Min gamle Buescher

Foto: Kim Bøg Brandt

Det er min fætter Kim, der har taget billedet. Det dukkede op under en flytteoprydning i forgårs. Der findes ikke mange skud af mig med tenorsaxofonen. Vel nok fordi jeg kun én gang optrådte offentligt, nemlig til en amatøraften på Fronthuset i Århus. Jeg øvede en overgang med et kopirockband i en forladt lagerbygning. Egentlig ville jeg spille jazz, men blev aldrig god nok. Det første nummer, jeg lærte mig, var Erroll Garners ‘Misty’. Det var Dexter Gordons udgave af det nummer, som gjorde mig afhængig af jazz (de første tre toner af Misty og de første fem toner af Thelonious Monks 'Round Midnight, for at være helt præcis).

Her står jeg foran min mors barndomshjem i Bigum ved Tjele Langsø. Det må være fra den periode, hvor det gamle lerklinede hus tjente som sommerhus for min mor og tre af hendes ti søskende.

Jeg er ikke helt sikker, men så vidt jeg kan se, det her er min første saxofon, den gamle utætte Buescher, som jeg siden udskiftede med en Yanagisawa, som lød bedre og kun var utæt nede i den dybe Bb-klap, som ikke skulle bruges så tit. Jeg spillede saxofon (i privaten) i ti år. Så solgte jeg instrumentet for at kunne holde en stor fest. Jeg kunne alligevel ikke øve på det tidspunkt, fordi jeg var flyttet ind på kollegiet i Universitetsparken. Jeg forestillede mig, at jeg kunne købe en ny, når jeg var blevet rig og var flyttet i et hus på landet. Det er snart 28 år siden, og jeg har stadig ikke opfyldt nogen af betingelserne for at anskaffe mig en ny saxofon.

Det er ufatteligt, at jeg nogensinde får skrevet noget

Jeg kan ikke skrive, når jeg lige har spist et varmt måltid. Måske fordi jeg altid spiser for meget og bruger al min energi på at fordøje.

Jeg kan på den anden side heller ikke skrive, hvis jeg er genuint sulten.

Jeg kan overhovedet ikke skrive, hvis jeg lige har set nyheder eller været på de sociale medier. Det hensætter mig i en tilstand, hvor sproget bliver reduceret til et redskab for problemløsning.

Til gengæld kan jeg sagtens skrive, når jeg lige har løst praktiske problemer, som ikke har krævet min fulde opmærksomhed imens.

Jeg kan ikke så godt skrive, hvis nogen taler i baggrunden – og det er heller ikke optimalt, når jeg lige har talt med nogen, med mindre samtalen har været en leg.

Jeg skriver meget gerne til musik, helst klassisk eller jazz med ikke alt for store besætninger. Men der må absolut ikke være sang på den musik, jeg hører, mens jeg skriver. Det roder med mit sprog og får mig ofte til at rime. Jeg har en påtrængende tilbøjelighed til at rime. Eller det får mig til at tænke over teksten og digte videre på den i stedet for på min egen tekst.

Jeg skriver bedst, når jeg lige er vågnet. Måske fordi jeg ofte skriver videre på drømme. Nej, det er ikke bare det. Det er også det rensede sind, som jeg vågner med. At job og praktiske hverdagsbekymringer er fortrængt. Ofte sker det, når jeg vågner mellem 3 og 4 om natten, men det kan også være om morgenen, hvis jeg ikke skal på arbejde og er den første, der er stået op. Men øjeblikket er forpasset, hvis jeg lige sætter mig til at scrolle gennem Facebook eller læse sportsnyheder eller e-mails først.

Nye idéer til et langt manuskript dukker altid op under en gåtur eller et brusebad. Det er helt fint på gåturen, hvor jeg gerne har en notesbog med, men egentlig også ok under bruseren, hvor jeg ikke har langt til mit skrivebord.

Med at skrive mener jeg her skrive skønlitteratur, men ikke kun at skrive ny tekst, også gennemskrivninger. De kræver præcis den samme tilstand. Lad os af mangel på bedre kalde det for inspiration.

Hvad med dig?

Så blev det lokumsbrættet

 – Hvor kommer du fra? spurgte han.

Jeg fortalte det.

Han forklarede, hvorfor kohuder var bedre til tasker end svine- og gedeskind.

Jeg var stadig i tvivl om, hvorvidt den skuldertaske, jeg havde kigget på, nu også var det, jeg havde brug for. Den kostede det dobbelte af, hvad jeg havde tænkt mig at bruge.

– Du taler virkelige godt spansk, sagde han og kiggede på mig med store opspilede øjne.

– Arh, det ved jeg ikke, sagde jeg.

– Jojo, insisterede han og fortalte historien om, at de fleste udlændinge, som kom ind i butikken, kun ville tale engelsk.

– Nå, ja, men jeg har nu også boet i landet i snart 12 år, sagde jeg og famlede forlegen efter betalingskortet i rygtasken.

Han nikkede og gentog sin ros, blot med andre ord, og rakte diskret automaten frem mod mig.

Nu sikrede han sig, at betalingen var gået igennem, og så kiggede han uskyldigt på mig og sagde:

– Flyttede du så til Spanien, da du var blevet pensioneret?

Da jeg trak døren i efter mig, forekom det mig, at jeg hørte et lille undertrykt grin derinde fra. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tolke det. Men nu har jeg barberet det meste af det hvide skæg af. Jeg har ladet lokumsbrættet stå. For sidst, jeg boede i Danmark, var netop dette skæg det foretrukne blandt midaldrende mænd, som gerne ville se yngre ud.