Dækket direkte tale, kort

Dækket direkte tale er et litterært stiltræk, som for alvor fandt anvendelse med impressionismen og naturalismen i begyndelsen af det tyvende århundrede. Det er et træk, som gav talesproget en ny litterær status.

Den dækkede tale [oratio tecta] bruges ofte til at udtrykke en figurs tankers. Men det kan også, som i eksemplet nedenfor, være en gengivelse af noget sagt. Fortælleren gengiver i imiteret talesprog og således med ordstillingen som i en hovedsætning, hvad figuren har tænkt eller sagt, men i tredje person, altså med et 'han' eller 'hun' i stedet for et 'jeg'. Det kan være i form af en indre monolog, men det kan også eksempelvis være en kondenseret udgave (altså ikke et direkte citat) af længere replik. Herman Bang er en særlig prominent eksponent for denne måde at skrive på. Dækket direkte tale er således en mellemform mellem direkte tale (replikker) og indirekte tale: DIREKTE: Hun siger: “Jeg vil fandme selv køre den brandbil ud i mosen!“ INDIREKTE: Hun siger, at hun fandme selv vil køre den brandbil ud i mosen. DÆKKET: Hun siger, at hun vil fandme selv køre den brandbil ud i mosen. I den direkte tale er der tale om et direkte citat, som typisk (men ikke nødvendigvis) er markeret med citationstegn eller eventuelt en talestreg. Fortælleren giver ordet til den talende figur, der derefter omtaler sig selv i første person, altså som 'jeg', og ordstillingen har hovedsætningsform, her med verballedet 'vil' før adverbialleddet 'fandme'. I den indirekte tale er der ikke tale om et direkte citat af en figurs udsagn, men om en gengivelse af det. Der er derfor ingen citationstegn eller talestreg. Fortælleren giver altså ikke ordet til nogen, men beholder det selv, hvorfor figuren omtales i tredje person, altså her som 'hun', og ordstillingen får ledsætningsform med verballedet 'vil' efter adverbialleddet 'fandme' I den dækkede direkte tale er der ligesom i den indirekte tale ikke tale om noget direkte citat, så der der er ingen citationstegn, og den angiveligt talende figur omtales eller omtaler sig selv i tredje person. Men ikke desto mindre har ordstillingen hovedsætningsform som i en replik. Verballedet 'vil' kommer altså før adverbialleddet 'fandme' og giver den på den måde et grammatisk præg af talesprog.