onsdag den 25. april 2018

Tilbageblik på aktivisternes krisestrategier i Spanien for fem år siden

Her er lidt af det, jeg skrev om den politiske aktivisme under krisen i Spanien for fem år siden:



Venstrefløj og krisepolitik
Den 8. januar 2013 er kold og fugtig, særligt morgenen er slem. Man kan se sin ånde; ellers ser man ikke meget i tågen. Men da jeg tænder for nyhederne på laSexta klokken 8.00 om morgenen, kan jeg se, at tusinder af madrilenere har trodset vejret. De har samlet sig foran rådhuset på Paseo del Prado og står og hopper og synger med deres skilte i hånden. Det er de samme skilte, der bliver brugt hver gang, vi demonstrerer mod de kommunale nedskæringer. Det er et rektangulært, hvidt skilt med to bogstaver på. NO står der med sort, og så er der tegnet en åben saks inden i O’et. Det er ikke noget flot skilt, men grafikken er så simpel, at budskabet ikke er til at tage fejl af. De demonstrerer mod de omfattende nedskæringer i sundhedsvæsnet. Denne gang er det planerne om privatisering af hospitaler og sundhedsklinikker, det gælder. Demonstranterne har hvide kitler på. Mange af dem er ansatte i sundhedsvæsnet, andre lader som om.

Det er den negative politiske kamp, som altid er venstrefløjens svar på den borgerlige krisepolitik: kampen mod forringelserne. Men ind imellem er der også en positiv kamp. Et par måneder inden denne demonstration (en i en lang række af demonstrationer mod PP’s nedskæringer) dukkede der en nyhed op om en Robin Hood-aktion, hvor aktivister stjal madvarer i supermarkederne til de mange arbejdsløse i Andalusien. En borgmester fra det venstreorienterede parti IU gav sin støtte til den ulovlige aktion. Borgmester Juan Manuel Sanchez Gordillo er anklaget for at have opfordret til den ulovlige aktion, men da han ud over at være borgmester også er medlem af Andalusiens parlament, har han indtil videre kunne benytte sig af sin parlamentariske immunitet.

Dette er ikke det positive politiske perspektiv. Aktionen peger blot på et akut problem, men ikke på en holdbar løsning. Det positive er derimod det projekt, som den samme IU-borgmester Gordillo i årevis har været med til at bygge op:

Eksperimentet Marinaleda
Juan Manuel Sanchez Gordillo er borgmester for det eksperimenterende kooperativsamfund, som bygges op i Marinaleda. Gordillo har trods stor modstand arbejdet stædigt for at erobre jordrettigheder fra en lokal herremand og skabe et lokalsamfund baseret på fælles ejendom, arbejde og ansvar. De satser på et landbrug med større biodiversitet og færre kemikalier, hvilket gør produktionen mere arbejdskrævende, men skaber en overlevelsesmulighed for mange. Det giver også lokalbefolkningen mulighed for at blive boende i området. Affolkningen af landområderne i Andalusien har ellers været udpræget siden 1960’erne. De er rejst nord på for at finde arbejde, og alligevel er 34% af landbefolkningen arbejdsløse her mod 25% på landsplan. De store jordbesiddere bruger underbetalte immigranter i stedet for spansk arbejdskraft.

Derfor dannede landarbejderne et militant fagforbund, og i 2007 stiftedes den aktivistiske andalusisk fagforening (SAT), som kræver kollektiv brugsret til jorden. SAT har været udsat for permanent forfølgelse og chikane fra myndighedernes side. Men ikke myndighederne i Marinaleda. Gordillo har tvært imod fra begyndelsen været aktiv i disse bevægelser.

Gordillo har været borgmester siden 1979. Han blev valgt året efter vedtagelsen af den nye, demokratiske forfatning i Spanien, og på et tidspunkt hvor Hertugen af Infantado stadig ejede al jorden i området. Hans politiske arbejde har altid gået hånd i hånd med en udenomsparlamentarisk aktivisme. I 1980 begyndte kampagnerne med sultestrejker og besættelser af jorden, som stod på i 12 år, indtil aktivisterne i 1992 endelig fik Andalusiens regionale regering til at ekspropriere 1200 hektar besat landbrugsjord, som siden har været forvaltet af kooperativet El Humoso.

Marinaleda er en lille kommune med 3000 indbyggere cirka 100 km fra Sevilla. Deres isolerede socialøkonomiske eksperiment vælter ikke verden og løser heller ikke krisen i sig selv. De har heller ikke helt kunnet klare sig uden hjælp fra den andalusiske regering, hvis beskæftigelsesplan for landområder, Plan de Fomento de Empleo Rural, de har benyttet sig af til køb af byggematerialer. Men økonomien i kooperativet er sund, fordi de qua den økologisk orienterede produktion holder omkostningerne helt i bund. De får overskud, selv når priserne på deres artiskokker, bønner, oliven og peberfrugter er lave. Der er også en rentabel forarbejdningsindustri knyttet til landbruget. Lønnen er ikke høj, lidt under landsgennemsnittet, men til gengæld bor de billigt i selvbyggede huse, og de arbejder kun 35 timer om ugen. Kommuneskatten er meget lav, blandt andet fordi, de ikke har noget kommunalt politi, og fordi deltagelse i den offentlige renholdning er en borgerpligt.

I håbet om gøre et større indhug i den elendighed, som hele Spanien befinder sig i, er Gordillo gået ud i verden med sin kamp for fælles brugsret til jorden og opbyggelsen af alternative lokalsamfund. Han siger selv, at han er inspireret af Che Guevara, men mere nærliggende er det at tænke på den offensive kamp for fælles jord til de jordløse bønder, som var en del af anarkisternes optakt til borgerkrigen i 1930’erne.

Denne positive kamp for fremtidens Spanien kombinerer Gordillo med  den negative kamp mod nedskæringer og fattigdom, som er helt nødvendig nu.

Foruden Robin Hood-aktionen i supermarkederne har Gordillos aktivister deltaget i en besættelse af landsbyen Moratalla i Córdoba, hvor arbejderne ikke var blevet betalt.

Et andet sted i Córdoba har arbejdsløse daglejere besat et uopdyrket landbrugsareal på 400 hektar. Det er godset Somonte, som for adskillige år siden blev eksproprieret af Andalusiens autonomi-regering med henblik på at give de jordløse bønder et sted at arbejde. Det skete blot aldrig. Jorden fik bare lov at ligge uopdyrket hen.

Lola Álvarez er medlem af det samme stærkt venstreorienterede landarbejderfagforbund som Gordillo. Hun har været daglejer, siden hun var 16 år gammel, men kan ikke længere finde arbejde, så nu har hun og 22 andre taget den uopdyrkede landbrugsjord i Córdoba i brug, og det kan myndighederne faktisk godt se fornuften i. Andalusiens ombudsmand har i hvert fald bakket op om besættelsen. Hvis offentligt ejet landbrugsjord ikke bliver dyrket, skal de arbejdsløse daglejere have lov at dyrke den, mener han.

Og arbejdsløse daglejere er der nok af. Tidligere arbejdede de på de store godser, men mange godsejere har i de senere år fået millioner i landbrugsstøtte af EU for at lægge jorden brak.

Det voldsomme pres fra kritikere fra højre og venstre, som Gordillo var udsat for inden krisen for alvor satte ind i 2008, er nu lettet. Den økonomiske soliditet i El Humoso gør det vanskeligt at pege fingre ad Gordillo, når økonomien bryder sammen alle andre steder.

Det er vanskeligt at forestille sig Madrid som et økologisk landbrugskooperativ, men de økonomiske modeller, som El Humoso betjener sig af, har utvivlsomt inspireret venstrefløjen også her.


Overlevelseskampen i Sevilla
Mange af Spaniens millioner af arbejdsløse står i foråret 2013 til at miste deres dagpenge. Cirka en million spanske familier er allerede helt uden indkomst. Regeringens krisepolitik gør kun deres situation mere umulig, så alternative kriseløsningsmodeller er blodig alvor. Sevilla er særligt hårdt ramt. Mange arbejdsløse bor i telte og spiser, hvad de kan finde af kasseret mad.

Ikke kun de arbejdsløse er ramt. Mange af dem, der faktisk har arbejde, bliver presset til at arbejde fx 50 timer om ugen, selvom de kun får løn for 20. Ferierne bliver inddraget. Sådan kan man presse medarbejdere, som er bange for at blive fyret, hvis de klager.

Men andre har angrebet deres elendighed mere offensivt. Som følge af det store sammenbrud i byggesektoren står der hundredetusindvis af nybyggede, tomme lejligheder i Spanien, samtidig med, at 600.000 spanske familier ikke har noget sted at bo. Bygherren til et af de nye lejlighedskomplekser i Sevilla gik konkurs, før han fik solgt lejlighederne, men nu har en gruppe af arbejds- og boligløse sevillanere besat ejendommen. De kalder deres nye hjem for La Utopia. Det er helt almindelige, lovlydige tidligere lønarbejdere, som er blevet fyret og har mistet deres livsgrundlag, som er flyttet ind i lejlighederne. De banker, som har overtaget byggegælden, har lukket for el og vand for at presse bz’erne ud. Men så vasker de tøj under brandhanen på gaden, og nogen har sat en fælles benzingenerator op, så de kan tænde lys.

Beboerne forsøger at overtale bankerne til at indgå en aftale. De vil have lov til at blive boende til en lav husleje. Det er dog bedre, også for bankerne, som ellers ingen husleje vil få. Og lejligheder, som står tomme, forfalder og bliver tømt for inventar af nattens folk. Det giver god mening. Også La Utopias perspektiv om at benytte de tomme lejligheder til billig husning af hjemløse støtter Andalusiens ombudsmand. Der er begrundet håb om hjælp til beboerne, som har opbygget et nært fællesskab under kampen.

15. maj-bevægelsen med de grønne T-shirts har været med til at organisere La Utopia. Det er en gruppe af overvejende unge, som ikke længere tror, at politikerne sidder med nøglen til at løse fattigdomsproblemerne. Bevægelsen hjælper også arbejdsløse, som ikke længere kan betale deres husleje, med at blive i deres hjem. De forsøger at forhindre udsættelserne.

Og i april 2013 sker der faktisk noget. IU og PSOE har regeringsmagten i Andalusien, og på IU’s initiativ vedtager Andalusien en ny lov, som gør det muligt for regeringen at ekspropriere de beboelsesejendomme, som efter bygherrernes fallit er overtaget af bankerne. På den måde kan man undgå, at de familier, som er ramt af arbejdsløshed, bliver sat på gaden. Det er naturligvis en populær vedtagelse, og efterfølgende tager PSOE sagen op i Cortes. De vil have ordningen til at gælde i hele landet, ikke kun i Andalusien. Den konkrete aktivisme på gadeplan har smittet af på socialdemokraternes krisepolitik.

PSOE’s nye linje kommer ikke ud af den blå luft. Aktivisternes kamp mod udsættelserne har bredt sig til hele landet, også Madrid. En lørdag formiddag i marts 2013 holder der pludselig fire mandskabsvogne ved kirken over for børnenes skole. Der er masser af politi. Vi har kunnet høre larmen flere gader væk; det lyder som optakten til en fodboldkamp med horn og hujen, men de cirka 300 mennesker, som fylder den lille Calle de Don Pedro, er ikke på vej til Vicente Calderón. De forsøger at forhindre politiet i at sætte en lejer ud af en lejlighed i gaden. En af de nye arbejdsløse, formodentlig, som ikke længere kan betale. Vi bliver ikke længe nok til at se, om det lykkes, men det virker som en ulige kamp. Politiet er bedre rustet, og skal kampe af den type lykkes, skal bevægelsen bag være stærkere og bedre organiseret, som i Sevilla.

Men det er på vej i Madrid. Modstanden mod elendigheden vokser. Der er kommet et dynamisk samspil mellem gadekampene og det parlamentariske arbejde. Denne lørdag formiddag fører familiens lille gåtur forbi ikke mindre end fem demonstrationer. På Plaza del Angel er der offentlig undervisning, en klasse på gaden. Det er for at vise, hvor ringe vilkår det offentlige skolesystem er ved at få. Her tager de fem betjente det mere afslappet. De tredive unge i skrædderstilling med nikkelhæftede A4-ark bredt ud over brostenene giver ingen anledning til ballade. På Puerta del Sol demonstreres der i grønne dragter mod bankernes profitter. ”Hvorfor har de grønne nissehuer på?” spørger Vera. Det kan jeg ikke svare på, der er altid noget, jeg ikke får med, så jeg siger noget om, at de ligner nogen, jeg har set i en eventyrfilm. Halvtreds meter derfra går fagforeningsaktivister højlydt i ring ved indgangen til El Corte Inglés. De vil gerne gøre opmærksom på de slavelignende forhold, som kædemagasinets medarbejdere er ansat under. Det fortæller skiltene. Måske handler det også om en overenskomst, som El Corte Inglés ikke vil underskrive?

Hjemme i La Latina ser vi dagens sidste manifestation. Det er endnu en skoleklasse under åben himmel. Sådan en er der selvfølgelig også på Campo de la Cebada. Det ulmer i hovedstaden.

Der er sevillanere, som har åbnet et mere omfattende perspektiv i overlevelseskampen. Når nu de ikke kan få dækket de materielle behov, de har, inden for den dominerende markedsøkonomi, har de opbygget deres egen økonomi. Det er Pumaen i Sevilla.

Pumaen har sit navn efter et besat hus af samme navn i Sevilla, som siden 2000 har fungeret som et progressivt kulturhus. Det er i dette kulturhus, folk har mødtes og planlagt den alternative økonomi. Det er et fællesskab, som man kan melde sig ind i, hvis man gerne vil lave noget, men ikke kan finde arbejde. Man får en sparrekassebog. Og så arbejder man for andre medlemmer af Pumaen, fx med at ordne utætte vandrør eller bringe varer ud. Der er nemlig også små producenter og butikker med i Pumaen. Gennem sit arbejde inden for denne fælles økonomi optjener man et antal puma (en puma svarer til en euro), som man så kan købe varer for i de tilknyttede butikker. Er man medlem, får man samtidig 25 % rabat i disse butikker. Det er altså en metode til at udveksle varer og tjenesteydelser uden om den officielle økonomi. For så vidt er det et ulovligt fællesskab, men en værdig og aktiv nødforanstaltning for de arbejdsløse. Pumaen er også meget aktiv for at hjælpe små selvstændige, typisk enmandsvirksomheder, i gang. Smykkekunstnere, økologiske grønthandlere, blikkenslagere osv.

I januar 2013 var der 300 medlemmer af Pumaen. Initiativtagerne mener ikke, de kan organisere et fællesskab, der har meget mere end 400 medlemmer. Men andre arbejder med tilsvarende ideer andre steder i byen. Man kan se for sig, at der vil opstå en række små alternative økonomier ved siden af hinanden, hvis krisen fortsætter længe endnu. Og intet tyder desværre på andet.


Pumaen er storbyudgaven af Gordillos utopiske Humoso, og det er vanskeligt at forestille sig, at der ikke også er madrilenere, som tænker i de baner.

torsdag den 19. april 2018

Mariah Carey går rundt og sveder

Nu er jeg ganske vist for nylig blevet belært om, at jeg ikke skal bekymre mig for offentlige personers retssikkerhed, hvis de er rige og/eller har sagt noget, som nogen synes er dumt. Men for mig har det med retssikkerheden altid fungeret på en anden måde. Jeg bekymrer mig om folks retssikkerhed, uanset om de er rige eller fattige (omend i praksis mest for de fattiges, fordi de rige kan betale sig til et bedre forsvar end mit), og uanset om jeg er enig med dem politisk eller finder dem sympatiske eller ej.

Selv popsangeren Mariah Carey skal behandles ordentligt, selvom hun sikkert er stinkende rig og nok skal klare sig gennem de anklager for sexchikane, hun bliver udsat for. Og selvom jeg aldrig har lyttet til hendes musik og er helt ligeglad med hendes person i øvrigt. 

Først var der hendes tidligere sikkerhedsvagt, Anello, som anklagede hende for at gå have haft gennemsigtigt undertøj på, da hun bad ham om at flytte noget bagage ind på soveværelset. I kvindens eget hjem. Jeg går dagligt rundt i bar røv i mit eget hjem. Jamen, vel ikke, når der er fremmede til stede? Nej, sandt nok. Men hvis man tager hyre som bodyguard og skal passe på en person i dennes private bolig, må man altså påregne at skulle udholde sin arbejdsgiver under meget private former. Også i gennemsigtigt undertøj eller nøgen, for den sags skyld. Man må sågar påregne at skulle høre vedkommende stønne ude fra toilettet og skylle ud to gange. Det er en del af arbejdet. Man er ikke som arbejdsgiver til en bodyguard forpligtet til at ophøre med at have et privatliv.

Bodyguarden anklagede også sangeren for at have kaldt ham nazist, skinhead og Ku Klux Klan-medlem. Det må godt nok også være træls at blive kaldt. Især hvis det ikke er rigtigt, og man fx tværtimod har rigtig lækkert hår eller bare overhovedet ikke er racist. Men det er dog noget, folk jævnt hen kalder hinanden i skænderier. Strafbart er det trods alt ikke, medmindre de æreskrænkende betegnelser fremsiges offentligt, og offentlige blev betegnelserne først, da bodyguarden selv sørgede for, at de blev det.

Nu er det Mariah Careys tidligere manager Stella Bulochnikov, som efter at være blevet fyret anklager sangeren for sexchikane, og igen går anklagerne på mangelfuld påklædning. Carey skulle angiveligt have gået nøgen rundt i managerens nærvær. Her ved vi endnu ikke, hvor dette inderligt krænkende syn skulle have mødt Bulochnikov. Ok, hvis det er foregået i fuld offentlighed, kan der være tale om blufærdighedskrænkelse. Er det foregået på et kontor, kan der være tale om sexchikane. I sangerens private hjem kan det være upassende opførsel, men næppe strafbart. Er det foregået på Den Permanente Badeanstalt i Aarhus, er det bare god stil.


For at fylde lidt mere benzin på det flammeløse bål har Bulochnikov samtidig anklaget Carey for at være afhængig af alkohol, receptpligtig medicin og marihuana. Man kan vel kun kalde det usympatisk at sladre til offentligheden om, at ens tidligere arbejdsgiver ryger halvstærk tobak. Hvad kommer det dog os ved? Er det ulovligt? Ja, nogle steder er det, men ingen steder i den vestlige verden er straframmen særlig høj, og hvem går det egentlig ud over? At Carey drikker, rager os om muligt endnu mindre. Det er altså ikke ulovligt. Heller ikke, hvis hun drikker gin i sengen. Hver morgen. Og Stroh Rum 80 resten af dagen. At anklage nogen for at være afhængig af receptpligtig medicin forekommer så absurd, at jeg næsten ikke gider kommentere det. Men nu gider jeg jo kommentere hvad som helst ... Hvor i verden er det mon ulovligt at være skizofren eller diabetiker? Næ, men det er også en anden sygdom, hun lider af! Nå, ja muligvis, men dog en sygdom, hvis lægen udskriver hende recepter for lidelsen.

Det, vi ser her, er en form for adfærd, som er parasitær på #MeToo-bølgen, men som afsporer den ellers positive kamp mod seksuelle overgreb og for kønslig ligestilling, som #MeToo rummer. Det er en adfærd, som udnytter den opmærksomhed på seksuelle krænkelser og den skygge af nervøsitet over for at afvise et selvudråbt offers påstand om at være blevet krænket, som bølgen har medført. Det er indlysende, at sagen får en anden dimension i og med, at Mariah Carey er en verdensberømt og formodentlig hovedrig kunstner. Skulle Bulochnikov og Anello få succes med deres kampagne, kan de ikke alene se frem til (et øjebliks) afledt verdensberømmelse, men også til en klækkelig erstatning for de trivialiteter, de har været udsat for. 

onsdag den 11. april 2018

Vær med til at fejre udgivelsen af Bo fra Østerbro!

Sted: Chefs Café, Jernbanegade 10A, 3600 Frederikssund
Tid: Kl. 11:00 – 14:30, lørdag den 26. maj


Kom og få en illustratortegning og en forfattersignatur i dit eget eksemplar af den nye børnebog fra forlaget Vilde dyr:


Bo fra Østerbro

Se udkast til omslag her:


Køb bogen på stedet, hvis du ikke allerede har skaffet den til den tid. Tag børnene med, og få en godbid fra restauratør Susanne Haakonssons økologiske køkken. 


Vi fejrer udgivelsen af den første børnebog fra makkerparret
maler: Niels Thomas Jensen og
forfatter: Jens Peter Kaj Jensen



onsdag den 4. april 2018

Det er mig, der er inde i Suzanne Brøgger

Det er nok en postgang for sent at afsløre, at Isak Dinesen, Osceola og Pierre Andrézel var Karen Blixens pseudonymer. Det er sivet ud.

Langt mere interessant var Poul Borums afsløringen af, at Simon Lack, forfatteren til Verdenssøn fra 1985, var den samme som Politikens anmelder af værket, nemlig Michael Strunge. Strunge gav sit alter ego et rigtig fint skudsmål i den anmeldelse, men det var egentlig ikke nødvendigt. Han fik også mange gode anmeldelser, når andre skrev dem.

For ti år siden troede mange unge forfattere på det nye mødested, Facebook, at Ejler Nyhavn var Peter Adolphsens pseudonym. Men det var han ikke. Nyhavn var blot ved at skrive en bog sammen med Adolphsen.

Så dukkede der heldigvis en ny forfatter op på nettet, som kunne være en anden, nemlig håndbogsmesteren Kaj Erik Kratz, som måske kunne finde på at være Knud Steffen Nielsen – eller omvendt. Det troede jeg længe på. Det samme gjaldt den ferme klummeskribent, Gerda Lyhn. Men på den anden side troede jeg også, at Preben Klystrup var Knud Steffen Nielsen, og det var han ikke, så nu ved jeg ikke, hvad der er op og ned. Måske er det nok at tro på Kaj og Gerda som Kaj og Gerda. De er i hvert fald knaldgode til det, de gør.

Det har alligevel plaget mig lidt at tænke, at en mavesur kat, som ikke kunne stave til tun i vand, fik langt større litterær anerkendelse, end jeg gjorde. Derfor trøstede jeg mig med, at Marie Kat garanteret fik skrivehjælp af en eller anden. En dag fik jeg den lumske mistanke, at hun egentlig var Harald Voetmanns pseudonym, selvom de ortografisk ikke er hinandens ligemænd m/k. Senere slog det mig, at det også kunne være Johanne Thorup Dalgaard, der læste korrekturen.

Ved nogen, hvor mange der kan være i en kat?

I hvert fald er det Claus Beck-Nielsen, der er inde i Søster Nielsen, som vist nok er inde i Madame Nielsen, og hun skriver bøger. Jeg ved, at Madame Nielsen er den samme som Claus Beck-Nielsen, for i hendes roman Det højeste væsen er der en liste over bøger Af samme forfatter, og her er både Claus Beck-Nielsens bøger og bøgerne fra Das Beckwerk opført. Ganske vist er Claus Beck-Nielsen for længst erklæret død, men det betyder vist mindre i denne sammenhæng.

På et tidspunkt læste jeg i en Facebook-kommentar, at forfatteren Hanne Højgaard Viemose mistænkte kollegaen Lars Bo Nørgaard for at være inde i Stakkels Ove, hvilket begge de unge mænd dog nægtede, men det ville nu også være et sært valg af forfatterpseudonym, for mig bekendt udgiver Stakkels Ove ikke noget. Ikke engang særlig meget på Facebook.

Christina Hagen tog sig en body double, og det er det omvendte af et forfatterpseudonym: Man beholder sit eget navn på bogryggen, men får en krop mere til at repræsentere det.

Arne Herløv Petersen har i mindst 15 år brugt Mikkel Fossmo som pseudonym. Fossmo debuterede i Hvedekorn i 2003. Det er imponerende længe at gå med så delikat en hemmelighed. Han har brugt den til at vise, at den succes, han ikke kunne få som forfatter under sit eget halvgamle navn, kunne han sagtens skrive sig til, hvis han i stedet lancerede sig som en interessant ung fyr med bopæl i Venezuela. Og det lykkedes ganske godt.


Nu, hvor vi er i gang med afsløringerne, er det vist også på tide at indrømme, at det altså er mig, der er inde i Suzanne Brøgger. Det er altså ikke Pablo Llambías, som ganske vist gjorde sig den umage at genskrive en af pseudonymets bøger for at få folk til at tro, at det var ham. Men den gik ikke. Siden jeg var otte år gammel, har jeg med stor succes udgivet bøger under navnet Suzanne Brøgger. Det var min kammerat fra fodboldbanen, Niels Frank, som gav mig idéen. – Du skal skrive som en seksuelt frigjort kvinde, sagde han. – Det sælger langt bedre. Og det fik han ret i. Det, jeg har udgivet i mit eget navn, har slet ikke opnået den samme opmærksomhed.

Peter havde et godt hug med begge skanker

Peter havde et godt hug med begge skanker, men kunne bedst lide at skyde fra distancen med den venstre.

Når Peter var værst, afsluttede han på alt, hvad han fik at arbejde med over midterlinjen. Når han var bedst, snød han med en helt uventet dribling to spændstige treogtyveårige knægte med lækkert hår og så af sted, tre skridt ned mod baglinjen og lagde den skråt bagud med et fjernt smil i den bortvendte side af ansigtet. Også selvom det allerede var længe siden, at Peter havde været treogtyve, spændstig og indehaver af lækkert hår.

Min tidligste erindring om Peter er fra 1971 eller deromkring. Jeg må have set ham adskillige gange inden, men jeg husker ham først fra den dag, hvor han pludselig stod sammen med sin mor i vores kolde gang i Fiskerhuset. Hans lyse hår nåede til midt på ryggen.
– Han vil ikke klippes, forklarede Ulla.
Og jeg undrede mig først over, at dette var noget, han selv bestemte. Han var 4-5 år, jeg var lidt ældre, misundelig og forarget. Langt senere undrede jeg mig også over, at han havde taget det valg, at han ville være langhåret, at han tænkte over det så tidligt, og hvad han ville med det.

Jeg husker, at Peter og Thomas et par år senere spillede fodbold sammen og mod hinanden på en plæne nær deres hjem. De lignede ikke fodbolddrenge, tænkte jeg, men de var gode til det. Peter var hurtig på benene og ville hele tiden drible. Og jeg husker endnu senere, i Bigum, Peter har vel været ti, Thomas fire år yngre, Peters far Hans nøgternt fortælle, at Peter var venstresocialist som han selv, mens Thomas var konservativ. Jeg undrede mig igen over, hvordan en dreng på den alder kunne vide det.

Da han var fjorten, vidste Peter noget andet, nemlig at det gamle ord om, at man skal yde, før man kan nyde, fungerede ikke for ham.
– Nej, man skal nyde, før man kan yde, provokerede han.
Min far kunne ikke tage det, men jeg syntes, Peter havde ret. På en måde.

Peter var venstresocialist, også da han voksede op som en ung mand. I 1980'erne blev han aktiv i Venstresocialisternes Ungdom, opdagede jeg pludselig, da jeg så hans navn under nogle programforslag, jeg skulle tage stilling til. Så mødtes vi igen efter en del år, hvor vi var gledet helt væk fra hinanden. Vi var havnet på hver sin side i en intern parti-strid. Mest fordi vi boede i hver sin by, Peter i Holbæk og jeg i Århus, men det var sjovt at være på partikongres med sin langhårede fætter. Han læste hele tiden, når han ikke drak, nogle gange også imens. Jeg kan huske, at han på kongressen læste Demokratiet i lasten af Preben Wilhjelm, Erik Siegsgaard og Klaus Birkholm, som jeg også selv var optaget af på det tidspunkt.

Peter og en anden Peter fra Holbæk var utilfredse med måden, VSU's ledelse fungerede på. Jeg tror egentlig, de havde ret i deres kritik, men jeg kunne ikke se det dengang, formodentlig fordi jeg selv var en del af ledelsen. Så meldte Holbækafdelingen sig kollektivt ud af VSU og ind i SFU. Undtagen Peter, som bare meldte sig ud. VSU duede måske ikke rigtig, men SF'erne var da helt uinteressante.

Jeg huskede ham som et vildt barn, men nu var han rolig, ironisk og velformuleret. Han var en storebror, som skulle passe på sine små brødre, men han var også i permanent opposition til nogen og noget.

Så forsvandt han igen for mig i nogle år. Da jeg endelig så ham igen til en familiefest i Næstved, var hans krop forandret af medicinen, det meste af håret var klippet af. Jeg kunne næsten ikke kende ham, men joggingbukserne med de posede knæ og gummistøvlerne afslørede ham. Det kan være atten år siden nu, måske endnu mere.

Efter endnu en pause i vores venskab, fandt vi igen hinanden, da jeg flyttede til København for at gå på Forfatterskolen. Peter læste filosofi på universitetet. Måske også psykologi. Han havde først læst samfundsfag på RUC, men var så blevet mere interesseret i filosofien, helt ligesom mig selv, og nu prøvede han at få nogle meritter overført fra RUC til filosofisk institut på Københavns Universitet.

Peter boede på Øresundskollegiet på Amager, mens jeg selv boede selv længere ude ad Amagerbrogade, men vi kunne enes om at mødes på Ingolfs Café ude hos mig. Der kunne vi begge lide at komme. Vi talte overraskende meget om fodbold og kvinder. Peter var egentlig genert, når vi kom ind på det med damerne, men der var en, han godt kunne lide ude på RUC.
– Jeg har stadigvæk for meget angst, sagde han, da jeg spurgte, om han havde inviteret hende ud.
Han kunne ikke klare sig uden angstdræberne, men de tog ikke det hele.

Jeg begyndte at spille bold med Peter i Svanemøllehallen. Det var sammen med fætter Andreas og Peters lillebror, Simon, og deres kammerater fra Film og medier. De var langt yngre end Peter og jeg, men det gik. Indimellem spillede vi også på Amagers græs.

Peter læste Marx, Freud og Hegel, så Frankfurterskolen og i de sidste år var det først og fremmest Heidegger, han tog det hele fra bunden af, skøjtede ikke hen over temaerne i sekundærtekster og gennemtyggede grundbøger. Han var forsker, teoretisk forsker i livets grundvilkår.

Selvom Peter var venstresocialist (spirituel humanist, kaldte han det i de sidste år), heppede han ikke på venstreorienterede St. Pauli fra Hamborg. Hans tyske klub var Bayern München, i Italien var det AC Milan og Real Madrid i Spanien. Han kunne bedst lide (de 'fascistiske') storklubber med teknisk stærke, taktisk disciplinerede spillere på alle pladser. Hold, som kunne køre bolden rundt i egne rækker i evigheder og tålmodigt vente på en åbning.

Sidste gang, jeg så Peter, var da jeg besøgte ham på hospitalet to måneder, før han hoppede ud ad vinduet. Han havde indlagt sig selv med akut angst, og jeg kunne godt se, at han ikke var på toppen, det er klart, men han havde ikke mistet sin sørgmuntre kynisme, den lille sarkasme, som holdt ham på armslængde af sin angst, når han var sammen med andre. Jeg havde Morti Vizkis samlede digte med til ham. Vizki tog sit liv som 41-årig. Den gave var ikke det eneste, jeg fortrød i forhold til Peter. Det havde intet kostet mig at besøge ham en gang om ugen.

Op mod jul tog lægerne den angstdæmpende medicin fra ham, samtidig med at han blev hjemsendt fra hospitalet, og terapeuten tog på ferie. Så havde han ingenting at støtte sig til. Simon fortalte, at Peter ikke ville se nogen. Det var ikke gode tegn, og da Andreas ringede til mig, mens jeg stod og underviste unge fillippinere og kinesere i dansk, vidste jeg straks, hvad der var sket.

Peter ville gerne komme frem til at kunne yde, men han kunne aldrig få det, han skulle nyde først.

Da vi havde lempet kisten ned i hullet, fik jeg øje på hans navn. Jeg husker ikke længere hvor, men det har vel været på stenen. Han havde aldrig brudt sig om sit andet fornavn, Allan, og nu havde han endelig fået det skiftet ud med et mere eksotisk. Det nåede jeg desværre ikke at skrive ned, og nu har jeg glemt det. Men Simon må kende det. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om navnet har en særlig betydning. Det er vanskeligt at forestille sig andet.

Nej, jeg husker galt: Også når Peter var bedst, hakkede han for det meste til bolden med det samme, hvis han fik den over midterlinjen.