Min mor
lukkede ikke op. Det var hun holdt op med.
"Dem, jeg
vil se, har selv nøgle", havde hun erklæret allerede året efter min fars
død. Foruden mig beløb det sig til fire mennesker: Posten, min storesøster og
storebror og min mosters datter, min kusine, som ingen af os havde set, siden
hun fik håret raget af i maj 1945.
Jeg kunne ikke
se hendes mave bevæge sig. Avisen over hendes hoved var fra fredag, Næstved
Tidende. Hovedhistorien handlede om det planlagte byggeri af en idrætshal i
Herlufmagle. Alle kommunens idrætsforeninger samlede ind, undtagen Næsby
Tyvelse Gymnastikforening.
Jeg ønskede
ikke, at hun var død.
– I får ikke
noget! brummede hun og slog avisen af.
– Hvorfor vil
Næsby Tyvelse ikke være med? sagde jeg.
– Det er den
luddovne formand, hun ...
– Hun?
– Arhh! Hvor
er din kone?
Jeg fortalte,
at du arbejdede. Det var sandt, omend du under ingen omstændigheder var kommet med alligevel.
– Hvad er det
for arbejde? Din kone har da aldrig tjent en krone. Er hun stadig for fin til Sydsjælland?
Jeg svarede
min mor, at hun udmærket vidste, jeg kun kunne tage en kæreste med ned til hende en gang. Kom
de der anden gang, ville de ikke være kærester med mig længere.
– Ingen holder
til dine fornærmelser mere end den ene gang.
Min mor
svarede, at mine kærester måtte være vant til fløjlshandskerne, hvis de følte
sig dårligt behandlet hos hende.
– Du har
aldrig husket deres navne, sagde jeg.
Det nægtede
hun.
– Så kunne du
have valgt at bruge det blot en gang imellem i stedet for konsekvent at omtale dem som hende
der.
– Du har altid
ladet dine kvinder bestemme for meget.
Jeg trængte til en smøg.
– Jeg har nu
alligevel besluttet at vente lidt endnu med Nadinas andet besøg, sagde jeg. – Blot for en
sikkerheds skyld.
– Hvad er det
for noget pjat?! Jeg har da for længst set din kone anden gang.
– Hvornår?
– Arhh! Har du
ikke lavet kaffe endnu?
Min mor fulgte
efter mig ud i køkkenet og slukkede min cigaret i vasken. Hun formåede stadig
at holde køkkenet i den strengeste orden, hvor alt kunne findes på den plads,
det havde haft, siden min far giftede hende ind på gården. Træværket var ganske
vist begyndt at
forfalde. Vandnæsen under vinduet over komfuret var rådnet igennem, men ellers
sås forfaldet i min mors kød.
– Nej, ikke
den, nej, heller ... årh, man skal da også lave alting selv! stønnede hun og
rev den forkerte kedel ud af hænderne på mig.
– Hvad mente
du med, at Nadina allerede har været her anden gang? spurgte jeg, så neutralt,
som jeg kunne, mens min mor fik ild under kedelen og fandt jødekagerne frem.
– Det er den
ravnemor! galpede hun.
– Ravnemor?
Nadina, er da ikke ... Vi har jo ingen børn, mor.
– Formanden,
hør nu efter, Jørgen!
Min mor var for længst begyndt at kalde mig ved min fars
navn.
– Ja?
– Formanden
for Næsby Tyvelse Gymnastikforening. Hendes pige er rendt væk, fordi moren ikke gad hente
hende ved skolen.
– Var det
formandens datter?
– Ja, det er
derfor, de ikke samler ind til idrætshallen. Nu er de ude at lede efter pigen i stedet. Med hunde og
sager.
– Og sager?
– Ja, ja,
sager, ja.
– Det er skrækkeligt
for hende! sagde jeg.
– Det kommer
der af at vælge en kone som formand. Kvinder skal passe deres børn. Sådan en ravnemor!
– Ikke at jeg
savnede det, mor, men du hentede nu heller aldrig mig i skolen.
– Hver evig
eneste dag! Om jeg så stod i skarn til knæene herhjemme.
– Nej, mor.
Henrik hentede mig. Lise fulgte om morgenen, og
Henrik hentede
mig. De første to uger. De næste syv år gik jeg selv.
– Det er det
samme. Dine søskende var jo allerede voksne. De kunne vel nok gå med deres
lillebror. Sådan er det, når man kommer sjoskende tolv år efter de andre.
– Jeg valgte
trods alt ikke selv, hvornår jeg ville fødes.
– Det kan du
ikke huske, Jørgen, du slog hø i vænget, den dag.
– Du blander
det sammen, mor!
– Det ved jeg
nu nok bedst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar