tirsdag den 18. februar 2014

Guardia Civils mord på afrikanske flygtninge

Spanien, som jeg elsker af så mange grunde, at det ville være fjollet at remse dem op, rummer stadig rester af fortidens fascisme. Civilgarden, Guardia Civil, er en af dem. Guardia Civil er ganske vist ikke oprettet af Franco, den er næsten 100 år ældre end Francos regime, men kulturen og ideologien er den samme. Den er nationalegoistisk og -romantisk, selvhøjtidelig (hvilket ikke kun ses af de latterlige lakerede sovsekander, de render rundt med på hovedet, men også af den letfornærmelige attitude, som man bare har at tage alvorligt), militaristisk og stærkt fremmedfjendsk.

En af Guardia Civils opgaver er grænse- og kystbevogtning. Det er en konfliktfyldt opgave, fordi den spanske stat dels har to små kolonier i det nordlige Marokko, dels en lang søgrænse ned mod Marokko, og dels ønsker at holde afrikanske flygtninge, der bruger Marokko som trancitland til Europa for at undslippe elendighed, sult, krig og massakre, ude.

Guardia Civil har nu af den konservative spanske regering fået lov til at skyde med gummikugler mod bådflygtninge, som forsøger at svømme i land ved den spanske sydkyst. Det er sådan, de holder afrikanerne væk. I stedet for at hjælpe de druknetruede flygtninge med flåder, skyder de på dem. For et par dage siden druknede mindst 12 personer, som ikke kunne bjerge sig i land, fordi de blev beskudt, mens de var i vandet. Det er mord.

Jeg har endnu ikke hørt noget fra EU, som jo generelt også har været godt tilfredse med, at Spanien så hårdhændet holder afrikanerne ude af Europa.


Hvad siger den danske regering?

fredag den 7. februar 2014

En venstreorienteret kulturkamp?

Vi har et historisk stort venstrefløjsparti i Danmark for tiden, men har vi også en rød kulturkamp?

Jeg har lige læst i Information, at den unge danske litteratur er blevet mere alvorlig, mere politisk og etisk orienteret. Er det rigtigt, og er det i givet fald led i en ny, venstreorienteret kulturkamp? Og hvad er sådan en egentlig for noget?

Jamen, det ved jeg da ikke, men jeg har en idé om, hvad den var, sidste gang, vi havde en.

Da jeg første gang flyttede til Århus i 1984, var alt det interessante, der foregik, noget, de røde havde arrangeret. Alle de fede steder var skabt af byens socialister, ungdomsoprøret, studenterbevægelsen, den antiautoritære venstrefløj. Kald det, hvad du vil, men sådan var det. De røde havde vundet kulturkampen og bygget alle de kulturelle og politiske rum, som ihvert fald jeg blev tiltrukket af.

I hvert fald to ting karakteriserede kulturkampen, da den udviklede sig mest eksplosivt i venstreorienteret, frigørende retning, nemlig en international orientering og en forbindelse til kampen om magten i den økonomiske sfære, til klassekampen, om man vil.

Der var en sammenhæng og et samarbejde mellem ungdomsoprørerne i Tjekkoslovatiet, Frankrig, Vesttyskland, USA og Danmark, for nu blot at nævne nogle oplagte eksempler. Men man forbandt sig også med socialistiske oprørsbevægelser i Latinamerika, Afrika og Asien. Bevægelser, som for en stor dels vedkommende blev afsporet, i flere tilfælde på det grusommeste, efterhånden som den internationale solidaritet døde hen.

Studenterbevægelsen i Paris skabte en alliance med arbejderne i bilindustrien i maj 1968, og var Frankrig mere end et åndedrag fra en socialistisk revolution? Hvor langt socialisterne var fra at vinde over de stalinistiske magthavere i Prag, har jeg svært ved at vurdere.

I Danmark fik vide vilde, altså ikke-overenskomstmæssige, strejker i 1970'erne. Mange af dem blev vundet. Da arbejdskampene ebbede ud i løbet af 1980'erne, gik luften også ud af den røde kulturkamp.

Men hvordan så den kulturkamp egentlig ud?

Den socialistiske venstrefløj vandt kulturkampen i årtierne efter den anden verdenskrig, særligt i 1960'erne og '70'erne. Hvordan gav det sig udtryk? Jo, prøv fx at kigge på det nye, der skete inden for kulturformidling i de år, lad mig give nogle få eksempler:

  • De nye, eksperimenterende teatre: Svalegangen i Århus og Jomfru Ane-teatret i Aalborg
  • De nye bogforlag: Modtryk i Århus og Tiderne Skifter i København
  • De biografer, som ville vise andet end Hollywood og Dirch Passer: Klaptræet i København, Café Paradis i Århus og Cafébiografen i Odense
  • Spillestederne, hvor den nye musik blev levende: Stakladen i Århus, von Hatten i Randers og Stengade i København
  • Højskolerne: Den Røde Højskole i Svendborg og Kolding Højskole
  • Kulturhusene: Fronthuset i Århus, Huset i Århus og Huset i Magstræde i København
  • Beboerhusene: Sølystgade beboerhus i Århus og Christianshavns Beboerhus i København
  • Bogcaféerne: Roskilde Bogcafé, Regnbuen i Århus og Århus Bogcafé
  • Værtshusene: Æsken i Århus, Blågårds Apotek iKøbenhavn
  • Ungdomshusene
  • De frie, selvorganiserede byggelejepladser

Det er bare en liste, men giver måske alligevel et indtryk af, hvad der var tale om. Man kunne med samme ret have nævnt, ja, flere hundreder af andre eksempler.

Og så var der de steder, som ikke blev bygget af sten:

  • Ø-lejrbevægelsen
  • Musikfestivalerne
  • Demonstrationerne, fredsmarcherne især, måske
  • Land og Folk-festivalen, som ganske vist var kommunistisk arrangeret, men som var hele venstrefløjens kulturfestival midt i København
  • De kæmpe 1. maj-arrangementer, som genoplivede en ellers hendøende socialdemokratisk tradition, men med et nyt, mere systemoverskridende indhold
  • Græsrodsbevægelserne, særligt inden for miljøområdet, anti-EF og fredsarbejdet, som opbyggede en stor videnskabelig ekspertice, derblev stillet til rådighed for venstrefløjen, fx NOAH, OOA, OVE, Folkebevægelsenmod EF og Aldrig mere Krig
  • Der opstod ikke blot en rød kvinde-, men også en progressiv mande-, bøsse- og lesbisk bevægelse, og Børnemagt NU!

Der opstod venstreorienterede kunstnerkollektiver, mest kendt er vel Røde Mor, hvis grafiske arbejde og musik virkelig prægede den københavnske æstetik i 1970'erne. Men der var mange andre.

Der var al den røde musik, fx Gnags, Trille, Arne Würgler,Peter Abrahamsen, Alrunerod, Burnin' Red Ivanhoe, Steppeulvene, Skousen & Ingemann, Sebastian, CV Jørgensen, Lone Kellerman, Savage Rose - og Gasolin for den sags skyld, nogen var stalinister, andre hippier, men alle var i hvert falden del af 'fløjen.

Nogle flyttede i kollektiv, eller mere forsigtigt: i bofællesskab.

Thylejren og Christiania. Kvinde-ø-lejren på Femø, Storkollektivet på Svanholm.

Vi fik storfamilierne og de åbne forhold, og måske især: den serielle monogami og delebørn.

Venstrefløjen satte sig på børnehave- og folkeskolepædagogikken, fordi de havde vind i sejlene - og de bedste idéer. Hvis man kigger på den pædagogiske litteratur i Nordeuropa, der er udgivet siden '50'erne, kan man stort set ikke finde konservativ, autoritær tænkning. Ok, området har måske nok været præget af progressiv tænkning siden Rousseau, kan man måske sige. Men vel særligt siden 1969.

Lilleskolebevægelsen opstod vel især blandt den del af denvenstreorienterede middelklasse, som ikke desto mindre var utilfreds med pædagogikken, som den praktiseredes i folkeskolen.

Danmark fik på grund af de røde studerendes pres en demokratisk styrelseslov, som gav de altid røde studenter adgang til ledelsen af universiteterne (omend de studerende dengang mente, at styrelsesloven stillede dem alt for dårligt; men siden fik Bertel Haader dog de røde studerende til at længes tilbage ...).

I Århus fik vi Studenterhuset som en brugerstyret del af universitetet.

Det er alt sammen skabt af den socialistiske venstrefløj. Og det er stort set alt sammen forsvundet igen. Nogle af stederne findes stadig, men i en institutionaliseret eller kommersialiseret form, som har trukket alle de politiske tænder ud.

Kulturkampen blev vundet - og tabt igen. Og jeg tror ikke, det giver nogen mening at ville genbemande de tabte bastioner.

En ny, venstreorienteret kulturkamp skal ikke alene skabes af en ny generation, men også spejle sig i en ny kamp om magten i samfundet, om spredning af magten og goderne. Og den kamp kan ikke være en gentagelse af Prag-foråret og maj-strejkerne i Paris 1968, nellikerevolutionen 1974 i Portugal eller de vilde strejker i København og Århus i 1970'erne. Den må tage udgangspunkt i de magtstrukturer, som findes i dag. Og den må komme som en del af en international bevægelse.

Men det betyder jo ikke, at vi bare skal vente på, at det opstår af sig selv. Al bevægelse må starte et sted, og hvorfor ikke her og nu?