torsdag den 29. september 2016

Christina har åbnet sin web-butik

Christina Catarina Altuna Aagesen har ikke alene den højeste kæreste på Plaza de Cascorro; hun har også startet et firma, som laver noget skide smart gear til børn på op til ti år.

Kisse – Kid's wear since 2015, står der øverst på den hjemmeside, hun har åbnet netop nu til aften. Og den er god nok: det er en butik med børnetøj. Hun producerer det bæredygtigt her på den Iberiske Halvø, ikke på slavefabrikker i Østen, og hun lægger vægt på at bruge gode materialer.


Der er tegninger på meget af tøjet, og dem har mine børn lavet. Sådan er der så meget. Knapperne til strikketrøjerne har hendes far snittet i oliventræ fra haven.

Køb en masse!

onsdag den 14. september 2016

Piazza del Popolo – ny roman


Den 15. september udkommer romanen Piazza del Popolo
















Han sidder i Borghese-parken og kigger ned på Piazza del Popolo. Der på bænken ligner han enhver anden treoghalvfjerdsårig romer, der tager et hvil under morgenturen. Men han er ikke gammel, han er en vred og liderlig yngling, som kommer her for at se den kvinde, han begærer, cykle over folkets plads, som hun har gjort det morgen efter morgen. Han døber hende tyskeren.

Og inden længe har han fødselsdag, så får hun ham at se. Det er den gave, han har tiltænkt sig selv. Nu skal dagene frem mod mødet planlægges; det skal times sådan, at han har sin bedste skjorte ren og klar til dagen, og han må ikke onanere i en uge inden.

Men forholdet til den voksne søn giver kvaler. De kan ikke tale sammen, det er drengens egen skyld, men ubelejligt. Også kvartalsdrankeren Diego, som han deler bænken med, griber forstyrende ind i planerne, og en spøgelsesagtig kondiløber bliver ved at vælte ham omkuld i parken.

fredag den 2. september 2016

Første side

Sådan begynder Døgner:



Tuk!
Du sparker kækt
     til det første det bedste,
         til indbildte gaser, der knejser og knaser,
              Fætter Guf på en ladvogn
                   og Højben på frihjul, arh! det er en and.
Du sparker huller i lumre luftlag, men også,
     og det er det bedste,
         til en cylindrisk bekendelse, der tromler frem mellem
              pyntegrønt og halve hotdogs.
Ingen ved, hvor længe den har ligget der og
     taget væske ind,
         pattet de syv citroner.