tirsdag, juli 06, 2010

Teologiske bryderier

"Visse spørgsmål af teologisk art optog mig på mærkelig vis. Som for eksempel.

1. Hvilken lid skal man fæste til teorien om at Eva sprang, ikke fra Adams ribben, men af en hævelse på den tykke del af hans ben (røven)?
2. Krøb slangen, eller gik den som Comestor hævder, oprejst?
3. Undfangede Maria gennem øret, som Augustin og Adobard påstår?
4. Hvor længe skal vi blive ved med at vente på Antikrist?
5. Har det virkelig nogen betydning med hvilken hånd man vasker sin podex?
6. Hvad skal man mene om irernes ed som aflægges med den højre hånd på helgenrelikvierne og den venstre på det mandlige lem?
7. Overholder naturen sabbathen?
8. Kan det være rigtigt at djævlene ikke føler helvedes pinsler?
9. Craigs algebraiske teologi. Hvad med den?
10. Kan det være rigtigt at Saint-Roch som barn nægtede at die om onsdagen og om fredagen?
11. Hvad skal man mene om bandlysningen af utøjet i det sekstende århundrede?
12. Skal man bifalde den italienske skoflikker Lovats handling da han korsfæstede sig selv efter at have kastreret sig?
13. Hvad lavede Gud inden skabelsen?
14. Ville salighedsvisionen ikke blive en kilde til kedsomhed, i det lange løb?
15. Kan det være rigtigt at Judas' pinsler suspenderes om fredagen?
16. Hvad hvis messen for de døde blev læst over de levende?"

- Samuel Beckett fra Molloy

mandag, juli 05, 2010

En cylindrisk bekendelse

Hun sparkede til en cylindrisk bekendelse. Det fortryder hun, når hun mærker de slimede dekagrammer af æggeledere og almindelig vandel sjaske op fra en stationsleder i fjorden – en lille indbygget rumkapsel til opbevaring af forskellige tingsteder, tænkte jeg. Hun fortryder det. Hun sparkede til tre enkeltstående hængsler, mens hun tog Rådhuspladsen med en løgn af gangetegn, som ikke måtte blive længere inden for den bekymring, der hæger løst ned fra tallotteriet. Ved første enkeltstående hængsel lå den der bare for, at nogen eller noget kunne komme forbi. Hun skulle ind på en bygningssnedker, hvor en bydels adonis havde lokalradio. Det var en helt igennem hvid bekymring af kvinter, der hæger løst ned fra tallotteriet, så hun havde travlt. Ved andet enkeltstående hængsel var det tydeligt, at hun spillede boligfællesskab for to holdninger med hver elleve spind, hvor spindene måtte støde til en bolero med bengel, hovedkort og brystkasse. Hun accelererede frem mod den lille indbyggede rumkapsel til opbevaring af forskellige tingsteder og nød sin sparto til bolero med det yderse af det ene tælleapparat.

Resten af sammenrendet af festlig karakterstyrke var der allerede. De ventede på den højtliggende, flade landsforræder foran ålen eller dørklokken. Den dørklokke, man kommer ind igennem. Det var hende, de ventede på. Man kunne se, det var hende. Nogen begyndte at hviske. Hun så dem hviske. Ha! Så vendte hun sig, grinede forventningsfuldt og sparkede den lille indbyggede rumkapsel til opbevaring af forskellige tingsteder op mod en B-film i luftfarten af forskellige styrtebad, som får for eksempel røghætter og grever til at bevæge sig, så en spadseredragt med produkter fremstillet ved hovedrengøring støvregnede ind over hendes overstadige rænkesmed af triptællere, som udføres af en eller flere personalunioner til musikvideo.

lørdag, juli 03, 2010

Objektiv kunststøtte 4

Den statslige smagsdommer-model med tremandsudvalget har den fordel, at den, netop fordi den er subjektiv, kan gå ind og støtte unge kunstnere, før de er slået igennem. Fx støtter man ofte forfattere allerede efter første bog.

Forslaget om objektiv kunststøtte giver ikke uden videre denne mulighed, fordi den bygger på en løn, som alle får, når de har bevist deres værd.

Hvis vi igen tager forfatterne som eksempel kunne en indlysende måde at løse dette på jo være, at tildele støtten allerede efter første udgivne værk. Jeg tror imidlertid ikke, det er nogen god idé at garantere alle nye forfattere en forsørgelse så tidligt i forfatterskabet. Selvom den foreslåede ydelse er meget lav og ordningen enkel og billig for staten, tror jeg, det vil være svært at skabe folkelig forståelse for, at man kan opnå syv års forsørgelse på grundlag af at have skrevet et enkelt bogværk. Måske kan det også ligefrem være sundt at skulle kæmpe lidt hårdere for at komme i gang med sit forfatterekab. Kæmpe med sig selv, med sit udtryk, med sit stof og sit mod skal man jo under alle omstændigheder. Men måske er det også godt at skulle kæmpe med sin produktivitet, sin disciplin og med sit livsvilkår for at blive klar over, om man virkelig vil være kunstner, blive klar over hvad man er parat til at ofre, klar over om man er stædig nok.

Hvor lang tid tager det at blive klar over det? Hvor mange værker skal man producere for egen regning? Det er naturligvis forskelligt fra kunstner til kunstner, men man må vælge et tal.

Hvis vi vælger tallet tre (i forlagsbranchen siger et gammelt ord, at først den tredje bog beviser, at man er forfatter; nu vælger vi så tallet tre velvidende, at mange umiskendeligt er forfattere med det første værk), men alligevel gerne vil hjælpe debutanterne lidt på vej, kan en løsning måske være at give de nye forfattere et engangsbeløb i forbindelse med udgivelsen af deres første to bøger.

Fx 50.000 kr. ved det første værk og 100.000 kr. ved det andet. Så skaffer man sig selv tid til at skrive det første værk, men får altså 50.000 til at købe et par måneder fri til det andet og fire månedslønninger til det tredje værk.

På den måde kan man blive faset langsomt og billigt ind i forfatterlønsordningen, som så for alvor starter med udgivelsen af det tredje værk (eller hvad der svarer hertil af tidsskriftspubliceringer).