fredag den 16. november 2012

Frigørelse og fagforeninger

Vi ser sydeuropæiske fagforeninger kæmpe for bevarelse af arbejdspladser i miner, hvor alle medarbejdere får slidt deres led i stykker og ødelagt deres helbred af giftige mineraler. Arbejdspladser, hvor arbejderne har en ensformig og mentalt invaliderende hverdag, en dårlig løn og ingen indflydelse på deres eget arbejde. Samtidig er det arbejdspladser, som set i et mere overordnet perspektiv er forældede og ikke tjener nogen anden funktion end at fastholde samfundet i et unødvendigt forurenende forbrugsmønster. Det er ingen progressiv kamp.

Vi ser danske fagforeninger kæmpe for højere løn til højtlønnede, velvidende at det vil øge uligheden i samfundet og på den enkelte arbejdsplads, hvor de lavtlønnede aldrig vil opnå de samme nominelle lønstigninger. Øget ulighed på den enkelte arbejdsplads er med til at hierarkisere og umenneskeliggøre relationerne mellem medarbejderne yderligere. Det er en udvikling, som skyder den sociale frigørelse stadig længere ud i fremtiden.

Danske fagforeninger kæmper for deres egen faggruppes egoistiske interesser i pension og løn. De kæmper ikke for alle medarbejderes fælles indflydelse på arbejdets organisering, ikke for indflydelse på produktionens samfundsmæssige, fx miljømæssige, betydning, og produktets kvalitet, ikke for lønudligning og fordeling af arbejdet, så alle medarbejdere hver dag får brugt både krop og åndsevner i et afvekslende arbejde. Det gør de ikke, fordi de kæmper inden for rammerne af Hovedaftalen mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne, som giver arbejderne ret til at organisere sig og strejke og kæmpe for løn, arbejdstid og arbejdsmiljø, men som samtidig fastslår, at arbejdsgiverne har retten til at lede og fordele arbejdet.

Det er det danske aftalesystem, den danske model, som selv socialisterne i Enhedslisten forsvarer. Men inden for rammerne af Hovedaftalen kan man ikke nærme sig socialismen. Kampen for socialismen indebærer en opsigelse af Hovedaftalen.

En fagbevægelse, som kæmper på Hovedaftalens præmisser, vil altid som hovedtendens være reaktionær (selvom de kan kæmpe nok så mange progressive enkeltkampe), og hele laget af professionelle systembevarere i den danske fagbevægelse står i vejen for en frigørende udvikling.

Ønsker man den sociale frigørelse, skal man ikke kun arbejde for en opsigelse af hovedaftalen. I sig selv løser det intet, for hele fagbevægelsens struktur er modelleret efter Hovedaftalens dårlige kompromis mellem lønarbejdere og virksomhedsejere. Opsigelsen vil ikke stille en kollegial magt i stedet for virksomhedesejernes og pampernes magt, men blot svække pamperne over for kapitalisterne. Modmagten skal opbygges ved siden af den nuværende fagforeningsstruktur. Vi skal arbejde for fagforeninger, som har deres basis på den enkelte arbejdsplads, og som går på tværs af faggrænser. Disse nye fagforeninger skal solidarisk kæmpe for alle medarbejderes vilkår, ikke splitte dem op i kamp om den fælles lønsum. Det handler om lønudligning og medarbejderindflydelse på arbejdets tilrettelæggelse og fordelingen af arbejdets udkomme. Om arbejdsmiljø og ydre miljø. Om at skabe arbejdspladser, som producerer for samfundets behov og velfærd, ikke for profit, og som producerer på en måde, der er udviklende og sund for alle medarbejdere.

Ligeløn for alle er den yderste grænse, vi gradvis skal forsøge at tilnærme os. Det forudsætter en anderledes fordeling af arbejdet, fx en opkvalificering af de ufaglærte arbejdsfunktioner. Men der vil formodentlig altid være behov for specialister med ekstra lange uddannelser. Derfor forudsætter en tilnærmelse til ligeløn også, at de medarbejdere, som har de længste uddannelser, også får løn under uddannelsen. Det skal arbejdsgiverne være med til at betale. Fx kan en del af de højtuddannedes høje løn i stedet indgå i en uddannelseslønpulje, som også staten bidrager til med SU-pengene. En anden del af den høje løn må gå til hævelse af de laveste lønsatser på arbejdspladsen.

De nye arbejdspladsbaserede fagligforeninger skal ikke kæmpe for højere løn til de højtlønnede, men for lavere løn samt løn under uddannelsen og hævelse af de laveste lønninger.

Socialismen handler ikke om forsvar for privilegier og øgede forbrugsmuligheder for alle, men om lighed, frihed og selvudfoldelse.

Ingen kommentarer: