lørdag den 11. oktober 2014

Smil til Forfatterskolen

Forfatterskolen kan ikke få lov at være i fred. Den er under konstant beskydning fra rindalister, der mener, at forfattere, som har gået på den, skriver elitært. Og så er der romantikerne, som i det uendelige gentager, at man da ikke kan lære at skrive. Enten er man forfatter (med et gudgivent geni), og så har man ikke brug for hjælp, eller også er man ikke, og så er hjælpen ikke til nogen nytte. Der er også kritikere, litterater eller forfattere, der ikke selv har gået på skolen, som mener, at alle forfatterskoledimitender skriver ens. Eller at de ikke har noget at skrive skrive om, fordi de har været spærret inde i et hermetisk lukket rum, afsondret fra det 'almindelige menneske's hverdag, den politiske virkelighed eller andre former for kultur end den minimalistiske, som angiveligt dyrkes oppe i baggårdslejligheden i Peder Skrams Gade. Der er også den med, at der bliver uddannet alt for mange forfattere. At så mange bøger læser danskerne heller ikke. Endelig er der beskyldningerne om, at der med udgangspunkt i skolen har dannet sig et logeagtigt fællesskab, som sidder på det hele i den litterære verden og forsyner sig selv og hinanden med støttemidler, priser og gode anmeldelser.

Hvordan har denne lille bitte institution med et årsbudget på hvad? under 5 millioner kroner, vil jeg tro, og 5-10 nyoptagne elever årligt gjort sig fortjent til dette permanente, hadefulde bombardement? Kunstakademiet, Filmskolen, musikkonservatorierne og teaterskolerne er ikke genstand for samme foragt. Er man uddannet fra Musikkonservatoriet i København, bliver ens talent, kunstneriske vidsyn, livserfarenhed og folkelighed ikke automatisk beklikket. Tværtimod står der stor respekt omkring konservatorieuddannede musikere. At blive optaget på den skole er jo som at slippe gennem et nåleøje, kun de dygtigste kommer ind, og vi ved, at også lærerne er gode, eleverne lærer noget. Dimitenderne er dygtige. Men det er bestemt ikke sådan, man bliver opfattet, hvis man har gået på Forfatterskolen. Det er tværtimod et suspekt, ja faktisk moralsk anløbent, foretagende. Som forfatterskoledimitend skal man konstant forsvare sig selv, begrunde sit lumpne valg.

At der alligevel er i omegnen af 350, som søger ind hvert år, er vel nærmest et mirakel. Efter min mening er også skolen et mirakel; et kunstnerisk frirum, hvor handelshøjskolens tankegang endnu ikke er sluppet ind, og hvor der kun er en eksamen, nemlig optagelsen, resten af tiden handler det om mod, arbejde og udvikling, hvor undervisningsformen nok er barsk og grænseoverskridende for alle elever, men hvor man til gengæld ikke kan gå to år uden at modnes og bevidstgøres som kunstner og menneske. Måske havde de fleste forfatterskoledimitender skrevet bøger, også hvis skolen ikke eksisterede, ligesom de fleste teaterskoleelever havde spillet teater selv uden uddannelse, men knap så gode bøger. Forfatterskolen gør noget godt for de læsende danskere. Smil dog til den!