tirsdag den 17. december 2013

Tæsk til en bog, jeg har oversat!

Junglepigen får hammeren i Politiken. Men læs den gerne alligevel. Hvor meget lid, man kan fæste til kvindens barndomserindringer, kan jeg vanskeligt afgøre, men under alle omstændigheder fortæller bogen rigtig meget om det Sydamerika, som hun er født og opvokset i. Og underholdende er det sgu.

http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE2159892/junglepiges-erindringer-fremstaar-utrovaerdigt-disneyagtige/

torsdag den 12. december 2013

Læs Mute

Titel: Mute
Forfattere: Anders Vægter Nielsen & Cindy Lynn Brown
Forlag: Spring
Omslag: Niklas B (viser en sort skygge af to voksne, en mand og en kvinde, som holder hinanden i hånden; man aner også bag dem skyggen af to mindre mennesker. De sorte skygger lægger sig ud over en lysebrun overflade, som kan ligne flade sten.)
Sideantal: 179
Format: 12 x 19 cm
Udstyr: garnhæftet, matkacheret flapomslag


Det første, man bemærker, er jo, at bogen er skrevet af to, af en kvinde på 40 og en mand på 50. Bogen falder i seks såkaldte faser, seks tableauer kunne man også sige, seks nogenlunde stillestående dage på en campingplads på Fyn, hvor romanens fire hovedpersoner holder ferie i en lejet hytte.

Men de to forfattere har ikke valgt at fordele de seks faser mellem sig med tre til hver. De har skrevet alle faserne sammen. De har naturligvis ikke skrevet alle sætninger sammen, men har tilsyneladende skiftedes til at skrive afsnit af 10-20 linjer.

Teksten er hele vejen igennem fortalt i tredje person af en fortæller, som skiftevis har Richards og Benedictes perspektiv. Det er ægteparet, de voksne i familien. Når perspektivet er Richards, kan fortælleren gå ind i hovedet på ham og fortælle, hvad han tænker, hører, lugter og ser. Det perspektiv holdes i 10-20 linjer, og så er det Benedictes tur. I det store hele er det den samme situation, som på skift beskrives fra den enes og så den andens perspektiv. Indimellem befinder de sig dog hver sit sted og tænker måske/måske ikke på det samme, men sanser i sagens natur hver sit.

Man mærker næsten ingen forskel i sprogtone og stil fra afsnit til afsnit.

Benedicte er en sygeplejerske i fyrrene. Hun har tvillingebørn på 11, Dylan og Ditte, med Richard. Ditte er den alt for modne pige, som synes, at tvillingebroren er barnlig og moren pinlig og træls. Ditte har en kæreste, som er ældre end hende selv, hvilket hun ikke gør noget særligt for at skjule for sine forældre, nærmest tværtimod. Moren kan næsten ikke holde hende ud. Ditte minder hende om Estrid, som var Benedictes elskede farmor. Eller hendes ansigt gør.

Benedicte har en udpræget interesse for Tour de France-cykelsport og en kærlighed til cykelrytteren Jan Ulrich. Hun skal se alle Tour-etaperne, særligt dem i bjergene, naturligvis. Jan Ulrich er stadig med, og Lance Armstrong er med som favorit, så mon ikke handlingen udspiller sig et sted omkring år 2000?

Richard er ikke interesseret i cykelsport, men i skotsk gælisk punk. Han har selv spillet. Vi får en slags faktabokse i kursiv om skotsk, gælisk punk. Det er interessant nok og under alle omstændigheder hurtigt overstået. Han savner sin søster Margrethe, som bor for langt væk. Han føler sig uden for det fællesskab Margrethe har med deres bror, som hun bor i nærheden af.

Handlingen i bogen er ikke opsigtsvækkende. Det er sproget heller ikke, det er en stille, stilsikker fortælling, hvor der sker almindelige ferieting, som da Dylan får en flåt på nosserne. Eller da der er rapseri på campingpladsen. Eller da de besøger Egeskov slot eller spiller Matador.

Men der dukker også et lig op på stranden en af dagene. En mand i tresserne. Er han myrdet?

Handlingen er nu ikke det vigtige. Det interessante ved bogen er reflektionerne over hverdagslivet, de to forskellige, men uløseligt forbundne perspektiver på den fælles hverdag. Kommunikationen og ikke-kommunikationen mellem de to voksne i familien. Magt, fortrydelser og kærlighed.


Jeg vil ikke give stjerner, bare give denne korte beskrivelse - og så anbefale andre at gøre deres egne erfaringer med værket.

Myten om rundkredspædagogik

Man hører igen og igen den konservative fortælling om, at den danske 'rundkredspædagogik' er skyld i, at danske folkeskoleelever ikke klarer sig lige så godt som kineserne og andre østasiater fx i matematik. Dette dogme bliver gentaget så tit, at man i svage øjeblikke kan komme til at tro, at der er noget om snakken. Den samme konservative pædagogiske tanke hylder kineserne for at have en mere lærerstyret pædagogik, hvor eleverne ved, hvad de har at holde sig til.

Men denne konservative skolefortælling bygger på en misforståelse. Når kinesiske børn skal lære fx at løse en ligning med to ubekendte, præsenterer læreren dem for problemet og beder dem slet og ret om at gå i gang. Så forsøger eleverne hver for sig at løse det på den måde, der nu falder dem ind. Læreren giver i første omgang ingen løsningsforslag, for det ville hindre dem i selv at udvikle ideer. Når alle så er kommet så langt, som de nu kan med problemet, beder læreren dem efter tur fortælle, hvordan de har forsøgt at løse problemet og hvorfor. Og derefter diskuterer klassen i fællesskab, hvilken løsningsmodel der er bedst. Først derefter fortæller læreren, hvordan hun/han selv ville løse problemet. Den måde at undervise på stimulerer kreativiteten, opfindsomheden og reflektionen over egen læring, og den træner eleverne i at finde den bedste løsning både alene og i et samtalende fællesskab.

Sådan har jeg ikke lært matematik i den danske folke- og gymnasieskole i de berygtede 1970'ere og 1980'ere. Læreren fortalte os bare, hvordan man løste en ligning med to ubekendte, og så blev vi præsenteret for en lang række opgaver af samme type som den, læreren havde gennemgået, og derefter måtte vi øve os i den metode, til vi kunne den.

Om denne konservative pædagogiske fremgangsmåde stadig er normen, ved jeg ikke. Jeg vil tro, at der er en del flere farver på paletten i dag. Der er jo heller ikke to lærere eller skoleklasser, der er ens.

Men mit bud er faktisk, at vi snarere end for meget har alt for lidt rundkredspædagogik i Danmark, og det skyldes i høj grad den konservative misforståelse om, at eleverne ikke lærer noget af en dialogisk pædagogik. Dette til det ulidelige gentagne dogme afskrækker utvivlsomt lærere fra at eksperimentere med modeller som den spændende østasiatiske udgave af rundkredspædagogikken, som ellers nok rummer en pointe eller to, der kunne bruges i den danske skole.


Læs gerne mere i Læringens fundamenter, når den udkommer på Klim til foråret.

mandag den 2. december 2013

Venskabelige reaktioner på fiktion - en opsamling

En nabo
"Jeg ved, du skriver en bog om mig", indledte min nabo engang et trusselsbrev. Han troede, at den roman, jeg skrev på, handlede om ham. Han troede også, at jeg ville afsløre noget af min viden om hans liv i bogen. Senere i brevet truede han med at offentliggøre sin private viden om mig, hvis jeg publicerede romanen. Jeg udgav romanen uden at ændre noget, den handlede ikke om min nabo. Om han efterfølgende forsøgte at få nogen til at interessere sig for sin angivelige viden om mit privatliv, ved jeg ikke.

En anden ven
En anden ven insisterede engang på, at hun havde opklaret en novelle, jeg havde skrevet. Hvad hun mente var, at hun havde regnet ud, hvem den i virkeligheden handlede om. Selv var jeg indtil da ikke klar over, at min novelle havde sådan en løsning. Jeg havde opfattet den som fiktion, eller lad os sige som et forslag til en mulig alternativ virkelighed. Ikke som en beskrivelse af en faktisk virkelighed.

Flere nære venner
Flere nære venner har forgæves kigget efter sig selv i mine fortællinger. Også en højt elsket kvinde har bebrejdet mig, at jeg ikke har skrevet en roman eller i det mindste en novelle om hende. Jeg fortalte hende, at jeg til gengæld havde skrevet et digt. "Men det har du jo ikke udgivet", fortsatte hun.

En gammel skolekammerat
"Hvorfor har du fremstillet mig så nidkær og kontrollerende?", spurgte en gammel skolekammerat. Jeg svarede ved at spørge, om han opfattede sig selv som nidkær og kontrollerende. Det gjorde han ikke. Så spurgte jeg, om han havde gjort nogen af alle de nidkære og kontrollerende gerninger, som karakteren i romanen gjorde. Heller ikke det kunne han bekræfte.

Det viste sig ved en nærmere efterprøvelse, at han intet havde gjort af det, karakteren gjorde i romanen. Det var jo netop derfor, han fandt fremstillingen så urimelig. "Bor du der, hvor karakteren bor, hedder du det samme, er du lige så gammel, ser du ud på same måde eller arbejder du med det samme som denne karakter?", spurgte jeg i en lang udånding. Intet af det var tilfældet, hvilket fik mig til at sige, at det måske så slet ikke var ham. Denne konstatering skuffede ham synligt.

En vældig god ven
En vældig god ven beskyldte mig for at lyve, da jeg publicerede min første roman, Sofa. Sofa handler blandt andet om en fest, der opstod i en sofa, mens den blev båret gennem Odenses centrum fra en lejlighed til en anden. Denne del af romanen er inspireret af en fest, som virkelig opstod i en sofa under sådan en flytning. Men det foregik i virkeligheden ikke som i bogen, sagde min ven og opfattede denne sin anklage som et diskvalificerende træk ved romanen.

Arh, det kan være sagt i sjov. Man behøver jo ikke blive paranoid, bare fordi de alle sammen er efter en.

En noget fjernere bekendt
En noget fjernere bekendt spredte en overgang det rygte, at en af mine noveller faktisk handlede om ham. Han må til gengæld virkelig have ment det, for det gjorde ham så panisk rasende, at han skrev en harmdirrende og rystet, men ikke synderligt tekstmedholdelig anmeldelse af hele novellesamlingen. Og så fik han sin mor til at gøre det samme i et andet tidsskrift. Dette fik ham ulykkeligvis til at ligne hovedpersonen i den pågældende novelle en smule.