Junglepigen får hammeren i Politiken. Men læs den gerne alligevel. Hvor meget lid, man kan fæste til kvindens barndomserindringer, kan jeg vanskeligt afgøre, men under alle omstændigheder fortæller bogen rigtig meget om det Sydamerika, som hun er født og opvokset i. Og underholdende er det sgu.
http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE2159892/junglepiges-erindringer-fremstaar-utrovaerdigt-disneyagtige/
Lystens værk publicerer tekster skrevet af Jens Peter Kaj, som forbeholder sig ophavsretten.
tirsdag den 17. december 2013
fredag den 13. december 2013
torsdag den 12. december 2013
Læs Mute
Titel: Mute
Forfattere: Anders Vægter Nielsen & Cindy Lynn Brown
Forlag: Spring
Omslag: Niklas B (viser en sort skygge af to voksne, en mand
og en kvinde, som holder hinanden i hånden; man aner også bag dem skyggen af to
mindre mennesker. De sorte skygger lægger sig ud over en lysebrun overflade,
som kan ligne flade sten.)
Sideantal: 179
Format: 12 x 19 cm
Udstyr: garnhæftet, matkacheret flapomslag
Det første, man bemærker, er jo, at bogen er skrevet af to, af en kvinde på 40 og en mand på 50. Bogen falder i seks såkaldte faser, seks
tableauer kunne man også sige, seks nogenlunde stillestående dage på en
campingplads på Fyn, hvor romanens fire hovedpersoner holder ferie i en lejet
hytte.
Men de to forfattere har ikke valgt at fordele de seks faser
mellem sig med tre til hver. De har skrevet alle faserne sammen. De har
naturligvis ikke skrevet alle sætninger sammen, men har tilsyneladende
skiftedes til at skrive afsnit af 10-20 linjer.
Teksten er hele vejen igennem fortalt i tredje person af en
fortæller, som skiftevis har Richards og Benedictes perspektiv. Det er
ægteparet, de voksne i familien. Når perspektivet er Richards, kan fortælleren
gå ind i hovedet på ham og fortælle, hvad han tænker, hører, lugter og ser. Det
perspektiv holdes i 10-20 linjer, og så er det Benedictes tur. I det store hele
er det den samme situation, som på skift beskrives fra den enes og så den
andens perspektiv. Indimellem befinder de sig dog hver sit sted og tænker
måske/måske ikke på det samme, men sanser i sagens natur hver sit.
Man mærker
næsten ingen forskel i sprogtone og stil fra afsnit til afsnit.
Benedicte er en sygeplejerske i fyrrene. Hun har
tvillingebørn på 11, Dylan og Ditte, med Richard. Ditte er den alt for modne
pige, som synes, at tvillingebroren er barnlig og moren pinlig og træls. Ditte
har en kæreste, som er ældre end hende selv, hvilket hun ikke gør noget særligt
for at skjule for sine forældre, nærmest tværtimod. Moren kan næsten ikke holde
hende ud. Ditte minder hende om Estrid, som var Benedictes elskede farmor.
Eller hendes ansigt gør.
Benedicte har en udpræget interesse for Tour de France-cykelsport og en kærlighed til cykelrytteren Jan Ulrich. Hun skal se alle Tour-etaperne, særligt dem i
bjergene, naturligvis. Jan Ulrich er stadig med, og Lance Armstrong er med som
favorit, så mon ikke handlingen udspiller sig et sted omkring år 2000?
Richard er ikke interesseret i cykelsport, men i skotsk gælisk
punk. Han har selv spillet. Vi får en slags faktabokse i kursiv om skotsk,
gælisk punk. Det er interessant nok og under alle omstændigheder hurtigt
overstået. Han savner sin søster Margrethe, som bor for langt væk. Han føler
sig uden for det fællesskab Margrethe har med deres bror, som hun bor i
nærheden af.
Handlingen i bogen er ikke opsigtsvækkende. Det er sproget
heller ikke, det er en stille, stilsikker fortælling, hvor der sker almindelige
ferieting, som da Dylan får en flåt på nosserne. Eller da der er rapseri på
campingpladsen. Eller da de besøger Egeskov slot eller spiller Matador.
Men der dukker også et lig op på stranden en af dagene. En
mand i tresserne. Er han myrdet?
Handlingen er nu ikke det vigtige. Det interessante ved
bogen er reflektionerne over hverdagslivet, de to forskellige, men uløseligt
forbundne perspektiver på den fælles hverdag. Kommunikationen og
ikke-kommunikationen mellem de to voksne i familien. Magt, fortrydelser og
kærlighed.
Jeg vil ikke give stjerner, bare give denne korte
beskrivelse - og så anbefale andre at gøre deres egne erfaringer med værket.
Myten om rundkredspædagogik
Man
hører igen og igen den konservative fortælling om, at den danske
'rundkredspædagogik' er skyld i, at danske folkeskoleelever ikke klarer sig
lige så godt som kineserne og andre østasiater fx i matematik. Dette dogme
bliver gentaget så tit, at man i svage øjeblikke kan komme til at tro, at der
er noget om snakken. Den samme konservative pædagogiske tanke hylder kineserne
for at have en mere lærerstyret pædagogik, hvor eleverne ved, hvad de har at
holde sig til.
Men
denne konservative skolefortælling bygger på en misforståelse. Når kinesiske
børn skal lære fx at løse en ligning med to ubekendte, præsenterer læreren dem
for problemet og beder dem slet og ret om at gå i gang. Så forsøger eleverne hver
for sig at løse det på den måde, der nu falder dem ind. Læreren giver i første
omgang ingen løsningsforslag, for det ville hindre dem i selv at udvikle ideer.
Når alle så er kommet så langt, som de nu kan med problemet, beder læreren dem
efter tur fortælle, hvordan de har forsøgt at løse problemet og hvorfor. Og
derefter diskuterer klassen i fællesskab, hvilken løsningsmodel der er bedst.
Først derefter fortæller læreren, hvordan hun/han selv ville løse problemet.
Den måde at undervise på stimulerer kreativiteten, opfindsomheden og
reflektionen over egen læring, og den træner eleverne i at finde den bedste
løsning både alene og i et samtalende fællesskab.
Sådan
har jeg ikke lært matematik i den danske folke- og gymnasieskole i de berygtede
1970'ere og 1980'ere. Læreren fortalte os bare, hvordan man løste en ligning
med to ubekendte, og så blev vi præsenteret for en lang række opgaver af samme
type som den, læreren havde gennemgået, og derefter måtte vi øve os i den
metode, til vi kunne den.
Om
denne konservative pædagogiske fremgangsmåde stadig er normen, ved jeg ikke. Jeg
vil tro, at der er en del flere farver på paletten i dag. Der er jo heller ikke
to lærere eller skoleklasser, der er ens.
Men mit
bud er faktisk, at vi snarere end for meget har alt for lidt rundkredspædagogik
i Danmark, og det skyldes i høj grad den konservative misforståelse om, at
eleverne ikke lærer noget af en dialogisk pædagogik. Dette til det ulidelige
gentagne dogme afskrækker utvivlsomt lærere fra at eksperimentere med modeller
som den spændende østasiatiske udgave af rundkredspædagogikken, som ellers nok
rummer en pointe eller to, der kunne bruges i den danske skole.
Læs
gerne mere i Læringens fundamenter,
når den udkommer på Klim til foråret.
mandag den 2. december 2013
Venskabelige reaktioner på fiktion - en opsamling
En nabo
"Jeg ved, du skriver en bog om mig", indledte min nabo engang et trusselsbrev. Han troede, at den roman, jeg skrev på, handlede om ham. Han troede også, at jeg ville afsløre noget af min viden om hans liv i bogen. Senere i brevet truede han med at offentliggøre sin private viden om mig, hvis jeg publicerede romanen. Jeg udgav romanen uden at ændre noget, den handlede ikke om min nabo. Om han efterfølgende forsøgte at få nogen til at interessere sig for sin angivelige viden om mit privatliv, ved jeg ikke.
En anden ven
En anden ven insisterede engang på, at hun havde opklaret en novelle, jeg havde skrevet. Hvad hun mente var, at hun havde regnet ud, hvem den i virkeligheden handlede om. Selv var jeg indtil da ikke klar over, at min novelle havde sådan en løsning. Jeg havde opfattet den som fiktion, eller lad os sige som et forslag til en mulig alternativ virkelighed. Ikke som en beskrivelse af en faktisk virkelighed.
Flere nære venner
Flere nære venner har forgæves kigget efter sig selv i mine fortællinger. Også en højt elsket kvinde har bebrejdet mig, at jeg ikke har skrevet en roman eller i det mindste en novelle om hende. Jeg fortalte hende, at jeg til gengæld havde skrevet et digt. "Men det har du jo ikke udgivet", fortsatte hun.
En gammel skolekammerat
"Hvorfor har du fremstillet mig så nidkær og kontrollerende?", spurgte en gammel skolekammerat. Jeg svarede ved at spørge, om han opfattede sig selv som nidkær og kontrollerende. Det gjorde han ikke. Så spurgte jeg, om han havde gjort nogen af alle de nidkære og kontrollerende gerninger, som karakteren i romanen gjorde. Heller ikke det kunne han bekræfte.
Det viste sig ved en nærmere efterprøvelse, at han intet havde gjort af det, karakteren gjorde i romanen. Det var jo netop derfor, han fandt fremstillingen så urimelig. "Bor du der, hvor karakteren bor, hedder du det samme, er du lige så gammel, ser du ud på same måde eller arbejder du med det samme som denne karakter?", spurgte jeg i en lang udånding. Intet af det var tilfældet, hvilket fik mig til at sige, at det måske så slet ikke var ham. Denne konstatering skuffede ham synligt.
En vældig god ven
En vældig god ven beskyldte mig for at lyve, da jeg publicerede min første roman, Sofa. Sofa handler blandt andet om en fest, der opstod i en sofa, mens den blev båret gennem Odenses centrum fra en lejlighed til en anden. Denne del af romanen er inspireret af en fest, som virkelig opstod i en sofa under sådan en flytning. Men det foregik i virkeligheden ikke som i bogen, sagde min ven og opfattede denne sin anklage som et diskvalificerende træk ved romanen.
Arh, det kan være sagt i sjov. Man behøver jo ikke blive paranoid, bare fordi de alle sammen er efter en.
En noget fjernere bekendt
En noget fjernere bekendt spredte en overgang det rygte, at en af mine noveller faktisk handlede om ham. Han må til gengæld virkelig have ment det, for det gjorde ham så panisk rasende, at han skrev en harmdirrende og rystet, men ikke synderligt tekstmedholdelig anmeldelse af hele novellesamlingen. Og så fik han sin mor til at gøre det samme i et andet tidsskrift. Dette fik ham ulykkeligvis til at ligne hovedpersonen i den pågældende novelle en smule.
"Jeg ved, du skriver en bog om mig", indledte min nabo engang et trusselsbrev. Han troede, at den roman, jeg skrev på, handlede om ham. Han troede også, at jeg ville afsløre noget af min viden om hans liv i bogen. Senere i brevet truede han med at offentliggøre sin private viden om mig, hvis jeg publicerede romanen. Jeg udgav romanen uden at ændre noget, den handlede ikke om min nabo. Om han efterfølgende forsøgte at få nogen til at interessere sig for sin angivelige viden om mit privatliv, ved jeg ikke.
En anden ven
En anden ven insisterede engang på, at hun havde opklaret en novelle, jeg havde skrevet. Hvad hun mente var, at hun havde regnet ud, hvem den i virkeligheden handlede om. Selv var jeg indtil da ikke klar over, at min novelle havde sådan en løsning. Jeg havde opfattet den som fiktion, eller lad os sige som et forslag til en mulig alternativ virkelighed. Ikke som en beskrivelse af en faktisk virkelighed.
Flere nære venner
Flere nære venner har forgæves kigget efter sig selv i mine fortællinger. Også en højt elsket kvinde har bebrejdet mig, at jeg ikke har skrevet en roman eller i det mindste en novelle om hende. Jeg fortalte hende, at jeg til gengæld havde skrevet et digt. "Men det har du jo ikke udgivet", fortsatte hun.
En gammel skolekammerat
"Hvorfor har du fremstillet mig så nidkær og kontrollerende?", spurgte en gammel skolekammerat. Jeg svarede ved at spørge, om han opfattede sig selv som nidkær og kontrollerende. Det gjorde han ikke. Så spurgte jeg, om han havde gjort nogen af alle de nidkære og kontrollerende gerninger, som karakteren i romanen gjorde. Heller ikke det kunne han bekræfte.
Det viste sig ved en nærmere efterprøvelse, at han intet havde gjort af det, karakteren gjorde i romanen. Det var jo netop derfor, han fandt fremstillingen så urimelig. "Bor du der, hvor karakteren bor, hedder du det samme, er du lige så gammel, ser du ud på same måde eller arbejder du med det samme som denne karakter?", spurgte jeg i en lang udånding. Intet af det var tilfældet, hvilket fik mig til at sige, at det måske så slet ikke var ham. Denne konstatering skuffede ham synligt.
En vældig god ven
En vældig god ven beskyldte mig for at lyve, da jeg publicerede min første roman, Sofa. Sofa handler blandt andet om en fest, der opstod i en sofa, mens den blev båret gennem Odenses centrum fra en lejlighed til en anden. Denne del af romanen er inspireret af en fest, som virkelig opstod i en sofa under sådan en flytning. Men det foregik i virkeligheden ikke som i bogen, sagde min ven og opfattede denne sin anklage som et diskvalificerende træk ved romanen.
Arh, det kan være sagt i sjov. Man behøver jo ikke blive paranoid, bare fordi de alle sammen er efter en.
En noget fjernere bekendt
En noget fjernere bekendt spredte en overgang det rygte, at en af mine noveller faktisk handlede om ham. Han må til gengæld virkelig have ment det, for det gjorde ham så panisk rasende, at han skrev en harmdirrende og rystet, men ikke synderligt tekstmedholdelig anmeldelse af hele novellesamlingen. Og så fik han sin mor til at gøre det samme i et andet tidsskrift. Dette fik ham ulykkeligvis til at ligne hovedpersonen i den pågældende novelle en smule.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Om litteratur
Om sprog
Sportsportrætter
Familieportrætter
Debat og politik
Stevie Wonder synger, til Søren Brostrøm er solbrændt på næsetippen
Flanør i Madrid
Glimt af et liv
Samtaler med børn
Gadekunst i La Victoria
- Start
- Gadekunst i La Victoria – 1
- Gadekunst i La Victoria – 2
- Gadekunst i La Victoria – 3
- Gadekunst i La Victoria – 4
- Gadekunst i La Victoria – 5
- Gadekunst i La Victoria – 6
- Gadekunst i La Victoria – 7
- Gadekunst i La Victoria – 8
- Gadekunst i La Victoria – 9
- Gadekunst i La Victoria – 10
- Gadekunst i La Victoria – 11
- Gadekunst i La Victoria – 12
- Gadekunst i La Victoria – 13
- Gadekunst i La Victoria – 14
- Gadekunst i La Victoria – 15
- Gadekunst i La Victoria – 16
- Gadekunst i La Victoria – 17
- Gadekunst i La Victoria – 18
- Gadekunst i La Victoria – 19
- Gadekunst i La Victoria – 20
- Gadekunst i La Victoria – 21
- Gadekunst i La Victoria – 22
- Gadekunst i La Victoria – 23
- Gadekunst i La Victoria – 24
- Gadekunst i La Victoria – 25
- Gadekunst i La Victoria – 26
- Gadekunst i La Victoria – 27
- Gadekunst i La Victoria – 28
- Gadekunst i la Victoria – 29
- Gadekunst i La Victoria – 30
- Gadekunst i La Victoria – 31
- Gadekunst i La Victoria – 32
- Gadekunst i La Victoria – 33
- Gadekunst i La Victoria – 34
- Gadekunst i La Victoria – 35