jeg husker den ikke længere.
Det overraskende var, at heller ikke Dorthe K. så ud til at få meget ud af historien. Umiddelbart havde hun ellers forekommet mig helt opslugt af sin mand. Måske har hun hørt den før, tænkte jeg, men der er også den mulighed, at hun ikke interesserer sig for pelsdyrhandel. Jeg tjekkede, hvad hun bar af dyreskind. Intet. Jo, et bælte i alligatorskind. I entreen havde jeg set et uordentligt lager af højhælet fodtøj, men ingen damejakker af skind. Jeg undskyldte mig og gik gennem entreen til toilettet, men kunne heller ikke ved nærmere eftersyn finde noget, der indikerede, at Dorthe fandt nogen særlig glæde ved Kajs forretninger.
– Skal jeg ikke stikke ned efter en håndfuld bajere? spurgte jeg, da jeg kom tilbage til stuen. Jeg troede, det var sådan, man gjorde hos Kaj.
Men det var det ikke. Kaj halede en dyr Remy Martin op af en flyttekasse og bad Dorthe om at finde tre cognacglas.
– Og tag krystallerne, ikke din mors billige!
En sentimental glæde bruste op i mig, da jeg så, at hun stadig stolede på det kokette trick med at skyde underlæben frem, lukke øjnene og blæse håret væk fra panden. At hun sådan gjorde sig umage, satte mig samtidig i en tilstand af maskulint overmod, som jeg ikke havde haft adgang til meget længe.
Jeg havde tiltroet Kaj evnen til at drikke voldsomt uden at gøre et stort nummer ud af det og uden at blive mærkbart påvirket, og han drak voldsomt.
– Som en odder, der kun vil spise min mor, når hun laver rødgrød om sommeren, fordi min hals er så sød og muggen, nåårh! Lille mis ... sagde han.
Så faldt han i søvn stående, lænet op ad en dørkarm. Han havde været ved at fortælle, hvordan han kom ind på det franske marked med en særlig bulgarsk mink, der bedst trivedes ved Sortehavet. Så gled han ned ad karmen og satte sig til at sove med overkroppen bukket frem over benene.
– Jeg troede ellers, jeg kendte alle varianterne af den historie, men den der var alligevel ny, sagde Dorthe og slukkede den Cecil, han havde hængende mellem venstre ring- og lillefinger.
– Han var min helt, da jeg var fjorten, sagde jeg.
– Nu kan jeg huske dig! sagde hun stolt. – Det var dig med kameraet, du gik klassen over mig, ikke?
Jeg løftede øjenbrynene og nikkede.
– Du tegnede også. Du var skide god til at tegne, det snakkede lærerne meget om. De ville sende dig på en anden skole, hvor der var mere af den slags, er det ikke rigtigt?
Jeg rødmede af stolthed.
– Det var jo ikke det mest sexede talent at rende rundt med, fortsatte Dorthe. – Vi havde nok lagt mere mærke til dig, hvis du havde spillet fodbold.
Jeg tændte en af Kajs filterfri og indvendte, at jeg havde været en mere end habil midtbanespiller i min tid, betydeligt bedre end Kaj.
– Men Kaj, altså, Kaj var bare sådan en, som alle piger sukker efter som teenager.
– Han er heldig.
– Jeg følte, at jeg var den heldige.
– Følte?
– Ingen kan holde den mand ud særligt længe.
– I har holdt sammen i en menneskealder, sagde jeg og fortrød, at det var lykkedes mig at minde Dorte om, hvor gamle vi var blevet.
– Jeg blev gravid, da jeg var seksten, sagde hun.
– I fik barnet, kan jeg regne ud.
– Vi fik fire, inden jeg var treogtyve. Det var sådan, han holdt på mig.
Dorthe slyngede cognac gennem halsen i næsten samme takt som Kaj, men holdt sig langt bedre. En times tid efter Kajs glansløse farvel til dagen rejste hun sig fra lænestolen for at tisse. Jeg havde håbet, hun ville sætte sig om til mig i sofaen, når hun kom tilbage. Det gjorde hun ikke. Tværtimod blev hun stående i dørkarmen over for sin sovende mand. Jeg skulle bare blive siddende, sagde hun.
– Ind imellem har jeg brug for at strække benene.
Nu tog jeg chancen og spurgte, hvordan hun havde haft det med at arbejde syd for grænsen i slutningen af trediverne.
Hun havde ikke selv arbejdet, sagde hun, men det havde ikke generet hende, at Kaj gjorde. Hun vidste ikke så meget om nazisterne på det tidspunkt.
– Ingen kendte dem rigtigt, før krigen begyndte.
Til gengæld havde hun ikke brudt sig om de forretninger, Kaj lavede med nazisterne i Polen, mens jøderne blev udryddet i Warszawa.
– Det var præcis det, der fik mig til at gå ind i BOPA, sagde jeg.
– Var det din far, der var modstandsmand?


Hun kunne huske, at hendes forældre havde talt om en af husmændene efter krigen.
– Af bønderne, rettede jeg, – vi havde en ... ja, det var min far.
Da jeg fik ham med, havde jeg allerede været aktiv i halvandet år. Man må følge sine løgne til dørs.
– Har du været med til at skyde stikkere? Eller til at sprænge noget i luften? spurgte hun stærkt oplivet.
– Rumle har sgu aldrig szzs nnn..., mumlede Kaj, væltede om på maven og sov videre.
– Har du?
– Vi har forpligtet hinanden til tavshed, sagde jeg. – De ting taler vi bare ikke om. Vi gjorde, hvad der var nødvendigt, og efter krigen har vi jo alle skullet videre med vores liv.
Dorthe satte en plade på og fandt en ny flaske.
– Har du noget mod whisky?
Det havde jeg ikke. Jeg havde heller ikke noget mod musikken.
Stan Getz' tenor blæste som en cyklon, der sugede os ind i et obskurt selskab, en fest i en fremmed by, hvor vi pludselig blev væk fra alt, vi kendte, og hvirvlet ind i en strøm af uforudsete tildragelser, der gav os kvalme og lokkede os til gøre ting, vi ikke havde troet, vi havde lyst til. Sådan spillede han, så mørkt og glat.
– Kom herover og få noget i glasset, sagde hun. Hun havde igen stillet sig i dørkarmen til entreen, der også fungerede som fordelingsgang. Jeg tog imod og blev stående et par meter derfra med ryggen lænet mod gavlen af en tom reol. Hun spurgte, om jeg nogensinde kom på den kunstefterskole.
– Nej, sagde jeg, som sandt var, – men nogle år senere kom jeg ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
– Kan du ikke lige vise mig dit billede igen? Det du malede, da Kaj kom forbi.
– Årh, sagde jeg. – Det er noget gevaldigt bras.
Det syntes Dorthe ikke. Især kaffepletternes effekt var hun begejstret for.
– Det er sådan nogle ideer, vi andre bare ikke ville komme på. Det er nok det, man kan kende en rigtig kunstner på, sagde hun og så faktisk ud, som om hun mente det.
Du havde advaret mig mod at tage imod sådanne foræringer, men jeg kunne ikke slippe den.
– Var jeg ikke blevet med barn så tidligt, havde jeg giftet mig med en kunstner, fortsatte hun. – En kunstner eller en musiker, en saxofonist.
Jeg gik et skridt frem mod hende.
– Men hvad mente du med, at det var noget bras? sagde hun hurtigt og standsede min bevægelse med en flad hånd i brystet.
Jeg trak vejret dybt og holdt en pause.
– Man kan vel sige, at jeg er i krise med mit kunstneriske projekt, sagde jeg.
Jeg fortalte, at jeg gerne ville male noget, som betød noget, at jeg gerne ville have været i Spanien under borgerkrigen. At jeg gerne havde hjulpet republikken med at fremvise den elendighed, som de rødes kamp var vokset ud af, eller rædslerne i fangelejrene. Krigens jordfarver havde været en udfordring for min pensel, som var vant til at arbejde med stærkt belyste scener med skarpe skygger, men en god udfordring. Og hvorfor skulle ikke også de støvede skyttegrave kunne bade sig i solens lys? Men hvordan skulle jeg omvendt kunne fange de tre tidsmodi i noget, der bevægede sig så hurtigt, konstant var i forandring? Jeg havde været for ung, også for ung til at se, at fotokunst var den praktiske løsning under så tumultarisk en begivenhed som en moderne borgerkrig. Det var det dilemma, der havde holdt mig tilbage, og for så vidt stadig holdt mig tilbage, sagde jeg.
Dorthe havde ikke hørt om nogen borgerkrig i Spanien.
–  Nej, sagde jeg stille. – Nej, det er også allerede så længe siden.
–  Har du ingen børn? spurte hun.
–  Ingen af mine egne, sagde jeg og drak til bunden af det dybe glas.
–  Har du adopteret?
–  Nejja, på en måde, sagde jeg. Jeg ville være hendes helt.
–  Altså, har du?
–  Jeg har taget mig af en pige, som ... Da jeg mødte hende, var hun seks år gammel og var blevet bortført.
– Kom, sagde Dorthe og rakte mig hånden.
Vi skrævede over Kaj og gik gennem entreen ind i soveværelset, hvor hun satte sig på sengen og trak mig med ned, sådan husker jeg det, jeg husker at blive trukket ned.
– Vi snakker meget bedre her, sagde hun og lagde en hånd på min pande, som dryppede af sved. – Du er helt kold.
– Jamen ...
– Du fortalte om en pige på seks år, som du ... som var ...
– Som var løbet hjemmefra, hun ...
– Du sagde, hun var blevet bortført.
– Altså, hun var først blevet bortført, og så ... nej, først var hun jo løbet hjemmefra, og så var der en stor bondedreng og hans lillebror, som havde samlet hende op og ...
– Det var da frygteligt! Havde de ... altså?
– Ja, du kan tro, de havde, begge to, det er helt sikkert.
– Tog du ikke flasken med ind?
Hun fandt den selv på gulvet.
Så fortalte jeg, hvordan jeg havde set hende stikke af fra sine kidnappere, da de var uopmærksomme et øjeblik på jernbanestationen i Næstved, at hun havde været så desperat for at komme væk, at hun sprang ud på sporet, hvor den ene sko sad fast under en svelle, nej, en skinne. At det var i sidste øjeblik, jeg nåede at flå hende fri og kaste hende op på modsatte perron, inden toget kom hamrende forbi.
– Forbi?
– Ja, det var en gennemkørende.
– Men hvad med dig selv, nåede du selv at komme op?
– Jeg havde nået det, hvis ikke min fod også havde sat sig under en svelle.
– En skinne.
– Ja, det var jo det, jeg sagde, en svinne.
Jeg prøvede at kysse Dorthe, men hun ville høre resten af historien først.
– Du sad selv fast!
Jeg anede ikke, hvad hun talte om og stirrede på hende med åben mund og halvt lukkede øjne.
– Du sad fast, gentog hun lidt efter.
– Ja, sagde jeg. – Jeg har altid hadet Pariserhjulet, jeg fatter ikke, hvorfor nogen vil så højt op, jeg var kun ...
– Pariserhjulet? Var det ikke et tog?
– Jo jo, toget til Paris.
Jeg fortalte, hvordan jeg mistede begge ben, men havde held til at redde den lille kat. Det var et følsomt øjeblik, jeg blev så rørt af min heltedåd, at tårerne brød igennem og ikke ville stoppe igen.
Dorthe trykkede mit hoved ned i sit skød og trøstede mig så godt, hun kunne.
– Vil du ikke komme til min begravelse? hulkede jeg.
Lægerne havde givet mig tre måneder, det havde spredt sig til leveren, fortalte jeg.

Nu ville de komme, tænkte jeg, slagne af sorg og skam. Ved min begravelse ville I alle sammen fortryde, I ville tale om, hvilket ubegribeligt offer, jeg havde gjort. Endelig ville du se, hvilket menneske jeg var.