La Latina og krisen i Spanien

Her fra min altan kan jeg høre og se alt, hvad der foregår på byggetomten Campo de la Cebada, og det er Madrids mest interessante plads netop nu.

Nu fyldes pladsen med børnefamilier. Jeg genkender mange af dem fra La Paloma, børnenes skole. Det strømmer til med strejkende forældre, som kommer her med deres børn for at skilte med deres utilfredshed. I dag handler det om nedskæringerne i den spanske folkeskole. Jeg skal derned med Karl og Vera om lidt. På La Paloma er der nu to færre lærere end før sommerferien, mens antallet af elever er sat op med tre per klasse.

På Campo de la Cebada lå en offentlig svømmehal midt i La Latina. Byggetomten er en del af Plaza de la Cebada, et af La Latinas mange åbne arealer. Svømmehallen blev for fire år siden revet ned med løfte om en ny. Den nye kom ikke. Det gjorde krisen. Spanierne har valgt Mariano Rajoy og hans konservative PP til at løse de økonomiske problemer. Også i Madrids bystyre er PP ved magten, og både på landsplan og i Madrid forsøger politikerne sig med en neddrosling af den offentlige økonomi. Nedskæringer i den offentlige service og privatisering.

13. juni vedtog Rajoys regering en sparepakke på endnu 65 milliarder €, hvilket betyder, at det offentlige budget i alt er beskåret med 100 milliarder € i løbet af et halvt år. Momsen er sat op fra 18 til 21%. Funktionærernes realløn er reduceret med 25%, siden Rajoy tog over, og den diminutive arbejdsløshedsunderstøttelse er sat ned med 10 %.

Campo de la Cebada skal privatiseres, og så skal der bygges et butikscenter. De lokale beboere er sure over, at de aldrig får deres nye svømmehal, men sure på en glad måde. De har lavet en forening, som arrangerer aktiviteter på pladsen for at holde opmærksomheden rettet mod den manglende pøl.

Billed- og installationskunstnere udstiller på pladsen, skulptører. Balletinspirerede cirkusartister optræder. Der er teatersport, nogen bygger højbede til tomat, aubergine og krydderurt, andre bygger skyggefulde tribuner med hjul under, så de kan flyttes rundt alt efter, hvor på pladsen der er optræden. Tribunerne bygges af en blanding af nyt tømmer og gedigent skrammel. En er lavet af 24 forskellige spisebordsstole boltet fast på friske lægter, en anden af bildæk og en af frugtkasser. Der er otte rullende tribuner i alt.

Der bygges legehuse til børnene, eller de kan selv bygge af nedbrydningsaffaldet. Nogen sidder og tegner i skyggen, spiller skak eller læser i den store gyngesofa. Der er open air-filmforevisninger om aftenen. Der er en basketball-bane med hjemmehæklet dækken til pladen, så bolden ikke larmer, når den rammer, der er bordtennis og fodbold. Når de røde har marcheret i gaderne og demonstreret på Plaza Mayor mod nedskæringer og privatisering, holder de folkekøkken på Campo de la Cebada.

Hver søndag er der koncert med Cantamañanas, som er en gruppe sangere med guitar på. Folkesangere, humorister, protestsangere. De holder små politiske taler mellem sangene. Koncerterne starter kl. 13 og fortsætter i 7-8 timer. Sådan kører det hele året, de holder til i kvarteret. En af dem er min datters sanglærer i skolen.

I sidste uge var der sangerfestival. Hver aften sang og spillede solister fra hele verden. De fik tre sange hver. Sangerne fra Cantamañanas introducerede deres gæstekolleger, solgte øl og vand og fik det hele til at klappe. Det er aktivistarbejde. En sur indianer fra Bolivia har fået beslaglagt sin guitar af politiet, fordi han spillede på gaden. Så låner han en af en argentinsk kollega, og synger surt og pragtfuldt.

Nu er der standup-festival.

For et par uger siden uge stillede aktivisterne oppustelige svømmebassiner op på pladsen. Folk kom i badetøj, der var vandkamp overalt. Børn i ukontrollabel leg. Sol, brune ben, voksenleg, men også plancher og brochurer, som forklarede om privatiseringens konsekvenser. Det handler om vand. Ikke kun om vandet i den nedrevne svømmehal, men også om de offentlige vandressourcer, det dejlige jernholdige bjergvand uden kalk. Madrid ligger 800 meter over havets overflade. Vandet skal nu privatiseres med forhøjede priser, deregulering og risiko for overudnyttelse og tørke til følge, sådan som man har set det andre steder, fx i Indien. Verdensbanken har tvunget Indien til at privatisere de fælles vandressourcer, de små vandtempler, hvor alle kunne slukke tørsten og skaffe gratis vand til afgrøderne, men under lokal råds skånsomme restriktioner. Efter privatiseringen er der givet los for udnyttelsen af vandet, alt er solgt, og de knappe ressourcer er flere stedet brugt op, tørlagt, og store områder, som før blev dyrket, er ørken. Også Madrid er tør, solen brænder, det regner aldrig her, og byen er på 70 år vokset fra en million til treenhalv.

Modstanden mod dette privatiseringsperspektiv er en naturlig del af de politiske aktiviteter på Campo de la Cebada.

La Latina er et kvarter i den sydvestlige del af Madrids centrum. Det dækker måske fem procent af byen. Kvarteret er opkaldt efter et berømt teater, der ligger på pladsen, lige foran metrostationen La Latina. Det er ikke byens mest eksperimenterende teater, de spiller Hvem er bange for Virginia Wolf?, man tager ikke store chancer med repertoiret, når kunderne ingen penge har. La Latina er ikke slum, men er dog en væsentligt fattigere bydel end nordøst. Det er Madrids indre Nørrebro, Campo de la Cebada er dens Blågårds Plads.

Bevæger man sig blot to kilometer længere ned ad bakken mod sydvest, kommer man til fodboldklubben Atlético Madrids hjemmebane, Vicente de Calderón. Den ligger i et genuint arbejder- og indvandrerkvarter. Det er her immigranterne fra de tidligere kolonier bor. Her hader de fleste beboere Real Madrid og Cristiano Ronaldo lige så meget, som de elsker Atlético og deres målhelt, tigeren Radamel Falcao, som er colombianer. Det er ikke ligegyldigt her.

Latinamerikanerne har ikke sproglige tilpasningsvanskeligheder, men udgør fremdeles en økonomisk underklasse i Madrid. Deres tilknytning til arbejdsmarkedet er langt svagere end fx kinesernes. Latinamerikanerne er ikke så velorganiseret en indvandrergruppe, som kineserne er, og med en arbejdsløshed på 23% er det ofte latinamerikanerne, der ryger ud. De hører ikke til de mange offentligt ansatte, som for tiden bliver fyret, men når den lavere spanske middelklasse mister funktionærstillingerne og synker ned i arbejderklassen, bliver de latinamerikanske arbejdere presset ud gennem bunden af arbejdsmarkedet.

Man mærker det på mine børns tidligere skole nede i rabarberkvarteret ved Vicente de Calderón. Der kommer hele tiden nye børn i klassen. Udskiftningen er stor, fordi så mange familier rejser hjem til Peru, Argentina, Paraguay og Chile. ”Vi rejser hjem for i det mindste at være arbejdsløse blandt familie og venner”, siger forældrene, når vi venter på, at børnene løber ud gennem porten. Selv cubanerne rejser hjem til deres forarmede ø; undtagen Ramón, som har mojito-baren rundt om hjørnet.

Også her oppe i La Latina er Atlético de flestes hjerteklub. Når Real Madrid spiller mod FC Barcelona, præger Barcelona-trøjerne barer og gader, fordi Barça er Reals hovedrival, den stærkeste udfordrer af kongemagten, centralstyret og højrefløjen, og kampene mellem Barça og Real er større end alt andet, selv nu, hvor Atlético topper La Liga sammen med Barça.

Krisen i Spanien har ikke sit udspring i de offentlige finanser, som den har i Italien og Grækenland. Zapateros socialdemokratiske regering brød ikke Maastricht-traktatens gældsloft på 60% af BNP, som fx selv Tyskland gjorde, og den spanske stat kunne i 2007 og 2008 præstere et budgetoverskud på næsten 2% af BNP.

Problemerne opstod i den private sektor. Landet gennemlevede et eventyrligt byggeboom, især på Solkysten, hvor udenlandske investorer spillede en stor rolle, og da finanskrisen så trak fundamentet væk, og byggesektoren kollapsede, trådte staten til for at redde bankerne, som havde lånt miliarder af euro til investorer og huskøbere. I 2008 blev de offentlige finanser alvorligt ramt af bankredninger og vigende skatteindtægter, som skyldtes den nye arbejdsløshed, og af udgifter til understøttelse. Spanien havde i modsætning til, hvad der ofte fortælles, ikke lånt for meget, men de nye lån, de blev nødt til at optage, er forrentet med op til 7%, mens Storbritannien, som har et underskud på størrelse med Spaniens, kun betaler 2%.

Krisen har fået regionale konflikter mellem staten og autonomierne i nord til at blusse op. For tiden er det dog ikke så meget Baskerlandet og ETA, man hører om. Især katalanernes latente lyst til selvstændighed er vækket. Katalonien er en af de rigeste autonomier i den spanske stat. En betydelig del af Spaniens industri er placeret i Barcelona. Mens turismen og byggeboomet i Andalusien bogstaveligt ligger i ruiner, halvfærdige byggeprojekter forfalder, fordi investorerne er sprunget fra, har industrien i Katalonien det acceptabelt. Katalanerne har aldrig haft nogen stor kærlighed til Madrid og den centralmagt, som især i de 40 år under Franco underkuede deres sprog og kultur, og nu synes det Artur Mas’ politisk midtsøgende regering i Katalonien ikke, at de skal betale for krisen i syd. Katalanerne vil ikke betale skat til den spanske stat, men vil have lov til selv at indkræve skatter og råde over midlerne. Katalanerne betaler forholdmæssigt den samme skat, som man gør i alle autonomier i den spanske stat, men nu hvor der tjenes så lidt i resten af Spanien, føler mange katalanere, at de på denne måde kommer til at betale for stor en andel af den samlede spanske kriseløsning. De vil have deres penge tilbage. Om ikke andet vil de have et kæmpe lån af staten til at betale de offentligt ansattes løn for resten af året.

Det vil den spanske regering ikke give dem. Den katalanske regering har derfor valgt en ny, mere konfrontatorisk kurs over for Spaniens konservative regering, og det ser ud til, at de har lokalbefolkningen med sig. 11. september demonstrerede cirka 1.500.000 fredeligt i Barcelona for katalansk selvstændighed. Det er de største demonstrationer i mands minde, og lokalstyret udskrevet valg til den 25. november (to år før tid) for at indhøste et stærkere mandat til den radikale selvstændighedskurs.

PSOE’s præsident Alfredo Pérez Rubalcaba har forsøgt at komme de utilfredse katalanere i møde ved at foreslå en løsere tilknytning mellem autonomierne, en udvikling af staten i en mere føderal retning. Men det har det regerende PP kategorisk afvist, ligesom de afviser en egentlig katalansk løsrivelse under henvisning til den spanske forfatning, som forbyder noget sådant. Det vil ødelægge Spanien, siger de. Rajoy-regeringen fik i begyndelsen af oktober EUs støtte til sin taktik med at ignorere oprøret i Katalonien. Det var et tilbageslag for Artur Mas, som havde håbet på EU, men taktikken kan næppe lykkes på blot lidt længere sigt.

Artur Mas er ikke valgt på et krav om decideret løsrivelse, men efter demonstrationen 11. september har han strammet retorikken og taler nu om behovet for en selvstændig stat. Det gør også FC Barcelonas præsident Sandro Rosell. På 10 år er opbakningen til løsrivelse vokset fra 36% til 51. Kravet om selvstændighed tages nu så alvorligt, at sportsjournalisterne er begyndt at spørge Barcelonas spillere, hvad der sker med El Clásico, når Katalonien løsriver sig fra Spanien. Svaret er, at FC Barcelona vil fortsætte med at spille i La Liga, ligesom selvstændige Monaco spiller i Frankrig. Spørgsmålet er naturligvis, om resten af Spanien vil have dem med, hvis det kommer dertil.

Kongeklubben, Real Madrid, holder til i byens nordøstlige del. Det er overklassens Madrid. Her ved Santiago Bernabeu, hvor gaderne stadig har navne efter Francos generaler: Juan Yagüe, Quiepo de Llano og José Enrique Varela, er der ingen krise. Her er Franco endnu en helt for mange. Det er PP-land. De færreste af PP’s vælgere ønsker det fascistiske diktatur tilbage, men mindes det med respekt og stolthed.

La Latina i sydvest er som et andet land. Krisen er ganske vist ikke så udpræget her som længere nede ad bakken, men krise er her. Når aktivisterne på Campo de la Cebada har tid til at kæmpe for kulturen, fællesskabet og vandet, er det jo, fordi de intet arbejde har at passe.

Det er her byens få økologiske butikker og restauranter ligger. Det er anarkisternes kvarter. Den anarkosyndikalistiske fagbevægelse, CNT, som spillede så væsentlig en rolle i den spanske borgerkrig, har hovedkvarter på Plaza de Tirso de Molina. Det er en anden af La Latinas pladser, som ligger 500 meter fra Plaza de la Cebada. Sammen med den mere ydmyge Plaza de Cascorro og den helt anonyme Plaza del General Vara de Rey indrammer den El Rastro, det største og ældste gademarked i Madrid, som hver søndag fylder gaderne i La Latina-kvarteret med mennesker og med stande, boder, butikker, som flytter ud på fortovet eller gaden. Gode sager, antikke møbler, ting i jern eller metal, ovne, kommoder, gamle globusser, men også rustne nøgler til døre i nedrevne huse, de farvestrålende peruvianske skjorter, som altid stumper på ærmerne, billeder af butiksindehaverens eks-svigermor, jamen, rammen er af støbejern, se, sådan kan man skifte billedet. Alt sammen til turistpriser, som nok kan forhandles, men det er jo ikke Marokko, det her.

Samtidig repræsenterer de fire pladser hver sin del af La Latina. At Plaza de la Cebada er bohemernes og de intellektuelles plads, er tydeligt.

Plaza de Cascorro er til gengæld kinesernes. Klokken 15.30 er solen for skarp til, at man kan arbejde. Sådan er det det meste af året, men også nu, midt på efteråret, er der siesta. Butikkerne lukker halvanden time, også mange restauranter gør, og nogen lægger sig. Men de fleste går ud og tager lidt tapas sammen med kollegerne. Også kineserne trækker ud fra butikkerne og mødes i kliker på byens torve. På Plaza de Cascorro får de kørt varer ud fra deres ligeledes kinesiske grossister. Her står de så med deres tøjpaller og udveksler erfaringer med landsmænd. De har deres egen liga, de styrer tøjforretningerne, frisørerne, papirvareforretningerne, isenkræmmerne, grønthandlerne, de store kiosker og de små supermarkeder. I La Latina er det meste kinesisk, især gaderne omkring Plaza de Cascorro. De mange antikvitetsforretningerne er dog sjældent. Restauranterne er heldigvis også spanske, og fiskeforretningerne.

Plaza de Tirso de Molina er sumpernes plads, alkoholikernes og narkomanernes. Stemningen er rå, og gadekriminaliteten er udpræget. Narkodealerne kommer også her. Men den smukke plads har også springvand, der er otte blomsterboder, store fortovscafeer med fadølsfordrukne turister og halvdyre, traditionelle restauranter og billige barer. Der er også en legeplads med interessante stållegeredskaber, unika. Pladsen har sin egen metro. Der er en Lidl. I Lidl har jeg hørt en kassedame synge til arbejdet. Det har jeg godt nok aldrig i Fakta på Østerbro. Det er ikke, fordi lønnen er højere her, eller fordi arbejdsmiljøet er bedre. Arbejdsbetingelserne er langt ringere. En almindelig (fx skolelærer) løn i Spanien er på 1000 € om måneden; en kasssedame i Lidl tjener langt mindre. Det er ikke, fordi kassedamerne er gladere her, eller fordi spanierne er. Kvinden var ikke spanier, men latinamerikaner, og hun var både træt og trist, mens hun sang. Hun sang for ikke at falde i søvn. Men hvorfor synger de trætte danske kassedamer ikke for at holde sig vågne? Jamen, det ville da aldrig falde dem ind. Det ville virke pinligt, det er forskellen.

Her er Lidl og 8 blomsterboder, og CNT, som altid advokerer for en strejke på et banner på facaden, huelga general! eller huelga indefinida! I dag er der forældrestrejke på byens offentlige skoler. Vi holder børnene hjemme. Det er regeringen nok ligeglad med.

Generalstrejken 29. marts mod den arbejdsmarkedsreform, som gør det langt lettere at fyre sine medarbejder, lammede heller ikke ligefrem landet. Dertil var opbakningen trods alt for ringe; selv på CNT’s Tirso de Molina kunne man gå ud og spise tapas eller købe varmt brød i Lidl. Men siden er protesterne vokset fra uge til uge. Hver uge er der store demonstrationer mod PP’s krisepolitik ikke blot i Barcelona og Madrid, men i alle større byer i Spanien.

Det er også på Tirso de Molina, at sumperne regerer. Her lugter ærligt talt altid af pis, selvom gader og fortov bliver vasket hver morgen, fordi det regner så sjældent, og her så mange hunde.

Den mere anonyme Plaza del General Vara de Rey er det fjerde hjørne i El Rastro. Her omkring de skyggefulde kastanietræer ligger arbejderboliger. Det er arbejdernes og pensionisternes plads. I stueetagen er der ingen fine restauranter eller smarte butikker, men stambarer og små produktionsvirksomheder, en billedrammefabrik, fx. Heromkring ligger adskillige antikvitetsforretninger. Kinesernes kristne kirke ligger også her, og så har pladsen et stort dagcenter for pesionister, Centro de Día. Det er en stille plads. Undtagen om søndagen, hvor den er en prominent del af gademarkedet. For eksempel er det her, konerne slås om brugte sko og piratkopier af mærkevarer.

I Spanien starter børnene i skole det år, de bliver tre, og i de små klasser satses der på sprog. Det er et resultat af den langsigtede kriseløsningsstrategi, som Zapateros PSOE-regering forsøgte sig med. Det er sådan, landet forsøger at udvide eksportmarkederne. Børnene har engelsk fra skolestart. I mange offentlige skoler foregår halvdelen af undervisningen på engelsk, fra børnene er 6 år.

I de større klasser satser skolen meget på hård videnskab, knap så meget på dialog, kritisk tænkning og filosofi.

Hospitalerne er præget af en tilsvarende fokus på teknologiske løsninger. De er langt mere teknologisk avancerede end de danske, men den tænkning, der ligger bag denne satsning, resulterer fx også i, at fødsler bliver sygeliggjort. Alle fødende får rygmarvsbedøvelse, med mindre de frabeder sig denne teknologi. Der er maskiner og medicin til alt. Det er, som om Spanien siden Francos død har overgjort sin stræben efter at komme udviklingsmæssigt på højde med Nordeuropa efter de mange års afsondring og fattigdom under diktaturet. Det teknologiske og kvantificerbare ses som det moderne, der peger ud af fascismens mørke.

Om lidt står vi nede på Campo de la Cebada og demonstrerer mod nedskæringerne i den offentlige skole i Spanien. Jeg har sagt til Karl på fem år, at vi skal vise dem, der bestemmer over Madrid og Spanien, at vi er vrede over, at deres skole ikke længere har en lærer, der kan hjælpe de børn, som har det særlig svært, og at også en anden lærer mangler, mens der er kommet flere børn. ”Nu kan I ikke længere komme på udflugter”, siger jeg. ”Men kommer dem, der bestemmer over Madrid, ned på pladsen?”, spørger Karl. Det gør de nok ikke, må jeg indrømme. ”Men skal vi så ikke gå der hen, hvor de bor?”, spørger han.

Det skal vi. I aften vil over 100.000 madrillenere fra alle byens offentlige skoler samle sig på Paseo de Prado og gå op mod rådhuset og videre frem mod undervisningsministeriet for at demonstrere mod regeringens krisepolitik. Vi tage skilte med og gryder, som vi kan slå på. Trommer. Fodboldfløjter. Solen vil skinne, folk vil finde nye venner, og gamle, vi vil synge, nogen vil ryge hash. Vi vil selv beskrive demonstrationen som en succes, regeringen som en bagatel. Og i næste uge vil der komme endnu flere.