lørdag, maj 10, 2014

Natten før begravelsen - klip fra Celeste

Det er sidst på eftermiddagen, klart vejr og endnu ikke mørkt, da hun låser sig ind med Bents nøgle. Alligevel er det svært at se noget i den store serveringsstue. Det elektriske lys virker ikke, og vinduerne er ikke blevet vasket i flere år.
Hundene står med forpoterne mod døren, da hun stikker nøglen i låsen.
– De bider ikke, har Flor sagt.
Men det kan Flor umuligt love hende. Hundene kender ikke Celeste, og hvem har givet dem mad i dag? Har de fået noget? Flor siger, at hun smider rester fra slagteren ind til dem et par gange om ugen, men er det nok? Hvem lufter dem?
De er ved at vælte hende bagover, da hun har trykket sig ind gennem sprækken mellem dør og karm. Hun bliver med nød og næppe stående på fødderne, går tre skridt baglæns ud på fortovet med hundene over sig. Så misser de med øjnene, piber og kryber tilbage til serveringsstuen.
Der er intet kært ved hundene.
Det skal brændes ned. Det er det første, hun tænker, da hun kommer helt ind i rummet. Man kan skovle lort ud, gøre rent, male om og skifte de flænsede møbler, paneler og gardiner ud, men den lugt slipper man aldrig af med igen, tænker hun. Så er det sandt: Hundene kommer aldrig ud. Det er her de æder og skider, det er her, de løber galskaben af sig. Måske kan hun få Bent til at skyde dem. Der er gået mindre end fire år, siden hun besøgte Karpáz sidst. Hun tænker på, hvordan alt kan nedbrydes på så ringe tid. Øjnene væn- ner sig til tusmørket. Det overrasker hende, at der er så højt til loftet. Under hanebjælken hænger flagermus. Disken syner mindre, end hun husker den. Den driver af fugt. Så er det ikke underligt, at gulvet har kunnet rådne igennem på så få år. Der gror græs op igennem, en tidsel. Det overgår alligevel Karpáz' uhumske kammer, tænker hun og skynder sig op, mens hun endnu kan holde det inde.
Men det gør det ikke. Intet overgår Karpáz' kammer.
Heller ikke Karpáz kommer ud, heller ikke han kommer ned for at forrette. Potten er ikke blevet tømt. Alligevel er han blevet ved med at skide i hjørnet, hvor den står. Når han ellers har nået at krabbe sig derhen. Hun kan ikke gå derind, hun frygter kvælning. Hun lader døren stå åben for at afgasse rummet, for at komme sig.
– Er det dig, Bent? råber han fra sengen.
Hun siger, hvem hun er og får besked på at skrubbe ad helvede til.
– Det kan ikke være langt herfra, siger hun stille.
Han siger, at hun aldrig får sit arbejde tilbage.
Hun spørger, om han har en skovl. Han svarer ikke.

– En spade, en greb, hvad som helst?
Han mumler noget. Det må være ungarsk.
Så kommer hun selv i tanke om det. Det værste er, at hun skal gennem serveringsstuen, forbi hundene, for at komme ad bagdøren ud i gården. Der har stået en skovl et sted derude. Så glider hun hen over gulvet, men falder ikke i det. Hun tænker på, hvordan Karpáz har kunnet navigere gennem skidtet med sprit i blodet og kold- brand i det gamle ben, på hvornår han har opgivet trappen, hvor længe han har ligget.
En kat skriger. Den er i brunst, der bor så mange katte i gården, røde katte.
Det er ikke en kat, men et spædbarn, tænker hun, men der må kun bo enlige kvinder i stiftelsen. Det er dem, der fodrer kattene nu, hvor Bent er flyttet.
En enlig mor forsøger at trøste sit barn, nej at skjule dets gråd.
Lidt efter finder Celeste skovlen i skuret, hvor hun stillede den for mere end fire år siden. Så binder hun et tørklæde for mund og næse og går ind, men bliver stående længe lige inden for døren, inden hun beslutter at nøjes med at skovle skidt ud, skidt og hvad der ligner rester af mad, opkast. Det bliver nødvendigt at banke et vindue op.
På vej ud med skarnet beslutter hun sig for også at skovle gulvet frit i serveringsstuen, i det mindste en sti frem til trappen. Karpáz' ældste bror har varslet sin ankomst. Han skal også kunne komme igennem, komme op til chefen, hvis han beslutter sig for det. De har ventet fjorten dage med begravelsen, så han kunne nå frem fra Kecskemét. Han har ikke kunnet rejse gennem Østrig eller Tyskland, men er taget via Ukraine og Sverige.
Det skal brændes ned, tænker hun igen.
Så kan hun alligevel ikke lade være med at bære flasker ned. Hun ved, han ikke har fejret sin søns død, men synes trods alt, det ser vulgært ud med så mange tomme snapseflasker i det lille kammer.
Vandværket har ikke lukket for vandet. Hun finder den brune sæbe ikosteskabetnedenunder,vaskerstolenaf, såhunkansiddehosham; hun tager også gulvet.
– Har du nogen rene bukser? spørger hun. Han grynter.
– Bare nogen, du ikke har skidt i?
Han trækker tæppet over hovedet. Bent passer ikke tøj med sin far, så hun går ind på Jacobs værelse for at finde nogen. Det er blot et rum, Jacob er der ikke, det er bare et rodet studenterkammer, det kan umuligt være værre end chefens, men det er ikke let for hende at åbne. Nu kan hun mærke, at hun har glemt at græde. Hun har ikke kunnet finde frem til det; hun har holdt om Bent, hun har syet begravelsestøj til dem begge. Hun har skullet finde ud af, hvordan jøderne klæder sig, de jødiske mænd. Hun var nødt til at finde nogle tegninger på biblioteket i Århus. Hun var ikke med til Helenas begravelse. Nu hun tænker tilbage på det, undrer det hende, at de alligevel ikke har været tættere på hinanden, da hun døde. Hun har kendt Karpáz-drengene, siden de var små. Hun har set Helena skifte Bent, det husker hun. Jacob har passet hende, når hendes mor var i tøjbutikken og hendes mormor fuld.
Bent har ikke kunnet hjælpe hende med begravelsestøjet. Han har siddet og stirret på sine magre fingre, siden Flor fortalte, hvor hun fandt Jacob, hvordan han lå med sit tæppe over sig, tæppet med motiverne fra 'Første Mosebog', hvor Gud lover Abraham landet. Man ser ikke Gud, jøderne afbilder ikke Jahve, siger Bent, men man ser den stolte patriark, man ser ham fortælle Isak om det land, de skal befolke. Man ser sønnesønnen Jacob og hans tolv sønner, der danner hver sin jødiske stamme, de stammer, som en dag skal sam- les i det forjættede land.
Sådan lå han på bænken, med de tolv stammer over lænden, violet af kulde og det tomme pilleglas trillet ind mod kinden.
Flor ledte efter ham, de havde skændtes, det indrømmer hun. I den sidste tid havde han snakket om at rejse hjem, hun kunne ikke blive klar over, om det var Ungarn, han mente, men hun vidste, at hun ville finde ham på banegården.
– Jeg tror, han ønskede at blive fundet, jeg tror ikke, han helst ville dø, havde Flor sagt.
– Måske skulle jeg ikke have presset ham til at give mig et barn, men Halfdan ønskede sig sådan en lillesøster.
Celeste tænker, at Flor måske heller ikke skulle have givet ham pillerne, at hun ikke har været forsigtig nok, passet på ham.
Hun ønsker, at Flor ville dø i Jacobs sted.
Hun ved, at hun ikke får Jacob i bytte, men ønsker Flor død alligevel. Det enkleste vil være at tage hende med ud at sejle. De kan få en tur med den gamle hjuldamper. Vandet er så koldt i november, det vil gå hurtigt. Måske kan hun få Bent til at gøre det. Han vil nyde at se hende gå ned, tænker Celeste. Se hendes fingre krampe til i vandskorpen og forsvinde som karabinhager i krusningerne.
Flor fandt Jacob for sent, pillerne havde dræbt hans hjerne. Den mest fintfølende hjerne, de havde haft på filosofistudiet i Århus. Sådan havde Jacobs professor beskrevet ham for Celeste den dag, hun tog ind for at høre ham. Han fortalte sine medstuderende om Bergson.
Nu er Jacob på vej i jorden. Så har han alligevel i sidste ende ikke kunnet finde noget forsvar mod Descartes. Er det sådan?
Har han opgivet troen på, at hans krop og tanker kunne nå hin- anden? Har han set sin krop som ond og utugtelig? Er det derfor? Hun ryster.
I november er bundgarnene for længst taget ind, pælene er trukket op af den mudrede bund. Så skal redskaberne ses efter, hullerne sys. Alle de steder, hvor garnet er slidt i stykker mod de skarpe sten på bunden. De huller, som Bent har været nødt til at klippe, og kun nødtørftigt har repareret hen over rælingen, når han ikke kunne ryste en druknet lappedykker ud gennem rusens kalv. De masker, som en rådden brasens skarpe ben har slidt i stykker. Vindens slid. Det hele skal gåes igennem hen over vinteren, også de nye bundgarn skal sys. Det er der meget arbejde i. Det keder ham at reparere.
Men Celeste kommer ud med teen. Så hygger de sig i skuret. Hun snakker, han nikker og bakker på piben, den nye af valnøddetræ. Så mærker de ikke, hvor koldt det er.
Siden Bent hørte, at Jacob havde taget livet af sig, er han ikke kommet videre med garnene. Jacob, som han mere end nogen anden ønskede at ligne. Celeste blev bange for, hvor meget han ønskede at ligne sin storebror. Bent kunne sidde og kigge på de samme masker, sådan så det ud for hende. Nålen bevægede sig ikke. Han kunne pludselig ikke huske, om han halede garnet frem fra højre eller venstre, hvor han var nået til.
På samme måde er Celeste ved at gå i stå foran Jacobs dør. Hun ved ikke, hvad hun frygter mest: at hun finder noget, som kan fortælle hende, hvorfor han har dræbt sig selv, eller at hun ikke gør.
Men Celeste finder ingen trøst i uvidenhed.
Jacobs kammer er værre, end hun husker det, langt værre. Han har ikke ligget i sit eget skarn, og han har ikke tømt en flaske snaps om dagen, men ellers er der ikke meget godt at sige. Jo, han må virkelig have været i gang med mange ting på samme tid. Ellers ville han ikke kunne bygge sådan en fæstning af uorden. Det er godt, at han har været så flittig, det er sådan hun kan lide at tænke på ham. At han ikke stillede sig tilfreds med halve tanker.
Hun bladrer gennem noterne, men opgiver at finde ud af, om han var tæt på eller langt fra at finde ud af det, han søgte efter. De korte optegnelser, han har gjort sig, bliver hun ikke klog på. Der er for mange af dem.
Her må være et brev; en mand som Jacob tager ikke livet af sig uden at give en grund. Sådan var han ikke, så spontan. Han må have tænkt over det længe, vurderet fordele og ulemper, sådan tænkte han. Hun sætter sig på gulvet mellem papirerne. Her må være en liste, men hun finder ingen liste; hun finder intet afskedsbrev heller. Flor siger, at han intet havde på sig, da hun fandt ham på stationen. Celeste tænker, at Flor kan have haft en grund til at skjule brevet.
Hun er ikke flov over den mistanke.
Hun undrer sig over, at Flor intet har gjort for ham, ikke har holdt svineriet nede, og hvorfor har hverken Jacob eller Flor holdt serveringsstuen ren, hjulpet chefen? Det forstår hun pludselig heller ikke. Hvordan har de kunnet holde ud at komme i det hus? Er de ikke kommet her? Er det sådan? Har Jacob alligevel boet hos Flor og hendes søn? Har han øvet sig i at være far? Hvordan skal hun forstå det svineri? Og hvis det er sådan, skal hun så være glad for, at Flor kunne hjælpe ham gennem den angst for børn, angsten for at komme tæt på en kvinde? Eller skal hun være ked af, at hun ikke selv kunne? Hun sætter sig på sengen og er ulykkelig. Flor har heller ikke hjulpet Jacob. Han har taget sit eget liv, Jacob er død. Her sidder hun midt i hans filosofistudier, hans noter og optegnelser, midt i hans livsværk, hans ufærdige liv, det som ingen kan gøre færdig nu, fordi han ikke er her mere. Hun vil ikke have ondt af sig selv. Hun ved, at hendes forhold til Bent tog håbet fra Jacob. At Bent, at hans plagede lillebror, den charmeforladte, unge Bent kunne få den kvinde, han havde håbet på, mens han selv var blevet femogtredive uden at have kendt en kvinde, var det derfor? Var det det? Hun ved, at Bent aldrig vil kunne tage hende til sig igen efter dette. Pludselig ved hun også, at hun ikke selv kunne leve hos ham længere, at kun tanken om Jacob gav hendes forhold til Bent mening, ligesom hun ikke kunne være sammen med Jacob uden at tænke på Bent. Hver for sig gav de kun det halve.
Men var det sandt, at Jacob aldrig havde haft en kvinde? Han har haft Frøken Messerschmidt, købt hende. Flor ville have ham, det havde hun aldrig lagt skjul på, hun ville have hans barn. Hvordan kunne han stå imod så sød en fristelse? Hvordan kunne han trods alt være så anderledes end Bent?
Celeste husker den dag, hvor Jacob gik i rette med sin far. Jacob ville ikke have, at Karpáz lod Celeste arbejde så mange timer i cafeteriet. Hun skulle også have tid til at læse bøger.
– Du aner ikke, hvor opvakt hun er, havde han sagt.
Hun var blevet så glad, ikke fordi hun turde tro, at det kunne blive til noget med bøgerne, men fordi Jacob tænkte sådan om hende, at han ville sige det til sin far.
– Er det så dig, der vasker gryderne? spurgte Karpáz. – Eller din bror? Tror du din mor vil tage over, eller forestiller du dig, at jeg skal passe cafeteriet helt alene?
– Men så kunne du måske betale hende noget mere. Hun gør en voksen mands arbejde.
– En voksen kvindes arbejde! råbte Karpáz. Og er det så dine skolepenge, hun skal have? Du tror, du er så satans klog, fordi du læser på universitetet, tror du ikke, jeg ved det? Men du skal ikke tro, du er lige så klog som din far. Det bliver du aldrig. Din mor er smuk og fin, men intelligent er hun fanden gale mig ikke!
Celeste havde overvejet, om Karpáz skældte ud på dansk og ikke ungarsk for at hun skulle høre det, eller for gæsternes skyld. For at ydmyge sin søn og sin hustru. Og Jacob; hvorfor havde han talt dansk til sin far? Det gjorde ellers kun Bent, som talte dårligt ungarsk.
Så tænker hun på, om man kan drømme, når hjertet er holdt op med at slå, når øjnene er døde, om der kommer et sidste syn, før energien forlader hjernen. Hun tænker på, hvordan drømme komprimerer tiden, at hun kan drømme flere timer på et halvt minut, og på, hvad Jacob har set i denne sidste drøm, om han har set sit fristed, om han har tilgivet sig selv den byrde af skyld, han har lært at bære, set på sig selv med kærlighed. Om han har set sig selv sammen med hende.
Flor kan det ikke være.
Celeste håber, Jacob har fået en sidste drøm at gå i døden med. Hun giver sig til at rydde op, lægge papirerne i bunker, stille
bøgerne på hylder. Hun bærer tallerkener ned, kopper med muggen kaffe i.
Næsen løber. Nu mærker hun igen, hvor meget hun fryser.
Senere kommer hun i tanke om bukserne og flår sig gennem tøjbunkerne, kaster skjorter op i luften, finder strømper, som kunne være rene. Hun smider dem op mod ruden, sparker til tøjbunken og får så alligevel fat i et bukseben. Sorte uldbukser. De er ikke rene, men alt er bedre end dem, chefen ligger i.
Karpáz ligger og råber på hende, da hun kommer ind. Hvor helvede bliver hun af? Hun skal lukke vinduet. Det trækker. Hun tænker på, hvor længe han har kaldt, om han brugt sine sidste kræfter på det. Hun vil så gerne have ham med til begravelse, men han har besluttet sig. Jacob har forladt ham, det kan han intet gøre for at rette op på, han kan ikke kalde ham tilbage. Det er sådan, hun ser chefen ligge, med ansigtet mod væggen.
– Kan du rejse dig op? spørger hun. – Bare to minutter.
Han kan sgu ikke stå op.
Men kan han sidde?
Naturligvis kan han sidde, men hvad fanden skulle det gøre godt for?
Hun knapper hans bukser op og griber buksebenene. Hun får dem af i et snuptag, selvom han sparker og bander.


Hun får lyst til at spule ham, finde en haveslange og spule ham bagover i sengen, bare blive ved, holde ham fast med strålen, lade vandet slå de tørre skjolder løs.


Men hun må nøjes med at tørre ham, så godt hun kan. Hun bruger lagenet og smider det på gulvet sammen med de beskidte bukser. Han må selv hjælpe til med at få de rene underbenklæder på, og bukserne.
En rude knuses i serveringsstuen. Det lyder som en sten. Hundene galper, de hidser hinanden op, og Celeste og chefen kan ikke høre, hvad den unge mand råber gennem hullet. Nogen griner, nogen løber udenfor.
De sidder stille og kigger på hinanden.
Lidt efter bliver hundene trætte af at gø. Mere sker der ikke, de unge mænd er væk.
Hun har taget mad med til ham. Hvidt brød og kålpølser. Så går der en halv time med det. Hun får lyst til at tage hans skæg, så han er fin, når Jacob skal i jorden, men bliver bange for at skære ham med ragekniven. Så blot klippe skægget, tænker hun, bare de yderste fire tommer, hvor opkastet sætter sig, men hun kan ikke komme af sted med det.
Han har altid rost hendes mad; han kan stadig lide pølsen, men mangler snaps. Hun henter øl, det drikker han. Snapsen gemmer hun uden for døren; hun vil gerne vente med snapsen, til han er for træt til at tømme flasken.
Der er ingen ulve i Silkeborg, det ved hun. Der er ikke ulve på heden, men lydene kommer alle vegne fra, de trænger ind over alt, her så mange sprækker.
Lydene og dampene.
Det bliver mørkt, og man kan mærke, at han bor i sengen. Hun henter tællelys i køkkenet og tænder to. Det ene bliver ved med at gå ud. Vægen drukner, luen kvæles. Det andet danner skygger over sengen. Det er som en film, hun ikke vil se; hun leder efter dyr og frygter at finde dem.
Nu råber han på snapsen. Hun ved, han intet kan gøre hende, han kan ikke rejse sig. Alligevel vover hun ikke at nægte ham flasken.
Han lader snapsen løbe gennem halsen.
Han er hendes chef, i otte år har hun arbejdet for ham, men han er hendes far. Han vil danse med sin skygge. Har han set et monster krympe sig på væggen, eller en kvinde? Hans hænder danser. Så synger struben gennem næsen.
Han gurgler snapsen, før han synker.
Men hun vil læse for ham, hun læser Jacobs yndlingssted fra 'Første Mosebog':
Herren sagde til Abram: “Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig.
Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande.
I dig skal alle jordens slægter velsignes."
Hendes stemme lyder forkert. Det er, som om hun hører den forsin- ket. Så kan hun ikke; hun går i stå for at lytte på sin egen stemmes efterklang. Nu er hun sikker på, det er en andens stemme.
Pludselig tænker hun, at denne nat ikke adskiller sig fra chefens andre nætter. Sådan drikker han hver nats mørke væk. Blot er han ikke alene. Hun tænker på, hvilke drømme smerterne og spritten skænker ham.
Nu læser hun med Jacobs stemme. Han har læst hende disse vers så tit.
Så drog Abram af sted, sådan som Herren havde befalet ham, og Lot drog med ham. Abram var femoghalvfjerds år, da han forlod Karan.
Abram tog sin kone Saraj og sin brorsøn Lot og al den rigdom, de havde samlet, og alle de folk, de havde skaffet sig i Karan, og begav sig på vej mod Kana'an, og de kom til Kana'an.
Abram drog gennem landet og kom til Sikems helligsted, til Orakel-egen. Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: "Jeg vil give dine efterkommere dette land."
Karpáz slumrer allerede, hun tager snapsen fra ham. Celeste vil drikke. Først gylper hun det halve gennem næsen, det vækker alt, hun havde ladet hvile; hendes øjne skyller sig, da hun drikker igen. Nu kender hun sin egen stemme.
Da han nærmede sig Egypten, sagde han til sin kone Saraj: "Jeg ved, du er en smuk kvinde. Når egypterne ser dig, tænker de: Det er hans kone. Så slår de mig ihjel og lader dig leve. Sig, at du er min søster, så jeg kan blive godt behandlet for din skyld og beholde livet takket være dig."
Celeste døser hen, imens hun læser, hun sover med åbne øjne, læser videre, men læser ikke Bibelen. Hun tror, hun kigger på bogens tegn, men læser det billede, hun har i hovedet. Sådan læser hun sine drømme højt for chefen, de drømme, hvor hun vugger Jacob i sine arme; hans krop er så lille, hans hoved så enormt. Kun derfor bliver hun ved at vakle baglæns skridt for skridt for at gribe den styrtende nakke. Han falder ud af favnen, det tager så lang tid, før han rammer gulvet. Hun hører glitrende lysegrønne lyde, der springer gule glimt fra Jacobs skuldre, og han lyser og bliver ved at falde, men rammer ikke gulvet. Det er ikke Jacob, men Bent, hun kan lugte tobakken, nu er det Bent; han kravler ind i hendes bryst, åler sig ned mellem hendes bryster, frem med næsen forrest. Han vil tilbage, som var det der, han kom fra.
– Så kom! siger hun højt.
Hun tager ham ind.
Karpáz vågner. Han vil se toraen, han er sikker på, at hun har læst forkert.
– Hvor står det med de lysegrønne lyde? spørger han.


Hun spørger, om også han hører i som en gul lyd, e som hvid, y som orange og u som rød.


– Uuuuuuu, siger hun. – Brun, måske, snarere rødbrun end rød.
– Bøøøøøh! råber han. – Hvilken farve har det?
Hundene hyler, rotterne skriger.
– Brun, siger hun. – Helt sikkert brun.
Ø er brun, så er u alligevel rød. Æ er grå, det er klart. Å er sort, og o er blå, marinblå, præciserer hun.
– Hvor står det? brøler han.
– Skov hedder bosque på spansk, det er da ikke tilfældigt, forklarer hun. – Det er mørke lyde. Sne hedder nieve.


Så er der a. Hun vil så gerne have a til at være grøn. Hun mangler grønne lyde, men der er intet grønt ved a, snarere er den grå, men ikke ren som æ, snavset gråbrun, ja.
Hun genkalder sig de lysegrønne lyde, det er en stryger, en cello eller bratsch, måske begge, ikke blot en selvlyd.
Det går ikke længere. Han skal have snapsen tilbage.
– Jeg går ikke med! hikker han.
Han siger, at han ikke skal ynkes af sin bror. Hans bror kommer bare for at hente dårligt nyt med hjem til familien i Budapest og Kecskemét. Hans evindeligt favoriserede storebror, den førstefødte, den elskede, den forgudede Esaja. Så kan han fortælle, hvordan det nu står til med Családs forretning.
– Du lukker ham ikke ind!
Det lover hun.


– Han får mig til at ligne en dårlig far, siger han om Jacob. Jacob har aldrig tænkt på andre end sig selv. Det er det mest forbandede tidspunkt, mener chefen. Han får jøderne til at ligne svæklinge. De skulle vise styrke nu, hvor Hitler har slået til mod jøderne. Det står i Politiken. Tyskerne har smadret de jødiske butikker, pryglet uskyldige jøder ihjel på gaden. Han må have hørt det fra Flor.
– At være jøde er at bide smerte i sig, komme videre.
Han siger, at Jacob aldrig har magtet at være jøde.


Hun ved ikke, hvem chefen græder for, hun ved ikke, om hun vil trøste ham.
Men hun trøster ham.
Lygtemand svinger lampen under skyerne.
– Den lille, den satans lille ... hulker Karpáz.


Hun er ikke sikker på, hvem det er, han forbander, om det er had eller kærlighed.


– Den liderlige jødetøs!
– Hvad har Sarah nu med Jacobs død at gøre? siger hun med stille vrede.
– Det er ikke ... her er ingen Sarah.
Nu forstår hun ingenting.
Han skal kaste op. Hun hører det komme og henter spanden. Det har ondt ved at komme op, hans kramper er slemme; alligevel synes hun, han klynker mere, end han har nødigt, som en uartig dreng, der ømmer sig for at slippe for straf.
Han taler ungarsk, men hun hører ham kalde på Helena.
– Ja, siger hun.
Han tørrer øjnene og stirrer på hende.
– Hvor er børnene?
– De leger, siger hun.
– De skal komme. Jeg har brug for dem, hvor er Bent?
– Nu skal jeg hente dem, siger hun.
– Bare send Bent op.
Hun går ned i køkkenet efter mere snaps, og håber, han har glemt, at han spurgte efter drengene, når hun kommer tilbage.
Nu indser hun, at det ikke hjælper at lede efter nogen lysegrøn selvlyd. Det er hverken a som i aske eller a som i far. Der findes ikke nogen, den lysegrønne selvlyd er slet og ret umulig. De lysegrønne lyde ligger uden for den menneskelige stemmes område.
Da hun åbner døren igen, hører hun ham råbe noget på ungarsk. Hun forstår ingen ord, men ved, det er et spørgsmål. Hans stemme er som et barns.
–  Ja, det er mig, siger hun og gemmer flasken bag sin ryg.
–  Skal vi gemme flasken for far? siger han.
–  Ja, lad os det.
–  Så han ikke bliver slem og slår dig?
–  Ja, siger hun.
–  Men slår han dig så ikke, fordi du gemmer flasken, mor?
–  Bare han ikke slår dig, Család.
–  Men så skal vi bare gemme os. Jeg ved et sted, han aldrig kommer.

Hans øjne er lukkede, det ser hun nu. Han skifter sprog igen, så dør hans stemme hen. Læberne bevæger sig, han brummer. Pludselig råber han to ord, hun ikke forstår.
Hun fugter fingrene med spyt og kvæler vægens flamme. Hun sætter sig på stolen, hviler hovedet i sine armes krans på skrivepulten. En spyflue har overlevet sommeren. Nu vågner den af dvalen. Den kaster sig mod ruden fire gange, før den falder ned i karmen. Hun stirrer på den halvt i søvne. Da hun vil knipse den på gulvet, går den pludselig på vingerne igen. Nu vil den ind i næsen, først på hende, så på ham. Han klapper sig i ansigtet og vækker sig selv, da han vil børste fluen væk. Hun nyser, hundene vågner, noget løber over gulvet.
Celeste ved ikke, hvor hun er. Hun trækker benene op. Det pusler igen på gulvet, luften er kvalm.
– Det er kun en mus, hører hun ham sige.
– Du er min far, siger hun.
Hun føler, det er sidste chance.
– Selvfølgelig er jeg det, siger han.
Hun bliver glad. Hun er ikke sikker på, han ved, hvem han taler med, og hvad han svarer på, om han næste dag kan huske det, om det vil gøre nogen forskel mellem dem, men hun er glad. Nu elsker hun hans kantede accent.
– Du har passet på mig.
– Det vil jeg altid gøre, siger han.
Men hun fortryder den sidste sætning. Han er hendes far, men har solgt hende. Hun føler, at hun svigter Sarah ved at rose ham. Hun har glemt, at Jacob er død.
Hendes far sover allerede igen. Hun kysser ham på panden. Hun bliver svimmel i hans udåndingsluft, men kan ikke nænne at vende hovedet væk.
Så lægger hun sig til at sove i hans favn.

Ingen kommentarer: