mandag, august 14, 2017

Victor Serge

Planen var at oversætte Victor Serges roman Ville conquise fra 1932, så den kunne udkomme på dansk i forbindelse med oktoberrevolutionens hundredeårsjubilæum til efteråret. Serge var en russisk/belgisk/fransk revolutionær, der deltog i den russiske revolution, som han i de første år forholdt sig solidarisk omend stærk kritisk til. Han var oprindeligt anarkist, blev senere trotskist og til sidst vel nærmest anarkist igen. Og så var han (naturligvis) i længere perioder tugthusfange og efter revolutionens tiltagende degeneration desuden tvunget i landflygtighed på grund af sin ligeledes tiltagende kritik af det russiske regime. Han var også og måske først og fremmest forfatter. 

Det var Solidaritets forlag, som havde planer om at udgive Ville conquise, men det lykkedes ikke at rejse de nødvendige midler til oversættelsen. Her er imidlertid de første sider, som jeg har oversat.

Romanen indledes halvlandet år efter oktoberrevolutionen:






Erobret by

Victor Serge









Jeg dedikerer denne bog til mine kammerater i Frankrig og Spanien,
         For vi må forsøge at redde revolutionens sande ansigt fra glemsel og mytedannelse;
         Dette er afgørende for at kunne koncentrere vores styrke,
         at adlyde den højeste nødvendighed mere ubundet,
         ikke at bede den retfærdiggøre vores fejltagelser,
         for bedre at kunne opnå, hvad der må opnås,
         Og sådan at mennesket en dag vil blive genfødt i ethvert menneske.
V.S.



1



Den lange nat syntes at klamre sig til byen. Solopgangens og solnedgangens grå lys gennemsivede det skidenthvide skyloft og bredte sig ud over genstande som den uskarpe spejling af en fjern gletscher. Selv sneen, som vedblev at falde, manglede klarhed. Dette hvide, tavse, vægtløse svøb strakte sig mod uendeligheden i tid og rum. Allerede klokken tre om eftermiddagen var det nødvendigt at tænde lamperne. Aftenen mørknede sneen med askeagtige nuancer, dybtblå og den stædige grå, som man ser hos gamle sten. Natten tog over, ubønhørligt og roligt: uvirkeligt. I mørket vendte deltaet tilbage til sine geografiske konfigurationer. Mørke stenklipper skåret ud i rette vinkler omgav de tilfrosne kanaler. En sælsom, mørk fosforescens steg op fra den brede isflod.
         Indimellem stødte nordenvinden, som kom fra Spitsbergen og endnu længere borte fra – fra Grønland måske, måske fra Nordpolen over Ishavet, Norge og Hvidehavet – hen over Nevas dystre flodmunding. Med et bed kulden ind i granitten; de tunge tåger, som var trukket op fra syd, over Østersøen, forsvandt, og de afklædte sten, jorden og træerne var uden videre dækket af iskrystaller, som hver især var et næppe synligt vidunder dannet af tal, feltlinjer og hvidhed. Natten skiftede udseende, kastede sit slør af uvirkelighed af sig. Nordstjernen åbenbarede sig, stjerneformationerne åbnede verdens uendelighed. Den næste dag syntes de bronzeklædte ryttere, overstrøet med sølver pudder på deres stenpiedestaler, at træde ud af en sær højtidelighed; fra de høje granitsøjler i Isak-katedralen til dens gavl befolket af helgener og selv til dens massive guldkuppel – var alt dækket af frost. De røde granitfacader og dæmninger fik et strejf af lyserød og hvid aske under denne storslåede kappe. Haverne, med deres sarte filigran af grene, forekom fortryllede. Dette blændværk vederkvægede øjnene hos de mennesker, som dukkede frem fra deres beklumrede boliger, ganske som mænd klædt i skind ved vintertide årtusinder tidligere steg frygtsomme op fra deres lune huler, i en mættet em af dyrestank.
         Ikke et eneste lys i syne. Forhistorisk dysterhed.
         Folk sov i dybfrosne boliger, hvor hvert beboeligt hjørne var som et hjørne i et dyrs hule: den forfærdrende stank klyngede sig endda til deres pelsforede kapper, som aldrig blev taget af, eller som de tog på for at gå ind i det næste rum – for at lirke et par gulvbrædder op, som kunne hold liv i ilden, for at hente en bog, eller for at lempe nattens afsondringer ud for enden af gangen oveni den dynge af ekskrementer, som ligeledes var dækket af den herlige frost, hvis krystaller hver for sig var vidundere af renhed. Kulden slog uhindret ind gennem knuste ruder.
         Byen, gennemkrydset af brede, retlinjede arterier og snoede kanaler, omgivet af øer, kirkegårde og enorme, tomme jernbanestationer, bredte sig ud over spidsen af en snæver afgrund på kanten af en hvid ensomhed ...
         men nætterne, spækkede med stjernebilleder, herskede uforsonligt og roligt, og i løbet af disse nætter gled skiløbere bevæbnet med tunge Mauser-pistoler fyldt med halvtreds vidunderligt spidse kugler, en flaske brandy, fire pund rugbrød, tyve sukkerknalder, et dygtigt forfalsket dansk pas og hundrede dollars syet ind i bukseforet, beslutsomt med lange, glidende skridt ind i den ørken, hvor intet var værre end at møde en anden mand;
         og kvinder, knugende deres børns hænder, gamle mænd, kujonagtige mænd, alle sammen krybende op mod den storslåede terrorstorm, endnu mere dødbringende end polarstormen, drog ligeledes ind i denne ørken af is anført af forrædere og spioner, drevet af had og frygt, undertiden med deres diamanter skjult, som straffefanger gemmer deres penge, i deres køds mest hemmelige og obskøne folder.
         Set højt oppefra, fra den rødstjernede flyvemaskine, som hver morgen cirklede foroven, lignede Neva en slank, hvid slange, som stak sin tynde, spaltede tunge ind i ørkenen fra sin åbne mund.
         De halvt affolkede slumkvarterer var sultne. Der steg ikke længere røg op fra fabrikkernes skorstene, og når en af dem alligevel ved et tilfælde begyndte at ryge, betragtede kvinderne, som i deres lurvede klude krøb sammen ved døren til en kommunal butik, med en dyster nysgerrighed den bizarre røg krabbe sig op mod himlen. "De reparerer kanoner. De får ekstra rationer .... – Hvor meget? Hvor meget? – fire hundrede gram brød om dagen; ja, ok; men det er ikke til os, det er kun til dem. Vi ved godt, hvem der arbejder i den fabrik, de røvhuller ..."
         Sortnede røde flag hang over dørene til gamle okseblodsfarvede paladser, opført af Mester Bartolomeo Rastrelli, som henrykte med syttenhundredetallets italienske elegance og dens overdådige forsiringer, som  pyntebåndsoverhængte hyrdinder. De havde været kejserinders favoritters palæer, havde tilhørt erobrerne af Krim og Kaukasus, fornemme herrer, der ejede millioner af sjæle, den uvidende, fascinerende og tyvagtige adel, som det hemmelige kansleri udsatte for tortur, før det forstødte dem til skovene i øst. Når turguider fra Departementet for politisk uddannelse forklarede simple folk, som var kommet til hovedstaden for at deltage i regeringskonferencer, at disse paladser var arkitekten Rastrellis værk, hørte gæsterne det ganske naturligt som "en skudt mands værk", for på russisk betyder rastrellanny "skudt". Paladser og herregårde fra napoleansk tid, mere nøjsomme, med agtværdige frontoner symmetrisk placeret over mægtige søjlegange, bar de samme røde laser over hoveddørene. Emperiets forskellige epoker havde således forsynet gaderne med imposante konstruktioner, som om natten kunne få en til at drømme om faraonernes grave fra et thebensk dynasti. Men dette dynastis aske lå endnu frisk i en mose i Ural; og disse grave, et regimes grave, bar for en sikkerheds skyld skilte: P.C.P. ANDET DISTRIKTS KOMMITE; R.F.S.S.R. FOLKEKOMMISARIATET FOR OFFENTLIG UDDANNELSE; ADMINISTRATIONEN FOR UDDANNELSESSERVICE FOR TILBAGESTÅENDE BØRN; R.F.S.S.R.  SKOLE FOR RØDE KOMMANDØRER I ARBEJDERNES OG BØNDERNES HÆR. Folk arbejdede i disse døde paladser – døde fordi de var blevet erobret, ukronede fordi de ikke længere var paladser. Maskinpistolerne sad på hug i vestibulerne, ofte i skyggen af en enorm, udstoppet bjørn, som tidligere havde holdt en bakke frem med visitkort, de var som dyr af stål, tyste men parate til at bide. Den klaprende larm fra skrivemaskiner fyldte saloner designet til fyrstelig luksus; en grov erobrer, Kamerat Ryzhik, sov i sine støvler på den selvsamme divan som den, hvorfra en gammel epikuræer af ædel Rurik-æt atten måneder tidligere havde fornøjet sig ved at stirre fuld af fortryllelse og fortvivlelse på nøgne piger i dette elegante Ludvig den femtende-værelse. Nu lå denne epikuræer et andet sted, hvem kunne vide hvor, nøgen, med stride børster på hagen og et hul direkte gennem hovedskallen, med en skudvidde på under to fod nedtrampet jord, fire fod sne, og den navnløse vægt af evighed.
         Piloters logbøger blev arkiveret i boudoirer, som med ubemalede træskillevægge var blevet opdelt i kontorer; en besynderlig samling af rekvirerede madrasser blev lagt ud på gulvene i de imposante modtagelsesværelser, som således forvandlede sig sovesale. Vældige krystallysekroner klirrede endnu blidt, når lastbilerne rullede forbi. Fornedrede fanger, som i de gamle dage meget vel kunne have besteget marmortrapperne i dette selvsammen palæ med værdige skridt som genstand for de hyrede fodfolks apatiske stirren, ventede nu i kælderen på at blive overført til den særlige kommision[1]. Indimellem ville den af kedsomhed udmattede skildvagt, som sad med albuerne støttet på et snavset bord ved døren til kældertrappen, modvilligt rejse sig, hænge remmen på den riffel, som han bar med mundingen nedad, på plads over skulderen, for at slæbe sig hen og åbne hængelåsen til sit fængsel.
         "Ok!" ville han sige, ikke uvenligt. "Finansmænd til lokummet, tre ad gangen!"
         Med vante skub gennede han de tunge, snublende formationer ned gennem den smalle gang; de holdt et øjebliks pause ved synet af den blændende sne i gårdspladsen ... Snorken hørtes fra det tidligere køkken, hvor man havde etableret en vagtstue.
         Ryzhik kunne ikke længere holde rede på tiden. Hans dage havde hverken begyndelse eller ende. Han sov, når han kunne slippe af sted med det, om dagen, om natten, indimellem ved begyndelsen af kommitemøder, når taleren var omstændelig. I disse tilfælde ville han slumre hen i sin stol med hovedet kastet bagover, med sin mund åben under det røde overskæg; og hans klodsede hænder udtrykte i deres pludselige ro, som de lå, henslængt over hans knæ, en gevaldig udmattelse. Gennem lang tid havde telefonen – denne bizarre lille stemme konstrueret til at fange øret, den stemme som fik en til at tænke på insekter, der skraber sig frem under jorden – gjort ham nervøs og ængstelig. Nu dikterede og modtog han ordrer over telefonen, og han noterede telefonbeskeder med sin store skoledrengehånd bag på cigaretæsker: "Overførsler til Tre-mands Komiteen: Afslut tilvejebringelse af varmt tøj inden for fireogtyve timer." "Fjern en tønde sild fra lager 12, skær mændenes dagsration ned." "Arrester de første ti fanger på listen fra Fem-mands Komiteen ..."
         Han lyttede, hans øjne flakkede, bedøvede af dagens træthed, foran telefonbordet, oversået med rugbrødskrummer. "Hallo Gorbunov? Hent Gurbonov. Er togtet overstået?"  Det formløse insekt krabbede sig af sted på jorden i sit hul, og et eller andet sted, langt borte, svarede en brutal stemme: "Gorbunov har en kugle i lysken; skrid." Og så var linjen død. Ryzhik bandede. Telefonen ringede igen med munter akuthed: "Hallo! Er det dig, Ryzhik? Saburov-teateret forærer tyve billetter væk til Den lille chokoladepige ..." Døren havde knirket bag ham; han fornemmede en trøstende, men også svagt irriterende tilstedeværelse: "Xenia?" "Det er mig. Gå i seng, Ryzhik." Xenia bar en græsgrøn soldater-tunika og stålindfattede briller; hylsteret fra et automatvåben hang i hendes bælte. Hun bar på en bog. Ryzhik drømte i sin vældige træthed om to bløde, men faste bolde af flæsk og om en varm mund. Xenia betragtede ham tålmodigt: "I morgen klokken seks. Møde i departementet." Han rødmede. "Okay. Godnat." Han gik ned ad marmortrappen. En meningsfuld vrede gærede i ham mod denne unge kvinde, som var så simpel og ligefrem i hans nærvær, at selve hendes tilstedeværelse fordrev den tanke, at de nogensinde kunne, om blot for et øjeblik, stå ansigt til ansigt som mand og kvinde, afvæbnet af hinanden og forvist til hinanden.
         I det forladte bibliotek, ved siden af den store hollandske kakkelovn, spillede to soldater skak i stearinlysets skær. Skakbrættet var en mosaik af sære sten indlagt i en elegant lille ramme; elfenbensmændene i kinesisk design, finmejslede, detaljerede og groteske. Ryzhik lænede sig mod kakkelovnen for at lade varmen gennemtrænge sig og lukkede øjnene. Sikket job! Og hvad nu, hvis jeg trods alt er blevet træt af at være stærk? Hvad nu ...? I disse øjeblikke af ekstrem udmattelse gentog han disse ubesvarlige ord for sig selv: "Hvis det er nødvendigt." Hans magasin blev på magisk vis genopfyldt helt af sig selv. Denne udmattelse var kun dagens træthed: Søvn kunne gøre det af med den. Natten herskede med en prægtig stilhed over sneen, pladsen, byen, revolutionen.
         "Helt flad, Ryzhik?" spurgte en af spillerne, mens han rykkede en bonde frem. (Han var en mørk, lille mand med halmstrå glimtende i sit uglede, uklippede hår.) "Også mig. Mælk var oppe på tyve rubler på markedet i dag. Sukker lå på fyrre. Jeg er lige kommet tilbage fra Gdov. Det er kønt, landet!





[1] En fælles-russisk særkommision, en hemmelig politistyrke, til bekæmpelse af kontrarevolution og sabotage, etableret i Petrograd december 1917 og i Danmark bedst kendt under sit russiske akronym Tjekaen.

onsdag, juni 28, 2017

Anmeldelser skal ikke være demokratiske, men kvalificerede

I aftes var der debat om anmelderi på Deadline. Den så jeg på nettet. Udgangspunktet var, at Berlingske Tidendes debat- og kulturredaktør Anne Sophia Hermansen vil ansætte nogle såkaldte meningsmennesker til at anmelde kulturstof, altså nogen, som er kendt for at mene noget om hvad som helst uden nødvendigvis at vide mere end alle andre om det, de skal anmelde. Det diskuterede Lars Bukdahl, Søren Hviid Pedersen og Lea Korsgaard.

https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-tv/deadline-2017-06-27#!/

Det blev en underlig cirkelsvømning, synes jeg. Det redundante ved samtalen opstod især, fordi studieværten, Jacob Rosenkrands, lancerede og til ulidelighed gentog den misforståelse, at det politiske demokrati og anmelderi er sammenlignelige størrelser. "Hvis alle må stemme, uanset hvor dumme eller uoplyste de er, hvorfor skal man så have specialviden for at anmelde fx litteratur?", var grundformelen. Det er en forkert parallel.

Sagen er jo, at det politiske demokrati handler om, hvordan vi kan lide at indrette os med hinanden i samfundet, og det kan man i sidste ende ikke have viden om, men kun holdninger til. Derfor vælger vi at sige, at alle mennesker er ligeværdige og skal have deres holdninger respekteret ligeligt med en stemme pr. voksen.

Nu kan man jo også have den politiske ambition, at befolkningen tager stilling ud fra en oplyst position, altså ud fra en viden om konsekvenserne af deres valg. Et dagblad kunne ovenikøbet have den ambition at bidrage til dette løft. Hvis en avis vil have analyseret fx beskæftigelses- eller klimamæssige konsekvenser af en bestemt måde at indrette afgiftspolitikken på, så giver det ikke megen mening at invitere en højtråbende politisk blogger til – på dette privilegerede sted – at fortælle befolkningen sin mening om det. Endnu mindre mening vil det give at invitere en højtråbende kulturblogger. Til gengæld vil det være ok at spørge en arbejdsmarkedsforsker, en økonom og/eller en klimaforsker, som faktisk har undersøgt disse sammenhænge. Grundigt.

Om en bog er god eller dårlig er også et holdningsspørgsmål. Og enhver har lov at have og ytre så mange meninger, de vil. Alle kan bidrage til at sikre en forfatter succes eller fiasko ved at købe eller ikke købe bogen.

Men nu kan et dagblad også have den ambition at vække befolkningens nysgerrighed over for bøger, som de aldrig selv havde fundet frem til. Derfor giver det mening at ansætte en person, som bruger vældig megen tid på at læse skønlitteratur, og som derfor opdager bøger, som andre ikke gør, til – på dette privilegerede sted – at skrive og fortælle den almindelige læser om dem. Og hvis avisen gerne vil have denne person til at skrive mere end: "Her er en bog, du ikke kender. Den er god/dårlig; køb den/køb den ikke," så skal den ikke vælge en højtråbende litteraturblogger, som nok læser mange bøger, men som ellers ikke har erhvervet sig nogen særlige kvalifikationer for at fortælle om dem. Endnu mindre mening vil det give at ansætte en politisk blogger, som ikke læser skønlitteratur.

Vil avisen vejlede læserne om, hvorfor og hvordan (ikke kun at) en bog er god eller dårlig, ja, så kan den ansætte en, som har lært at analysere skønlitterær tekst, altså fx en kandidat fra litteraturstudierne eller fra Forfatterskolen, eller en som har vist et særligt talent for at analysere og formidle litteratur. Perspektivere i forhold til andre læste værker, perspektivere i forhold til andre kunstformer og andre former for kontekst, fx en social. Analysere doseringen af sprogets mindstedele, dets præcision, dets klang og rytme, dissonans, tekstens overordnede struktur, handlingens konsistens og relevans. osv.

Og formidle det på en måde, som har det i sig at kunne interessere nogen.

Enhver har ret til at have, ytre og handle ud fra egne meninger, men vi har ikke krav på at få dem trykt på en privilegeret plads i en avis. Det ville være både uoverkommeligt, meningsløst og uudholdeligt at bladre sig igennem.
 

torsdag, juni 08, 2017

Tænker ud af boksen

I 2010 udgav jeg novellen 'Linda', hvor en bestemt telefonboks på Østerbrogade i København indgår som en uundværlig rekvisit. Det var i sidste øjeblik. Kort tid efter var boksen pillet ned som den naturlige konsekvens af udviklingen inden for telefoni.

Det er ikke noget, jeg har skænket mange tanker siden, men for et par uger siden var jeg i Portugal med familien, og på vej gennem en ydmyg landsby langt fra alfarvej vågnede Vera pludselig op på bagsædet og udbrød fascineret: Hvad er det for et lille hus? Hun kunne ikke huske, at hun nogensinde havde set en telefonboks før, og det lille glashus på fortovet slog hende med forundring og begejstring. Da jeg havde forklaret hende formålet med den sære genstand, var hun endnu mere fortryllet: En telefon, som havde sit helt eget hus! Det måtte virkelig være længe siden, man havde brugt sådan nogle. Det var et levn fra en fjern tid, som en maurisk ruin i Andalusien, som en mexikansk pyramide. Vera er otte år. Jeg tænker, at Veras lillesøster, Serena, ikke vil kunne forstå novellen 'Linda', hvis hun som voksen skulle få den idé at læse den.


Savner jeg telefonboksene? Næ, vel egentlig ikke. Jeg har ofte haft det sjov i en telefonboks, men har trods alt haft det sjovere andre steder. Jeg har hørt, at man nu er begyndt at pille postkasserne ned i København. Er det sandt?

onsdag, juni 07, 2017

Partnervold og Facebook-domstol

Det er et stort problem, at det er så vanskeligt at fælde domme i sager om partnervold. Problemet hænger naturligvis sammen med, at denne alvorlige form for vold oftest begås, hvor der ingen vidner er. Særlig vanskeligt kan det være, når der er tale om trusler om vold og dødstrusler. Her er bevisførelsen tæt på umulig. Men heller ikke i tilfælde, hvor der er tale om gennemført fysisk vold, er bevisførelsen nødvendigvis let, for ofte skjuler offeret selv sporene, fordi hun eller han håber på at videreføre eller genoprette forholdet.

Dette er frustrerende ad helvede til! Man har lyst til at finde en genvej ind gennem problemet, finde en løsning.

Men det går altså ikke, at man derfor blot kræver, at der i disse sager skal fældes dom uden anden bevisførelse end den angiveligt forurettede parts vidnesbyrd. Ikke fordi voldsmændene ikke fortjener en dom og en straf. Det gør de! Men af den indlysende grund, at det ville betyder, at mange uskyldige ville blive dømt.

Og ved folk, at alene anklagen er nok til at sikre en domsfældelse, behøver man ikke være i tvivl om, at antallet af falske anklager vil stige drastisk. Anklagerne vil blive brugt til at skaffe sig af med eller hævne sig på dem, man har et udestående med, ligesom hekseafbrændingerne blev det her i landet for ikke så mange år siden.

Der er desværre ikke noget alternativ til en oplyst retssag med faste procedurer, som sikrer uskyldige mod at blive dømt.

Nu har vi en anden domstol, nemlig folkedomstolen, som den fungerer på Facebook, hvor det er blevet moderne at fremsætte kriminelle anklager mod navngivne personer. På Facebook er det lettere at fælde dom, for her fungerer anklagere som dommere, og sagen bliver aldrig alsidigt belyst.

Jeg skriver dette, fordi en offentlig kendt person i går blev hængt ud som skyldig i partnervold her på Facebook. Det er ikke en person, jeg kender. Jeg er ikke Facebook-venner med vedkommende, slet ikke personlig ven. Jeg kender stort set kun vedkommende for nogle politiske holdninger, som jeg bestemt ikke deler. Så jeg har ingen personlige aktier i at forsvare vedkommende. Men et forsvar er nødvendigt. Forsvar skal ikke forstås som sympati, forståelse eller medfølelse, men som alsidig og udtømmende belysning af sagen, og ikke kun partsindlæg fra den ene side. Sådan et forsvar er nødvendigt i enhver retssag. Og dette ER en retssag, selvom den ikke er officiel, for der foreligger en offentlig, kriminel anklage. Og det ser ud til, at dommen allerede er afsagt; dem, som ytrer sig, mener samstemmende, at anklagede er skyldig. Der er ikke rigtig nogen, som anfægter denne dom, selvom den tilsyneladende kun baserer sig på anklagen fra den forladte ægtefælle. Straffen er almindelig offentlig fordømmelse. En fordømmelse, som børnene i forholdet nok skal blive bekendt med om et par år, når de er store nok til at forstå, hvad det handler om.

Men hvorfor bekymre sig om forbryderen i stedet for offeret? Er partnervold da ikke værre end injurier og folkedomstol? Jo, hvis blot vi kunne være sikre på, at folkedomstolen kun gik ud over skyldige. Men det kan vi ikke.

Kan jeg omvendt vide, at den pågældende er uskyldig? Nej, overhovedet ikke. Det har jeg ingen forudsætninger for, men dem, der dømmer vedkommende skyldig, har heller ikke tilstrækkelige forudsætninger for dette. Det er jo sagen. Tror jeg, at vedkommende er uskyldig, eller tror jeg tværtimod på anklagerne? Jeg tror vel instinktivt mest på den angiveligt forurettede, men her er det vigtigt at holde tungen lige i munden: Det er nemlig bedøvende ligegyldigt, hvad jeg tror. Ønsker jeg, at vedkommende bliver dømt? Hvis vedkommende har gjort det, ja, naturligvis!

Ville jeg hellere udsættes for partnervold end at blive uskyldig dømt for den samme forbrydelse? At skulle leve med, at mine børn troede, at jeg havde banket deres mor, ja det tror jeg simpelthen ikke, jeg ville kunne. Det ville være slut for mig.

Ville jeg til gengæld kunne komme mig over en gentagen partnervold? Jeg ville være mærket for livet, det er sikkert. Det værste overfald, jeg har været udsat for, sidder stadig et sted i mig tyve år efter, og partnervold må være endnu værre, både fordi den jo altså gerne er gentagen, men også fordi voldsmanden/kvinden almindeligvis er en, man elsker og gerne vil forstå. Hvis det var partnervold, ville jeg måske have vanskeligt ved at leve i et parforhold igen, men jeg ville overleve, fordi jeg og mine nærmeste ville vide, at jeg var den forurettede part.

Retssystemet er skrøbeligt nok, som det er:

For et par uger siden linkede jeg her på Facebook til den artikel fra Ekstrabladet, som jeg også linker til her forneden. Overskriften er naturligvis misvisende (det er jo Ekstrabladet). Advokaten siger ikke, at vi er for hårde ved KRIMINELLE, selvom det måske også er tilfældet. Hun siger derimod, at vi er for hårde ved de ANKLAGEDE, og det er jo netop den forskel, der er afgørende. Vi således for hurtige til at fælde dom, før enhver rimelig tvivl om skyldsspørgsmålet er ryddet af vejen. Hun siger ovenikøbet, at denne strammede praksis gør, at flere bliver dømt for forbrydelser, de ikke har begået, nu end tidligere.

Dette gælder de danske domstole, hvor der trods alt er både veluddannede forsvarere og dommere og et vist krav om bevisførelse. Facebookdomstolen har ingen af delene.

Hvad kan man så gøre? Er der slet ingen løsning på dilemmaet, ingen konstruktive svar?

I den konkrete sag, må man naturligvis opfordre det angivelige offer til at gå til politiet med sin anklage. Det er åbenbart et billede af nogle blå mærker, som måske kan bruges til noget. Måske er der en medicinsk journal. Måske venner eller bekendte, som kan afgive forklaring. Sagen må gå sin gang og hurtigst muligt komme til domsafsigelse. Det har begge parter krav på.

Men mere generelt må man med store statslige kampagner opfordre til, at personer, som udsættes for vold af deres partner, siger fra med det samme. At de straks går til lægen og får skrevet en journal, hvis der er spor af vold, fysisk eller psykisk. At der oprettes langt flere anonymiserede og bevogtede krisecentre, hvor man kan henvende sig for råd og hjælp, og hvor man gratis kan overnatte og bo i sikkerhed, hvis man føler sig truet af sin partner. Eventuelt sammen med sine børn. Og hvor man, kan gå i overvåget parterapi, hvis det er den vej, man ender med at vælge. Sådanne centre skal der være i alle kommuner og alle købstæder.

Politiets vagthavende skal indskærpes en praksis, hvor de tager anmeldelser af partnervold langt mere alvorligt, end det er tilfældet nu, hvor victimblaming er en del af den daglige rutine. Der skal reageres med det samme. Patruljevognen skal ud til bopælen straks, og den angivelige voldsmand skal til afhøring umiddelbart. Det er dyrt, men jeg tror ikke, der er andre veje, hvis man vil bevare et retssamfund.


Det eksistentielle behov for fortælling

Bloggen genudsender opråbet, da det viser sig, at dette eksistentielle behov stadig eksisterer ...


Det er et fundamentalt menneskeligt behov at fortælle historier og at høre fortællinger, et eksistentiale. Der findes ikke menneskelige samfund, hvor man ikke tager hånd om dette behov med samme alvor og respekt, som når det gælder de lige så fundamentale behov for at synge, elske eller høre til et fællesskab. Man kan måske ligefrem sige, at behovet for at høre og fortælle historier er intimt forbundet med behovet for at blive menneske, udvikle og udfolde sit menneskelige væsen i et fællesskab, fordi disse historier repræsenterer eksempler på menneskelighed, som vi kan måle os med og spejle os i, få blik for andre eksistensmuligheder, gode, dårlige og alt det grå ind imellem, for at fremkalde kvalmen, det enorme, det skvulpende, vægtløse, ubundne, få vores verden til at mærkes svimlende stor, langt større, end vores forældres og venners eksempler alene kan; lade os famle os frem i det fremmede.

En verden uden fortællinger er en umenneskelig verden, et fængsel.

Litteraturen kan indløse vores behov for at synge. Det gør den i lyrikken. Den forløser en følelse, som allerede er i os; vi elsker sangen, når vi genkender den, selvom vi aldrig har hørt den før, når vi overraskes af os selv. Sådan er det også med lyrikken. Så føler vi os set, hørt, forstået, elsket og tilgivet.

Konceptlitteraturen kan sætte en tanke i gang; det er en filosofisk genre, på linje med sciencefiction-litteraturen. De er ens i den forstand, at de bygger på en ide og har som mål at illustrere den, få den til at fremstå chokerende klart. Ofte er det en ide af institutionskritisk karakter, man afslører noget, der ellers tages for givet; nu ser vi det som uhensigtsmæssigt, for eksempel et tilsløret magtforhold.

Indimellem lykkes det at skrive alle disse tre former for litteratur (fortællingen, lyrikken og konceptet) i samme værk, ja i samme sætning, men blot en af delene lykkes, har man bidraget til at menneskeliggøre verden. Alle tre former er gamle, og alle tre knytter an til væsentlige menneskelige behov. I den forstand er de alle umistelige. Ingen af dem vil nogensinde gå ud af brug. Måder at skrive dem på kan forældes, men behovet kan ikke.
 

torsdag, juni 01, 2017

Efternøleren

Serena på tre år har ingen jævnaldrende søskende, som hun skal konkurrere med om opmærksomheden, måske er det derfor. I hvert fald er hun tydeligvis vant til, at alt, hvad hun siger, bliver opfatter som relevant, sjovt eller i det mindste charmerende, og det er helt naturligt for hende, at det er hende der styrer samtalen i rummet, også selvom alle andre tilstedeværende måtte være voksne. Hun taler med andre ord hele tiden.

Da jeg i dag fulgte hende til børnehave, slog vi følgeskab med en af vores venner, en mor fra vores store børns skole, som gerne ville tale med Serena, og muligvis også med mig, men som det ofte sker, var det vanskeligt for andre end Serena at få et ord indført. Derfor tog jeg mig, da vores veninde var drejet om et hjørne, sammen og fik sagt til Serena, at hvor dejligt det end var, at hun havde så meget at fortælle, så kunne det godt være, at hun skulle holde en lille pause indimellem blot for at teste, om der skulle være andre, som havde lyst til at sige noget.


Serena betragtede mig undersøgende. Så kiggede hun opgivende frem for sig.

– Tænk dig nu om, far, sagde hun lidt efter. – Tænk dig godt om, tænk med dit hovede, far, ikke med kroppen: Har du virkelig lyst til at tale hele tiden?
– Nej, ikke h ..., sagde jeg.
– Nej, der kan du bare se! sagde hun.

Nogen skulle jo tage opgaven på sig.