tirsdag, maj 25, 2010

Objektiv kunststøtte

Den danske statslige kunststøtte tildeles p.t. af udvalg, som efter eget skøn og egen smag vurderer, hvem af landets udøvende kunstnere der fortjener at få nogle penge at leve for, mens de laver eller ikke laver kunst.

Jeg vil bruge litteraturen som eksempel, da det er den kunstform, jeg kender bedst:

Her er der tale om et tremandsudvalg, som består af to forfattere og en anmelder. Disse tre mennesker vurderer, hvem af de ansøgende forfattere, der skal have det treårige arbejdslegat (altså tre års forsørgelse), hvem der blot skal have 200.000, 100.000, 50.000, 20.000 eller slet ingenting. Og disse for kunstnernes karrierer så afgørende valg træffer de suverænt, inappellabelt og uden nogen for objektive kriterier.

Det er problematisk af mange grunde:

Hvis vi sammenligner med andre former for offentlig forsørgelse, bygger tildelingerne her på rettighedsprincipper. Hvis man er i den og den situation, har man ret til den og den form for hjælp. Man skal ikke være taknemmelig, man skal ikke fedte for nogen eller smile sødt. Og skatteyderne kan samtidig gennemskue, hvorfor de skal betale for disse menneskers forsørgelse. Dette er alt sammen vigtigt.

Naturligvis kan forskellige socialarbejdere forvalte borgernes rettigheder forskelligt, og det gør de, men hvis man føler sig uretfærdigt behandlet, kan man appellere sin sag og få kriterierne tolket af andre personer.

Staten tildeler ideelt set ikke hjælp som vennetjenester eller ud fra sympatier eller antipatier, men ud fra objektive kriterier. Og som sagt: hvis man ikke mener, det har været tilfældet, kan sagen efterprøves.

Tilsvarende straffer og frifinder retsvæsnet ideelt set ikke ud fra følelser som medlidenhed, hævn eller forargelse. Sådan er princippet: Staten har ingen følelser. Derfor kan den løse konflikter mellem mennesker, som ikke selv kan løse dem.

Hvad angår tildeling af støtte, ville objektive kriterier give kunstnerne mulighed for at planlægge deres liv, ligesom andre mennesker kan. Det kan de ikke, når de kastes rundt i manegen af et lille udvalgs tilfældige indskydelser.

Og det er, hvad der de facto er tale om: Et lille udvalgs tilfældige indskydelser. Der kan inden for litteraturområdet tildeles støtte til forfattere, som ikke har skrevet nogen bøger, mens forfattere, som har en række udgivelser bag sig, overses. Det er virkeligheden.

Og hvad værre er: Det kan ikke være anderledes, når støtten tildeles, som den gør. Det er ikke det til enhver tid siddende udvalgs skyld. Derfor er løsningen heller ikke at udskifte udvalget med et andet.

I Danmark er den litterære verden så lille, at de fleste aktører kender hinanden. Forfatterne går til oplæsninger sammen, går til receptioner sammen, spiller fodbold sammen og har for en stadig større dels vedkommende gået på Forfatterskolen sammen. Og det er godt. Det er godt og givende, fagligt og socialt stimulerende, at forfatterne danner miljø.

Men det er ikke godt, at to forfattere fra dette miljø skal tage stilling til, hvem af deres venner, rivaler, fjender, protegéer, elever, gamle lærere, konkurrenter, elskere, kærester og ex-kærester der skal have eller ikke have statslig støtte til at opretholde livet som kunstnere. Det er slet og ret skandaløst.

Princippet om at lade forfattere tildele hinanden støtte er grundlæggende forkert, fordi det åbner for mistanker og for reel vilkårlighed; fordi det udelukker uhildethed.

Det tredje medlem af litteraturudvalget er anmelder, og det kunne jo tænkes at være et neutralt, modererende element. Men det er det ikke nødvendigvis. For i Danmark er også mange anmeldere en del af det litterære miljø. Det er selvfølgelig et stort problem, når de samtidig skal anmelde venners bøger (og fjenders, rivalers, ...), men det er også et problem, når en anmelder skal tildele statslig støtte til forfattere.

Endvidere kan man sige, at en anmelder, som ikke bryder sig om en forfatter eller dennes værk, kan straffe vedkommende dobbelt ved først at give ham eller hende en dårlig anmeldelse og siden afvise hans eller hendes støtteansøgning. Også denne magtkoncentration er uhyre problematisk.

Men hvad skal man så gøre?

Man skal som nævnt finde objektive kriterier for tildelingerne. Det skal så fungere på den måde, at alle kunstnere, som opfylder disse kriterier, har ret til ydelsen. Ganske enkelt. Ydelsen skal være en rettighed.

For litteraturens vedkommende kunne kriterierne have at gøre med udgivelser (i bog- eller tidsskriftsform). Altså et antal udgivne værker på forlag med en redaktion, som forfatteren ikke selv er en del af. Et minimumantal. Et vist antal sider i tidsskrifter kunne eventuelt også anvendes som grundlag. Kulturministeriet skulle så ajourføre og offentliggøre en liste over tidsskrifter, som kunne give forfatterne adkomst til foratterlønnen.

Kunstnerisk uddannelse kunne eventuelt være et supplerende kriterium. Forfatterskoleuddannelsen kunne fx gøre det ud for et af de krævede værker. Eller ikke.

Det må være muligt at finde tilsvarende kriterier inden for billedkunst, film, musik og scenekunst. Deltagelse på censurerede udstillinger, fx. Osv.

Et embedsmandsudvalg skulle så tage stilling til, om kriterierne for tildelingen var opfyldte. Kriterierne skal være offentligt tilgængelige, så kunstnerne i det store hele selv kan regne ud, om de er støtteberettigede eller ej.

Det skal endvidere være sådan, at en kunstner kan anke en afgørelse, hvis han eller hun selv mener at have opfyldt kriterierne, men alligevel får afslag.

Staten skal ikke have smag eller følelser.

Denne objektive statslige kunststøtte skal så afløse de eksisterende ordninger, ligesom den skal træde i stedet for andre former for offentlig forsørgelse, som kunstnere nu må opretholde livet på af mangel på bedre.

Ud over denne statslige støtte er BG-bank, diverse fonde, boghandlerforeningen, anmelderne osv. naturligvis hjerteligt velkomne til at supplere med diverse privatfinansierede præmieringer. Det kan og skal staten ikke blande sig i.