tirsdag, maj 20, 2014

Hummeren finder gummislangen frem - klip fra Celeste

Men Napoleone Falconetti er forsvundet i mellemtiden. Du fortæller, du har set ham brøle om kap med en hæs hyæne.
– Det ville jeg gerne have set, siger Celeste.
– Det var nu ikke noget kønt syn, siger du.

El Lince er faldet i søvn ved siden af en hingst, der har givet tøjlerne til et får.
De bærer stadig mad ind, det er kød i flammer; en tjener bliver ved at hælde cognac over kalven. Der er hele grise, lam og bjørne. Der ligger skarpe knive overalt, så kan man skære, som man vil.
Celeste kan bedre lide fisken, der er ris og urter til.
Nu kommer negrene. Også de er nøgne, men har fået haler på. Først går de rundt blandt gæsterne og lader, som om de finder lopper i pelsen på lamaer og kameler. Det er den mad, de får, indtil de til sidst går op på marmorplateauet, hvor de kaster sig over en sortplettet bananklase. Lidt efter skifter musikken fra opera til Louis Armstrong, og så skal negrene danse.
Celeste vil ikke længere rende rundt efter de uniformerede tjenere med serveringsbakkerne, men snupper en flaske fra champagnekøleren.
En mandlig snegl og en hunhummer lokker hende ind i spejlsalen med det dunkle violette lys. Hun kan høre en mand skrige i mørket, men hører ikke nogen slå. Han kalder på nogen, lider af længsel. Efterhånden dør det hen, så græder han. Det er smukt, som en solsorts fløjten. Åh, at hvile. Nu hører hun den hvide trompet, den summer i mellemkødet.
Hun får lyst til at svirre, kigge ned, nej, hun vil ligge med dem her og kigge op, hun byder dem af flasken.
– Står du der?
Så får de fjerdemanden til at fylde deres munde som champagneglas. Det løber gennem halsen.
– Hvem er du? spørger hun, og han griner som et barn.
– Nej, hvem er du? spørger drengen.
– Du hører ikke til her.
– Jeg leder efter nogen, siger hun.
– Ja.
– Jeg er en sommerfugl.
– Det kan jeg godt se.
– Tak.
– Det er ikke særlig godt, men man kan se, hvad det skal ligne.
– Nå, ja.
– Først troede jeg, du var en engel.
– Ligesom dig, siger Celeste.
– Ja, ligesom mig. Man skulle komme som et dyr, men jeg kommer altid som engel.
Hun spørger, om han bor her.
Sneglen siger, at palæet er drengens.
– Når min far dør, er det mit. Og min brors.
Så tager han masken af. Han ligner sin maske, den er støbt efter ham.
– Du er klædt ud som dig selv, siger Celeste.
– Nej, som en engel, siger han.


Hun nikker.
– Du må gerne bo her, siger drengen. – Måske er det bedre.
– Er det bedre?
– Man finder aldrig dem, man leder efter, siger sneglen.
– Jeg kan godt lide sommerfugle, siger drengen. – Så kan Nadina hjælpe dig med at lave dragten bedre. Jeg tror ikke, der skal være en kappe på.
– Ja, jeg kan bo her, siger Celeste. – Måske skal jeg ikke andet end det. Må jeg få det her værelse? Jeg kan godt lide, at her er så mange puder og madrasser.
– Nej, her er for mørkt, siger drengen.


Hun kysser ham.
– Du kan sove inde hos mig, siger han. – Der er to senge.

Han viser sin tissemand.
– Tak, siger hun.
– Min bror siger, den snart begynder at vokse.
– Den er flot, siger hun.
Hummeren finder gummislangen frem. Sneglen har en benzinlighter.
– Jeg vil først, siger drengen.

Heroinen koger.

Sneglen hjælper ham med at få luften ud af sprøjten.
– Det er bare noget helt andet med en guldske! siger hummeren. Sneglen siger, at sølv også er godt, men at man så skal passe på ikke at smelte skeen. Hummeren mener, at guld smelter lettere end sølv, det skændes de om, indtil de pludselig bliver enige om, at heroinen trods alt er vigtigere end skeen.
Drengen sætter nålen i sin knæhase.
Han vender det hvide ud af øjnene.
Han er ikke død, hans øjenlåg bevæger sig. Åh, hun savner hans øjne, han fryser, hun vil ind til ham. Nu ser hun lidt af iris flimre højt i øjet.
– Se på mig! siger hun.
Han forsvinder igen bag øjenlågene.
– Jeg holder mest af guldsmede, siger hun og griber om hans kinder. – De står stille i luften. Det er, som om de standser tiden.
Der løber mavesyre ud af munden på ham. Det er en stram lugt. Som et y, tænker hun. Det lugter som et y.
Hun kysser hans øjne, fugter dem med spyt.
– Kender du guldsmedene?

Hun siger det på dansk, hun ved ikke, hvad guldsmeden hedder på spansk.
– Vil du? siger hummeren.
Hun tager imod sprøjten, den virker så let.
– Hvordan ...
– Der er rigeligt, siger hummeren. – Det halve er nok.
Sneglen har allerede tabt sit ansigt ned i gulvet. Hummeren griner, og de ruller ham tilbage på madrassen.
– Si, si, si! siger han og smiler slapt.
Så kaster englen op. Han ligger forkert og sluger sit bræk.
– Vi skal have ham ud på toilettet, siger Celeste.
– Ja, siger hummeren og bliver siddende med slangen.
– Nu, siger Celeste.
Han skyller det hele ud, hun holder hans nakke.
– Det sker ellers næsten aldrig, siger hummeren.

– Nej, siger Celeste. – Men jeg vil gerne have ham op i seng. Vil du vise mig, hvor det er?

– Jeg tror, han har det fint nu.

Ingen kommentarer: