tirsdag den 17. december 2019

11 gode ting ved at udgive på Ekbátana

Til marts udgiver jeg romanen Afstande over vand på forlaget Ekbátana. Derfor ved jeg, hvad jeg taler om, når jeg anbefaler andre forfattere at kigge dette forlags vej. Det har været et virkelig positivt bekendtskab. Her er nemlig et forlag, som tilbyder det, jeg lægger vægt på.

1) Redaktionen var hurtig til at tage stilling til, om de ville udgive manuskriptet.
2) Redaktøren har arbejdet kompetent og engageret med manuskriptet. Alle redaktionelle bemærkninger til teksten har været relevante og bygget på en medlevende og interesseret læsning.
3) Redaktøren har arbejdet respektfuldt med teksten og aldrig glemt, at det var min tekst og mine intentioner, der skulle indløses. Samtidig har hun udfordret mig til at begrunde mine valg, hver gang der var det mindste, hun var i tvivl om. Det giver en stor tryghed inden udgivelsen, at uklarheder ikke har fået lov at hænge i luften.
4) Redaktøren har været grundig og samvittighedsfuld med korrekturen. Manuskriptet er blevet læst igennem adskillige gange for at fange selv den mindste fejl. Korrekturen har, lad mig være ærlig, været langt grundigere her, end jeg har oplevet på større forlag.
5) Der er lagt et stort engagement i det grafiske arbejde med bogen, særligt omslaget, som der er arbejdet meget med og det med et resultat, som jeg er rigtig glad for. Men også satsen, opsætningen af teksten, er blevet taget alvorligt, selvom det egentlig er ret ligetil med en ren tekstbog som min.
6) Jeg har været i løbende kontakt med forlaget og er blevet inddraget i alt. Det er vigtigt for mig at vide, at arbejdet med manuskriptet skrider fremad og ikke blot bliver parkeret i en stor stak. Og det afgørende at være tæt på processen (selvom jeg bor i Madrid og derfor kommunikerer elektronisk) og inddraget i beslutningerne i alle led.
7) Forlaget har været flinke til at finde støttemidler til udgivelsen, sådan at der er råd til fx at give bogen et lækkert omslag.
8) Ekbátana er et lille forlag, som ikke kan købe en busside til at reklamere for den næste bog, men de tænker kreativt for at finde andre veje ud til bogmarkedet.
9) Selvom forlaget er lille, vidner gode anmeldelser om, at der står respekt om kvaliteten af forlagets udgivelser. Naturligvis er det lettere at blive dagbladsanmeldt, hvis man udkommer på Politikens Forlag eller Gyldendal, men det er heller ikke umuligt her.
10) Forlaget har tilbudt mig en økonomisk aftale, som giver rigtig gode royalties, når produktionen er tjent hjem. Og det sker praktisk talt altid, har jeg fået at vide, for Ekbátana er solide forretningsfolk.
11) Min redaktør og forlægger, Christel Sunesen, har hele vejen været venlig og engagerende at arbejde sammen med.

Hvad mere kan man egentlig ønske sig?

mandag den 2. december 2019

“Her bander vi ikke”, står der på døren

“Her bander vi ikke”, står der på døren. I tænker, det er en spøg, men i det øjeblik, I træder ind i det dunkle rum, vil I komme på andre tanker. Væggene er plastret til med hellige madonnaer, korsriddere, tyrefægtere, flamencodansere og Guardia Civil-våbenskjold fra Franco-tiden. Alle symbolerne er vigtige, men særligt maden. På Malacatín spiser man cocido madrileño. Det er blodpølse, svineskank, chorizo, møre oksekæber og blævrende blokke af lunt svinefedt, som siden i formiddags har simret i en tung suppe med kikærter og nudler. De forskellige kødstykker fiskes op af suppen og serveres efter tur, men altid med kridhvidt brød og noget surt til: perleløg, syltede cornichoner og grønne chilier. Her lefles ikke for grøntsagsspisere, men der ligger dog en udkogt kartoffel og en slatten gulerod på fadet. Man drikker vin. Sådan har man spist i Madrid i århundreder og på Malacatín siden 1895.
            Ved at spise svinekød og drikke vin viser vi, hvem vi er. Frem for alt at vi ikke er muslimer. Det blev vigtigt, da katolikkerne havde generobret hele Den Iberiske Halvø fra maurerne i 1492. Også kikærterne er afgørende. I årene op til 1492  blev de nemlig dyrket på klostrene i de generobrede katolske zoner.
            Der er ikke noget udbredt had til muslimer i Spanien, tværtimod er den mauriske kultur en umistelig del af den spanske, både når det gælder sprog, arkitektur, ornamentik, dans og musik, men de spanske nationalister værner stadig om en eksklusivt kristen madkultur. Også Franco, som under sit angreb på den 2. republik i 1936 identificerede sig med de katolske korsriddere i la Reconquista, førte kampagne for den spanske madkultur under sit regimente. Det var sådan de sande spaniere kunne genkendes.
            I 1980’erne og ’90’erne blev Malacatín selv til et symbolsk på den spanske nationalisme og fik således sin selvstændige betydning i baskernes kamp mod den spanske centralstat. I 1981 sprængte seperatisterne fra ETA en bombe i restauranten.
            Og i kampen for den fede cocido madrileño har Dansk Folkeparti fundet inspiration til kampagnen for det stegte flæsk. Vi skal æde os danske, og spiser du flæsk og persillesovs, er du en af os, hvadenten du vil det eller ej. Sådan en symbolkamp vender begge veje. Mange unge, som ikke vil sættes i bås med den danske nationalkonservatisme, viser det ved at afsværge flæsket, og denne modstand spiller nu sammen med den veganske bevægelse, der har fået en opblomstring parasitært på klimabevægelsen, fordi kød er et af dennes mest udskammede velfærdsgoder. Den danske klimabevægelse adresserer et aktuelt problem, som i hvert fald ikke er ældre end industrialismen, men som ikke desto mindre drager næring fra og trækker symbolske tråde tilbage til det mauriske herredømme på Den Iberiske Halvø, der endte for mere end fem hundrede år siden.

søndag den 1. december 2019

Hvor farlige er de sms'er?

Hvad handler det her egentlig om? 

En fodboldleder har været nødt til i skam og skændsel at sige sit nye job op, fordi det er kommet frem, at han har sendt sms'er til en tidligere kolleger, hvor han foreslår, at de 'kysser og ser hvad der sker'.

Hvorfor er det et problem? 

Er det, fordi manden er gift? I så fald må det vel være en sag mellem ham selv og konen. Det kan ikke komme hans arbejdsgiver ved, om han kysser med andre. 

Eller er det mon fordi den tidligere kollega er yngre, end han selv er? I givet fald må det vel være op til hende, om hun vil kysse med en midaldrende mand. 

Eller er det, fordi han engang har været kollega til den unge kvinde? Hvis det nu er blevet odiøst at lægge an ikke alene på kolleger, men også på tidligere kolleger, er der altså mange velfungerende forhold, som er blevet til i synd. Arbejdspladsen er nok den sammenhæng, hvor flest mennesker flirter eller danner par overhovedet. 

Måske er det simpelthen det, at en mand sender flirtende beskeder til en kvinde, som så ikke viser sig at være interesseret? I så fald er vi mange syndere, som har prøvet at blive afvist både før og efter opfindelsen af sms'en.

Måske handler det i virkeligheden bare om, at Ekstra Bladet har viderebragt en halv historie, som i denne form er umulig at få til at give mening?


torsdag den 28. november 2019

Højresvingsulykker

I går kom jeg forbi en park, hvor højresving ikke var tilladt.

Artikel i Solidaritet om det spanske valg

Umiddelbart efter det seneste spanske parlamentsvalg bad netmediet Solidaritet mig om en hurtig baggrundsartikel om valget. Den er her:

Artikel i Solidaritet

Der er ikke sket alverden siden. Venstrefløjsalliancen Unidos Podemos og socialdemokraterne i PSOE har underskrevet en aftale om af danne regering sammen, men de skal have støtte fra nogle af de regionale nationalist/seperatist-partier, både røde og borgerlige, for at have flertal, og det er besværligt, så der er endnu ikke dannet ny regering i Spanien.

Joachim Wrang om at oversætte gode bøger

Min gamle ven og studiekammerat, Joachim Wrang, er blevet interviewet til Bogmarkedet om passionen for at oversætte. Det er der kommet en ganske interessant tekst ud af. Følg linket:

Interview i Bogmarkedet

lørdag den 9. november 2019

Forfatterskolen og mangfoldigheden


Forfatterskolen har uddannet en lang række af lysende talenter. Jeg kunne uden at anstrenge mig nævne halvtreds vigtige, originale og vidt forskellige danske forfatterskaber, som er vokset ud af Forfatterskolen. Mange af dem har succes hos både anmeldere og boghandlere. Vores mulighed for at sætte os ind i livsvilkår og tænkemåder, som ikke er vores egne, ville være en anden uden disse forfatterskaber. Tænk blot på Yahya Hassan, Jonas Eika og Helle Helle: forfatteren til den bedst sælgende digtsamling i Danmark nogensinde, vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2019 og en udpræget skoledannende forfatter med stor folkelig gennemslagskraft. Tænk på, hvor forskellige verdner de beskriver. Forestillingen om, at alle skolens elever skulle komme til at skrive ens, er virkelig vanskelig at opretholde, hvis man blot kigger på disse tre. Stilistisk har de nærmest intet tilfælles. Der kommer alle slags ud fra skolen.

fredag den 1. november 2019

Socialdemokratisk kritik af Jonas Eikas tale

"Pinligt at denne prisvindende forfatterklovn bruger sin takketale på at anklage statsministeren for at være racist," skriver Rasmus Stokholm på Twitter.

Nej, det er pinligt af MF Rasmus Stokholm, der er udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet, at han kalder vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris, Jonas Eika, for en 'denne prisvindende forfatterklovn'.

Det er simpelthen dårlig opførsel, for nu at bruge den allierede Pia Kjærsgaards terminologi. Eika brugte ikke personligt rettede skældsord om statsministeren, men talte om den politik, regeringen fører, og de konsekvenser politikken har. Eika henvendte sig direkte og skarpt til statsministeren, men han hverken kaldte hende klovn eller anklagede hende for at være racist. Han anklagede regeringens politik for at være racistisk. Det er ikke det samme. Han gav en alvorlig, men desværre sagligt korrekt karakteristik af regeringens politik. Den politik kan statsministeren vælge at ændre, netop fordi hun ikke er racist, men blot af taktiske grunde har valgt at spille med på en racistisk dagsorden.

Venstrefløjens kritik af Jonas Eikas tale

Jeg har set flere venstrefløjsdebattører gøre rede for, at Jonas Eikas tale ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris ikke indeholdt en korrekt analyse af imperialismen, eller at hans racismebegreb ikke beskriver en dansk virkelighed, eller måske især at talen strategisk var forfejlet, fordi sådan en aggressiv og konfronterende svada aldrig vil kunne skabe den alliance for forandring, som han hævder at håbe på.

Jeg er både enig og ikke enig. Det er indlysende rigtigt, at Jonas Eikas tale ikke bidrager til at skabe den kærlige alliance, som han taler for. Det kan være, at den ovenikøbet gør det modsatte.

Men man kan ikke sådan uden videre reducere den faktor ud af ligningen, at Eika ikke udtaler sig som samfundsanalytiker, politiker eller som politisk aktivist for den sags skyld. Han udtaler sig som kunstner, og i sin egenskab af kunstner er han ikke forpligtet til at skabe alliancer eller afbalancere sit budskab, sådan at han kan vinde opbakning for det. Han skal ikke løse noget samfundsmæssigt problem. Ikke som kunstner, i hvert fald. Hans gebet er at se. At se og formidle, hvad han ser, gennem sit helt personlige mentale prisme, ikke gennem almenhedens, folkets, teoribogens eller fornuftens prisme.

Eikas tale er et skrig. Det er naturligvis ikke et spontant og ureflekteret skrig, men dog et skrig, ikke en strategisk platform. Han ser den menneskelige lidelse, som er resultatet af regeringens politik, og den beskriver han, for mig at se, ærligt og redeligt. Og han vælger naturligvis helt bevidst den største scene, han nogensinde vil få adgang til, det største klangrum. En scene, hvor en virkelig vigtig politisk aktør og ansvarlig for den i hans øjne umenneskelige praksis, Mette Frederiksen, er til stede og forventer at skulle fejre og få del i en dansk succes. Hun fik det modsatte, og Eika har helt bevidst spillet denne tæerkrummende pinlighed ind i sin optræden for at give skriget endnu større styrke. Det er en stærk kunstnerisk performance. Og vigtig. For nok siger han intet, som vi ikke allerede ved. Men han insisterer på alvoren af det, som vi allesammen i realiteten har accepteret som et politisk uomgængeligt vilkår. Vi kan ikke blot acceptere denne umenneskelige praksis. Skriget og pinagtigheden skal ikke skabe alliancer. Det skal ikke løse noget problem. Det skal få os til at mærke alvoren af det, vi ser.

Så er det op til den politiske offentlighed, aktivisterne, bevægelserne, politikerne, partierne, os alle sammen (også Eika som politisk aktivist) at finde vejen ud af det politisk låste rum, vi befinder os i, hvor Socialdemokratiet i de sidste mange år har fundet det nødvendigt at overlade det til det stokkonservative, autoritære, snævertsynede, udemokratiske, fremmedfjendske og antimuslimske Dansk Folkeparti at definere landets indvandrer- og retspolitik, fordi socialdemokraterne mener, at det er den eneste vej til at erobre eller fastholde regeringsmagten, og hvor venstrefløjen har ment sig afhængige af en socialdemokratisk regering for at få gennemført mindre dele af sin politik. Sådan har situationen været fastlåst i årevis, hvor den yderste højrefløj har bestemt landets politik, uanset hvem der har regeret. Det har stået på så længe, at ingen rigtig tror på muligheden for forandring, og vi i praksis har affundet os med, at staten optræder umenneskeligt.

Men der er en vej ud. Det synes jeg, at den amerikanske venstrebevægelse har vist os. Den bevægelse, som Alexandria Ocasio-Cortez og Bernie Sanders repræsenterer, buldrer frem og har forandret den politiske virkelighed i USA med en hast og en radikalitet, som ingen ville have troet mulig for blot fem år siden. De gør det ved at tage udgangspunkt i en klasseperspektiv. De taler om og foreslår reformer til løsning af både arbejdende og udstødte menneskers konkrete, samfundsskabte problemer. Og de gør det i en skarp og uforblommet konfrontation med den økonomiske og politiske elite. Men de gør det samtidig uden at sælge en millimeter af retspolitikken til højrefløjen. De er konsekvente i deres forsvar for indvandreres, seksuelle og religiøse minoriteters og kvinders ligestilling, og de gør det i klar og utvetydig opposition til den amerikanske imperialisme og krigsmaskine. Den nødvendige miljø- og klimapolitik har de også med på programmet. Og de mobiliserer gennem en græsrodslignende kampagne, hvilket er stort set uhørt i det land. Det er hele pakken, omend inden for rammerne af den amerikanske forfatning. Det virker i USA. Vinder Sanders ikke valget til næste år, så vinder hans politik alligevel, fordi det demokratiske parti er forandret i kraft af venstrebevægelsens succes. Jeg er sikker på, at noget tilsvarende ville virke her.

Det er politik. Jonas Eikas tale var en forfatters takketale for en litteraturpris. Det er ikke det samme, selvom talen beskrev en politisk virkelighed.

onsdag den 30. oktober 2019

Efter solen

Jeg glæder mig helt vildt over

1) at så ung og i den brede offentlighed så ukendt en forfatter i den grad er blevet anerkendt for en i øvrigt skide god bog;

2) at et aktivistbaseret mikroforlag som Basilisk, hvor redaktørerne ikke får en krone, og som hverken lefler for de økonomiske magthavere i bogbranchen, for den kunstnerisk laveste fællesnævner eller for den politiske magtelite, har fået så stærk en anerkendelse, som der ligger i at have udgivet bogen, der får den største litteraturpris i Norden;

3) at en novellesamling, som notorisk kun sælger en tiendedel af, hvad romaner sælger, har fået prisen;

4) at den dygtige kunstner, Jonas Eika, også er en både skarp, seriøs og modig politisk tænker, som knalder så præcis en tale af. Det er bare godt gået;

5) med en pointe, som jeg hermed låner fra forfatter og musiker Peter H. Olesen, så er der samtidig grund til at glæde sig over, at vi trods alt lever i et samfund, hvor det er muligt uden frygt for repressalier at fyre sådan en svada af lige op i fjæset på hele parnasset. Det er et vilkår, som er og altid vil være under pres fra dele af magtelitens side, og som derfor skal forsvares hver eneste dag.

Talen kan ses her: