tirsdag, maj 06, 2014

Bent er begyndt at skyde hunde - klip fra Celeste

Bent er begyndt at skyde hunde.
Karpáz gav ham riflen for at slippe af med gråspurvene, som byggede reder i tagskægget. De plukkede strå ud af mønningen for at have noget blødt at bygge med. Karpáz gav ham en tiøre for hver spurv. Spurvene er væk, men nu skyder Bent hundene. Når de skider på fortovet foran cafeteriet, plaffer han dem ned fra sit vindue på anden sal. På tyve alens afstand kan han mageligt dræbe en retriever med salonriflen. Han skyder dem i baghovedet, når de krummer sammen for at presse det sidste ud.
– Han er tyve år, siger Karpáz. – Hvad kan jeg stille op?
Men så let undslipper han ikke sit ansvar. Karpáz har allerede betalt de skadelidte hundeejere erstatning. Det klarede de uden rettens mellemkomst, men landbetjenten siger, at Bent kommer i arresten, hvis de får en anmeldelse mere.
Hun er den første, der kommer ind på Bents værelse siden Helenas begravelse. Faren har mistet interessen, og Bent har end ikke lukket Jacob ind. Jacob, som han forguder. Men da Celeste siger sit navn, løfter han krogen af.
Hun stiller sig ved vinduet og kigger ned på gaden.
– Men det er altså et frygteligt svineri! siger han bag hende. Bent slår stadig sig selv i hovedet, men efterhånden kun, som om han viftede den flue væk fra panden, som ingen andre kan se.
– Hvor mange har du nakket?
– Altså med spurve og katte og det hele?
– Nej, bare hunde.
Han lader røgen løbe ud gennem næseborene og fortæller, at han har skudt fire hunde fra vinduet. Så er der snedkerens mynde, som han ramte for yderligt på hovedskallen. Han kunne ikke lægge an i den rigtige vinkel til den, som den sad, men den blev trods alt aflivet hos dyrlægen.
– Stik mig riflen! siger hun.
Så venter de.
Alle i byen ved, at Bent skyder hundene, hvis de skider foran cafeteriet. Bageren har hængt en seddel op, men de ved også, at Bent ikke får flere chancer.
– Nu får vi se, hvem der vil ofre deres køter på at få dig af vejen.
Det er tirsdag eftermiddag, klokken er to, og hun ved, de kommer til at vente i en time. Hun har bedt chefen klare serveringen alene den eftermiddag. Sådan har hun arrangeret det for at få den tid sammen med Bent. Hun ved, at han ikke vil gå, at han ikke vil sende hende ud. Spændingen holder dem sammen.
Først nu lægger hun mærke til, hvor anderledes Bents kammer tager sig ud end Jacobs og chefens. Bent har den mest ordentlige skrivepult, hun har set, alt er symmetrisk placeret, og ikke et hjørne er bøjet på de papirer, som gemmer hans optegnelser og tegninger.
– Men altså mynden, den blev jeg ikke færdig med, undskylder han, da hun bladrer gennem tegningerne. – Den ville ikke ligge stille.
Der er også katte, to ræve og en gullig gase. Særligt gnaverne interesserer ham. Han har så næn en hånd.
– Altså spurvene, dem tegner jeg ikke. De er ens.
Hun roser ham for tegningerne. Det kan han ikke tage imod, han tegner dem jo bare, som de ser ud, føjer intet til, fremhæver intet. Det er ingen kunst, blot et håndelag.
– Sikket håndelag! siger hun.
– Men altså Jacob, han er kunstner, siger Bent. – Som mor.
– Du er kunstneren af jer to, siger hun.
– Men mor?
Hun siger, at hun aldrig har set Helenas malerier. Det er ikke sandt, men hvad skal hun sige om de billeder? Hun har ikke lært at tale om kunst.
Bent har placeret sit tøj i to sirligt sammenlagte bunker på bænken, en med beskidt tøj og en lidt større med rent.
– Vasker du selv? spørger hun.
Det gør han. Det har siden Helenas død været hans faste tjans at vaske for dem alle tre.
Hun gør sig umage for at lægge tegningerne tilbage præcis, som de lå. Hun smiler spørgende til ham. Så retter han en anelse på bunken og smiler tilbage. Hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har set ham smile.
Bageren kommer forbi med sit gadekryds.
– Nu! siger Bent og skubber vinduet op. Hængslerne er smurt, det knirker ikke.
Men hunden sætter sig ikke. Det er for råt at skide uden ly for regn og kastevinde. Bent foreslår, at de skyder den alligevel. Hun ved, hvad han føler for bageren. Men hun trækker riflen ind, slår et smæld med tungen og vinker smilende til bageren, da han kigger op. Han flår i remmen og får hunden med sig.
Det er overstået.
– Der kommer andre, siger hun.
Så bliver hun tørstig, og Bent går i serveringsstuen efter vand.
Hun bliver glad for at se ham springe så galant af sted. Det er første gang, han er nede i dag.
Da han kommer tilbage, har hun skudt menighedsrådsformandens terrier.
Blodet pulser endnu ud i pytten, hvor den ligger. Vinden flænser røde lyn frem i vandet, de skifter retning. Så er det pagoder, en hel kinesisk landsby.
Et øjeblik tror hun at høre hunden pibe, men den rører sig ikke. Hun kan se på dens ejer, at den er død. Så må hun støtte sig til karmen, mens hun taler med formanden gennem vinduet.
Men hun vil ned og se den. Hun vil se dens øjne, se blikket slukkes, røre ved den store krop, varme hænderne i dens bug, mærke hjertet standse.
– Vil du åbne den for mig? hvisker hun.
– Hvad? siger Bent.
– Nej. Nej, ikke noget, siger Celeste.
Bent stirrer på hende.
– Men den sked jo ikke engang! raller formanden og taber cigaren. – Den satte sig bare.
– Ja, siger hun.
– Den satte sig bare.
Så opregner hun, hvor mange gange hun har fjernet hundens efterladenskaber gennem de seneste otte år.
– Nu slipper du for at betale dyrlægen for at aflive den affældige køter.
Bent skodder kækt i karmen, trækker hende væk fra vinduet og triumferer ned mod formanden, som sjasker frakken til i blodigt pløre, da han bærer hunden væk.

Da Bent tror sig uset, børster han skoddet og asken ned i hånden. Han gemmer det i lommen.

Ingen kommentarer: