torsdag, maj 08, 2014

Jeg ønskede ikke, at hun var død - Klip fra Celeste

Min mor lukkede ikke op. Det var hun holdt op med.
"Dem, jeg vil se, har selv nøgle", havde hun erklæret allerede året efter min fars død. Foruden mig beløb det sig til fire mennesker: Posten, min storesøster og storebror og min mosters datter, min kusine, som ingen af os havde set, siden hun fik håret raget af i maj 1945.
Jeg kunne ikke se hendes mave bevæge sig. Avisen over hendes hoved var fra fredag, Næstved Tidende. Hovedhistorien handlede om det planlagte byggeri af en idrætshal i Herlufmagle. Alle kommunens idrætsforeninger samlede ind, undtagen Næsby Tyvelse Gymnastikforening.
Jeg ønskede ikke, at hun var død.
– I får ikke noget! brummede hun og slog avisen af.
– Hvorfor vil Næsby Tyvelse ikke være med? sagde jeg.
– Det er den luddovne formand, hun ...
– Hun?
– Arhh! Hvor er din kone?
Jeg fortalte, at du arbejdede. Det var sandt, omend du under ingen omstændigheder var kommet med alligevel.
– Hvad er det for arbejde? Din kone har da aldrig tjent en krone. Er hun stadig for fin til Sydsjælland?
Jeg svarede min mor, at hun udmærket vidste, jeg kun kunne tage en kæreste med ned til hende en gang. Kom de der anden gang, ville de ikke være kærester med mig længere.
– Ingen holder til dine fornærmelser mere end den ene gang.
Min mor svarede, at mine kærester måtte være vant til fløjlshandskerne, hvis de følte sig dårligt behandlet hos hende.
– Du har aldrig husket deres navne, sagde jeg.
Det nægtede hun.
– Så kunne du have valgt at bruge det blot en gang imellem i stedet for konsekvent at omtale dem som hende der.
– Du har altid ladet dine kvinder bestemme for meget.
 Jeg trængte til en smøg.
– Jeg har nu alligevel besluttet at vente lidt endnu med Nadinas andet besøg, sagde jeg. – Blot for en sikkerheds skyld.
– Hvad er det for noget pjat?! Jeg har da for længst set din kone anden gang.
– Hvornår?
– Arhh! Har du ikke lavet kaffe endnu?
Min mor fulgte efter mig ud i køkkenet og slukkede min cigaret i vasken. Hun formåede stadig at holde køkkenet i den strengeste orden, hvor alt kunne findes på den plads, det havde haft, siden min far giftede hende ind på gården. Træværket var ganske vist begyndt at forfalde. Vandnæsen under vinduet over komfuret var rådnet igennem, men ellers sås forfaldet i min mors kød.
– Nej, ikke den, nej, heller ... årh, man skal da også lave alting selv! stønnede hun og rev den forkerte kedel ud af hænderne på mig.
– Hvad mente du med, at Nadina allerede har været her anden gang? spurgte jeg, så neutralt, som jeg kunne, mens min mor fik ild under kedelen og fandt jødekagerne frem.
– Det er den ravnemor! galpede hun.
– Ravnemor? Nadina, er da ikke ... Vi har jo ingen børn, mor.
– Formanden, hør nu efter, Jørgen!
Min mor var for længst begyndt at kalde mig ved min fars navn.
– Ja?
– Formanden for Næsby Tyvelse Gymnastikforening. Hendes pige er rendt væk, fordi moren ikke gad hente hende ved skolen.
– Var det formandens datter?
– Ja, det er derfor, de ikke samler ind til idrætshallen. Nu er de ude at lede efter pigen i stedet. Med hunde og sager.
– Og sager?
– Ja, ja, sager, ja.
– Det er skrækkeligt for hende! sagde jeg.
– Det kommer der af at vælge en kone som formand. Kvinder skal passe deres børn. Sådan en ravnemor!
– Ikke at jeg savnede det, mor, men du hentede nu heller aldrig mig i skolen.
– Hver evig eneste dag! Om jeg så stod i skarn til knæene herhjemme.
– Nej, mor. Henrik hentede mig. Lise fulgte om morgenen, og
Henrik hentede mig. De første to uger. De næste syv år gik jeg selv.
– Det er det samme. Dine søskende var jo allerede voksne. De kunne vel nok gå med deres lillebror. Sådan er det, når man kommer sjoskende tolv år efter de andre.
– Jeg valgte trods alt ikke selv, hvornår jeg ville fødes.
– Det kan du ikke huske, Jørgen, du slog hø i vænget, den dag.
– Du blander det sammen, mor!
– Det ved jeg nu nok bedst. 

Ingen kommentarer: