tirsdag, november 20, 2012

Jeg tror i det store hele ikke, at normale mennesker findes


Det er mest bekvemt at tillægge de personer, som det er synd for, sympatiske træk og ædle handlemønstre. Fx forventer vi, at jøderne gør en sympatisk statsførelse, når de endelig får chancen, at de sorte i Sydafrika gør. Sådan foretrækker vi at se verden. Vi tænker også, at de syge, de fattige, de mishandlede og ensomme mennesker er bedre mennesker end andre, ikke perfekte, men at de i det store hele gør gode ting og tænker bedrøvede, men smukke og kærlige tanker.

Men det kan man ikke uden videre regne med.

Det kræver styrke at gøre godt, det kræver ressourcer; overskud kalder vi det. Menneskets største ressource er kærlighed, og har man fået for lidt af den, er det svært at møde andre mennesker i en kærlig ånd.

Der findes ensomme mennesker, som angler efter kærlighed, efter at blive set, mærket, men netop derfor ikke bliver det. I øjeblikkets desperation falder de for fristelsen til at gøre noget ynkeligt og forkasteligt i deres higen efter anerkendelse.

Dette er ikke noget, vi bryder os om at se, men sandt er det.

Ofte betragter vi disse følsomme og skrøbelige menneskers desperate handlinger med svag og udeltagende undren. Sådanne skøre ting gør folk da ikke, mener vi, og når de gør, er de selv ude om det. Så vil vi ikke se dem.

Men det gør de. Også derfor skal vi elske dem og tage os af dem. Vi skal se dem, disse helt almindelige, vanvittige mennesker, i stedet for at kigge væk, når de skejer ud.

Hvad mere er: Jeg tror ikke, det er ret almindeligt at være, hvad vi almindeligvis omtaler som normal. Jeg tror ikke, at nogen i ærlighed kan sige, at de aldrig har følt fristelsen til at gøre vanvittige ting. Jeg tvivler endda på, at ret mange kan sige sig fri for at føle sådanne fristelser igen og igen. En fristelse, ja en drift mod det. Jeg tror i det store hele ikke, at normale mennesker findes, hvis man er ærlig og kigger ordentligt efter.


Normaliteten er ikke normal, men en standart, vi forsøger at opdrage vores børn til at tilnærme sig, fordi den gør det lettere at få mange mennesker til at passe ind i et fællesskab, vi tager normalitetens klædedragt på og går ind i det rum, hvor alle andre er klædt ud på samme måde. Ofte er dem, der klæder sig allermest almindeligt ud, dem der rummer drifter mod en adfærd, som afviger voldsomt fra denne kunstige fællesnorm; det er dem, der kender sig selv så dårligt, at de er bange for ikke at kunne håndtere disse afvigelser, som vi kalder perverse. Hos mange er denne selvundertrykkelse endda ubevidst. Normalitetens klædedragt har ikke været af i årevis, den er vokset fast til huden, og dem der bærer den forveksler den med deres eget skind. Det er farligt, for tøjet passer aldrig, og før eller siden brister det, og sammenvokset med huden, som det er, gør det ondt, når det revner.

Hvad jeg siger, er ikke, at vi skal give efter for vanviddet, give slip på os selv, på alle sider af os selv. Et vist mål af selvundertrykkelse er helt nødvendig og vil sandsynligvis være det i et hvilket som helst samfund, hvis det skal overleve mere end en enkelt generation. Men vi skal lære at forstå og tilgive vanviddet, og det kan vi bedst ved at kigge ind i os selv.

Ingen kommentarer: