tirsdag, april 28, 2015

Om en ny, større roman – Peders polemik

Min kollega og ven, Peder Frederik Jensen, skrev for et par dage siden en artikel i Information, som har affødt en del negative reaktioner i det litterære miljø.

Flere (bl.a.  Tue Andersen Nexø på Facebook og Martin Glaz Serup og Lars Bukdahl på hver deres blog) har fx ment, at P.F. Jensen burde sætte (forfatter)navne på sin kritik, når han skriver om den stilrene danske roman, som han ikke mener, vi skal lade os nøje med.

Mit bud er, at det i grunden er udtryk for en misforståelse af det ærinde, som P. F. Jensen er ude i. Kernen i den æstetiske opsang er, som jeg læser den, ikke skæld ud til de forfattere, som skriver stiliserede sætninger, der taler om sig selv som sætninger og/eller om en intens, men stramt kontrolleret, intimssfære i den kreative nordkøbenhavnske middelklasse.

Målet er næppe at skose de danske prosaforfattere eller at få dem til at holde op med at skrive på denne måde og om denne del af virkeligheden.

Det skriver jeg ikke kun, fordi P. F. Jensen selv har skrevet bøger, eksemplarisk den fine debutroman 'Her står du', som godt kunne puttes i samme kasse, altså de romaner, som vi af mangel på bedre plejer at kalde minimalistiske.

Jeg skriver det også, fordi jeg ikke har nogen som helst grund til at tro, at Peder vil have nogen til at holde med at skive de bøger, de nu kan og vil skrive. Eller grund til at tro, at Peder fx skulle have et horn i siden på Helle Helle, sådan som Lars Bukdahl åbenbart mener, at P. F Jensen må have. Bukdahl skriver på sin blog:

"Peder Frederik Jensens manifest i Information for en mere (med Niels Lyngsøs gamle grimme ord) verdensvendt prosa er er meget sværere at diskutere med end Caspar Erics kommentarer, fordi den for skurkenes vedkommende nægter sig empiri og litteraturhenvisninger – som mange andre prosa-polemikere tror han, Helle Helle skriver alle danske romaner (gid hun gjorde, bare i et år, hvorefter det var Harald Voetmanns tur) og læser hende desforuden dårligt"

Men Peder nævner ikke Helle Helle – eller andre repræsentanter for denne måde at skrive på – med et ord.

Ærindet er nemlig snarere at åbne rummet endnu mere for, at andre, mere inkluderende, former for prosa kan udgives, anmeldes, anerkendes og honoreres i Danmark. I oversættelse kan vi godt sluge 'maksimalismen' herhjemme. P. F. Jensen har selv med held arbejdet for at udbrede kendskabet til chileneren Roberto Bolaño. Men hvor mange danskere skriver 'maksimalistiske' (ikke PFJ's, men mit ord) romaner? Og hvor mange af dem, der faktisk gør det, bliver budt velkommen? Af anmeldere, litterater osv.

Ikke så mange.

Det er jo i virkeligheden den samme anke, som Mathilde Walter Clarke kom med for nogle år siden her:

P. F. Jensen skriver:
"Måske er der tale om snobberi, snobberi, der kan have sat sig som en prosaangst, hvor forfatterne holder på sig selv af frygt for at falde ved siden af de credoer, der stilles op i kulturen og i modtagelsen? Hvad er det for credoer? Ud over det nævnte, sætningen, som er en slags subjektiv trylleformular for godt og skidt, inde og ude, interessant og uinteressant, er det en manglende interesse for fortælling, for ydre påvirkning, for dokumentarisme og for mangfoldighed."

P. F. Jensens påstand er altså, at angsten for, hvad den litteraturkritiske elite måtte mene, har sat sig i de danske forfattere og får os til at holde igen med det, vi egentlig gerne ville med teksten. At vi ikke sparker så meget røv, som vi kunne, hvis vi turde skide på forestillingen om, hvad god litteratur er for noget. At vi censurerer det fra, der måske kunne stemple os som essayister, dokumentarister, politikere. Eller eventyrer. Eller folkelige. At vi er tilbøjelige til at læne os op ad den slanke, rene sætning i den forventning, at vores bog vil blive anerkendt som Kunst, hvis blot den består af den slags sætninger.

Man befinder sig altid på gyngende grund, når man forsøger at forklare, hvorfor folk gør, som de gør, men det kan da godt tænkes, at vi gør netop det, censurerer os selv. At jeg gør det. At P. F. Jensen selv har gjort det.

Og det kan vel også godt tænkes, at der ville blive skrevet flere store, grådige, mere beskidte, romaner, hvis kritikken ville elske de forsøg, der faktisk gøres med dem, mere. Ville invitere dem indenfor.

Det er det, jeg får ud af at læse P. F. Jensens artikel. Og jeg vil ikke laste ham for ikke at sætte navn på de forfattere, der angiveligt klamrer sig til den elegante sætning og skriver minimalisme, eller hvad vi nu skal kalde det. Dem handler det ikke om at skælde ud på. Det handler om at opfordre kritikken til at åbne sig mere for andre typer dansk prosa.

Eller hvad, Peder?

Hvis det er sådan, P. F. Jensens artikel skal forstås, støtter jeg det varmt. Det gør Martin Glaz Serup da forresten også, kan man læse på hans blog:

torsdag, april 16, 2015

Vi møder Jørgen i Rudsvedby


I virkeligheden vidste ingen,
          hvorfor Jørgen gik med de dykkerbriller.
Jo, det startede, da han begyndte at komme sammen med Tina.
Så havde vi nok en anelse.
Ellers var Jørgen ikke ligefrem den, der gik mest sladder om
          i Rudsvedby.
Ikke dengang.




Jeg siger ikke, at det var tante Thyras skyld
          alene.
Men hvis han ikke var kommet så tidligt i gang,
          havde det måske ikke været så overvældende
          med al den hud.
Vi ved, hvordan Jørgen havde det
          med hud,
          da han var yngre.
Man skal vænne sig gradvis til
          hud i det omfang.
Siden lærte han da også at håndtere
          helt enorme mængder.




Han sprang ud ad vinduet
          nøjagtig en tredjedel inde i afskriften af litteraturlisten til fjerde kapitel i en
          svensk førskolepædagogik.
Listen fyldte mere end kapitlet,
          siger de.
Det var bare ikke det, Jørgen havde forestillet sig,
          da han sagde sit speditørjob op og flyttede til Skagen
          for at leve som fagbogsoversætter.
At han landede på taget af Tinas Seat og kun brækkede ryggen,
          gjorde ikke sagen bedre.
Jeg havde sagt til hende, at hun skulle blive
                    i Rudsvedby.