onsdag den 23. november 2011

Portalen - forslag til den næste røde finanslov

Portalen

Portalen ligger på Vesterbro, så meget ved du. Det ved de fleste nu, men døren ligner en dør som alle andre, skiller sig ikke ud fra andre almindelige hoveddøre i andre almindelige byhuse fra 1880’erne. Ingen lægger mærke til, at du går ind gennem døren; du behøver ikke kigge dig ængsteligt tilbage, spekulere over, hvem der ser den forvandling, der sker med dig nu. Det nye sker først, når du lukker døren bag dig.

Nu er du gået gennem portalen, og den verden, du har foran dig, er en anden. Du har valgt det selv, og du kan altid vælge at gå baglæns tilbage gennem døren igen, vi holder ikke på dig, men du er kommet her, fordi du ønsker at gå forlæns ud, når du er klar, fordi du ønsker at styre dit eget liv.

Her, på den anden side af portalen, ser du ingen mennesker bære religiøse symboler, du hører ingen bøn, og de regler, som sætter rammerne for vores måde at være sammen på, har vi vedtaget sammen. Her er kun regler, som tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for os som mennesker sammen og hver for sig, og hvad der kan hjælpe os til at være frie og udvikle alt det, vi rummer.

Her er ingen religiøse regler; her opnår ingen noget ved at henvise til nogen gud. Her er ingen gud. Her er kun mennesker, fornuft, respekt, arbejde, viden, samvær og kærlighed.

Du er gået gennem Portalen, fordi du ikke vidste, hvordan du ellers skulle frigøre dig, ikke kunne slippe ud af
– Jehovas Vidner
– Scientology
– Kaldet til Islam
– Hare Krishna
– Hizb ut-Tahrir
– Indre mission
– Pinsebevægelsen
– Mormokirken
– FCK
– Guds børn
– Faderhuset
– Emenkaya
– Evangilist
– Hells Angels
– Amish
– Tongilbevægelsen
– Karaites
– Den Nationale Front
– Haredi
– Tvind
– Vaisnavisme

eller en anden religiøs gruppe, som hidtil har styret dig, begrænset dit liv, og som ikke har villet slippe dig.

Eller du har været bange for at blive alene, hvis du brød ud. Du har været overbevist om, at din familie og dine venner ville støde dig fra sig, hvis du gjorde det.

Nu er du i et andet rum, en anden verden. Her er
– ingen kontrol med eller undertrykkelse af dine kritiske tanker;
– ingen elitisme, som stiller noget mennesker over andre;
– ingen selektiv etik, der giver mennesker, som tilhører en bestemt gruppe, ret til en adfærd, som andre ikke har ret til;
– intet nysprog, som omtolker smerte og dårligdom til noget godt og på den måde blokerer for kritisk tankegang;
– ingen manipulerende rekruttering, som ’lokker medlemmer ind i folden’ eller holder på nogen, som gerne vil ud;
– ingen indoktrinerende adfærdsregulering, der gennem ritualer og straf skal vænne medlemmerne til at opføre sig på en bestemt måde, som de ikke tænker over.

I dette hus på Vesterbro vil du møde
– mennesker, der forsøger at kæmpe sig ud af et religiøst fangenskab ligesom dig;
– mennesker, som tidligere har levet inden for et undertrykkende trossamfund, men er sluppet ud. Dem vil du kunne snakke med, om din frygt, dine erfaringer og dine praktiske problemer;
– professionelle psykologer, som har erfaring med de psykiske vanskeligheder og muligheder, der viser sig, når man træder ud af et trossamfund;
– professionelle socialrådgivere, som kan hjælpe dig med praktiske forhold fra hverdagen;
– en jurist, der kan hjælpe dig med at komme fri af eventuelle juridiske eller økonomiske bindinger til det trossamfund, som du gerne vil ud af;
– en religionssociolog, der ved noget om den type fællesskab, som du hidtil har levet i.

Her har du
– dit eget soveværelse, hvor du kan bo, mens du bliver klar til at komme videre. Værelset holder du selv rent, og du vasker selv sengetøjet i vaskerummet. Du har dit eget toilet i tilknytning til soveværelset;
– et bibliotek, hvor alle bøger er tilladte. Hvis der er en bog, som du gerne vil læse, beder du bare bibliotekaren om at bestille den hjem. På biblioteket er også computere med fri internetadgang;
– et økologisk køkken, hvor du og andre brugere af huset laver mad sammen med en økonoma;
– en fælles spisestue;
– en fælles aktivitetsstue, hvor du kan se tv, spille skak, bordtennis, bordfodbold, skrive, male eller tegne;
– et fælles baderum, som brugerne skiftes til at bruge og gøre rent;
– et fælles musikrum.

Du er selv gået ind gennem portalen, og du kan forlade dette hus igen, når du vil. Du kan forlade det, fordi du nu ved, at du er klar til at leve et liv uden for det trossamfund, som du har forladt. Eller du kan forlade det, fordi du har fundet ud af, at du vil tilbage.

Men efter højest to måneder er du nødt til at forlade huset. Så skal en anden have din seng. Hvis du ikke er klar til at vende tilbage til livet uden for huset efter to måneder, vil en af husets socialrådgivere tale med kommunen om at finde et mere vidtgående tilbud til dig.

Motivation for forslaget
Mange mennesker er fanget i et undertrykkende trossamfund, som de har vanskeligt ved at slippe ud af. Det skal vi hjælpe dem med. Huset bag Portalen findes endnu ikke, men det skal skabes, og det er en statslig opgave. Det skal med på den næste røde finanslov.

Jeg flytter til Spanien

Ja, i næste uge gør jeg det sgu; jeg flytter til Madrid med Christina, som skal have sig endnu en uddannelse, og med Karl og Vera, som skal lære ordentligt spansk og have korte bukser på.

Mavesur kommentar til det videnskabelige niveau i socialmedicinen

Medicinere ved for lidt om statistik.

En socialmedicinsk undersøgelse viser, at singler dør tidligere end mennesker, som lever i parforhold. Det vil sige; der er statisk samvarians mellem singleliv og relativt tidlig død. Gennemsnitligt dør singler x antal år tidligere end doubler.

Da forskerne fandt ud af, at der var denne samvarians, gik de i gang med at forklare, hvordan singleliv kunne fremkalde tidlig død. Det var sådan set ikke svært at finde på plausible årsager: Der bliver set skævt til singlerne, det bliver almindeligvis opfattet som bedre, ja nærmest moralsk bedre, at leve i parforhold end alene, og det er stressende at blive set ned på. Stress er sygdomsfremkaldende og potentielt dødelig.

Eller: Singler spiser dårligere og mere uregelmæssigt end doubler, og sådanne spisevaner er usunde for kroppen.

For eksempel. Sådan kan man forklare det, og sådan gør man.

Men sagen er, at statistisk samvarians ikke er nogen garanti for kausalitet. Det er altså ikke sikkert, at de enlige dør tidligere end de parlige, fordi de er enlige. Der er nemlig andre mulige forklaringer på samvariansen. Det kan være, at singletilværelsen og den relativt tidlige død har en fælles, bagvedliggende årsag.

Måske var jeg i mange år single, fordi jeg var allerhelvedes sur og uomgængelig, og måske var dette ucharmerende træk ved min karakter ikke kun dårligt for mit kærlighedsliv, men også for mit helbred. Måske har al min galde svækket min krop og afkortet mit liv.

Måske var jeg single, fordi jeg havde et skrækkeligt dårlig ånde, og måske kom den fæle lugt fra en dårligt fungerende fordøjelse, en fordøjelse som samtidig gjorde min krop uegnet til et langt liv.

Årsagen til mit singleliv kan også have været, at jeg drak for meget destilleret alkohol. Der skulle angiveligt være kvinder, som ikke sætter pris på denne vane, en vane, som samtidig skulle være skadelig for flere af de vitale organer.

Det er blot eksempler, og sådan kunne man blive ved. Når man læser en statistik og ser, at to entiteter forholdsvis ofte optræder sammen, fx singleliv og tidlig død, skal man ikke, sådan som medicinere og journalister er tilbøjelige til, straks give sig til at forklare, hvordan den ene af de to entiteter (fx singleliv) er årsag til den anden (fx tidlig død). Man skal først overveje, om der kan være en tredje variabel (og en fjerde og en femte ...), som kan forklare dem begge.

Asymmetri

Våde fingre kan ikke mærke, om skjorten er tør. Men tørre fingre mærker uden videre fugten.

mandag den 14. november 2011

Søndag er sidste dag på BogForum

Så er det sidste dag på Forum. Det er sidste dag med grå messestøj og opmærksomhedshungrende skrig under messelamper. “Se mig! Se mig, hør mig, køb mig, elsk mig! Se mig, jeg er smuk, jeg er billig, jeg er kendt, eller bliver det, eller har været, jeg er spændende, besynderlig, promiskuøs, tryg, jovial, jeg er hardback, e-bog, mp3, jeg er strålende, jeg er, som du vil ha mig, så se mig dog!”

Det er sidste dag med tyndskid og øjenkatar, sidste dag med messehjerne, tinitus og kvindernes evindelige toiletkøsklynken og mændenes pral over gårsdagens druktur. "Blev det sent i går?" og man svarer med et 'vi'. "Vi endte på Andys, eller jeg ved sgu ikke". Det er det 'vi', som du ikke er en del af, det vi, som definerer, hvem der holder messeilden i live, løber med faklen, hvem der er BogForum, messesej.

Vi er på fornavn med hinanden. “Dukkede Ole op i går?” og “Har du set Josephine?” Du er på fornavn med mennesker, du aldrig har talt med, og som stensikkert ikke vil hilse, når I mødtes på Valby Langgade næste onsdag.

Ved messestemmens anråb klokken seks i aften er det slut med Under Uret og Tranescenen, slut med Gyldendals smugkro i den anonyme, hvide plakatopstander midt i mylderet og Klims på samme tid mere skjulte og langt mere åbenlyse udskænkning af fadøl tredive meter derfra. Der skammer man sig ikke over at gå i messesump fra klokken et om eftermiddagen. Hvis man kan vente så længe. "Vi sælger Murakami med en gammel skid på, vi er pisse ligeglade." Og de var de første til at være ligeglade, til at slippe skammen, skvulpe rundt i gylden væske, de var de første til at sparke bøger ud af standen til en udsalgspris, som kunne pisse selv den mest besindige boghandler af. Var sgu ligeglade. Og så kom boghandlerne med. Det kunne være det samme, når nu Gyldendal alligevel var kommet med. Så var det hele skredet, så var det hele branchens fest. Ikke Batzer & co.s fest eller Rævens Sorte Biblioteks, jo også deres, stadig deres fest, men bogbranchens fest, Det Kongelige Biblioteks fest, trykkeriernes fest, litteraturtidsskrifternes, Parpirvarearbejdernes Forbunds, det er første maj i november, og Forfatterskolens fest. Også Forfatterskolens fest, skolen som ikke har noget at sælge, men som er ren tekst, som er oplæsningsmaraton og Doktor Tekst. Paneldebatter om litteraturens vilkår, afgangsantologi, og se hvor mange kendte forfattere, der har gået her! Og som alligevel ikke er ren tekst, men elsk mig dog, trods alt! Og det gør vi.

Og vi hænger ud, og det er sidste dag, vi hænger ud. Og "Hvis jeg havde råd, ville jeg være alkoholiker", siger han. Og "Det er derfor, vi ikke gav dig noget legat i år", svarer hun, svedent.

Det er starfuckerens sidste chance for at komme i lag med en kendt. Det er den kendtes sidste chance for at kapitalisere sin kendthed. Det friske kød, den fesne morgen-sms.

I dag er sidste dag. Så er det slut med “Tager du lige børnene? Det er bare tre dage. Fire, vi stiller op torsdag.” og “Tørrer du ikke lige op, hvis jeg kommer sent hjem?” og “Det er arbejde, jeg kan ikke sige nej til den middag. Min redaktør kommer, jeg skal være der, ham, jeg håber på som redaktør, ham, der læser mit manuskript, min oversætter, korrekturlæser, omslagskunstner, grafiker, min forfatter, Ole, min kontakt på trykkeriet, nej, ikke hende, jeg knaldede til messen sidste år, det er en mand i år, jeg tror, det er en mand, en grim mand.” og “Jeg er tidligt hjemme søndag, allerede ved ottetiden, hvis ikke Ole kommer. Det gør han nok.”

Det er sidste dag på BogForum, det er nu, der skal drikkes gratis fadøl, rapses bøger, gives bøger væk, dem man selv har skrevet, de skal stikkes ind i frakken på en anmelder fra Weekendavisen, på en liderlig filminstruktør, på en oversætter. “Kan du ikke lige spørge Saber Press?” Det er nu og aldrig mere.

Vi ses til BogBella næste år.