torsdag den 20. januar 2011

For en demokratisk grundlov

Den republikanske grundlovsforening kæmper for en demokratisering af den danske konstitution. Den er jeg med på. Lad os få renset det oldtidslevn ud af Grundloven, så vi kan tage den alvorligt. Naturligvis skal man ikke kunne arve politisk forrang; man skal ikke have særlige privilegier, fordi man nedstammer fra en diktator. Her kan man melde sig ind i foreningen:
http://drgb.dk/

tirsdag den 4. januar 2011

Formel for revolutionær tålmodighed

Socialister begynder som utålmodige revolutionære. Vi vil lave verden om her og nu. Så bliver vi fyrre og finder ud af, at vi egentlig altid har været socialdemokrater, som i det stille vil lave verden om med korte, tunge skridt. Vi siger, at vi ikke har forandret os det store, det er blot en forskel i graden af tålmodighed. Som om graden af tålmodighed ikke skulle være vigtig! Den er afgørende. Nogle bliver så tålmodige, at de til sidst ikke ser nogen grund til at lave verden om. De vil blot justere den, gøre den knap så ubærlig. De bliver alkoholikere eller ligefrem konservative. Det har jeg aldrig kunnet begribe: Hvorfor bliver man desto mere tålmodig, jo ældre man er? Det er i bund og grund ulogisk.

Hvis jeg er en statistisk gennemsnitlig dansk mand, og det frygter jeg, at jeg er, så har jeg mindre end tredive år tilbage at leve i. Skal noget laves om, skal det fandme være nu. Jeg bliver bare mere revolutionær med alderen. Sådan tænker jeg på det. Men det er heller ikke godt: Intet er så ucharmerende som fanatisme.

Tålmodighed er sexet, sagde en kvinde til mig engang. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor. Jeg orkede ikke at vente på hendes forklaring. Men hvis jeg ikke helt skal miste min sidste tålmodighed, skal jeg have mere tid. Så enkelt er det. Jeg skal finde i hvert fald fem-ti år mere, og nu har jeg fundet svaret: Jeg vil skifte køn. Kvinder lever seks år længere end mænd; jeg vil simpelthen skære organet af. Jeg har ganske vist altid været ganske glad for det. Det er tvivlsomt, om jeg her deler smag med nogen overhovedet, men jeg vil lade tvivlen komme den anklagede til gode og vente, til jeg er tooghalvfjerds. Det er omtrent et år før, jeg ifølge statistikken vil dø som den gennemsnitsmand, jeg er. Switzz! Så ryger det af, og så har jeg pludselig syv år tilbage at leve i i stedet for et. Tænk på, hvad jeg kan nå med al den ekstra tid. Det vil give mig ro, gøre mig sexet. Måske ikke, men ærligt talt: Som tooghalvfjerdsårig er der grænser for, hvor tungt tabet vil være. Spørgsmålet er vel nærmest, om jeg vil lægge mærke til det. Jo, når jeg maser mig frem til stampladsen ved pissekummen på den lokale bodega måske, men ellers vil det ikke gøre nogen mærkbar forskel.